Baggrund
Læsetid: 6 min.

Joshua Wong: Teenageren, der skræmmer Kinas Kommunistparti

Det kinesiske styre anklager ham for at være både ekstremist, klovn og vestlig agent, men i Hongkong nyder han stjernestatus som samlingspunkt i kampen for demokrati. 18-årige Joshua Wong er frontfigur i protestbevægelsen, der udfordrer centralregeringen i Beijing. ’Vi er klar til at fortsætte lang tid endnu,’ siger han i et interview med Information
Den kun 18-årige Joshua Wong er sin generations mest fremtrædende aktivist og den mest prominente bannerfører i de nu over tre uger lange demonstrationer, der kræver frie, demokratiske valg i Hongkong.

Den kun 18-årige Joshua Wong er sin generations mest fremtrædende aktivist og den mest prominente bannerfører i de nu over tre uger lange demonstrationer, der kræver frie, demokratiske valg i Hongkong.

Bobby Yip

Udland
22. oktober 2014

Joshua Wong går op ad stigen med blikket rettet stift mod sine hænder, der febrilsk er ved at skrive en besked på mobiltelefonen færdig. Han lader ikke til at ænse, at han er omringet af flere tusinde mennesker, som ellers allerede klapper energisk af ham. Men da han er kommet op på den vakkelvorne scene, vender han sig mod publikum, smiler og begynder at vifte med sin Samsung-telefon, som han bruger til at håne både Hongkongs politiske leder og centralregeringen i Beijing, der har anklaget ham og hans meddemonstranter for at være styret af fjendtlige udenlandske kræfter, der ønsker at omstyrte Kinas kommunistiske styre.

»Ja, det er rigtigt. Jeg er blevet påvirket af udenlandske kræfter,« siger Joshua Wong drillende. Han peger på telefonen, som er koreansk. Og han har en computer af et amerikansk mærke, fortæller han, og er desuden begejstret for japanske tegneserier. Han griner. Og tilskuerne griner med. Men tonen bliver hurtigt alvorlig igen. »Vi skal blive ved med at lægge pres på regeringen, så den forstår, at vi ikke giver op,« siger han med knyttet næve.

Den kun 18-årige Joshua Wong er sin generations mest fremtrædende aktivist og den mest prominente bannerfører i de nu over tre uger lange demonstrationer, der kræver frie, demokratiske valg i Hongkong. Demonstranter har blokeret flere centrale områder i byen. Blandt andet her i Admiralty-distriktet, hvor en sekssporet motorvej er blevet barrikaderet og omdannet til teltlejr. Og midt på vejen, under en fodgængerbro, ligger nu ’Paraply-pladsen’, navngivet efter protestbevægelsens symbol, som har vist sig ikke kun at være nyttig til beskyttelse mod byens stærke sol og hårde regnskyl, men også mod politiets tåregas og peberspray. Det er her, Joshua Wong står og taler under en baldakin af flerfarvede paraplyer. Han har tilhørernes fulde opmærksomhed, både gamle som unge, mens han i hastig iver skyder sine kantonesiske gloser af sted.

Ekstremist og klovn

Med sit drengede ansigt, grydehåret og sin spinkle statur ser han bestemt ikke faretruende ud. Men sådan opfatter styret i Beijing ham og protestkampagnen, der har sat skarpt fokus på skillelinjerne i den tidligere britiske kronkoloni, hvor befolkningen er vokset op med demokratiske institutioner i et lovbaseret samfund, men som nu styres af det autoritære Kina. I kommunistpartiets kinesiske talerørsmedier bliver Joshua Wong både beskrevet som en farlig »ekstremist« og en naiv »klovn«, der skaber kaos. Beijing-loyale aviser i Hongkong har desuden anklaget ham for at arbejde for amerikanske CIA. Og det er blevet rapporteret, at han står angivet ved navn i et internt dokument fra kommunistpartiet som en trussel mod Kinas stabilitet.

Joshua Wong trækker blot på skuldrene over anklagerne om, at hans demokratikamp er styret af vestlige kræfter.

»Vi har ikke brug for, at nogen i udlandet skal fortælle os, at det er vigtigt at kæmpe for demokratiske rettigheder – det kan vi godt selv finde ud af,« siger han til Information, da han er færdig med sin tale og skynder sig gennem menneskemængden for at deltage i et strategimøde i den anden ende af protestzonen.

