Læsetid: 3 min.

’De stærke rige lande har ansvaret’

Det er op til de enkelte lande, ikke Bruxelles, at sikre større lighed i de enkelte EU-lande samt mellem dem, mener ung skotte
7. oktober 2014

Den 22-årige Liam Ward – uddannet kok i hjembyen Edinburgh – har selv været forskånet for de værste konsekvenser af finanskrisen, der i slutningen af november 2010 betød, at omkring 20 procent af de 18-25-årige briter stod uden arbejde. Men takket være »hårdt arbejde« og valget af et »universelt erhverv« har han haft fast arbejde, også mens det stod værst til i landet.

Nu er ledigheden igen faldende i Storbritannien – p.t. er ungdomsledigheden på 14,2 procent – men som Liam Ward i de seneste uger har oplevet på sin interrailrundrejse i Europa til bl.a. Italien, Tyskland og Holland, går det langtfra lige så godt alle steder.

»Der er mange flere fattige mennesker i gaderne i Italien, og landet virker mere nedslidt,« siger den unge skotte over mobiltelefonen fra en cafe i Holland.

Men hvis skyld er det, at uligheden er blevet større i Europa?

»EU skulle have gjort mere under krisen,« siger den unge mand.

Men når han siger »EU«, mener han imidlertid ikke EU-Kommissionen og Parlamentet. Tværtimod mener han, at EU skal betragtes som en klub af medlemslande samt en ramme for samarbejdet mellem dem.

»Det er op til de enkelte lande at få det til at fungere. Det må være op til dem at sørge for, at folk, der mangler arbejde, bliver sent derhen, hvor der er brug for dem. Der burde være meget større arbejdspladsudveksling, for i nogle lande er der for mange arbejdere, og i andre er der mangel,« siger han og påpeger, at regeringerne bør være langt mere opmuntrende og imødekommende over for dem, der rejser efter arbejde.

Efterlyser du større solidaritet mellem landene?

»Ja, alle lande burde have hjulpet hinanden, men i stedet for har de stærkeste rige lande sørget for sig selv og hinanden. Det har ført til nag mellem for eksempel Grækenland og Tyskland. Det så vi ikke før krisen.«

Politikersnak

I ranglisten over uligheden i EU’s 28 medlemslande ligger Storbritannien tæt ved gennemsnittet som nr. 13. Tættere på fattigere østlande såsom Polen og Litauen samt den kriseramte nabo Irland end på de nordeuropæiske naboer Tyskland, Holland, Sverige og Danmark.

Hvad mener du om uligheden internt i Storbritannien?

»En masse mennesker bliver nødt til at gå til suppekøkkener, mens bankfolk tjener disse enorme mængder penge. Der finder ikke en ordentlig omfordeling sted. Nogle gør ikke nok selv for at finde arbejde, men andre prøver og ender på en 0-time-kontrakt (hvor arbejdsgiveren ikke behøver garantere et bestemt antal arbejdstimer, red.), hvor de ikke aner, om de vil tjene nok til at betale deres udgifter i næste uge. Og der burde sættes en stopper for, at man kan arve rigdom. Alle burde starte fra samme udgangspunkt. I stedet bliver rigdom og jord holdt inden for familierne. Jord burde tilhøre alle borgere; ikke en person. Nogle familier har ejet jord i over 800 år. Jeg mener, at det er på tide at gøre op med det system,« siger Liam Ward.

Stoler du på, at politikerne i Westminster vil ændre systemet, f.eks. hvis Labour kommer til magten næste år?

»Labour siger en masse fine ting, men når det kommer til stykket, bliver de emner skubbet i baggrunden, og til sidst bliver de glemt.«

Mener du, at EU kan gøre noget for at udligne forskellene internt i landene og mellem dem?

»Jeg tror, at det er op til de enkelte lande,« siger Liam Ward.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu