Læsetid: 3 min.

Målet for Hongkong-demonstranternes vrede er en farveløs, men skånselsløs Beijingloyalist

Leung Chun-ying opfattes af mange i Hongkong som lidet andet end en statholder for Kinas kommunistregering
Demonstranter i Hongkong holder skilte op med den upopulære ’chief executive’, Leung Chun-yings ansigt. Demonstranterne ser ham som Beijings mand og ikke deres.

Tyrone Siu

2. oktober 2014

Den Hongkong-leder, som er blevet mål for folkemængders vrede i protester over den tidligere kronkolonis tiltænkte fremtid er en farveløs, men også skånselsløs Beijing-loyalist, som i vide kredse anses for at have skabt sin karriere i kraft af et angiveligt medlemskab af det kommunistiske undergrundsparti i den britiskstyrede periode.

Modviljen mod Leung Chun-ying retter sig i særlig grad imod hans obstruktion af ethvert fremskridt imod den lige og frie valgret, som Hongkongs indbyggere blev stillet i udsigt i forbindelse med overdragelsen til kinesisk herredømme i 1997. Et af hans øgenavne er ’689’, en nedladende reference til det antal stemmer, der skaffede Leung hans magtposition (valgrådet består af 1.200 medlemmer).

Hongkongs chief executive, som titlen som øverste leder lyder, vælges stadig af et råd, der i altovervejende grad rekrutterer medlemmer fra Hongkongs Beijing-venlige elite. Leung vandt i 2012 efter en beskidt kampagne, der indbragte ham endnu et lidet smigrende tilnavn.

»Folk kalder ham Ulven. Han bliver set som principløs og grisk«, siger Louisa Lim, Hongkong-borger og forfatter til Amnesiens Folkerepublik, en bog om Tiananmen-opstanden i 1989.

»Han er meget glat og absolut en behændig politiker, men bag glatheden er der ikke megen substans, og jeg tror næppe ret mange mennesker i Hongkong føler, at han har forsvaret deres interesser«.

Hårdt mod hårdt

Som søn af en politimand, der voksede op i en overbefolket boligblok med fællesbadeværelse blev Leung engang kaldt for ’arbejderklassekejseren’ på grund af sin hastige opstigning til rigdom. Men han har gjort meget lidt for territoriets fattige, siden han overtog magten. Problemer som akut bolignød og massiv luftforurening er kun blevet værre.

Henry Tang, hans hovedmodstander i valgkampen og tidligere chief secretary, den næsthøjeste post i Hongkongs lederhierarki, beskylder ham for at have presset på for at få indsat uropoliti med tåregas til at nedkæmpe de masseprotester i 2003, som i sidste ende førte til omstyrtelsen af Hongkongs første chief executive.

Det benægtede Leung, men i et dramatisk tv-transmitteret replikskifte sagde Tang, at han personligt havde overhørt sin rival tale for at sætte hårdt mod hårdt.

»Det her er min egen hjemmebane. Jeg var selv med til det møde. Mange mennesker hørte, hvad du sagde«.

Tang led i sidste ende nederlag i valgkampen, da det kom frem, at der var foregået ulovlige bygningsarbejder på hans privatbolig, men da kampagnen var overstået, viste det sig, at også Leung havde bygget ulovligt på sin grund. Han bedyrede sit ukendskab til dette, men mange undrede sig over, hvorvidt en mand, som havde skabt sin formue i ejendomsbranchen og selv havde en fortid som byggetilsynsmand, virkelig kunne være så naiv.

’Ikke kommunist’

Da Leung blev gjort til leder af Hongkong, bragte den kinesiske regerings talerør, Folkets Dagblad, en biografi om ’kammerat’ Leung.

For mange var valget af denne gammeldags kommunisttitel, som ikke var blevet brugt om de tidligere chief executives, en bekræftelse af, hvad de længe havde haft mistanke om: Leung stod ikke blot Beijing nær, men var også et hemmeligt medlem af Kinas regeringsparti.

I en erindringsbog for nylig, udgivet af Florence Leung Mo-han, udpegede forfatteren også Leung som partifælle i den kommunistiske undergrund. Den bog er nu svær at finde hos Hongkongs boghandlere.

Leung har gentagne gange benægtet, at han skulle være medlem af noget parti og har sågar underskrevet en erklæring om, at han aldrig var medlem af den kommunistiske undergrund, men intet af dette har hindret den stærke mistanke om, at han har kunnet læne sig op ad Bei-jings hånd i sin hurtige vej til magten. I 2012 brød han med en fast tradition for indsættelsestaler og holdt ikke sin på kantonesisk, det mest udbredte sprog blandt Hongkongs indbyggere, men derimod på mandarin, hovedsproget i hovedlandet.

Hans hidtil ubrydelige loyalitet kan være en høj pris for Kina, hvis den kommer på bekostning af stabilitet, men Beijing vil nok alligevel tænke sig om en ekstra gang, før man eventuelt ofrer ham for at dysse de aktuelle protester ned. For den forurettelse, der ligger bag kravene om Leungs skalp, stikker dybere end som så.

»Han er reelt blot et symbol i alt dette her,« siger Philip Bowring, kommentator bosat i Hongkong og tidligere redaktør af Far East Economic Review. »Hans afgang vil ikke i selv betyde noget for dem, der er opsatte på at rulle kinesisk indblanding i Hongkongs politik tilbage«.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer