Nyhed
Læsetid: 2 min.

Hedegaards formodede attentatmand løsladt længe før fangeudveksling

Ifølge tyrkiske oplysninger blev danskeren kendt som BH frifundet for kriminalitet ved en tyrkisk appelret allerede 8. juli, selvom han havde falske papirer, og selvom retten vidste, at der forelå en aftale om udlevering til Danmark
Udland
24. oktober 2014

Nye oplysninger i den tyrkiske avis Hürriyet tyder på, at årsagen til den 27-årige dansk-
libaneser BH’s løsladelse i Tyrkiet fortaber sig i det tyrkiske retssystems irgange. Den hovedmistænkte for attentatforsøget på Lars Hedegaard i februar 2013 blev løsladt, selvom den tyrkiske retsinstans var klar over, at der forelå en udleverings-aftale med Danmark.

Samtidg truer udenrigsminister Martin Lidegaard (R) ‘i venskabeligt tonefald’ med at bringe sagen op i den EU-komité, der behandler Tyrkiets ansøgning om EU-medlemskab, og i Europarådet, med mindre tyrkerne kommer med en plausibel forklaring inden for den næste uge. Den tyrkiske ambassadør havde efter gårsdagens møde med Lidegaard ingen kommentarer.

Nu siger BH’s tyrkiske advokat, at løsladelsen skyldes ‘sjusk’ fra dansk side. Kravet om udlevering var ifølge den tyrkiske advokat fejlagtigt ved, at BH var eftersøgt for ‘drab’, samt at signalementet var mangelfudt. Hertil siger såvel BH’s danske advokat, Torkild Hoyer, som advokaturchef i politiet, Dorit Borgaard, at der står i samtlige dokuemnter omkring udleveringsbegæringen, at manden er eftersøgt for ‘drabsforsøg’. »Jeg afviser udtalelserne fra den tyrkiske advkat«, siger Dorit Borgaard til Ritzau.

Blev anholdt på tip fra Danmark

Ifølge Hürriyet blev den 27-årige eftersøgte HB frifundet ved en appeldomstol i Istanbul allerede 8. juli med den begrundelse, at da han havde siddet fængslet i mere end 40 dage, kunne de tyrkiske myndigheder ‘ifølge europæiske konventioner’ ikke holde ham længere, da han ikke var sigtet for kriminalitet i Tyrkiet.
At BH sad i hele 73 dage skyldtes ifølge avisen, der ikke citerer nogen kilde, at han var i besiddelse af falske papirer, da han blev anholdt. Efter et tip fra Danmark var det tyrkiske politi varskoet om, at BH’s forældre ville lande i Istanbuls Atatürk-lufthavn 24. april med fly fra København. BH blev anholdt i lufthavnens ankomsthal, hvor han mødte op for at tage imod forældrene, og blev fundet i besiddelse af et falsk kørekort og et syrisk pas, hvor billedet var udskiftet, lydende på ‘Ahmad Ali’ med bopæl i Aleppo. Strafferammen for dokumentfalsk er mellem to og fem års fængsel i Tyrkiet, men efter korrespondance frem og tilbage mellem politiets dokumenteksperter resolverede den pågældende dommer i appelretten ifølge avisen, at BH’s falske pas var så amatøragtigt udført, at ingen tyrkisk myndighed ville godtage det, hvorfor det ikke kunne betragtes som en egentlig lovovertrædelse.

Næppe fangeudveksling

Hvis de oplysninger holder vand, betyder det, at BH blev sat på fri fod, to en halv måned før 49 tyrkiske gidsler i Islamisk Stats varetægt blev frigivet 20. september, formentlig som led i en udveksling med tilbageholdte IS-militante. En teori er, at BH var blandt de udvekslede IS-militante, en anden teori, som Ekstra Bladet – også uden navngivne kilder - bragte frem tirsdag, er, at han var operativ i det sydlige Tyrkiet som som guide for danske jihad-krigere, der krydsede grænsen til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat.
Det tyrkiske udenrigsministerium har forklaret en dansk delegation, der var i Ankara for en uge siden for at forhøre sig om løsladelsen, at det ikke var en politisk beslutning, men en domstolsafgørelse, man ikke kunne blande sig i.   

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her