LEGO annoncerede torsdag overraskende, at koncernen ikke vil forlænge sit logo-samarbejde med SHELL, når det nuværende partnerskab udløber. Nyheden sprang efter tre måneders pres fra Greenpeace.
Over én million mennesker havde forinden med et klik på en skærm tilsluttet sig Greenpeaces internationale kampagne mod LEGO’s samarbejde med Shell. Striden har fået branding-eksperter og andre til at advare LEGO om, at sagen nu truede selskabets image – og den globale forretning.
Greenpeace er ekstatisk: ’Vi gjorde det’, lyder det nu kloden over, men sagen illustrerer også væsentlige huller i Greenpeaces Save-the-Arctic-kampagne – ligesom den afslører LEGO’s fejl. Bag det hele ligger to fundamentalt forskellige syn på udviklingen i Arktis: På den ene side forestillingen om Arktis som naturens sidste ubesmittede bastion, på den anden Arktis som kilde til rigdomme, der skal udvindes hurtigst muligt.
Greenpeace anklager LEGO for at medvirke til ødelæggelsen af den arktiske natur. LEGO har givet Shell lov til at sætte sit logo på LEGO-produkter – især racerbiler, som Shells kunder får på tankstationer i 28 lande fra Shanghai til Budapest. Shell er det absolutte centrum i Greenpeaces skydeskive, fordi Shell leder efter olie i de arktiske farvande – og LEGO’s logo-samarbejde med Shell er derfor ifølge Greenpeace forkasteligt. Greenpeace har krævet, at LEGO afbryder samarbejdet med Shell – og kan altså nu høste en sejr.
Skåret ud i pap
Greenpeace skar som vanligt sagerne ud i pap. Satte man sit navn på blanketten på Greenpeaces hjemmeside, sendte Greenpeace straks en e-mail i ens navn til LEGO’s administrerende direktør, Jørgen Knudstorp: »Dear Jørgen ...« – hvor direktøren fik at vide, at han var medansvarlig for »Arctic destruction«. Aktivister har gennemført aktioner i LEGOLAND i Danmark og England: Fingerede olieulykker er iscenesat. Bannere blev sat på LEGO-bygninger og annoncer mod LEGO’s tango med Shell indrykket i store aviser. En spektakulær video, hvor LEGO-mennesker drukner i olie, blev offentliggjort på YouTube og VIMEO; i skrivende stund er den set af op mod seks millioner mennesker.
Hvorfor LEGO?
Men det er forblevet uklart, hvorfor samarbejdet med LEGO skulle øge Shells evne eller vilje til at bore efter olie i Arktis. Greenpreace har ikke kunne dokumentere nogen forbindelse fra LEGO-samarbejdet til Shells arktiske projekter eller planer. Afkortningen af LEGO’s samarbejde med Shell vil ikke have nogen effekt i Arktis, med mindre Shell efterfølgende ændrer sine planer for boringer i Arktis. Det primære mål med angrebet på LEGO har med andre ord ikke været at sætte en stopper for LEGO’s gerninger, men at øge presset på Shell, og Shell viser indtil videre ingen tegn på opgivelse i Arktis. Tværtom har selskabet for nylig – på trods af massivt pres fra mange andre end Greenpeace – formuleret nye milliardplaner om boringer ud for Alaska og investeret heftigt i olieefterforskning nord for Sibirien. LEGO blev valgt for sin synlighed og adgang til børneværelserne – ikke for sin betydning for Shells arktiske aktiviteter.
Sådan afkoder LEGO-aktionen en række strategiske valg. Millioner af børn fragtes dagligt ind og ud af Shells tankstationer af benzinforbrugende forældre, men Greenpeace opfordrer ikke den brede offentlighed til boykot af Shell.
Greenpeace fortæller i stedet om de skader på det arktiske miljø, der vil opstå, hvis en olieulykke rammer i Arktis. Skrækscenariet er en ulykke i Arktis som den i Den Mexicanske Golf i 2010. En sådan ulykke vil medføre større skader i Arktis, fordi naturens nedbrydning af olien sker langsommere i koldt vand end i varmt, fordi den arktiske natur er særligt sårbar, og fordi de nødvendige skibe, fly, kemikalier osv. vil være vanskelige at mobilisere og arbejde med i de arktiske farvande – herunder de grønlandske.
Farerne er indlysende. Men Greenpeaces aktion mod LEGO aktualiserer alligevel spørgsmålet om, hvorfor Greenpeace fokuserer så entydigt på olien. Skaderne efter en oliekatastrofe i Arktis vil trods de voldsomme perspektiver for dyr og miljø være geografisk begrænsede, og de vil sandsynligvis få en ende. Der findes andre aktuelle menneskeskabte processer, der allerede påvirker det arktiske miljø alvorligt, og som ikke har en synlig ende – men som er næsten usynlige i Greenpeace’s kampagne – f.eks. at sodpartikler fra Europa, Asien og Nordamerika bæres med vinden til i de arktiske egne, hvor de farver sne og is sort. Den sorte is og sne fanger solens stråler, så varmen får fat; isen og sneen smelter og klimaforandringerne accelereres.
Kampagnekyndige vil forstå, hvorfor Greenpeace ikke forsøger at drive folkelige kampagner om så komplekse, globale processer, men fravalgene hører med til billedet af Save-The-Arctic-kampagnen.
Helt overordnet argumenterer Greenpeace for at den arktiske olie bør blive under havets bund, fordi den ellers vil øge presset på klimaet, når den bliver brændt af i biler, kraftværker og andre steder. Men arktisk olie bidrager ikke mere til klimaforandringerne end al anden olie. De mere polemisk anlagte grønlandske politikere spørger gerne, hvorfor Greenpeace ikke samtidig indleder en kampagne mod nye olieboringer i Texas, Saudi eller Vietnam?
Greenpeaces repræsentanter optræder ofte som saglige og fakta-baserede talsmænd for miljøet. De fremlægger nyttig ny viden i rapporter og undersøgelser om olien ved Grønland og oliespild i Rusland, og de vil gerne inddrages i nøgterne diskussioner med politikere og regeringer om fremtiden. Men samtidig brager Save-the-Arctic-kampagnen afsted med et mix af mål og midler, der tilsyneladende primært sigter på medieeffekt og folkelig mobilisering.
LEGOs blinde øje
LEGO’s fejl ligger et andet sted.
LEGO har ofte haft en god fornemmelse for tidsånden, men har i dette tilfælde tilsyneladende overset, at millioner af mennesker opfatter Arktis som naturens sidste ubesmittede bastion. For disse mennesker udgør Arktis et vigtigt sidste helle; et sagnomspundet og næsten beåndet fristed. Forestillingen om dette jomfruelige Arktis er i mange henseender falsk, men den er ikke desto mindre spillevende i den globale offentlighed, og den bliver fermt holdt i live bl.a. af Greenpeace’s Save-the-Arctic-kampagne; en af de største i organisationens historie.
LEGO’s manglende lydhørhed over for denne fornemmelse for sne afspejles ikke blot i samarbejdet med Shell, men også i LEGO’s egne produkter. Med en ny serie LEGO-klodser med arktisk tema gav LEGO for ikke længe siden legebørn i alle aldre mulighed for at konstruere en avanceret arktisk station med bæltekøretøjer, helikoptere, slædehunde og en isbjørn. De smilende, multietniske LEGO-mænd er klædt i tykke pelskantede polardragter. En salgsvideo til legetøjsbutikkerne viser LEGO-folket i hæsblæsende fart ud over isen på drønende bæltekøretøjer hen over farlige gletsjerspalter på flugt fra en snerrende isbjørn. En LEGO-helikopter sikrer en frostklar happy-end, efter at LEGO-folket har fundet et stykke tindrende krystal af tydelig værdi, hentet op af isødet under drabelige strabadser.
Alt er sødt og sjovt – tilsyneladende. Men Arktis-serien stiller sig med hele sit udtryk ukritisk skulder til skulder med dem, der i dag taler for hastig udnyttelse af olien, gassen og mineralerne i Arktis, sejlruterne og alt, hvad der ellers byder sig til, nu når isen forsvinder.
Arktis er i denne version ikke et sted, mennesker bor, men et herligt stykke ødemark, der skal forceres med henblik på gevinst. De arktiske folkeslag – grønlænderne og de tre-fire andre millioner, der bor i Arktis – optræder ikke rigtigt i denne udgave af Arktis. Holdet på LEGO’s arktiske station har et spand slædehunde, men det er kun hyggedyr. Det moderne Arktis kræver bæltekøretøjer, helikoptere, industrielle værktøjer; resten er folklore.
Diplomater, politikere, forretningsfolk, Grønlands ledere og mange andre abonnerer på denne tilgang til det moderne Arktis. LEGO’s problem opstår, fordi koncernen ukritisk reproducerer og sætter lighedstegn mellem denne forretningsmæssige tilgang til Arktis og den globale forbrugers forestillingsverden.
Martin Breum er journalist og forfatter til bøgerne ’Når isen forsvinder’ og senest ’Balladen om Grønland – trangen til løsrivelse, råstofferne og Danmarks dilemma’. Han skriver om Arktis i Information.
Bl a arabiske olielande må da se med stor sympati på Greenpeace's indsats mod nye olieboringer og mod a-kraft.
Det holde olieprisen oppe og sikrer gedigne overskud hos de monopolistiske oliesheiker og dermed global politisk indflydelse for yderst konservative religiøse synspunkter og værdier (- for at sige det pænt).
Jeg syntes at budskabet i artiklen er uklart og svært at fange bortset fra, at Martin Breum ønsker at komme malurt i Greenpeaces sejrsbæger.
(Nej, nej, selvfølgelig er den tidligere Deadline-journalist, nu free-lancer, ikke på en hævnmission for olieindustrien, men tanken meldte sig ikke desto mindre undervejs. Sådan kan det gå med uklare budskaber.)
Greenpeace må man vist gerne gøre knæfald for... Tænk nu hvis det var noget med et krav om muslimske særinteresser.. Så ville Fru Kjærsgaard eksploderet af harme og bestyrtning..
Shell kan ikke rammes direkte. De er immune overfor kampagner, som de har været udsat for år ud og år ind, uden resultat.
Lego er derimod meget følsom overfor sådanne kampagner.
Målet fra Greenpeace, hvilket man kan læse i deres kampagne-emails, er at udgrænse Shell, at få det til at stå alene, at være den de andre ikke vil lege med, med samme status som tobaksindustrien idag. Lego har været med til at legitimere Shell som en del af det gode selskab med sit brand - det er nu slut.
Om det har effekt i større perspektiv er svært at sige. Kampen er lang, og dette er kun et slag. Men man kunne forestille sig, at det er sværere for investorer af forskellige slags (bl.a. pensionskasserne) at investere i virksomheder med meget blakkede ry. Opmærksomheden tiltrækkes investorer som f.eks. investerer massivt i våben. Man kunne forestille sig en lignende effekt omkring investorer af klimaødelæggelser.
Glem ikke, at andre kampagner kører for at påvirke investorer, og i synergi med denne kampagne kan det ikke udelukkes at have en betydelig samlet effekt.
"Greenpeaces repræsentanter optræder ofte som saglige og fakta-baserede talsmænd for miljøet. De fremlægger nyttig ny viden i rapporter og undersøgelser om olien ved Grønland og oliespild i Rusland, og de vil gerne inddrages i nøgterne diskussioner med politikere og regeringer om fremtiden. Men samtidig brager Save-the-Arctic-kampagnen afsted med et mix af mål og midler, der tilsyneladende primært sigter på medieeffekt og folkelig mobilisering."
...og på den måde supplerer en kampagne der primært sigter på medieeffekt og folkelig mobilisering vel udmærket al den nyttige viden i rapporterne? Én enestående kampagne kan næppe "save the arctic" selvom det er det den handler om, men Greenpeace spiller jo på mange heste, og er i øvrigt ikke alene i manegen.
Man kan sige meget om kompromiser, men de kan groft opdeles i gode og dårlige: fælles for begge typer er, at de kun når et stykke mod målet, men hvor et dårligt kompromis samtidig tager al vinden ud af sejlene, er det gode kompromis et, der skaber grobund for de næste skridt, engagerer nye mennesker, og gør at det endelige mål reelt er nærmere i sigte. Martin Breum tænker muligvis anderledes, men så vidt jeg kan bedømme må man erklære Greenpeace's delsejr med LEGO's afbrydelse af dets samarbejde med Shell for et godt kompromis.
Åh den sædvanlige bagstræberiske kritik af Greenpeace. Ja, de skal have en folkelig base for at kunne bedrive deres politiske virksomhed. Er det så svært at acceptere?
Kritikken af Greenpeace' fokus på den begyndende olie-efterforskning i Arktis er måske den værste del af artiklen. Martin Breums logik er, at Greenpeace ikke må fokusere på nogen problemer uden at inddrage alle problemer. Flot.
Men arktisk olie bidrager ikke mere til klimaforandringerne end al anden olie.
Jo det gør. Enhver udvidelse af olie-produktionen bidrager. Jo flere fossile brændstoffer, der pumpes op, jo lavere bliver markedsprisen og desto større bliver forbruget og desto mindre bliver rentabiliteten af alternativ energi. Sammen argument gælder for skifergas.
At det så netop sker i Arktis er da indlysende mere problematisk, end hvis det sker på landjorden i Texas.
Måske forfatteren David Weber, ender med at have ret?
I en af hans bogserier. Som er scifi og foregår ude i mellem stjernene. Der har Geerpaece udviklet sig til en diktaturstat. Der sender hårdtslående greenpeace-comandoes, ud til planter der er koloniseret mennesker eller bare har intelligent liv, som forbruger af naturen.
Dem sulter de ihjel og sættes til tvangsarbejde med at "genoprette" naturen og til sidst sulte kolonisterne ihjel.