»Det er ikke os demonstranter, som er problemet. Det er til gengæld regeringen i Beijing, som besluttede ikke at give os fuldt demokrati, og regeringen i Hongkong, som ikke vil lytte til befolkningens klager. Og også politiet, som voldeligt har angrebet fredelige demonstranter.«

Han mener, at civil ulydighed er endt med at blive det eneste effektive middel til at få de politiske ledere i tale. Demokrater i Hongkong har i lang tid klaget over det, som de opfatter som kommunistpartiets forsøg på at underminere byens frihedsrettigheder. Men det var først, da demonstranterne begyndte at besætte gaderne, at de fik opmærksomhed.

»Radikale aktioner har været nødvendige,« siger Joshua Wong. »Jeg opfordrer til, at der kommer stadig flere demonstranter på gaden for at fastholde presset på regeringen.«

»Ægte demokrati vil være nøglen til at løse mange af vores problemer i samfundet og vil yde den bedste beskyttelse af vores rettigheder,« siger han.

Joshua Wong virker tilpas, når han fremfører sine politiske argumenter foran store menneskemængder. Men ikke når han bliver tiljublet.

Joshua Wong virker tilpas, når han fremfører sine politiske argumenter foran store menneskemængder. Men ikke når han bliver tiljublet.

Alex Ogle

Ung aktivist

Joshua Wong er måske nok ung. Men han er alligevel en erfaren aktivist. Allerede som 15-årig blev han en kendt figur i Hongkong. Regeringen forsøgte i 2012 at indføre en ny læseplan for de offentlige skoler med undervisningsmateriale, som ignorerede de sorte kapitler i kommunistpartiets styre med sultkatastrofer, politisk kaos og massakre og samtidig glorificerede kommunistpartiet. Den slags propaganda er normen i resten af folkerepublikken, men ikke i Hongkong, der har en stor grad af autonomi, med eget uddannelsessystem, egne politisk uafhængige domstole, ytringsfrihed og pressefrihed. Joshua Wong beskrev den nye læseplan som »hjernevask«. Han havde to år forinden sammen med andre elever og studerende dannet gruppen Scholarism, der har som mål at give studerende en politisk stemme. Og de mobiliserede sammen flere end 120.000 mennesker, som demonstrerede mod den nye læseplan. Det skabte så stort et pres, at regeringen efter få dage skrottede planen.

Frie valg

Joshua Wong og hans gruppe af studerende indså, at ægte demokrati var nødvendig for få en leder, som ikke adlyder Beijing blindt, men bekymrer sig om hongkongernes velbefindende. Centralregeringen har lovet, at Hongkong i 2017 vil få mulighed for at vælge regeringschefen gennem demokratiske valg. Men i forrige måned meddelte det kinesiske parlament så, at vælgerne kun vil kunne vælge mellem to-tre kandidater, som var blevet forhåndsgodkendt af en Beijing-loyal valgkomité. Kommunistpartiet ville ikke risikere, at hongkongerne valgte en leder, som ikke var lydig over for Beijing. Men det var ikke godt nok for Joshua Wong. Og han startede det opgør, som nu får alvor har fået ham i centrum. Sammen med andre studerende troppede han op uden for regeringshovedkvarteret.

»Jeg vil ikke have, at kampen for demokrati skal føres af den næste generation. Det er vores ansvar nu,« sagde han til sine meddemonstranter.

Efter sammenstød med politiet blev Joshua Wong og flere andre arresteret. Men aktionen var succesfuld. Den var med til at vække specielt unges politiske bevidsthed og galvanisere en ny, ung protestbevægelse. Folk tilsluttede sig i stort antal og begyndte at besætte områder flere steder i byen – og var samtidig med til at jage en skræk i livet på kommunistpartiet, som gennem hård censur fortsat forsøger at forhindre, at protesterne skal inspirere andre i Kina til at gøre oprør.

Joshua Wong insisterer på, at »det er regeringen, der skal være bange for befolkningen«, og ikke omvendt. Men han og hans meddemonstranter er blevet anklaget for at skabe skel i Hongkongs samfund og føre en i sidste ende nytteløs kamp, der blot er med til at skabe kaos og økonomiske tab for byen.

Klar til at fortsætte

Joshua Wong virker tilpas, når han fremfører sine politiske argumenter foran store menneskemængder. Men ikke når han bliver tiljublet. I et hjørne af protestzonen i Admiralty er en flok mennesker i gang med ’demokratistudier’, som de kalder det. En ældre mand holder foredrag, men da han ser Joshua Wong, stopper han sin talestrøm, peger på den 18-årige og opfordrer de forsamlede til at klappe. Joshua Wong ser pludselig ud som den teenager han er; pinligt berørt over opmærksomheden. Han bukker nervøst, begraver hovedet i mobiltelefonen og skynder sig mod Paraply-pladsen. Han omringes af Hongkong-journalister, der vil have ham til at forholde sig til, at højesteret netop har beordret demonstranterne væk fra nogle af protestområderne. Vil han opfordre folk til at gå hjem?

Han vil ikke påtage sig ansvaret for, om folk bliver eller går:

»Vi respekterer hver enkelt demonstrants beslutning,« siger han. »Det er muligt, at de, der bryder loven, risikerer at blive smidt i fængsel, men vi forventer, at demonstranterne er klar over konsekvenserne ved civil ulydighed.«

Han opfordrer dog til, at demonstranterne »fastholder princippet om fredelige og ikkevoldelige protester«, efter der har været flere voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter.

De fleste er skeptiske over for, om Hongkong-regeringen – og ikke mindst Beijing – vil imødekomme nogle af demonstranternes krav. Selv er Joshua Wong også i tvivl.

»Jeg ved ikke, om vi ender med at få succes,« siger han til Information. »Det kommer an på, hvad regeringen ender med at svare. Vi vil dog blive ved med at presse dem til at træffe den rigtige beslutning og er klar til at fortsætte lang tid endnu.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det arabiske forår gik grumme skævt - et kinesisk forår vil næppe blive mere behageligt.

Der er vist al mulig grund til at være bekymret ?

Joshua Wong trækker blot på skuldrene over anklagerne om, at hans demokratikamp er styret af vestlige kræfter.»Vi har ikke brug for, at nogen i udlandet skal fortælle os, at det er vigtigt at kæmpe for demokratiske rettigheder – det kan vi godt selv finde ud af,« siger han til Information.....

Forhåbentlig heller ikke "kloge-åger" fra et lilleputland!

Niels-Simon Larsen

@Ellen: Vi holder altid med de små mod de store, ikk'? En dreng med briller mod den korrupte elite fx?

@ Niels-Simon.
Ikke nødvendigvis,
men jeg tror på, at Honkong-beboerne selv kan klare deres interne sager.

Var det 40 millioner kinesere, som døde af sult i Kina først i 1960'erne,
da Mao glemte de gode hensigter
og diktator-dikterede landbobefolkningen til byerne for at smelte jern/stål, så de ikke kunne dyrke livsnødvendige afgrøder på markerne?
Kina benytter sig af kapitalismen i stigende grad d.d.,
selv om nogen tilsyneladende benægter det.
Børnebegrænsnings-politikken har løftet landet ud af fattigdom til en betydelig stormagt.

Kristian Dupont

@Ellen Nielsen: "... jeg tror på, at Honkong-beboerne selv kan klare deres interne sager."

Ja naturligvis! Lige som mobbeofferet i skolegården bør klare sine interne anliggender selv. Det skal vi andre ikke sådan rende og blande os i!

Bjarne Bisgaard Jensen, Kasper Kjær og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg er efterhånden træt af at høre Kinas maoistiske diktatur konstant bruge frasen "Vestlig ...".
Hvis der er noget land, der er afhængig af vestlig kapitalisme, og ikke blot har ladet sig inspirere af vestlig imperialisme, aggressioner og oppression af folket, men har (så at sige) forfinet metoderne, så er det Kina...

Mao var en forbryder, der til sammenligning får Hitler til at ligne en flink hyggeonkel, og Bush til at ligne en socialist. Man skal jo som bekendt ikke kaste med sten, når man bor i et bestemt slags hus...

Kristian Dupont:

I den udstrækning kinesere nogen sinde har ment at Vesten kunne give dem gode råd om deres liv og levned, hvilket er stærkt tvivlsomt at de har, er det i alt fald ikke tilfældet nu.

Man kunne måske også tillade sig at mene, at vi nok burde bruge kræfterne på at løse alle vore egne problemer, som der er nok af, før vi begynder at belære 'de indfødte' og blande sig i deres livsførelse.

Når man ser på hvad Vesten har rodet sig ind i rundt omkring på kloden siden 2. Verdenskrig, med jammer og elendighed til følge for de lokale det er gået ud over, begynder man at forstå kinesernes, om mange andres, syn på Vesten.

Jeg er helt enig med Ellen Nielsen i, at kineserne sagtens er i stand til at klare deres problemer selv. Samtid mener jeg, at eventuelle forsøg fra Vestens side på at 'hjælpe' dem, kun vil gøre situationen værre. Og det mener kineserne uden tvivl også.

Carsten Straarup

Jeg kan godt lide citatet: "Regeringen skal være bange for befolkningen og ikke omvendt..." Det er få ord, som knusende præcist beskriver forskellen mellem demokrati og diktatur.

Michael Madsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels-Simon Larsen og Ole Olsen anbefalede denne kommentar