Læsetid: 5 min.

Intet klimapolitisk fodslag blandt u-landene

På klimatopmødet i 2009 i København faldt ambitionen om en global klimaaftale til jorden på grund af en afgrundsdyb splid mellem de rige og fattige lande. Men u-landene udgør ikke længere en fasttømret enhed
Ved de seneste fem års FN-klimatopmøder siden København i 2009 har der været en stor ansvarsforflygtigelse, hvor grupper af lande har skubbet aben om klimabelastning foran sig og sagt: Det er ikke vores skyld, eller vi kan ikke rykke os

Ved de seneste fem års FN-klimatopmøder siden København i 2009 har der været en stor ansvarsforflygtigelse, hvor grupper af lande har skubbet aben om klimabelastning foran sig og sagt: Det er ikke vores skyld, eller vi kan ikke rykke os

Josephine Kyhn/iBureauet

20. oktober 2014

I december 2015 i Paris skal verdens stats- og regeringsledere nå til enighed om en global klimaaftale, hvor alle lande forpligter sig til at tage et medansvar for at nedbringe den globale udledning af drivhusgasser.

USA, Kina og EU står tilsammen for 75 procent af den globale udledning, og udgør derfor de vigtigste spillere i forhold til at opnå enighed. En række andre lande kan imidler-tid få afgørende indflydelse på spillet om en klimaaftale, ikke mindst de store ulande. Og de gas- og olieproducerende lande kan forventes at ville forsøge at stikke en kæp i hjulet.

De fremadstormende u-lande:

Siden topmødet i 2009 i København er der sket en del i forhold til den mildest talt noget fasttømrede position fra gruppen af såkaldte u-lande, G77, der tæller omkring 140 udviklingslande. Dengang stod G77 fast og urokkeligt sammen – ikke mindst på kravet om, at klimakrisen skal løses af de lande, der historisk har forårsaget den. Det vil sige de rige lande.

Sådan er det ikke længere. Selv om en stor del af især de store asiatiske vækstøkonomier fortsat mener, at det er de historisk rige lande, der skal løse klimakrisen, er der stadigt større accept af princippet om fælles, men forskelligartet ansvar (common but differentiated responsibility). Det betyder, at alle lande skal tage ansvar, men at der skal tages højde for landenes forskelligartede kapacitet og udviklingsbehov.

»Og det er en stor kontrast i forhold til 2009. U-landene er ikke længere én gruppe,« siger Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp.

Særligt flere af de fremadstormende latinamerikanske vækstøkonomier har markant ændret standpunkt. Bl.a. Brasilien, Chile, Peru, Mexico og Colombia.

»Det er en ny gruppe såkaldte udviklingslande, der accepterer, at de er på vej til at rykke op i en anden kategori og derfor også må tage et større ansvar. Eksempelvis ser vi et land som Mexico gå ind og bidrage til Den Grønne Fond.«

Mattias Söderberg peger på, at u-landene i dag er splittet i flere mindre grupper, og at det taler for at klimaforhandlingerne kan rykke sig. Dog er der en gruppe blandt u-landene, som kan skabe store problemer i bestræbelserne på at nå til enighed om en global klimaaftale. Det er gruppen af Like Minded Countries, der blandt andet tæller lande som Kina, Indien, Saudi-Arabien, Bolivia, Cuba, Egypten, Pakistan, Indonesien og Filippinerne, som fortsat står fast på »den gamle orden«, hvor synspunktet er, at det er de rige lande, der skal betale, mens de fattige lande skal have lov til at udvikle sig i fred og uden særlige hensyn til klimaet.

Men også her er der klare sprækker i den rigide opdeling mellem rig og fattig.

Kina oplever et voldsomt hjemligt pres for at gøre noget ved konsekvenserne af klimaforandringerne og den omfattende forurening. Og for nylig sagde Indiens tidligere miljøminister, Jairam Ramesh – der ellers i flere år har holdt stædigt fast i den officielle indiske position om, at de ikke skal bidrage til at løse klimakrisen – at den gamle opdeling mellem rig og fattig ikke længere giver mening.

»Indien har holdt fast i en moralsk position i forhold til klimaforandringerne, og den position har været, at vi har ret til at udvikle os, og at det er jer, der har skabt klimakrisen og derfor jer, der skal rydde op, og så skal vi nok give vores lille bidrag. Jeg mener, at den position er en fejl,« sagde Jairam Ramesh i en tale om klimaforandringer på det amerikanske Georgetown Universitet. Jairam Ramesh mener, at den indiske holdning blokerer for en løsning, og at det derfor er nødvendigt at bløde op.

»I stedet for først at betale prisen for høj vækst om 40 år, har vi mulighed for at investere rigtigt og tackle problemerne allerede i dag. Hvis vi derimod skaber vækst nu, men først vil betale prisen senere, skaber det en uretfærdig ulighed mellem generationerne.«

De skrøbeligste (ø) stater:

Modsat de store u-lande, har mange af de mindste og mest skrøbelige udviklingslande en stor interesse i at opnå en international bindende klimaaftale. Det er dem, der rammes hårdest af klimaforandringerne, og det er dem, der mindst har kapacitet til at omstille sig og afbøde effekterne af en stadigt varmere klode.

Under klimatopmødet i Durban i Sydafrika i 2011 lykkedes det den daværende danske klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) på vegne af EU-landene at lave en aftale om fælles fodslag i bestræbelserne på at presse en global klimaaftale igennem med grupperne af østater og de mindst udviklede lande, de såkaldte LDC-lande (Least Developed Countries, red.). Det lykkedes at indgå en aftale, fordi de lande mere end nogen andre er afhængige af finansiering og ser en ambitiøs global klimapolitik som eneste mulighed for at redde sig fra enten af få spoleret deres forsøg på udvikling eller værre endnu – helt at forsvinde, som er det truende fremtidsscenarium for mange mindre, lavtliggende østater.

De gas- og olieafhængige lande:

FN’s klimapanel har slået fast, at op mod 75 procent af al kul, olie og gas skal forblive i undergrunden. Ellers er det helt umuligt at nå det fastsatte mål om, at klodens temperatur ikke må stige mere end to grader celsius.

I modsætning til EU-landene og Kina, der stort set ikke selv råder over olie og gas, lever lande som Rusland, Saudi-Arabien, Kuwait, Venezuela, Qatar, Iran og en stribe andre mellemøstlige lande næsten udelukkende af at sælge olie og gas. Deres interesse i en global klimaaftale kan givetvis ligge på et meget lille sted.

Der er dog forskelle, hvilket illustreres i eksempelvis et land som Qatar. Gas udleder mindre CO2 end olie og især kul og anses derfor som et gangbart fossilt brændsel i en overgangsperiode frem mod en næsten fuldstændig afvikling af de fossile brændsler.

I 2011 holdt netop golfstaten Qatar værtsskabet ved årets klimatopmøde, COP 18, i Doha.

Og som en højtstående diplomat i EU siger, er problemet ikke så meget lande som Venezuela eller Saudi-Arabien. De har trods alt så lidt indflydelse, at de i sidste ende »kan køres over«, når og hvis resten af verdens nationer ellers kan blive enig om en klimaaftale.

Derimod er Rusland – også set i lyset af den aktuelle krise med Vesten – et problem. For hvordan vil russerne gå til opgaven? Hvad skulle deres interesser være i at bidrage konstruktivt til en global klimaaftale?

I september 2013 vedtog den russiske Duma, at Rusland inden 2020 skal nedbringe det samlede udslip af drivhusgasser til et niveau svarende til 75 procent af udledningen i 1990.

Ifølge et igangværende studie af den russiske forhandlingsposition på det klimapolitiske område foretaget af det norske Fridtjof Nansen Institut er det dog svært at se, hvordan Rusland skal nå det mål.

Det skyldes ifølge rapportens forfattere, Alexeij Kokorin og Anna Korppoo, at russerne ikke ser udledning af CO2 som et nationalt problem eller noget, der truer den russiske økonomi. »Rusland har allerede fastslået, at ’klimaet ikke er glemt’, men det er ikke på deres nationale liste over langsigtede udviklingsproblemer.«

Serie

Seneste artikler

  • EU’s grønne troværdighed testes på torsdag

    21. oktober 2014
    På denne uges EU-topmøde skal de 28 medlemslande søge enighed om nye klima- og energimål for 2030. Kløfterne er stadig dybe, og kikser det, står EU svækket forud for FN-forhandlingerne om en global klimaaftale
  • EU er stadig global klimaduks

    13. oktober 2014
    Trods interne stridigheder om energi- og klimapolitikken samt en langstrakt økonomisk krise har EU fortsat den klimapolitiske førertrøje på
  • Klimaændringer koster liv

    2. oktober 2014
    Klimaændringer har allerede kostet Kina dyrt i menneskeliv og yuan ifølge de kinesiske myndigheder
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu