Læsetid: 3 min.

Prisen for klimaforandringerne vokser – men hvem betaler regningen?

Konsekvenserne af klimaforandringerne bliver stadigt voldsommere og prisen tilsvarende højere
30. oktober 2014

Når en storm eller et skybrud rammer, er prisen høj. Alene skybruddet i København i 2011 kostede op mod syv mia. kroner, og sådanne hændelser vil i fremtiden ramme stadigt oftere.

Og ikke mindst de fattigste lande vil blive hårdt ramt. Således skønner FN’s udviklingsprogram, UNDP, at udgifterne til klimatilpasning på det afrikanske kontinent i 2050 vil løbe op i 50 mia. dollar årligt.

»Det giver en fornemmelse af, hvor store udgifterne bliver – hvad der er realiteterne,« siger Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp.

Han peger på, at uafhængigt af indsatsen for at nedbringe det globale udslip af drivhusgasser og dermed bremse den globale opvarmning, vil regningen til klimatilpasning fortsætte med at vokse markant de kommende år.

»Hvis landene ikke tilpasser sig klimaforandringerne, ender det jo med klimakatastrofer. Så er det andre steder pengene skal findes, eksempelvis som nødhjælp eller støtte til genopbygning. Regningen kommer ligegyldigt hvad.«

De fattigste betaler

Derfor peger mange udviklingsorganisationer ofte på, at klimaforandringerne risikerer at afspore udviklingen i mange af de økonomisk svageste lande. Simpelthen fordi, landene ødelægges af ændrede klimaforhold og af konstante udgifter til nødhjælp og genopbygning.

»De penge, der bruges på klimatilpasning eller oprydning efter klimakatastrofer, kan jo ikke bruges andre steder,« siger Mattias Söderberg.

Kirsten Halsnæs, professor ved DTU med fokus på klimapåvirkninger og tilpasningsstrategier, er enig. Hun mener derfor, at mulige danske nedskæringer i klimabistanden næste år, som beskrevet i Information i gårsdagens avis, er helt skudt forbi.

»Det er det dummeste sted at skære. Udviklingslandene er dem, der rammes hårdest. Derfor er det også der, hvor man får mest for pengene – hvor effekten af at gøre noget gavner flest mulige,« siger hun.

Med en fortid i FN’s klimapanel, IPCC, peger Kirsten Halsnæs samtidig peger på, at eventuelle danske nedskæringer i klimabistanden vil sende en meget uheldigt signal, der »vil kunne spænde ben for en international klimaaftale«.

»I udviklingslandene rammes de af vores historiske udslip, så man kan da kun sige, at det er rimeligt, at vi hjælper. Det er ikke bare et spørgsmål om, at de er fattige, det drejer sig om, at det er vores ansvar,« siger Kirsten Halsnæs fra Danmarks Tekniske Universitet.

En teoretisk diskussion

Fra 2020 skal de rige lande overføre i alt 100 mia. dollar årligt i klimabistand til udviklingslandene. Hvor og hvordan, de penge skal findes, er fortsat uvist. Mange udviklingsorganisationer og udviklingslande frygter dog, at klimabistanden fra de rige lande ender med at blive brugt næsten udelukkende på klimabekæmpelse – og ikke klimatilpasning i udviklingslandene. Det er der to grunde til, forklarer Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp.

»Klimabekæmpelsen er et internationalt anliggende, for det er jo ligegyldigt, hvor udledningerne kommer fra. Det skal bare stoppes. Men når katastrofen rammer, så er det i høj grad et nationalt problem,« siger han og fortsætter:

»Når eksempelvis Bangladesh oversvømmes, er det som sådan ikke et dansk problem. Ikke engang flygtningene når hertil – de fleste havner i Indien. Derfor er det svært at mobilisere penge til klimatilpasning i Bangladesh.«

Samtidig forklarer Mattias Söderberg, at det er svært at finde offentlige midler til at finansiere klimaudfordringerne, og de penge, der er, bruges typisk til at tiltrække private investeringer fra eksempelvis pensionskasser. Og de skal naturligvis forrentes.

»Og her er det klart, at det er meget nemmere at se forretningspotentialet i at investere i ren energi i form af eksempelvis vindmøller frem for at investere i forebyggende indsatser som diger eller sikring af vandforsyningen, som måske er det, som de fattige lande har mest brug for.«

Kirsten Halsnæs er grundlæggende enig.

»Selvfølgelig vil især de økonomisk stærkeste af udviklingslandene også gerne have adgang til ny teknologi. Men når vi taler om LDC-landene (least developed countries: de mindst udviklede lande, red.), er de meget mere bekymrede over tilpasning til klimaforandringerne.«

Hun afviser derfor fuldstændig den debat, hvor det ofte gøres til et spørgsmål, om det er bedst at bruge klimabistand på klimatilpasning eller omvendt at bruge pengene på klimabekæmpelse og grøn omstilling.

»Det er to helt forskellige økonomiske behov, der ikke har noget med hinanden at gøre. Det er kun Bjørn Lomborg, der kan få noget ud af sætte det sådan op. Det er teoretiske dilemmaer, der ikke har nogen gang på jord, for det ene kan på ingen måde udelukke det andet,« siger Kirsten Halsnæs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
  • Kurt Nielsen
  • Ejvind Larsen
Torsten Jacobsen, Kurt Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu