Udbruddet, ingen var forberedt på

Hvis der var frit valg på alle hylder, kunne der næppe på hele kloden findes værre lokalitet og tidspunkt for et udbrud af ebola end netop de lande, hvor det nu udfolder sig. Det er i hvert fald svært at komme i tanker om faktorer med potentiale til at forværre situationen, som ikke allerede er i spil.

I en orientering, FN’s ebola-koordinator, Anthony Banbury, tirsdag gav Sikkerhedsrådet via videolink fra Accra i Ghana, sagde han, at lige nu fører ebola i kampen om at inddæmme sygdommen i Guinea, Liberia og Sierra Leone. WHO’s vicegeneraldirektør, Bruce Aylward, havde tidligere tirsdag på et virtuelt pressemøde fra Genève advaret om, at hvor man her i oktober opgør det ugentlige antal af nye tilfælde i tusinder, skal man nok gøre det i titusinder i begyndelsen af december.

Det er ikke, fordi ebola ikke kan bekæmpes. De omkring 20 udbrud, der har været siden blødningsfeberen første gang blev erkendt i 1976, har alle vist, at det er muligt at standse smittespredningen – selv uden egentlig behandling eller vaccine. Man har lært sig, at kun de syge og døde kan smitte videre fra spyt, sved, blod, opkast og afføring. Derfor gælder det om hurtigt at sikre sig, at de syge holdes isoleret, mens de tilbydes en eller anden form for pleje, og at de døde bliver begravet hurtigt og hygiejnisk. Derudover at man er i stand til at opspore, hvem de syge måtte have været i kontakt med og overvåge dem i de 21 dage, der er ebolas inkubationstid, indtil man er sikker på, at kontakterne ikke udvikler symptomer. Og skulle de gøre det, også at kunne isolere og pleje dem.

Kræver mange ressourcer

Men et sådant karantæne-regime kræver mange ressourcer og forudsætter en eller anden form for sundhedssystem med det nødvendige udstyr og et veluddannet personale, der skal kunne genkende symptomerne, pleje patienterne uden selv at blive smittet og opspore og overvåge kontakter.

Det kan man måske i større byer i Nigeria, men som udviklingen har vist, siden udbruddet blev erkendt i slutningen af marts, er det så åbenlyst ikke noget, Guinea, Liberia eller Sierra Leone har magtet, hverken hver for sig eller i en koordineret indsats med nabolandene.

De er eksempler på lande, hvor der stort set ikke afsættes nogen penge på statsbudgetterne til sundhed. Eksempelvis var der i Liberia før udbruddet kun omkring tre læger pr. 100.000 indbyggere, hovedsageligt i de større byer og slet ikke langt ude i regnskoven, hvor de første tilfælde kan spores tilbage til. Uden penge heller ingen infrastruktur til hverken diagnose eller kontaktopsporing. Og slet ikke kapacitet til at håndtere ekstrabelastningen fra et ebola-udbrud oven i de dagligdags sundhedsproblemer som brækkede lemmer, fødselskomplikationer mm.

Bedre bliver det ikke af, at ebola aldrig tidligere har optrådt så langt mod vest i Afrika. Uden erfaringer at læne sig op ad har indsatsen skullet starte helt fra bunden. Hvad der har været sin sag i Liberia og Sierra Leone med en nyere historie med borgerkrige, og hvad deraf stadig følger af mistænksomhed og mangel på tiltro til autoriteter. Hvor det ikke kun er et spørgsmål om, hvad der bliver sagt, men i lige så høj grad om, hvem der siger det.

Svært ved at vinde gehør

Det er dog langtfra kun de involverede lande, der har udvist mangel på rettidig omhu. WHO har været klandret for at have sovet i timen, men skytset burde måske snarere rettes mod, hvad Verdenssundhedsorganisationen efterhånden har at gøre godt med.

I en tale i mandags i Manila sagde generaldirektør Margaret Chan, at »verden er ilde forberedt på alvorlige, vedvarende og truende sundhedskriser«. Det var langtfra første gang, hun sagde det, for det var læren allerede efter influenza-pandemien i 2009. Men hun har haft svært ved at vinde gehør for at øge beredskabet.

Noget hænger sammen med WHO’s ret specielle struktur. Nok står Margaret Chan formelt i spidsen, men ud over hovedkvarteret i Genève består WHO af seks regionale kontorer med en høj grad af autonomi, også økonomisk. De bidrag, medlemslandene betaler, kan de nemlig vælge at øremærke til projekter, der har deres særlige interesse i de enkelte regioner, uden nødvendigvis at have øje for det større perspektiv eller behovet for at opbygge lokale infrastrukturer.

Medlemslandene kan åbenbart også presse ansættelser igennem. Peter Piot, nuværende direktør for London School of Hygiene and Tropical Medicine og i sin tid med på det udrykningshold, som bekæmpede det første ebola-udbrud i 1976, har til Der Spiegel sagt, at en af grundene til, at der blev reageret så sent på det aktuelle udbrud, skal findes i, at politiske forbindelser vejede tungere end meritter ved ansættelser på WHO’s afrikanske regionalkontor.

Andre sygdomme prioriteres

Hertil kommer, at især det besluttende organ, Verdens Sundheds Forsamlingen, inden for de senere år har ændret kurs. Mange års bekæmpelse af en række sygdomme har, kombineret med en stigning i velstand, øget levetiden i mange lav- og mellemindkomstlande. Men med det længere liv begynder en række andre sygdomme som hjerte-kar, kræft og diabetes at blive hyppigere dødsårsager. Derfor har Forsamlingen valgt, at der skal større fokus på dem.

Samtidig har WHO som en følge af finanskrisen fået stadig færre midler at gøre godt med, for medlemsbidragene er gået ned. En løsning har været fravalg, som synes at være gået uforholdsmæssigt hårdt ud over de smitsomme sygdomme. The New York Times har opgjort, at eksempelvis den enhed, der tager sig af alle former for epidemiske sygdomme – influenza, kolera, gul feber, pest og ebola – skal gøre det med en stab på 52 medarbejdere, alt inklusive. En anden enhed, der står for katastrofeberedskab, er siden 2011 blevet skåret ned fra 94 til 34 medarbejdere. Som ud over ebola også skal tage sig af de samtidige, humanitære katastrofer som følge af krigshandlinger i Syrien, Irak, Den Centralafrikanske Republik og Sydsudan.

I stedet er det via et nyt regulativ blevet overladt de enkelte medlemslande at inddæmme sygdomsudbrud. Uden nogen Plan B, hvis de – som Guinea, Liberia og Sierra Leone – ikke har kapaciteten til det.

Poul Birch Eriksen er journalist og har beskæftiget sig med hiv/aids og andre epidemiske sygdomme i mere end 30 år