Læsetid 4 min.

Det globale CO2-budget ind i FN-forhandlinger

Ngo’er er opmuntrede over udspil fra lederne af de globale klimaforhandlinger, men det er kun en prøveballon, og megen modstand venter med sikkerhed forude
Mens USA og Kinas præsidenter forleden præsenterede en ny klimaaftale i den kinesiske hovedstad, døjer Beijings indbyggere stadig med den voldsomme forurening.

Mens USA og Kinas præsidenter forleden præsenterede en ny klimaaftale i den kinesiske hovedstad, døjer Beijings indbyggere stadig med den voldsomme forurening.

How Hwee Young
15. november 2014

Med chancen for ny fremdrift i de globale klimaforhandlinger efter USA-Kina-aftalen forleden, har FN-forhandlingernes sekretariat nu lagt en tekst på bordet, der kan pege frem mod en Paris-aftale for beskyttelse af klimaet. Ambitionen i FN-processen er at nå til enighed om en forpligtende global klimaaftale på COP21-mødet i Paris til december næste år.

Opsigtsvækkende i den fremlagte tekst er, at man introducerer det globale CO2-budget som ny mulig ramme for de reduktionsmål, alle lande efter planen skal bidrage med.

FN-dokumentet er forfattet af de to formænd for arbejdsgruppen, der styrer forhandlingsforløbet, Artur Runge-Metzger fra EU-Kommissionen og Kishan Kumarsingh, direktør i miljøministeriet i Trinidad and Tobago. Dokumentet kaldes et ’ikke-papir’ og er en prøveballon fra forhandlingslederne for at sætte skub i processen, der skal stå sin næste prøve på COP20-klimamødet i Lima, Peru i næste måned.

Hidtil har den officielle sigtelinje for klimaforhandlingerne været den to graders-grænse for den globale opvarmning, som blev vedtaget på COP15-topmødet i København i 2009. Det hed også i slutdokumentet fra København, at der er behov for »dybe reduktioner i drivhusgasudledningerne«, men mere præcise mål satte man ikke. De to grader er aldrig blevet oversat til bestemte globale CO2-reduktioner i de vedtagne sluterklæringer fra COP-møderne, der har fulgt København.

Det er det, Runge-Metzger og Kumarsingh håber at kunne opnå på COP21 via det nu rundsendte ikke-papir til landenes forhandlere.

CO2-budgettet

De henviser i papiret til den seneste statusrapport fra FN’s Klimapanel, IPCC, offentliggjort i København for to uger siden. Med det som udgangspunkt lægger de op til, at landene kan vedtage én eller flere af tre rammer for den forpligtende indsats:

En nedtrapningsvej for CO2-udledningerne, der på globalt plan sikrer nul CO2-udledninger i 2050, sikrer, at i-landenes udledninger topper allerede næste år og derefter falder eller sikrer en global reduktion på 40-70 pct. i 2050, målt i forhold til 2010-niveauet.

Et globalt CO2-budget, der skal deles mellem landene og sikre, at de to grader respekteres.

Eller en maksimal koncentration af drivhusgasser i atmosfæren svarende til 350 ppm CO2 (parts per million, CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler) – i dag er koncentrationen omkring 400 ppm.

Forslaget om et budget for CO2-udledningerne, som ikke må overskrides, er inspireret af IPCC, der i sin ny rapport for første gang har beregnet, hvor meget CO2 menneskeheden kan tillade sig at sende ud, hvis der skal være en rimelig chance for at blive under de to grader.

IPCC angiver, at der ud af et historisk, samlet udledningsbudget på 2.700 milliarder ton CO2 nu kun er 1.000 mia. ton tilbage. Og dette restbudget vil med dagens vækst i udledningerne være udtømt om 20-25 år.

Så fortsætter vi uanfægtet på dagens kurs, vil der til den tid ikke skulle udledes ét gram CO2 mere fra kraftværker, biler, industrier osv. Det perspektiv er et afgørende argument for IPCC’s appel til landene om straks at begynde på nedtrapningen.

»Det er flot, at Rune-Metzger og Kumarsingh gør det her. Det overrasker mig, at de tør tage denne chance, men det afspejler vel, at de vil udnytte det momentum, IPCC-rapporten har skabt,« siger Troels Dam Christensen, koordinator i de danske miljø- og udviklingsorganisationers netværk, 92-gruppen.

»Rent objektivt vil det at tage afsæt i CO2-budgettet være det eneste rigtige. Videnskabeligt og logisk set må man jo starte oppefra med det tilgængelige budget og så finde svar på, hvordan man kan holde sig inden for det. Men politisk bliver det svært,« understreger ngo-talsmanden.

