Analyse
Læsetid: 4 min.

Hagel går, problemerne består

Chuck Hagel blev valgt til at føre en reaktiv sikkerhedspolitik på Obamas vegne, men forsvarsministerens afgang løser næppe USA’s problemer med at finde en sammenhængende strategi i dagens brændpunkter, Syrien og Irak. Og usikkerheden har konkrete omkostninger
Den amerikanske forsvarsminister Chuck Hagels afgang ændrer ikke ved, at der er en åbenlys kløft mellem, hvad amerikanerne siger, og hvad de gør.
Udland
26. november 2014

Mens spekulationerne i går gik på, om USA’s forsvarsminister Chuck Hagel var gået af egen fri vilje eller var blevet gået, er et mere presserende spørgsmål, om det rent faktisk også fører til en ny politik.

Hagel blev valgt som forsvarsminister for at gennemføre Obamas omkalfatring af USA’s sikkerhedspolitik til en mindre aktiv og ikke mindst omkostningsfuld rolle i verdens brændpunkter. Hagel afspejlede på trods af sit republikanske tilhørsforhold i nogen grad Obamas eget standpunkt i forhold til USA’s krige i Irak og Afghanistan og blev valgt til at omforme de tunge erfaringer, USA’s ledere har draget af krigene, til anvendt politik.

Med exitet fra Irak i slutningen af 2011 og det glidende farvel til Afghanistan burde grundlaget for en nedskalering af både tropper, engagement og forsvarsbudget egentlig have været på plads. Problemet var naturligvis borgerkrigene i Syrien og Irak, som trak amerikansk sikkerhedspolitik i en anden retning og gjorde Hagel til den rette mand på det forkerte tidspunkt: en nedrustningsmand på et tidspunkt, hvor USA’s sikkerhedspolitiske udfordringer er kraftigt stigende og behovet for at tilpasse strategien er det tilsvarende.

Høgen

Om Hagels afgang ændrer meget, er dog mere tvivlsomt. Den tidligere viceforsvarsminister Michele Flournoy nævnes af mange som en favorit til at efterfølge ham med en mere ’høge’-agtig profil, der lægger vægt på militærets rolle som et instrument i amerikansk sikkerhedspolitik. Men problemet i at skabe en sammenhængende sikkerhedsstrategi har knap nok ligget hos Hagel og vil næppe heller gøre det hos hans efterfølger. Det ligger hos hans chef, Barack Obama, der stadig kæmper med at definere en sikkerhedstrategi, som afstemmer behovet for at nedtone et bindende fremtidigt amerikansk engagement i Mellemøsten med de konkrete behov, udviklingen stiller.

Det seneste år har været rigt på vidneudsagn fra Obamas sikkerhedspolitiske maskinrum, hvor bl.a. hans tidligere forsvarsministre Robert Gates og Leon Panetta har berettet om den dybe uenighed, der præger Sikkerhedsrådet og forholdet mellem de forskellige civile og militære ledere. Her har Obamas politik ofte fået hug for at være for kortsigtet i sin iver efter at afslutte USA’s udenlandske engagementer, ikke mindst i Irak, hvor USA’s hurtige og komplette exit i 2011 af mange ses som en faktor i det irakiske militærs lynhurtige kollaps sat over for Islamisk Stat. Men hvor nutidens politik i Irak kan siges at være en nogenlunde nøgtern vurdering af behovet for at afstemme en militær indsats med en diplomatisk og en politisk, der adresserer Iraks grundlæggende problemer og ikke bare den mest akutte militære situation, kan det samme ikke siges om Syrien.

Den amerikanske strategi er her fanget imellem retorisk støtte til ’moderate’ oppositionskræfter og insisteren på Assads afgang – og en militær strategi, der er vendt mod IS, men samtidig i betydelig grad har svækket resten af oppositionen. Hvad enten det er gennem direkte angreb på andre islamiske militser, eller det er konsekvenserne af koalitionens angreb, der dels frigør Assads styrker fra kampe mod IS og samtidig har vendt store dele af det øvrige oprørslandskab og civilbefolkningen mod de tilbageværende USA-allierede FSA-enheder.

Som en FSA-leder for nylig udtalte til The Guardian:

»Alle de lokale her undrer sig over, hvorfor USA’s koalition aldrig beskyttede dem mod Assads maskingeværer, men kom løbende for at kæmpe mod IS, da det tog nogle få stykker land. Vi var i en kraftig krig mod IS, fordi de tog vores land, men i dag er der våbenhvile, selv hvis vi ikke ligefrem er allierede med dem.«

Kløft

Det er ikke nødvendigvis fordi, USA ikke har en politisk strategi i Syrien, der rækker udover bomberne. Den afgående Hagel rammer nok i virkeligheden Obamas eget synspunkt klarest, når han tidligere har insisteret på et politisk kompromis med Iran, der inkluderer situationen i Syrien såvel som en række andre temaer. Problemet er snarere, at der er så åbenlys en kløft i mellem, hvad man siger, og hvad man gør, og en hel masse tåge der imellem. F.eks. når Obama godkender planer om at oprette og udruste en ’moderat’ syrisk opposition, men samtidig afskriver dem som »en fantasi« i forhold til rent faktisk at gøre en forskel.

Det er tidligere – blandt andet af The New Yorker sidste år – blevet beskrevet, hvordan både den amerikanske generalstabschef Martin Dempsey, Hillary Clinton og eksudenrigsminister (og CIA-chef) Leon Panetta tidligere har stemt for en mere proaktiv rolle i forhold til oprørerne i Syrien, men er blevet vetoet af Obama.

Robert Gates beskrev i sin selvbiografi Obama som »ganske pragmatisk, når det kommer til national sikkerhed« – ment som en ros, sat over for andre politikere med et mere fastlåst og endimensionelt billede af verdens konflikter.

Problemet er ikke så meget, at Obama antager en nuanceret tilgang til Syrien med erkendelse af, at konfliktens komplekse landskab er umuligt at forudsige og farligt at engagere sig i. Problemet er, at Obama i det mindste offentligt fortsætter det, der af insidere er blevet beskrevet som »en politik om ikke at have nogen Syrien-politik« og kun har en IS-politik. Det er et svært standpunkt at have, når man har engageret sig i en sammenfiltret og integreret krig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her