Læsetid: 3 min.

Havet æder sig ind på fiskerlejerne

Medmindre en havmarsk, eroderet af olieindustriens aktiviteter, får sin naturlige evne til at modstå stormfloder genoprettet, er små byer på Louisianas sydkyst dømt til at blive flyttet. Men selv hvis den gør, vil vandstanden stige i forbindelse med global opvarmning
1. december 2014

At køre fra New Orleans gennem Louisianas kæmpe floddelta og ned til den sydligst beboede spids er lidt som at stå ansigt til ansigt med de værste spådomme om menneskeskabt klimaforandring. Jo nærmere man kommer Grand Isle, desto højere bliver de træbjælker, som husene hviler på. Først hæves de en halv meter over jorden, dernæst en meter og tilsidst her i et lille fiskerleje, klos op ad den Mexicanske Golf, understøttes hvert hus af op til tre meter høje søjler.

Det lille samfund af fiskere, der har boet her gennem generationer, bor nær et hav, som stille og roligt æder sig ind på dem. Hver dag i Louisiana forsvinder et område på størrelse med alle fodboldbaner i USA’s 1. division, lige lukt ned i den Mexicanske Golf. I løbet af et år ville det svare til, at Manhattan druknede i Atlanterhavet.

Grace Bergeron er vokset op i det lille fiskerleje. Så langt hun og hendes far kan huske tilbage, er deres grund jævnligt blevet oversvømmet af storme og orkaner.

»Men i de seneste år er det blevet værre. Vi slap godt fra Katrina, men den næste storm, Rita, efterlod 1,5 meter vand, som blev stående et helt døgn. Så for at beholde vores forsikring måtte vi hæve vores hus yderligere halvanden meter,« siger Grace Bergeron. Hun indrømmer, at hun er voldsomt bekymret.

»Når vi er ude at fange rejer og krabber, ser vi ofte land, der er sunket i havet. Vi plejede at slå en teltlejr op til børnene i marsken på den anden side af havet. Det kan vi ikke længere,« fortæller hun.

Det mest uhyggelige for familien er, at den lokale kirkegård, hvor hendes mor ligger begravet, er blevet oversvømmet.

»Man kan kun se korset stikke op af vandet. Gravstenen er under vand,« forklarer hendes mand, Joshua Bergeron, mens hans sidder blandt ledninger i sin truck og skifter enradio ud.

Havet stiger, og marsken synker. Denne drabelig kombination af global opvarmning og olieindustriens mangeårige aktiviteter i hav- marsken vil snart sætte punktum for et par århundreders fiskeri fra Grand Isle. En anden bidragende faktor er mindre bundfældning af sand fra Mississippi-floden, efter at den blev omdirigeret i det 20. århundrede.

Alle sejl sat til

Medmindre alle sejl bliver sat til, og nedsynkningen stoppes, skal folk i Grand Isle og andre fiskerbyer langs golfkysten genbosættes andetsteds i Louisiana.

»Alle ved, hvad der vil ske, men folk lukker bare øjne og ører. Myndighederne har ikke en gang udarbejdet en flytteplan for fiskerfamilierne,« siger historikeren John Barry. Det gør det ikke lettere, at de dårligt uddannede beboere i Grand Isle er næsten totalt uvidende om klimapolitik.

Bergeron-familien er dog udmærket klar over årsagerne til, at marsken synker. Industrien har udpumpet enorme underjordiske oliereserver, og jorden er eroderet af oliespild fra et netværk af rørledninger og udgravningen af kanaler til trans-port.

»Det kan godt være, at havets stigning har noget med klimaet at gøre. Men det har jeg aldrig hørt før,« siger Grace Bergeron.

Katastrofen er dog ikke uundgåelig. Louisiana har udarbejdet en helhedsplan for genoprettelsen af havmarskens naturlige evne til at modstå stormflod. Hagen er, at det vil koste mindst 50 milliarder dollar, og at olieindustrien, som erkender at bære en del af ansvaret for eroderingen, nægter at betale mere end en brøkdel at det beløb i erstatning.

I 2013 rejste en tilsynsgruppe for New Orleans’ digesystem, startet og finansieret af Louisianas parlament, en erstatningssag mod olieselskaberne ved en statslig domstol. Som modtræk vedtog guvernøren og andre af industriens allierede i parlamentet en lov, der fratog tilsynsgruppen retten til at gå rettens vej. Men denne lov blev for nylig kendt forfatningsstridig af en dommer.

Nu er sagen gået til højesteret i Louisiana, hvor John Barry, et ledende medlem af tilsynsgruppen, regner med at få medhold.

»Flere og flere politikere støtter op om erstatningskravet. Et flertal af befolkningen vil have olieindustrien til at punge ud. Jeg tror, at vi får vind i sejlene,« siger han.

Men en ting er at stoppe marsken i at synke, noget andet at bremse havene i at stige.

Den opgave ligger – som fiskeren Grace Bergeron bemærker – i andre hænder.

»Jeg er overbevist om, at det bliver slemt, førend det bliver værre. Men Gud er der altid for os. Han vil gribe ind til sidst,« siger hun med en stoisk selvsikkerhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu