Afrika er ikke et land, vi kan sætte hegn rundt om

Livet i Afrika, sagde Nattevagten, er, som når du forgæves forsøger at komme forbi en kvinde på et marked. Hun går i mylderet med alle sine sager på hovedet, og hun flytter sig ikke, selvom du gør alt, hvad du kan for at få hende til det.

Vi sad ved boderne på markedspladsen i Kayes i det vestlige Mali, samme by, hvor det første tilfælde af ebola i det store land blev konstateret i sidste uge. Jeg gik tur for at finde frem til søvnen. Jeg var strandet i byen nær grænsen til Senegal og ventede på en lejlighed til at komme videre. Nattevagten var hyret af de småhandlende til at passe på deres stumper og telte. Det var blevet hans liv at sidde i en hvid stol med et kulbækken, en tekande, en klump sukker og en pose te. Der var ikke andre i gaderne, da hans stemme pludselig overraskede mig, da han bød mig på afrikansk kaffe, som viste sig at være te. Nattevagten var egentlig sanger. Han sang for mig i mørket. Toner, afbrudt af anekdoter om et andet liv.

En fiktion

Ham tænker jeg på ved skrivebordet i København, når jeg læser om sygdomsudbruddet. Jeg ser for mig, hvordan den lille pige, der i sidste uge blev indlagt med feber og blødninger fra næsen, er blevet båret ind på det lokale hospital af sin far, som undlod at fortælle, at familien for nylig var rejst fra Guinea over hovedstaden Bamako til Kayes. Viden, der først sent kom lægen for øre, og derfor fik ebolavirus et lille forspring i det store land mellem Sahara og det grønne Afrika, som folk ynder at kalde ’det mørke’.

Jeg tænker på Nattevagtens hænder, der førte en pind ned til gløderne og rykkede lidt rundt på de hvide kul.

Min ven, sagde han, lovede mig, at vi skulle indspille et kassettebånd, men det blev aldrig til noget. Nattevagten havde øjnet en chance for at blive popstjerne. Havde set sig selv i en fiktion omgivet af smukke kvinder og rigdom. Det fyldte i hans tilværelse, og når jeg på afstand konfronteres med den europæiske eller vestlige angst for ebola, ser jeg mønstret gentaget. Fiktionen, der bliver så virkelig, at vi handler efter den og lader den dominere vores adfærd ud i det yderste led.

Vi europæere har gennem flere hundrede år vænnet os til at placere det onde, det uforståelige og det vilde i Afrika. Det står måske i vejen for en ordentlig reaktion på tilfælde som ebola. Resulterer i en berøringsangst. Vi tror, vi dør, når vi sætter foden på landingsbanen, uden at tænke på, hvor mange der rent faktisk befinder sig i f.eks. Liberia uden at blive smittet. Var virus dukket op i Centraleuropa, havde det aldrig fået lov til at udvikle sig, som det har nu. Det er et udtryk for en grundlæggende angst og manglende forholden sig til det reelle Afrika, til Nattevagtens ret til at være et menneske og ikke blot en ud af mange.

En ud af mange

Faktum er, at de fleste europæere, der dør i Afrika, stiller træskoene af alderdom, eller fordi de ikke har spændt deres sikkerhedssele. Det er sådan, at man som europæer nærmest er uden for kategori i forhold til de store sygdomme. Er man så uheldig at blive smittet alligevel, bliver ens privilegerede korpus transporteret af et Herculesfly direkte til Europa, hvilket vil sige fra de dårligst fungerende, mest korrupte sundhedsvæsner i verden, til de bedste, hvor en hær af læger, sygeplejersker, laboranter, portører m.m. står klar til at redde ens liv.

Sådan er det ikke, hvis du er nattevagt på markedspladsen i Kayes. Så er din overlevelse mere tvivlsom. Især hvis du lider af andre sygdomme eller underernæring. Ebola er et virus, og at slå det ned afhænger af den enkeltes konstitution og omgivelser. Det er ret simpelt. Hvis min ven Nattevagten bliver smittet, bliver han en ud af mange, endnu et mørkt ansigt, en mørk krop, der lider og dør under det, vi i lune sofaomgivelser kalder umenneskelige forhold.

Men Afrika er ikke langt væk. Det er ikke det der land, dernede. Det er konkret fattigdom og smadret infrastruktur. En del af verden, der som samfund, naturligvis, bør tage ansvar for sig selv, men som ikke kan stå alene. Det er et paradoks, men at virkeligheden er kompleks, bør ikke standse det internationale samfund. Det er jo ikke nyt, at korruption og vennetjenester er en plage i Afrika. Heller ikke at den afrikanske overklasse er medskyldig i at fastholde ulighed gennem udemokratiske og ofte afstumpede magtstrukturer. Selv langt ind i de store, humanitære organisationer dominerer et skævt verdensbillede, der gør de fattige og den globale underklasse til konstante tabere. Men selvom man sidder bag tonede ruder i sin firhjulstrækker eller som vi, på afstand i det trygge nord, findes de mennesker, vi generaliserer over.

Kollektiv angst

I den uge jeg sad fast i Kayes, boede jeg et par dage på et nedtrampet hotel nær togstationen. Der lå brugte kondomer i lokummet, man kunne høre luderne arbejde for deres småpenge, og ud på natten kom de fulde rejsende hjem fra baren. Da jeg lå på sengen og forsøgte at sove, tænkte jeg på, at netop den type steder, disse ødelagte hoteller for fattige rejsende, er arnested for HIV og andet utøj, der kryber fra det eftertragtede bush meat (flagermuse, gnavere, aber) til mennesker og fra menneske til menneske i ly af mørket på centralafrikanske truck-stops og vestafrikanske hoteller. Jeg sov dårligt på det hotel og skiftede til kulturinstituttet, da jeg opgav at vente yderligere på toget, der aldrig kom. Når pladsen neden for kultur- instituttet blev stille, kvinderne havde hanket op i børnene, fået dem op på ryggen, mænd i deres slidte, kinesiske klip-klappere havde fået varerne hjem og skodderne for, satte jeg mig på terrassen og drak en øl, som jeg kølede i en blå spand, også fra Kina.

Tomheden blev en slags vendeplads for tanken midt i det improviserede kaos, som Vestafrika på mange måder er. Det minder mig om verdenssamfundets reaktion på ebola. Det store ’vi’ er dybest set ligeglad med, om et sted fuldt af liv forstummer, så længe mørket ikke sniger sig nordpå. Det store ’vi’ bliver panisk angst for virus, fordi det krydser vores grænser uden brug af små, usikre både, der kan fanges på radar. Fordi det ikke skal vandre gennem ørkenen, men kan sætte sig i turistens eller nødhjælpsarbejderens organisme og detonere i en tilfældig europæisk metro. Virus fra Afrika er en kollektiv angst. En gammel racistisk angst. Som al angst er den destruktiv og ukonstruktiv i ubehandlet form. Derfor handler vi måske for sent og afstår fra at beskæftige os realistisk med problemstillingerne. Ingen, foruden mindre NGO’er som Læger Uden Grænser, tør rigtig gå i front, selvom det eneste, der virkelig er brug for, er hurtig indgriben, saglig information og affiktionalisering af sygdommens væsen.

Ansvar uden grænser

Men den virkelige verden overskygges ofte af forestillingen. Noget lignende talte jeg med Nattevagten om, da han på et tidspunkt spurgte, hvor jeg kom fra, og jeg forklarede ham det. Europa er et sted, men for ham var det en forestilling om et lykkeligt liv. Det er klassisk i Afrika, at man må forklare, at trods rigdom er der også problemer i Europa. Lykken ser ikke ud, som man tror, sagde jeg til ham, og han svarede: det samme med Afrika, med Mali. Det er noget andet at bo her end at se på os gennem nøglehullet.

Forestillinger, fordomme og uheldige forbehold, har i dette tilfælde detoneret en virusbombe i grænselandet mellem en håndfuld af verdens fattigste lande. Naturligvis har man et lokalt ansvar. Men ansvaret kender ingen grænser i den moderne verden, selvom man i de nynationalistiske bevægelser i Europa tror, man kan deponere lidelse på samme måde som atomaffald, og så er den hellige grav vel forvaret.

Det er den ikke. Afrika er ikke et land, vi kan sætte et hegn rundt om. Nattevagten og alle de andre menneske, der bebor det kæmpe og komplekse kontinent, har krav på bedre og mere fair behandling i denne verden. Det er ikke de almindelige menneskers skyld, at systemerne er brudt sammen, men til dels vores, at vi som overklasse ikke reagerer på det i stedet for at fastholde fordomme og uvidenhed.

Lær lektien

Vi bør fortælle ærligt og nøgternt om problemstillinger, der holder mange mennesker og hele lande i skak. De største konsekvenser af ebola er, foruden dødstallet, at lande, der i forvejen er voldsomt presset, taber indtægter, taber unge, der ikke kommer i skole, fordi man bliver hjemme af frygt for smitte, taber turister, taber eksport. I det hele taget gentager mønstret sig: dem, der har det hårdest, bliver hårdest ramt, mens de fleste i Danmark sikkert tænker: nå, det er bare dernede, eller: så må de jo dø, hvis de ikke kan finde ud af at lade være med at bløde på hinanden, eller: de kunne jo bare lade være med at være så korrupte.

Det sidste jeg så til Nattevagten, var en lygtes skær. Jeg havde drukket te med ham hver aften gennem en uge, havde endda købt ingredienserne og bragt det til hans lille zone. Den sidste nat inden jeg forlod Kayes i en motordræsine, der i langmodige hug bragte mig og fem andre til grænsen, sad jeg lidt tid på terrassen og så ned mod hans hvide stol. I ny og næ blinkede han op til mig. Lidt efter lidt gik gløderne ud, og jeg lagde mig til at sove for sidste gang i den by, der nu er kommet på verdenskortet som centrum for den dybt alvorlige, men ikke uovervindelige sygdom, der grundlæggende kan lære os en lektie om at forstå og handle sagligt, hvis vi vil, men som også kan gentage den gamle historie om et uforståeligt, farligt kontinent i opløsning, som vi bør kontrollere og indhegne.

Det er afgørende, at det store ’vi’ forstår de negative konsekvenser af vedvarende at tale om Afrika som et mørke, som et arnested for undergang, medmindre vi fortsat har interesse i netop den fortælling? Det har vi nok ikke. Hverken menneskeligt eller økonomisk, ikke mindst fordi det skygger for de mange positive tiltag og begrænser det Afrika, der altid skal stå model til en global, historisk defineret fordomsfuldhed fuld af negative konsekvenser.

Peder Frederik Jensen er forfatter. Han har rejst ad flere omgange i Vestafrika