Læsetid: 1 min.

Danmark i krig - Dag 44

15. november 2014

Værnsfælles Forsvarskommando havde i går intet nyt om de danske kampfly, der for tiden bomber over Irak fra Ahmad al-Jabar-basen i Kuwait. Forsvaret i Danmark afviser sammen med Australien som de eneste lande i koalitionen at oplyse, hvor i Irak de bomber. Den seneste opdatering kom ud den 6. november, hvor Forsvaret oplyste, at Danmark siden den første mission den 16. oktober har fløjet 41 missioner og smidt i alt 39 bomber.

Fra slagmarken::
Medlemmer af al-Qaeda mødtes i sidste uge med militsledere fra Islamisk Stat på en bondegård i det nordlige Syrien, hvor de blev enige om at begrave stridsøksen og i stedet kæmpe sammen mod fælles fjender. Det fortæller nyhedsbureauet Associated Press, der blandt andet har talt med et medlem af den syriske opposition samt en oprørsleder. Hvis alliancen holder, vil den udgøre en stor udfordring for Vesten og USA’s strategi i Syrien, skriver AP. USA’s strategi, som den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R) støtter, går blandt andet ud på at støtte de såkaldt moderate oprørere underlagt paraplyorganisationen Den Frie Syriske Hær (FSA) med våben og træning. FSA er dog i forvejen stærkt presset, fordi de ikke alene er mål for regimet i Damaskus’ luftangreb, men også for offensiver fra Islamisk Stat, har kontrol med en tredjedel af landjorden i Syrien og Irak. Der er ikke tale om en genforening af Jabhat al-Nusra og Islamisk Stat, der splittede op og blev til to konkurrerende grupper i februar i år, men at de angiveligt vil kæmpe side om side mod både FSA og de kurdiske styrker i den nordlige del af landet.

Siden den 8. august har den amerikansk-ledede koalition udført 881 luftangreb, heraf 479 i Irak og 402 i Syrien. Modsat tidligere praksis har amerikanerne ikke offentliggjort oplysninger om angreb siden onsdag. Danmark vurderes at stå bag mindst 11 af angrebene.

Information følger løbende udviklingen i luftkrigen mod Islamisk Stat, som Danmark tilsluttede sig  2. oktober 2014.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu