Gøgl fik Colombias kriminalitet til at falde

Omkring 2000 studerende er samlet i det store auditorium på Universidad Nacional de Colombia i hovedstaden Bogotá i oktober 1993. De pifter og råber. En enkelt raket flyver gennem luften og går af. På scenen foran mikrofonen står universitetets rektor i habit og skjorte og ser tavst til, indtil han pludselig sætter i bevægelse. Et, to, tre, fire, fem skridt træder han frem, vender sig, hiver bukserne ned til knæhaserne og bøjer sig fremover. De bare baller skinner ud mod publikum et par sekunder, og sådan bliver Antanas Mockus politiker. For mens han må træde af fra sin stilling som rektor og lade sig trække igennem kritiske interviews på landsdækkende tv, vinder han Bogotás hjerte. Befolkningen er færdig med de etablerede, korrupte politikere, der dækker over deres fejl med løgne. Og Antanas er befriende ærlig, da han under et interview bliver spurgt, om hans reaktion i auditoriet ikke er et dårligt eksempel for byens spirende ungdom?

»Det er helt sikkert et dårligt eksempel,« siger han og smiler.

»Men jeg kan garantere, at det, de så, havde fredens farve: hvid.«

I dag – cirka 20 år senere – på et hotel på Vesterbro smiler den 62-årige Antanas Mockus stadig skævt, når han mindes episoden. Habitten sidder, som den gjorde dengang ligesom skægget og frisuren, men i mellemtiden er hårstråene blevet gennemgående grå. Mockus er i København, fordi han skal fejre verdenspremieren på den danske dokumentar om hans politiske virke, Life is Sacred. En film, der opruller hans karriere lige fra de bare baller. Lige fra dengang han ikke vidste, at han skulle ændre Bogotá med en tilgang til politik, der var lige så alternativ som den, han havde til de studerende i auditoriet den dag i oktober. En tilgang, hvor rationalitet ikke er tilstrækkelig.

»Vi bliver nødt til at tillade tilkendegivelser af en anden art end rationelle argumenter. Det rationelle er ikke tilstrækkeligt til at forklare et menneske. Der skal også være plads til at udtrykke sine følelser.«

Trafikmimere og voldsvacciner

Med både følelser og fredsfarvet bagdel blev Antanas Mockus borgmester den 1. januar 1995. Han blev med det største flertal i byens historie valgt som Bogotás første uafhængige borgmester, og med sin uddannelse som professor i filosofi havde han en kreativ tilgang til byens problemer. Han afskaffede det korrumperede færdselspoliti og indsatte i stedet mimere til at regulere trafikken, fordi han mente, at det var mere disciplinerende for borgerne at risikere at blive gjort til grin i offentligheden end at skulle betale en bøde. Han indførte en vaccine mod vold, som med et par dryp fra en lille plastikflaske kunne kurere lurende aggressioner. Han optrådte i spandex som Super Cívico, en slags eksemplarisk medborger i superheltedragt, der frivilligt samlede affald af respekt for byens fælles rum. Og han indførte en frivillig skat på 10 procent til byens rigeste, hvilket over 60.000 valgte at betale.

Men for filosofiprofessoren, der i dag arbejder med bykultur og borgermobilisering, kommer de kreative løsninger ikke af sig selv. De kommer som et svar på tilsyneladende uløselige problemer.

»Når jeg er fanget i et hjørne, hvor der ikke er nogen løsning, så bliver jeg nødt til at finde en. Men der skal være et mål eller en udfordring, for at opfindelsen skal have en funktion. Og så skal man også kunne forklare ideen til folk. Hvis du bare klæder dig ud som klovn, er du en klovn. Du skal kunne forklare det rationelt. Det rationelle og det følelsesmæssige skal koordineres.«

Mockus’ metode virkede. Under hans første periode som borgmester faldt antallet af dødsfald i trafikken med 50 procent og antallet af mord med 70 procent. Og den tidligere borgmester mener, at netop den forening af rationalitet og følelser, også i dag kan ændre politik afgørende til det bedre.

»Jeg synes ikke, livets sfærer er tilstrækkeligt forbundne. Du kan bruge kunsten og følelsernes rige til at udtrykke dig, men de er tilsyneladende begrænset til privatlivet og tv. Jeg tror, mange politikere frygter at udstråle, at de er andet end rationelle beslutningstagere, men hvis de tillod at vise flere følelser i offentligheden, så ville det skabe en større forståelse.«

Solidariteten

Den empati, der opstår, når politikeren tør indrømme sine fejl og stå ved sin menneskelighed, er en vigtig drivkraft i Antanas Mockus’ tilgang til politik. For forståelsen mellem mennesker er central for den solidaritet, som er nødvendig, når man skal leve sammen.

»Solidaritet findes i høj grad i familien. Men solidaritet mellem fremmede er også vigtigt. Det er endda en betingelse for vores arts overlevelse. Hvis vi ikke lærer at se andre mennesker som en slags medlemmer af vores familie, så ser menneskehedens fremtid skidt ud,« siger han med et alvorligt blik. For det er først, når vi ser, hvor ens vi er, at det familiære mellemmenneskelige bånd opstår.

»Det er følelsen, når du ikke bare føler noget selv, men har en følelse af, at alle mennesker ville føle det samme som dig i denne situation. For eksempel når du ser en film og ikke kan lade være med at græde, fordi den er bevægende, men samtidig får endnu en bølge af tårer, fordi du opdager, at ethvert andet menneske ville føle næsten det samme. Det er følelsernes universalitet, og det er en meget stærk regulator.«

Det var den følelse af universalitet, som fik Antanas Mockus til have tillid til Bogotás befolkning. Og samtidig var det måske også den tillid, der fik dem til at gøre sig umage som borgere.

»Jeg understregede ikke vores forskelle, men i stedet vores ligheder. På den måde repræsenterede jeg den gennemsnitlige colombianer, der egentlige bare gerne ville gøre det rigtige.«

For man skal passe på med at tro, at man er anderledes, mener Antanas Mockus. Det er i virkeligheden arrogant, hvis man forestiller sig, at man selv er et grundlæggende godt menneske, men ikke som udgangspunkt tror, at andre også er det.

»Der er mange, der tænker: Jeg følger min samvittighed, mens andre kun følger de sociale normer eller loven. Der er en meget stærk asymmetri. Så vi bliver nødt til at lære at projicere vores egne kvaliteter over på andre mennesker. Hvis jeg er ærlig, bør jeg også tro på, at andre er det.«

Filmen Life is sacred om Antanas Mockus har fået en ekstravisning onsdag d. 12. november kl. 21.30 på CPH:DOX.