Nyhed
Læsetid: 6 min.

Nyt danskstøttet forsøg på at rejse syrisk krigsforbrydersag

Danmark bidrager til at finansiere en efterforskningsgruppe, der med livet som indsats indsamler dokumentation for krigsforbrydelser begået i Syrien. Målet er at kunne bringe de ansvarlige for en domstol, så snart krigen er slut, og at bryde myterne om en sekterisk krig
Et hold efterforskere er gået i gang med at indsamle dokumentation for mulige krigsforbrydelser begået af de stridende parter i Syrien.

JM Lopez

Udland
16. oktober 2014

Alt imens borgerkrigen raser med uformindsket styrke i Syrien, er et hold efterforskere i gang med at indsamle dokumentation for mulige krigsforbrydelser begået af de stridende parter. Danmark støtter arbejdet, der varetages af den private organisation Commission for International Justice and Accountability (CIJA), med fem millioner kroner.

»Midt i den syriske tragedie er det utrolig vigtigt at signalere over for de folk, der begår krigsforbrydelser, at deres uhyrligheder bliver dokumenteret og ikke glemt. Og at de – på et eller andet tidspunkt – kommer til at stå til regnskab,« siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) om bevæggrundene for, at Danmark via Det Arabiske Initiativ bruger bistandsmidler til at indsamle dokumentation for krigsforbrydelser. Foruden Danmark støtter Norge, Tyskland, Schweiz, Storbritannien og USA CIJA’s arbejde.

Belært af blandede erfaringer fra langsommelige krigsforbrydersager har CIJA, der har base i Europa, sat sig for at indsamle vidnesbyrd om og dokumentation for mulige krigsforbrydelser, mens krigen fortsat raser. Foreløbig har organisationen indsamlet over en halv million dokumenter i Syrien, og mange tusinde flere ligger på skjulte depoter i Syrien, indtil det kan lade sig gøre at smugle dem ud af landet.

I spidsen for arbejdet står William Wiley, ph.d. i krigsforbrydelser og veteran inden for international strafferet. Han har bl.a. arbejdet for anklagemyndighederne ved særdomstolene for Rwanda og Eksjugoslavien samt for Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag og fortæller, at CIJA som privat organisation forsøger at undgå de faldgruber, tidligere krigsforbrydertribunaler er rendt ind i:

»Vi arbejder uden de politiske begrænsninger (som de tidligere tribunaler var underlagt, red.) og er langt mere risikovillige.«

CIJA har 70-80 ansatte, hvoraf en stor del arbejder inde i Syrien, og herfra smugler de sagsmapper ud af landet. Langt størstedelen af forberedelsen af krigsforbrydersagerne består i at dokumentere kommandovejen fra de politiske og militære magthavere til dem, der begår de konkrete forbrydelser, fortæller William Wiley.

»Vi har fået en halv million sider ud af Syrien. På dem står der omkring 1,2 millioner steder navne på embedsmænd. Nogle navne fremgår selvfølgelig flere gange, og det betyder heller ikke, at der er tale om 1,2 millioner krigsforbrydere. Men det giver en detaljeret forståelse for, hvordan regimet fungerer,« siger Wiley.

Endnu er det uvist, i hvilket juridisk regi den indsamlede dokumentation skal anvendes. Men CIJA og Wiley arbejder ud fra en antagelse om, at der kommer en krigsforbryderdomstol en dag.

Hybriddomstol

»Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, præcis hvilken form det kommer til at tage. Normalt går vi ud fra, at man prøver at etablere retsinstanser i regionen. ICC tager jo de sager, der af forskellige årsager ikke kan finde sted i lokalområdet,« siger Martin Lidegaard.

Både han og Wiley ser derfor en såkaldt hybriddomstol, hvor man kombinerer lokale og internationale dommere, som et muligt scenarie.

»Det så man jo for eksempel i Sierra Leone og Cambodja, hvor internationale dommere deltager for netop at sikre upartiskhed. Særligt i en krig, der har sekteriske undertoner, som den i Syrien, er det vigtigt, at man ikke bliver beskyldt for at varetage én etnisk gruppes interesser,« siger ministeren.

Selv om en særdomstol eller en sag ved ICC har lange udsigter, forventer CIJA at være i stand til at præsentere de første tre sager for en anklager i slutningen af året. Belært af erfaringer fra tidligere, højtprofilerede krigsforbryderdomstole er sagerne opbygget, således at de ikke skærer alle over en kam og kun udpeger alawitterne – det religiøse mindretal, som præsident Assad og hans inderkreds tilhører – som skyldige.

Han fremhæver de internationale krigsforbryderdomstole for Eksjugoslavien og Rwanda – som han selv arbejdede for – som eksempler på domstole, »der ikke gjorde noget for at nedbryde de skadelige narrativer« eller modarbejde spændinger mellem forskellige etniske grupper.

»Når man først har tabt et folkefærd, får man dem ikke tilbage. Fra et jurasynspunkt var ICTY (særdomstolen for Eksjugoslavien, red.) glimrende, men som et værktøj, der skal give en retfærdighedsfølelse, slog det fejl. Også selv om mange kroater, bosniere og folk fra Kosovos Befrielses Hær blev retsforfulgt senere, var de befolkningsgrupper tabt. Anklagemyndigheden blev set som et anti-serbisk organ,« siger Wiley.

Ordre til undertrykkelse

I Syrien går CIJA derfor efter at indsamle bevismateriale blandt alle etniske grupper. Blandt de tre sager, der snart vil være køreklar, er en sagsmappe på et lokalt sikkerhedsråd i Deir el-Zor, den største by i det vestlige Syrien. Her sidder repræsentanter fra samtlige af landets fire sikkerheds- og efterretningstjenester og koordinerer, hvordan både fredelige og væbnede oprør skal besvares. Beviserne omfatter ordrer, der er givet både før og efter, at oppositionen greb til våben.

»Det her råd er multietnisk selv på overfladen. Størstedelen er sunnier. Og her har vi god dokumentation for ordrer, der er blevet givet videre,« siger William Wiley.

»Når først den her krig er slut, vil udådenes omfang være så stort, at intet retssystem vil kunne håndtere det. Derfor handler det om at få sagen rigtigt af sted fra starten,« siger han og medgiver, at det handler mere om at give et sandfærdigt, nuanceret billede af konflikten end om at straffe alle dem, der har været involveret i overgreb.

»Det er voldsomt symbolsk, men det handler om at få mindst en eller to sager gennemført hurtigt, så de kan virke som en ventil for den ophobede frustration, folk har i kølvandet på en borgerkrig«, siger Wiley.

Etnisk blåstempling

CIJA prøver dermed at tackle et centralt problem i international strafferet – at domstolene også kan vedligeholde eller sågar øge de etniske spændinger efter en krigs afslutning.

»Siden Nürnbergprocessen (retssagerne mod ledere fra Nazityskland, red.) har vi lært, at strafferetssystemet kan spille en brugbar rolle, men at det kan have uforudsigelige konsekvenser,« siger Philippe Sands, professor i international strafferet ved University College London.

Han peger på Libyen som et nyere eksempel, hvor det er tvivlsomt, om ICC-sagen mod Gaddafi-familien har nyttet i et land, hvor oprørsgrupper har grebet til våben i landets magttomrum.

»Den alvorlige fare er, at man legitimerer nogen og delegitimerer andre,« siger Philippe Sands. Netop den erfaring har William Wiley taget med sig fra bl.a. domstolen for Rwanda. Her blev der, selv om flere hundredtusinder blev dræbt under folkemordet i Rwanda, også begået krigsforbrydelser mod hutuer.

»I begyndelsen af folkedrabet i Rwanda blev 30-40.000 hutuer dræbt i hævnaktioner. Det er en ret stor forbrydelse, som aldrig er kommet for en domstol eller blevet anerkendt,« siger William Wiley.

CIJA forsøger derfor at komme beskyldningerne om etnisk favorisering i forkøbet ved at indsamle beviser på, at krigens gerningsmænd er en mere broget flok.

»Der er et oppositionsnarrativ, som især de radikale islamistiske grupper udnytter: At regimet er et sekterisk system, der er gearet til at forfølge sunnimuslimer. Hvis den fortælling får lov at leve videre, bliver det sværere at genopbygge samfundet. Derfor opbygger vi vores sager, så de illustrerer, at regimet er en del af en politisk struktur, der er lavet for at opretholde magten og tjene økonomiske interesser,« siger Wiley.

Wileys synspunkt møder opbakning fra Fergus Kerrigan, forsker i international strafferet ved Institut for Menneskerettigheder. Han peger ligeledes på Rwanda som et af skræmmeeksemplerne.

»Det viste sig i virkeligheden at være umuligt at retsforfølge Rwandas Patriotiske Fronts krigsforbrydelser, selvom Carla del Ponte (chefanklager ved særdomstolen, red.) forsøgte,« siger han. »Dybest set var det på grund af obstruktion, både politisk og ude i felten i Rwanda,« siger Fergus Kerrigan.

Han understreger, at der på ingen måde var tale om et »dobbelt folkemord« i Rwanda – altså at tutsierne, folkemordets ofre, var lige så ansvarlige – men at der blev begået krigsforbrydelser på begge sider.

»Derfor vil det kun virke, hvis man behandler alle ens. Nu til dags er det eneste nyttige at søge efter kriminalitet der, hvor den finder sted, uanset hvem der begår den,« siger Sands.

Professoren understreger, at han beundrer arbejdet med at indsamle beviser og ikke vil undervurdere dets vigtighed. Men han advarer mod at overvurdere domstolenes evne til at skabe fred på længere sigt.

»Strafferetssystemet kommer ikke til at løse problemerne med masseforbrydelser alene,« siger Philippe Sands.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

georg christensen

Vel ment, vel nok, men først må vi have gennemgået: Iraq krigen , i det mindste sendt vurderingen til krigsforbryderdomstolen. Først herefter giver det mening, også at tage Syrien sammen hele Mellemøsten problemerne op.

Et fra vesten set, et problemområde, som vestens forgangne politikere selv har skabt, i deres egen selvforståelse, og fuldstændig overset, at der hvor de med vold og magt virkede, var anderledes tænkende individer, i overtal.

NB: I grunden skammer jeg mig over vestens "magtbegærd", samtidig med håbet om, at det snart er forbi, druknet i sin egen "værdiløshed".

Ja. Der er et stort efterslæb hvad angår krigsforbrydersager.
F.eks. Bush, Fogh og Blair fra 2003.
Det ville være et godt signal at sende, at også vestlige ledere må stå til ansvar for deres handlinger.

Niels Engelsted, Rune Petersen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Niels Jespersen

Man savner totalt en redegørelse for hvad man gør med oprørernes forbrydelser. Der står jo at man "rykker ind" i områder oprørerne har indtaget for at beslaglægge "dokumenter" - hvad gør man så i oprørernes områder? Det er jo velkendt at civilbefolkningen i Syrien er imod oprørerne og støtter regeringen da "oprørerne har vist sig slet ikke at kunne nees om noget som helst endsige være i stanfd til at formulere plotikker som kan samle landet. Artiklen giver derfor det indtryk at Syriens regering er "skyldig" og at det er nødvendigt at have "medarbejdere" "betalt af DK" til at indsamle "dokumenter" om (vistnok?) regeringens forbrydelser.

Artiklen gør et nummer ud af at man prøver at "forfølge" alle etniske grupper - men det fremgår at det vist kun gælder "regeringens" folk.

Når DK som ulovligt deltager og støtter USA's og Israels forbryderiske indblanding i Syrien kan man jo kun drage en slutning - DK fortsætter hvor borgerkrigen slap med at tilintetgøre og splitte Syrien. Israels politik.....

Niels Jespersen

”Det er jo velkendt at civilbefolkningen i Syrien er imod oprørerne og støtter regeringen ”

Arrhh Niels... Den skal du vidst længere ud på landevejen med....

Per Dørup Jensen

Borgerkrig, regimet. Velkendt Nato-retorik af den ny såkaldt uvildige Syriens-Domstol. Og finansieret af Nato-landene. Assad-styret - og nogle af deres terrorister uden strategisk betydning skal straffes. For balancens skyld. Endnu en USA- og Nato- manipulation.

Per Dørup Jensen

Assad-styret og nogle Nato terrorister..... skal straffes.

Niels Jespersen

@Michael Kamp

Du skriver:

"Niels Jespersen

”Det er jo velkendt at civilbefolkningen i Syrien er imod oprørerne og støtter regeringen ”

Arrhh Niels... Den skal du vidst længere ud på landevejen med...."

Næh, det fremgår klart af uafhængige journalister som kan besøge landet (modsat DRs og Informations korrespondenter, som af en eller anden grund kun kan være i de områder hvor regeringen ikke har kontrol!)

Se her:

http://www.voltairenet.org/article178779.html

Da det er NATO selv som har offentliggjort et studium af Syrien s befolkning - her var det 2013 - men stemningen er ikke mindre på styrets nu vil jeg vædde på da hæren jo gør store fremskridt i bekæmpelsen af de udenlandsk støttede oprørere - og de lokale oprørere jo ikke af nogen regnes for relevante aktører i en politisk løsning.