Læsetid: 8 min.

’En ny økonomi kommer til syne’

Det økonomiske system virker ikke længere, siger folk i mange lande. Vejen frem kan omfatte en ny deleøkonomi, der sætter bæredygtighed, fællesskab og samarbejde i centrum. Men den har sine faldgruber
Overalt skyder dele- og bytteøkonomiske projekter op. Her car2go i Lyon i Frankrig.

Philippe Merle

8. oktober 2014

En kamp om økonomien er begyndt. I de velstående i-lande såvel som i en række af de nye vækstøkonomier oplever mennesker, at det kendte økonomiske system ikke virker. I en rundspørge blandt 10.500 mennesker i 29 lande, foretaget af kommunikationsbureauet Havas Worldwide, erklærer 55 pct. sig enige i, at ’mit lands økonomiske model fungerer ikke’. Kun 15 pct. er uenige. Og kun i ét af de 29 lande – Kina – synes flere, at økonomien fungerer, end at den ikke fungerer.

Gennem de seneste århundreder har mange lande bevæget sig fra knaphedsøkonomier, hvor det handlede om at sikre basale behov, via økonomier med velstandsakkumulation som ledemotiv til økonomier karakteriseret ved overforbrug og shop till you drop-mentalitet som borgerpligt og forudsætning for at holde vækstraterne oppe.

»Men meget har ændret sig i det nye århundrede,« skriver Havas Worldwide i sin rapport over rundspørgen, The new consumer and the sharing economy.

»Det handler ikke bare om, at folk har færre penge at bruge som konsekvens af diverse dyk og frie fald i økonomien. Det handler også om, at mange af os er blevet trætte af overforbrug. Vi får simpelthen ikke den fornøjelse ud af at shoppe, som vi gjorde engang. I stedet for opstemthed ængstes vi over ubetalte regninger. I stedet for at føle glæde ved den øjeblikkelige tilfredsstillelse over et strålende fund bekymrer vi os over konsekvenserne for planeten af vore forbrugsvalg. Og mange af os føler os begrænsede af alle de ’ting’, vi har ophobet – indkøb, der fysisk fylder vore hjem og garager og psykologisk tynger os ned,« hedder det i rapporten.

Syv ud af ti adspurgte siger i undersøgelsen, at ’overforbrug bringer vores samfund og planeten i fare’ – kun otte pct. er uenige. 52 pct. siger, at de sagtens kunne leve lykkeligt uden hovedparten af de ting, de ejer – kun 20 pct. mener det modsatte. Men samtidig erklærer 52-58 pct. sig enige i udsagn om, at mindre forbrug betyder færre job, og at det at forbruge er en ’patriotisk handling’, der hjælper den nationale økonomi.

Så folk er splittede. ’Nødvendighedens politik’ tilsiger, at man øger sit forbrug, svinger kreditkortet, for at holde økonomien og beskæftigelsen oppe. Samtidig med at en anden slags nødvendighed tilsiger, at man lader være for klimaet, naturen og ressourcernes skyld og måske for sin egen mentale trivsels skyld. Med andre ord: Tingene hænger ikke sammen. Systemet fungerer ikke.

Så hvad gør man? Man prøver at skabe en ny økonomi. Nogle af de efterhånden kendte nøgleord for den proces er dele- og bytteøkonomi. Også omtalt som collaborative economy, collaborative consumption og co-production. Økonomi, forbrug og produktion bygget på fællesskab.

»En ny økonomisk model er ved at komme til syne – én der fokuserer mindre på ejerskab og akkumulation og mere på fællesskab og samarbejde,« lyder det i Havas’ formulering.

Rækken af eksempler er alenlang. Herhjemme f.eks. samkørsels- og delebilsportaler som GoMore, Pendlernet, car2go, MinbilDinbil m.fl. Eller portaler for bytte, udlån eller leje af ting og sager som jepti.dk, dytbyt.dk, by-del.dk og lejdet.dk. Eller de mange fysiske byttemarkeder, løbende annonceret via Facebook, og de permanente byttebutikker for kjoler, børnetøj m.m. Eller giv-bort-tjenesterne der skaffer nye ejere til ting på vej til skraldespanden: afhent.dk, storskrald.dk, Storskrald i Århus. Eller tjenesterne hvor man hjælper andre med reparationer, madlavning, udbringning, haveopgaver såsom Dinnersurfer.dk, ahandyhand.dk, villavenner.dk, Bringers.dk, denlilletjeneste.dk samt de nye reparationscafeer. Eller alle initiativerne med lokale fødevarefællesskaber, bylandbrug, deling af jorden, mere liv i haven etc.