Kilder tæt på FN-processen siger, at ikke-papiret alene kan opfattes som en opsamling af de mange forskellige meldinger, der er kommet fra lande og landegrupper under de hidtidige forhandlinger. Derfor stritter det i flere retninger og kan ikke ses som en tekst, der er konkret nok til at forhandle ud fra.

USA-Kina-aftalen

At starte med CO2-budgettet er en top-down-tilgang til udfordringen. Som klimaforhandlingerne hidtil er forløbet, er den sandsynlige strategi imidlertid en bottom-up-tilgang, hvor landene melder, hvor meget de hver især har tænkt sig at reducere udledningerne, hvorefter man lægger det hele sammen og ser, om det sikrer to-graders-målet.

Hidtil har alle nationale mål og meldinger peget imod, at man langtfra når op på en samlet CO2-reduktion, der kan sikre de to grader. IPCC-rapporten siger, at verden med dagens kurs er på vej mod fire graders opvarmning ved århundredets afslutning.

Forleden præsenterede USA’s præsident Barack Obama og Kinas præsident Xi Jinping en overraskende fælles plan, ifølge hvilen Kinas udledninger »om muligt« skal toppe i 2030 og derefter begynde at falde, mens USA vil reducere sine udledninger i 2025 med 26 pct. – om muligt 28 pct. – målt i forhold til 2005-niveauet.

Det fælles udspil har skabt ny optimisme omkring klimaforhandlingerne, selv om klimaforskere påpeger, at de amerikansk-kinesiske ambitioner ikke sikrer, at de to supermagter hver især leverer deres nødvendige bidrag til to-graders-målet.

»Begge bevæger sig tættere på en kurs, der er forenelig med to grader, men de er nødt til at hæve ambitionsniveauet,« siger Niklas Höhne, klimaforsker ved NewClimate Institute.

USA meldte allerede i København i 2009, at man vil gå efter 17 pct. reduktion i 2020, og at dette mål sætter USA på kurs mod 30 pct. reduktion i 2025 – altså mere, end Obama nu har formuleret som nyt mål.

Ikke desto mindre er der nu skabt håb om, at også andre lande vil komme på banen med nye reduktionsløfter, der bringer to-graders-målet tættere på.

Op ad bakke

Efter køreplanen skal alle lande indlevere deres frivilligt definerede mål i første kvartal af 2015. Derefter er det bl.a. EU’s håb, at man efter at have lagt disse mål sammen og med stor sandsynlighed fundet dem utilstrækkelige kan tage en såkaldt konsultationsrunde, hvor lande sættes under pres for at hæve ambitionsniveauet. Det møder imidlertid på forhånd modstand fra flere sider – antagelig både fra Kina og USA – som ikke vil have, at andre blander sig i deres nationale målsætninger.

USA ønsker ifølge chefforhandler Todd Stern en global aftale fra COP21, hvor landene godt nok forpligter sig til at definere nationale CO2-mål, men hvor det er frivilligt, hvor skrappe målene gøres.

Der er således lange udsigter til en klimaaftale, der sikrer to-graders-målet – også selv om FN-processens formænd nu har spillet CO2-budgettet på bordet som et af flere redskaber til at komme i mål.

Landene mødes den 1. december i Lima, Peru, til to ugers forhandlinger, hvor ambitionen bl.a. er at nå til enighed om et nyt og mere præcist papir fra de to formænd, et papir som så efterfølgende kan udvikle sig til første udkast til en global aftales ordlyd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for John Fredsted

Jeg må tilstå, at jeg efterhånden er fløjtende ligeglad med diverse klimapolitiske udmeldinger: Sideløbende med, at USA og Kina indgik en klimaaftale, så indgik de også lige en frihandelsaftale, der, hvis ikke jeg tager meget fejl, uundgåeligt vil komme til at pumpe mere CO2 ud i atmosfæren. Og i går kunne jeg så på DR tekst-TV læse følgende tumpede 'perle':

"G20-ENIGHED: DER SKAL SKABES JOB
G20-landenes ledere har ved topmødet i Brisbane forpligtet sig til at øge den økonomiske vækst med 2,1 procentpoint de næste fem år, oplyser den australske vært, premierminister Tony Abbott.
- Vi har set samarbejde, ansvarlighed og konkrete planer. Jeg er sikker på, at verdens økonomier, verdens lande og mennesker verden over fremover vil få det bedre, siger han.
- Vi har vist, at regeringer kan arbejde sammen og skabe resultater. Vi skal og kan gøre det bedre og skabe flere job, siger han.
Abbott fastholder, at vækst er vigtigst frem for klima og konflikter."

Brugerbillede for John Fredsted

Tilføjelse: Eller jeg har måske misforstået noget med hensyn frihandelsaftalen mellem USA og Kina, for jeg kan ikke umiddelbart lige Google mig frem til noget i den stil; jeg synes dog, jeg har hørt det omtalt i nyhederne.