Da Marine Le Pen overtog formandsposten i Front National (FN) i januar 2011 efter sin far, Jean-Marie Le Pen, satte hun sig med egne ord for at »afdæmonisere« det højreekstremistiske parti. Det skulle være slut med faderens antisemitiske udfald – far Le Pen blev for nylig censureret bort fra FN’s hjemmeside. Det skulle ikke længere være skinheads, der tegnede partiets profil ved det årlige 1. maj-optog.
Men især skulle partiet ikke længere blot udgøre en provokation. Det var til tider lykkedes at trække store vælgerskarer. I 2002 rystede, fader Le Pen det politiske landskab og slog med næsten 17 pct. den socialistiske kandidat, Lionel Jospin, ud af præsidentvalgets anden runde. Her blev han slået af en såkaldt republikansk front, der genvalgte Jacques Chirac med over 82 procent.
Den 28. september i år lykkedes det så Front National, for første gang nogensinde, at få to medlemmer, den kun 26-årige David Racline og den 45-årige Stephane Ravier sat ind i det franske senats røde lænestole. Et senat som Front National i øvrigt vil have opløst, hvis de får magt, som de har agt. To medlemmer ud af 348 lyder ikke af meget, men som Marine Le Pen kommenterede det:
»Ved hvert valg udgør vi overraskelsen.«
Største franske parti i EP
Valget af de to senatorer satte da også trumf på et fantastisk år for Front National: Ved kommunevalget i marts, samlede Marine Le Pen det ekstreme højre på listen Fælles Marineblåt: »Rassemblement Bleu Marine (RBM), og listen opnåede 16 borgmesterposter. Men ikke mindst fik RBM næsten 1.455 sæder i kommunalbestyrelser landet over mod blot 63 i den forudgående periode.
Den næste trumf skulle blive Europa-Parlamentet. Marine Le Pen kunne allerede bryste sig af, at have slået sin far, da hun ved præsidentvalget i 2012 med næsten 18 pct. gjorde FN RBM til landet tredjestørste politiske konstellation.
Valget til Europa-Parlamentet i maj skulle krone hende. Med 24,86 procent og 24 sæder i Parlamentet, blev FN Frankrigs største parti. De sidste meningsmålinger viser Marine Le Pen som vinder af et præsidentvalg, hvis modstanderen er præsident François Hollande. Det overraskende ved valget af de to nye senatorer er imidlertid i vor høj grad, det er lykkedes Marine le Pen og hendes tropper at splintre ’den republikanske front’. Det er sket takket være et enormt fodarbejde og dannelsen af en helt anden politisk platform, end faderens. Marine Le Pen blev i 2011 valgt af cirka 22.000 FN-medlemmer, nu er tallet angiveligt 70.000.
Hun har især op mod kommunalvalget rejst Frankrig tyndt og fået Udkantsfrankrig i tale: Landsbyer med døende småindustri og den globale verden som monsteret i horisonten. Det fremmedfjendske er neddæmpet og drejet til en antiglobaliseringskamp. Og det har givet pote.
Valget til senatet er et ’storvælger’ valg: Borgmestre og andre folkevalgte stemmer. De to FN-senatsmedlemmer fik halvdelen af deres stemmer fra andre partidannelser og uafhængige.
En FN-stemme er ikke længere djævlens. Dermed åbnes en betydelig sprække til helt almindelig magt. Også i det nuværende franske system.
