Martin Lidegaard og pissemyrens logik

Minespillet hos udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og justitsminister Mette Frederiksen (S) lignede til forveksling spørgsmålet: Hvad laver vi her? På gårsdagens åbne samråd om Lars Hedegaard-sagen. Eller åbent og åbent.

Seancens tavse undertekst var, at dens formål ikke var oplysende, men politisk. Enhedslistens Nikolaj Willumsen, der havde indkaldt til samrådet, har sin egen dagsorden, nemlig at skade tyrkernes i forvejen flossede renommé mest muligt så længe de afviser at komme hans kæmpende syriskkurdiske kammerater i Kobani til undsætning. Men det spærrer ikke for, at tyrkernes ugelange vægring ved at forklare den øjensynlige løsladelse fra et tyrkisk fængsel af en 27-årige dansk-libaneser, med føje sigtet for det mislykkede mordattentat på Lars Hedegaard i februar 2013, er et snudeslag.

Samrådets formelle formål: nemlig at afklare de tyrkiske myndigheders rolle var alene af den grund tidsspilde, hvilket alle i udvalgsværelset selvfølgelig vidste. Ligesom alle ved, at i tyrkisk optik er Danmark en lille, rig, demokratisk og muslimfjendtlig pissemyre. Men først og fremmest en pissemyre.

Mette Frederiksen gjorde da også gældende, at der mangler »egentligt svar fra Tyrkiet om, hvad der er op og ned i sagen«. Men at hun ’forstår’ frustrationen og vreden hos politikerne over, at det forholder sig netop sådan.

Kald vor ambassadør hjem

Udenrigsminister Martin Lidegaards svar var ligeledes blankpolerede for betydning: Han sagde, at han har talt med »endog meget store bogstaver« til sin tyrkiske kollega i Ankara og i flere omgange direkte til den herværende tyrkiske ambassadør, der næppe ved noget som helst om sagen, og hvis han ved noget, næppe vil løbe risikoen for at få ørerne i en maskine hjemme i sit udenrigsministerium.

Det ved Lidegaard selvsagt også, hvorfor han desuden har sendt »en skriftlig verbalnote for at få svar, og det er et stærkt signal at sende«.

Ser man det. Det har tyrkerne tilsyneladende ikke opdaget. I deres optik ville ’et stærkt signal’ eksempelvis være hjemkaldelse af ambassadør Ruben Madsen i Ankara.

Det ville løfte sagen op til en ægte diplomatisk krise ved at signalere, at regeringen ikke bare er tøsefornærmet, men faktisk rigtig sur. I stedet vil Lidegaard sende en delegation den anden vej for at spørge høfligt i MIT, den tyrkiske efterretningstjeneste, og Tyrkiets justitsministerium om, hvad der foregår.

»Det er tiltag, Danmark vil forfølge,« erklærede han, hvortil Mette Frederiksen føjede: »Sagen slutter ikke her. Først vil vi gerne have oplysninger om, hvor den mistænkte befinder sig, dernæst er der en række udenrigspolitiske spørgsmål, vi må tage op senere.«

Som det fremgår af de to sidste udsagn er udsendelsen af en delegation fugle på taget. Hvis tyrkerne, hvad nogle medier antyder, men hvilket ikke kan dokumenteres, har løsladt den 27-årige som led i en udveksling af tyrkiske gidsler med Islamisk Stat, vil de næppe fortælle det til en dansk embedsmandsdelegation.

Den vil få nogenlunde samme udbytte af rejsen, som de danske detektiver, der før Anders Fogh Rasmussens NATO-job jævnligt rejste til Ankara for at ’efterforske’ de daværende tyrkiske ambassadørers rutinemæssige politianmeldelser af ROJ-tv, nemlig smagsprøver på det righoldige udvalg af köfte, det osmanniske køkkens klassiske lammefrikadelle.

Så hvis ikke Lidegaard vil finde sig i at blive behandlet som en pissemyre, kalder han ambassadør Ruben Madsen hjem.

For indtil videre er Lars Hedegaard den eneste, der har fået noget ud af den tyrkiske ydmygelse: Han stiller ifølge DR op til Folketinget som løsgænger. Formentlig på et program, der lover muslimerne modvind – og ikke kun på cykelstierne.