Baggrund
Læsetid: 5 min.

EU er stadig global klimaduks

Trods interne stridigheder om energi- og klimapolitikken samt en langstrakt økonomisk krise har EU fortsat den klimapolitiske førertrøje på
Rusland sælger olie og gas til EU for knap 3 mia. kroner hver dag året rundt.

Ria Novosti

Udland
13. oktober 2014

Da det stod klart, at den kommende EU-kommissær for klima i fremtiden også skal tage sig af EU’s energipolitik, gik det lynhurtigt. Fra interesseorganisationer og ’grønne’ politikere lød dommen, at den nye kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, var i gang med at udvande EU’s klimapolitik.

»Det er et kæmpe tilbageskridt for klimakampen i EU,« sagde blandt andet det nyvalgte medlem af Europa-Parlamentet, Jeppe Kofod (S).

Men, siger professor Katherine Richardson fra Københavns Universitet, spol lige tiden tilbage til 2010, da Connie Hedegaard blev EU’s første klimakommissær umiddelbart efter det stormombruste klimatopmøde i København.

»Vi var alle meget skuffede dengang, da Connie Hedegaard blev kommissær for klima. For hvorfor var energi ikke medtaget? Nu er alle sure over, at energi og klima er lagt sammen til ét ressortområde. Jeg synes, at det er utroligt så kort hukommelse, vi har.«

Ifølge Katherine Richardson, der blandt andet tidligere stod i spidsen for den danske regerings klimakommission samt FN’s klimapanel, er pointen netop, at med sammenlægningen af klima og energi er EU tværtimod kommet et vigtigt skridt tættere på at behandle selve roden til klimaproblemerne.

»Connie Hedegaard var som dansk klima- og energiminister (fra 2007 til 2009, red.) blandt de første politikere i verden til at binde de to dagsordener sammen. Der er ikke så mange andre lande, der har gjort det – og det undrer mig.«

Hvad har det da betydet?

»Det har betydet, at Danmark nok er det eneste land i verden, der går efter årsagerne til problemet – og ikke bare symptombehandler. Bundlinjen er jo, at EU ikke når sit mål om en 80-95 procents reduktion i CO2-udledningen inden midten af dette århundrede uden helt eller næsten helt at fjerne de fossile brændstoffer.«

Frem mod 2030

Den igangværende krise mellem Rusland og Ukraine har forstærket EU-politikernes fokus på afhængighed af fossile brændsler, som ingen af EU’s medlemslande producerer i nævneværdigt omfang.

Tværtimod køber EU-landene hver dag energi for 7,5 mia. kr., heraf kommer knap halvdelen fra Rusland, der årligt sælger olie og gas til EU for 1.000 mia. kroner – eller knap 3 mia. kroner hver dag året rundt.

Og det er Katherine Richardsons pointe: At EU har en klar interesse i at investere i alternative, vedvarende energikilder.

»Alle ved, at Europa er enormt sårbar på energiområdet, så det burde være i alle europæeres interesse at holde fast i en sammenhængende klima-energi-dagsorden.«

Søren Dyck-Madsen fra Det Økologiske Råd, der kritisk har fulgt europæisk og global klimapolitik igennem mere end to årtier, er sådan set enig. Alligevel mener han, at efter klimatopmødet i København i 2009 – og efter de 10 nye østlandes indtræden i EU – er det gået alt for langsomt for EU med at komme videre.

»Efter COP15 i København gik rigtig mange ting i stå – hele klimadebatten gik i stå. Det betød, at presset på landene internt i EU lettede,« siger han og peger på, at det i de mellemliggende år er gået alt for trægt med at sætte ambitiøse klimamål i EU.

Men går det den rigtige vej med EU’s klimapolitik?

»Det gør det, men ikke så hurtigt, som det burde,« siger Søren Dyck-Madsen.

Der hvor Søren Dyck-Madsen synes, at der sker noget – selv om det kunne være bedre – er i forhold til EU’s kommende klimamål frem til 2030. Den 23.-24. oktober skal EU’s stats- og regeringschefer vedtage Kommissionens udspil, der anbefaler, at EU-landenes samlede udledning af drivhusgasser internt reduceres med 40 pct. frem mod 2030, at mindst 27 pct. af energien skal være vedvarende, og at der skal spares 30 pct. i energi via effektiviseringer og bedre isolering af bygningsmassen. Alle reduktioner måles i forhold til 1990.

»EU er efterhånden kommet til mange klimatopmøder med de samme gamle målsætninger. Så jeg håber, at det lykkes at vedtage nogle nye ambitiøse klimapolitiske mål,« siger han med øje på EU’s 2050-målsætning om stort set at have udfaset de fossile brændsler.

Problemet er, at med de af Kommissionen foreslåede mål for 2030 bliver det svært at opfylde EU’s langsigtede mål. Ikke mindst inden for energisektoren, der allerede i 2030 skal udlede mellem 54 til 68 pct. færre drivhusgasser end i 1990.

»I forhold til de langsigtede mål om, at EU skal nedbringe CO2-udslippet med 85-90 pct. inden 2050, tager vi alt for små skridt. Men vi tager dog skridt, vi bevæger os fremad,« siger Søren Dyck-Madsen.

Indre spændinger

Siden 2009 har de nye EU-lande fra øst fået langt mere indflydelse på den førte politik i EU, og det er derfor langtfra sikkert, at EU får vedtaget de nye 2030-mål. Og det ville være en katastrofe for den samlede globale klimapolitik.

Forud for en global og bindende klimaaftale med deltagelse af alle verdens lande, som planmæssigt skal indgås i Paris i december 2015, skal alle verdens nationer i første kvartal af 2015 meddele FN deres nationale bud på, hvordan og hvor stor en reduktion de enkelte lande sætter som mål.

Har EU-landene ikke et sæt klare og ambitiøse bud klar, vil det givetvis betyde, at store spillere som Kina og USA slækker på egne ambitioner. Derfor er det altafgørende, at EU’s ledere i oktober bliver enige om et sæt nye ambitiøse klimamål.

»Man var et sted, hvor EU-landene synes, at man havde råd til en mere ambitiøs klimapolitik, men det er de nye lande ikke nødvendigvis enige i. Østlandene er et andet sted i deres udvikling og har derfor en anden dagsorden. Og det betyder, at der er blevet ændret på magtbalancen internt i EU,« siger Søren Dyck-Madsen.

Men, tilføjer han, siden 2009 er der også sket det, at problemerne er rykket tættere på:

»Ingen er i dag i tvivl om, at klimaforandringerne er den ny virkelighed – heller ikke landene i øst.«

Det samme siger Katherine Richardson.

»Det er klart, at der har været nogle sværdslag i EU. Nogle af de nye medlemslande er ikke lige så langt fremme på klimaområdet, og de er heller ikke lige så velhavende,« siger hun.

Alligevel er hun positiv. Hun mener, at den overordnede trend er, at udviklingen går den rigtige vej.

»Grundlæggende ser vi stadig en klar positiv trend i retning af, at klima er blevet langt mere mainstream siden 2009. Selvfølgelig også fordi man er ved at blive klar over, hvor galt det står til,« siger hun.

’2009 var vendepunktet’

I øvrigt mener Katherine Richardson ikke, at klimatopmødet i 2009 i København var en fiasko. Tværtimod.

»Jeg er sikker på, at fremtidens historikere vil se tilbage på 2009 som et vendepunkt, fordi man formåede at gøre klimapolitikken til storpolitik. Og det er en første betingelse for, at det kan lykkes at tale sammen om globale løsninger.«

Katherine Richardson mener, at ’fiaskoen’ i København mest af alt er skabt af politikere og journalister, der fik skruet forventningerne til topmødet urealistisk højt op.

»Desuden tror jeg, at havde vi virkelig fået lavet en global klimaaftale i 2009, ville den have været så svag, at vi alligevel ville have udskudt de store og nødvendige slagsmål,« siger Katherine Richardson, der tror, at ingen lande på daværende tidspunkt var parate til at love mere, end de kunne holde, uden at skulle investere alt for meget i det.

»Nu siger vi i stedet, at vi ikke har råd til endnu et kollaps.«

Serie

Klimakampen genoplives

Seneste artikler

  • EU’s grønne troværdighed testes på torsdag

    21. oktober 2014
    På denne uges EU-topmøde skal de 28 medlemslande søge enighed om nye klima- og energimål for 2030. Kløfterne er stadig dybe, og kikser det, står EU svækket forud for FN-forhandlingerne om en global klimaaftale
  • Intet klimapolitisk fodslag blandt u-landene

    20. oktober 2014
    På klimatopmødet i 2009 i København faldt ambitionen om en global klimaaftale til jorden på grund af en afgrundsdyb splid mellem de rige og fattige lande. Men u-landene udgør ikke længere en fasttømret enhed
  • Klimaændringer koster liv

    2. oktober 2014
    Klimaændringer har allerede kostet Kina dyrt i menneskeliv og yuan ifølge de kinesiske myndigheder
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Jo hurtigere Europa skifter til bæredygtighed, jo bedre. Det vil kun stille Europa bedre for fremtiden. Såvel miljømæssig som økonomisk og konkurrence mæssig.

Jesper Oersted

Det er ret ligegyldigt hvad EU gør, sålænge lande som Kina ikke er med på vognen. Hvis vi seriøst mener at der skal gøres noget ved CO2 udledningen, så skal alle midler tages i brug. Også kernekraft. I den tredje verden kan billige solceller være en løsning. Ingen bevægelige dele, virker når solen skinner, og det gør den jo en del sydpå. Andre steder er vi nødt til at udrulle en billig, effektiv 4. generationskernekraft i form af smeltesaltreaktoren, der kører på Thorium.

Torsten:

Jeg må indrømme jeg bliver en smule forvirret. Ifølge dit link ligger Danmark langt fra top ti, men det er da ikke mange postgange siden at flere medier, inklusive det vi er på besøg hos pt, bekendtgjorde at Danmark befandt sig i den absolutte Co2 "superliga" - Nærmere besemt som nummer 4, hvis min hukommelse ikke svigter mig?

Det må i hvert fald være nogle andre europæiske lande end Danmark:

http://politiken.dk/oekonomi/ressourceoekonomi/ECE2410065/miljoebevidste...

Finn Olav Hansen

Hvis vi skal forestille at være klimadukse i Dk og i EU må det godt nok stå sløjt til uden for EU. Traditionel økonomisk vækst politik er no go fru Thorning ligesom rygning er det i det offentlige rum: Vækst afhængighed er svært at komme af med men regeringen på tage et vækststop plaster på og erkende deres afhængighed og misbrug . Vores overforbrug og bygning af unødvendige motorveje etc. er udtryk for den manglende erkendelse . Der er lang vej før vi kan kalde os for klimadukse. Og det kræver ny ledelse af landet.

Torsten Jacobsen

Jens Haushøj,

Den historie har jeg ikke set, så jeg har lidt svært ved at kommentere på den.

Men det er jo vigtigt at huske på, at det ikke alene er de enkelte års udledning af Co2 der er problemet. Problemet er akkumulationen af co2 i atmosfæren over tid. Den industrialiserede del af verden, den del der har været industrialiseret i længst tid, har større ansvar for problemets omfang, end de 3.verdens lande som først i de seneste årtier er begyndt at udlede større mængder co2.

Det betyder selvfølgelig ikke at udledninger fra 3.verdenslande ikke også er problematiske. Men det betyder at vi måske skal være lidt varsomme med at erklære os selv som 'klimadukse'. Bemærk i den forbindelse at Danmarks ( og EU's) udledninger pr indbygger fortsat er ca. det dobbelte af verdensgennemsnittet.

Ask Holm Carlsen

Læs underrubrikken: "... har EU fortsat den klimapolitiske førertrøje på"

Vi er politiske klimadukse. Det er ikke noget du kan se i virkelighedens verden.