Fællesskabet er et grundvilkår i Kongerigets vidstrakte fjeldlandskab, hvor der bor lige så mange mennesker som på Bornholm, blot spredt ud over et gigantisk areal, som er 3.700 gange større end den lille klippeø i Østersøen. De frygtindgydende afstande og den umulige infrastruktur med et samlet vejnet på 380 km, uden forbindelse mellem byerne, har presset det politiske landskab sammen omkring seks forskellige varianter af udkants-socialdemokratisme.
De fire partier med den rødeste profil står ifølge meningsmålingerne til at få 85 procent af stemmerne ved fredagens valg til Inatsisartut, det grønlandske landsting. Brudfladerne mellem partierne er dog afgørende forskellige fra Danmark og resten af Norden: Magtkampen i Grønland udspiller sig mellem på den ene side kulturelt moderne politikere, ofte veluddannede kvinder, som vil satse på at frisætte de nye byerhverv, og på den anden side kulturelt traditionelle politikere, ofte ældre mænd, som i stedet vil øge støtten til den klassiske fiskeribranche.
Kontrasten mellem de moderne liberal-socialister og de traditionelle subsidie-socialister træder klart frem mellem valgkampens to mest markante røde partier: Inuit Ataqatigiit, som står til at blive størst, og det fremstormende Partii Naleraq, som blev stiftet i januar som en protestbevægelse af tidligere Siumut-formand Hans Enoksen.
Bred accept af flad skat
SF’s søsterparti, Inuit Ataqatigiit – som kan oversættes til ’folkefællesskabet’ – er på flere områder længere fremme end i Danmark, når det gælder opgradering til en ny form for socialisme til det 21. århundrede. IA har ikke fremlagt et julegavekatalog af såkaldt ’valg-mattak’, grønlandsk valgflæsk, men går i stedet til valg på et stramt reformprogram med fokus på f.eks. afbureaukratisering:
»Inuit Ataqatigiit er det absolut eneste parti i Grønland, som ønsker et progressivt skattesystem, og det må vi besinde os på. Det kan måske virke underligt for jer danskere, at et parti, der føler sig beslægtet med både SF og Enhedslisten, ikke ultimativt vil kræve et opgør med den flade indkomstskat. Men vilkårene er bare så fundamentalt anderledes her, og vi kan finde andre veje til at skabe mere lige livsmuligheder,« siger den 39-årige cand.psych. Naaja Nathanielsen fra IA.
Hun er formand for Inatsisartuts Finansudvalg og tilhører den nye generation af politikere, som ser den grønlandske iværksætterånd og gå-på-mod som den vigtigste naturressource snarere end fisk og råstoffer:
»I et samfund, hvor den offentlige sektor allerede udgør over 80 procent af økonomien, er det ikke bæredygtigt – og heller ikke nødvendigvis mere solidarisk – at lade en lille gruppe politikere detailstyre økonomien, eller lade sig fjernstyre af bloktilskuddet fra København eller udenlandske investorer. Derfor er det rødt her i Grønland at ville frisætte små iværksættere.«
Valgets største overraskelse har været det nystiftede Partii Naleraq, som står til over 10 procent af stemmerne, og tilmed kan få en joker-rolle som tungen på vægtskålen.
Bygdepartisan ind fra kulden
Budskabet fra den 66-årige partiformand, Hans Enoksen, som tidligere har været landsstyreformand for Siumut, er stik modsat af tonerne fra Naaja Nathanielsen og IA. Den ikke-dansktalende Hans Enoksen appellerer følelsesladet til de økonomisk trængte langs kysten.
»Levevilkårene for de mindrebemidlede fangere og fiskere er drastisk forværret i de senere år. Særligt boligforholdene er uacceptable. Alt nybyggeriet er sket i Nuuk, mens almindelige mennesker sidder tilbage i misvedligeholdte huse, på trang plads og dårlig hygiejne,« siger Hans Enoksen, som tidligere har fået betegnelsen ’bygdepartisanen’, fordi han har ry for kun at varetage yderdistrikternes interesser:
»Partii Naleraq er et mere venstreorienteret alternativ til Siumut og IA, fordi vi tager den lille mands parti. Alt for mange er blevet tabt, og vi vil kæmpe for at løfte vilkårene for alle, der ikke nyder gavn af udviklingen i Nuuk,« siger Hans Enoksen og mere end antyder dermed, at den tidligere nationalistiske kamp mod Danmark nu er blevet erstattet af en lokalpatriotisk kamp mellem hovedstaden og resten. Trods de ekstreme naturvilkår og den mikroskopiske befolkning er Grønland godt på vej til at udvikle sig til et laboratorium for nye nuancer af rødt. De venstredrejede borgere har i hvert fald en bredere politisk palet at vælge imellem end i Danmark.