Går man uden for Danmark grænser, kan man på hjemmesiden www.collaborativeconsumption.com klikke sig ind på 800-900 forskellige deleøkonomiske projekter i mange lande.

Man kan ikke sætte de mange projekter på én formel. Motiverne, strategien og de praktiske metoder er forskellige. Men fælles er tilsyneladende ønsket om:

At spare penge og dermed f.eks. opnå mulighed for at begrænse lønarbejdet og vinde mere fri tid.

At bidrage til bæredygtighed og klimabeskyttelse ved at udnytte eksisterende produkter, ressourcer og infrastrukturer bedre.

At opnå mere nærhed, sammenhæng og socialt fællesskab.

At blive mere resilient, dvs. mere modstandsdygtig og selvbestemmende, mindre sårbar over for den store økonomis kriser.

Sammenlagt en vision, hvor økonomien drives mindre af markedskapitalistisk væksttvang, mere af hvad mennesker oplever som reelle behov, og af hvad naturgrundlaget kan bære. Og hvor nye organiseringsformer bringer kontrollen med økonomien tilbage til fællesskabet.

Spørgsmålet er, hvor meget deleøkonomien fylder. Og hvad potentialet for systemforandring egentlig er.

Danmark bagud

»Man kan dårligt åbne en avis uden at møde artikler om deleøkonomi, og hvor godt det er. Jeg havde en forestilling om, at det fylder temmelig meget. Det gør det ikke,« siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom hos Nordea.

Banken har spurgt et udsnit af danskere, om de inden for det seneste halve år har deltaget i deleøkonomi. Kun tre pct. svarer ja. Deleøkonomien er ikke i dag en folkesag, konkluderer Nordea.

»Men 72 pct. siger, at det at bruge deleøkonomi ikke har været relevant for dem i perioden – kun 24 pct. siger, at det aldrig kunne falde dem ind. Så læst positivt kan man sige, at tre fjerdedele ikke har en negativ holdning til deleøkonomi,« mener Ann Lehmann Erichsen.

»Set fra mit sted sker der en masse,« siger Lars Pehrson, administrerende direktør i Merkur Andelskasse, der yder lån til en række grønne og sociale projekter, fællesskaber og virksomheder.

»Nordea kan have ret i, at deleøkonomien lige nu er en forsvindende lille aktivitet, men det er der så meget, der har været. Internettet blev i starten kun brugt af nogle få nørder, og mange syntes, det var noget mærkeligt noget,« siger han.

Ann Lehmann Erichsen lyder ikke uenig.

»Min egen største fejlvurdering var, da jeg i 1990’erne som medarbejder i Forbrugerstyrelsen mente, at nethandel aldrig ville slå igennem. Der tog jeg gigantisk fejl,« siger hun og gør opmærksom på, at deleøkonomien fylder mere i udlandet.

»Vi er altid noget bagud i Danmark, undskyld jeg siger det.«

Ifølge Havas Worldwide foretrækker 46 pct. af de adspurgte at dele ting frem for at eje dem – 22 pct. er uenige. Næsten en tredjedel tager allerede del i delesystemer, og 40 pct. regner med at gøre det i fremtiden. Kun otte pct. siger ’jeg er ikke interesseret i deleøkonomien’.

Virkning på økonomien

Hvis der kan udvikles lettilgængelige og pålidelige delesystemer – som f.eks. Airbnb, der i nu 34.000 byer formidler logi i private hjem som alternativ til hotelophold – så vil der også komme brugere, og så bliver det interessante, hvordan det påvirker udviklingen.

Mest åbenlyst er, at det vil være til fordel for miljø og bæredygtighed, når ting deles, får et længere liv og overflødiggør ny produktion. Mere åbent er, hvad det betyder for økonomien, beskæftigelsen og magten over egen tilværelse.

»Det vil koste arbejdspladser,« vurderer Ann Lehmann Erichsen:

»Hvis vi kører mere i hinandens biler, kan det ramme taxikørsel, bilsalg og biludlejning, ligesom det kan ramme hoteller, hvis vi indkvarterer os privat, eller supermarkeder, hvis vi producerer fødevarer selv eller køber direkte hos landmanden via fødevarefællesskaber.«

»Hvis man spilder mindre, fører det til mindre salg og produktion. Reducerer vi madspildet med 20 pct., betyder det 20 pct. mindre salg,« medgiver Lars Pehrson.

I den situation kan den enkelte vælge at bruge de sparede penge på nogle bedre, dyrere varer.

»Som økonomien fungerer, skal pengene cirkulere. Bjarne Corydon har jo ret i, at det ikke giver mening at lade penge hobe sig op – det virker bare hjernedødt, hvis man kaster sig ud i formålsløst forbrug,« siger Pehrson.

Eller man kan personligt vælge at tjene 20 pct. mindre, gå ned i arbejdstid. Det kan give arbejde til nogle, der mangler arbejde, men også betyde en samlet set mindre produktion, mindre vækst og færre skatteindtægter til velfærdsstaten.

»Men har vi mere fri tid, har vi også mere tid til omsorg. Det tror jeg sagtens kan lade sig gøre, men det kræver, at man tænker anderledes,« siger Lars Pehrson.

Hvilken omstilling?

Når vi bytter, deler og genbruger, gør vi os mere afhængige af fællesskabet, men mindre afhængige af kapitalinteresser. Den ny økonomi kan være en måde at decentralisere magten, genvinde kontrollen over egen tilværelse. Men hvor meget?

Da it-revolutionen op til år 2000 blomstrede, talte dens visionære guruer – folk som Wired-redaktør Kevin Kelly – om en »ny global økonomisk kultur karakteriseret ved decentraliseret ejerskab og decentraliserede værdier, ved puljer af viden i stedet for koncentrationer af kapital«.

»Nettet kører på kærlighed, ikke på grådighed,« skrev Kelly i 1998.

Der er stadig kærlighed – tillid og deling – på nettet, men ud af det er samtidig vokset nye kapitalistiske giganter, der overvåger, kontrollerer og via skræddersyede reklamer præger os. Google, Facebook, Amazon …

I dag forsøger traditionelle kapitalinteresser tilsvarende at gøre dele- og bytteøkonomien til en del af deres forretning, ligesom nogle af projekterne vokser sig til store profitable virksomheder. Venturekapitalister har investeret trecifrede millionbeløb i Airbnb, der nu har en anslået værdi af 10 milliarder dollar, har opkøbt en række af sine konkurrenter og har en CEO, Brian Chesky, der er god for 1,5 mia. dollar.

En af de nye guruer, erhvervslivet lytter til, når det handler om at finde en plads i deleøkonomien, er Silicon Valley-analytikeren Jeremiah Owyang, der siger, at the collaborative economy er »en bølge, der ikke kan standes«, har en aktuel værdi på 26 mia. dollar, vokser med 25 pct. om året og på sigt vil blive en markant del af den globale økonomi.

»Virksomheder, der ikke har øje for denne trend, efterlader sig selv i en risikabel situation,« advarer Owyang og oplister 73 store selskaber – BMW, Citibank, IKEA, H&M, Nokia, General Electric … – der er gået i samarbejde med nogle af de nye deleøkonomiske initiativer.

Naturligvis skal også deleøkonomien og dens tjenester, portaler og virksomheder hænge økonomisk sammen.

»Dette er en forretningsmodel med ressourceeffektivitet i centrum, hvor man skaber værdi på en anden måde, og det tror jeg sagtens, virksomhederne kan finde ud af,« siger Lars Pehrson.

Om det også bliver en økonomi, der igen giver mennesker mere magt over tilværelsen, afhænger af organiseringen.

»Måske handler dette om at tage noget tilbage, at genskabe et folkeligt erhvervsliv a la andelsbevægelsen. Nogle af de markante ting kommer helt tydeligt nedefra og er båret af fællesskabet,« siger bankdirektøren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Jan Weis
  • Ejvind Larsen
Dorte Sørensen, Jan Weis og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer