Islamisk Stat har konsolideret sit greb om olieforsyningen i Irak, og gruppen bestyrer nu et avanceret smuglerimperium med ulovlig eksport til Tyrkiet, Jordan og Iran, fortæller smuglere og irakiske embedsmænd til The Guardian.
Seks måneder efter, at IS fik kontrol med et vidtstrakt territorium, er radikale militante grupper nu i stand til at præstere indtægter på millioner af dollar om ugen fra sine irakiske olieoperationer, siger USA. Koalitionens luftangreb mod tankskibe og raffinaderier, der kontrolleres af IS, har angiveligt blot bremset eksporten, og ikke bragt den til ophør.
De militante kontrollerer godt et halvt dusin producerende oliefelter. De har været i stand til hurtigt at gøre dem driftsklare og har derefter koblet sig på handelsnetværk hen over Nordirak, hvor en sådan smuglertrafik har været en del af hverdagen i årevis. Fra først i juli til sidst i oktober røg det meste af denne olie til irakisk Kurdistan. Det selvbestaltede islamiske kalifat måtte dog sælge olien via de kurdiske forretningsmænd med klækkelige rabatter, og fra Kurdistan blev olien videresolgt til tyrkiske og iranske forhandlere. Profitterne på oliesalget har hjulpet IS til at betale gruppens stigende lønudgifter: 500 dollar om måneden pr. menig kriger og godt 1.200 pr. ledende officer.
Olie til Tyrkiet og Iran
USA har forsøgt at presse irakisk Kurdistans ledere til at slå hårdt ned på oliesmuglingen – hidtil med begrænset succes. Olien finder stadig vej til Tyrkiet via Syrien, efter at IS behændigt har udskiftet det ene netværk med det andet – nu kanaliseres den billige råolie over Jordan i stedet.
»Vi køber en olietransporter, der kan medbringe mellem 26 og 28 tons [olie] for 4.200 dollar og sælger den i Jordan for 15.000 dollar. Hver smugler aftager omkring otte transportere om ugen,« siger Sami Khalaf, i dag oliesmugler, førhen irakisk efterretningsofficer under Saddam Hussein, til The Guardian.
Sami Khalaf, der bor i Jordans hovedstad, Amman, tilføjer, at smuglerne typisk må betale de korrupte grænsebetjente 650 dollar for at passere gennem hver ny kontrolpost.
Irakiske efterretningsfolk bekræfter, at IS benytter Anbar-provinsen, som deler grænse med Jordan, som et vigtigt knudepunkt for smugleriet. IS kontrollerer tre store oliefelter i Irak – Ajeel nord for Tikrit, Qayara og Himrin.
En embedsmand fra det kurdisk-kontrollerede Kirkuk, fortæller, at 435 tons råolie fra Ajeel-oliefeltet i Salahuddin-provinsen for nylig blev transporteret via Anbar. Herfra røg det videre til Amman. En talsmand for Iraks olieministerium, Asim Jihad, siger dog, at han ikke er bekendt med, at der skulle smugles olie til Jordan, men indrømmer, at IS stadig eksporterer olie til Tyrkiet via Syrien.
»Vi lægger pres på Tyrkiet for at få stoppet denne handel, fordi den styrker IS,« siger Asim Jihad.
USA advarer mellemmænd
I juni iagttog amerikanske rekognosceringsdroner, der fløj over hen over det nordlige Irak, et stort antal olietankbiler, der uhindret passerede fra IS-kontrollerede områder og ind i Kurdistan-regionen. På det tidspunkt konfronterede kurdiske peshmerga-styrker IS ved en ny og skrøbelig frontline. De amerikanske militærledere forelagde herefter satellitbillederne for kurdiske embedsmænd og pressede på for at få de kurdiske styrker til at slå til. I sidste måned ødelagde amerikanske fly syv olietransporter, og irakiske fly angreb tilsvarende mål.
»De mellemmænd, handlende, raffinaderier, transportvirksomheder og andre, der håndterer olien fra IS, skal vide, at vi arbejder hårdt for finde ud af, hvem de er, og vi har de redskaber, der skal til for at stoppe dem,« advarer David Cohen, viceminister for terrorbekæmpelse og finansielle efterretninger i det amerikanske finansministerium.
I sidste uge anslog David Cohen, at de militante stadig tjener »flere millioner dollar om ugen på salg fra stjålne og indsmuglede energiressourcer« – mindre end før koalitionens luftangreb, men stadig et betydeligt beløb.
Før IS fik kontrol over oliefelterne, kunne de producere 400.000 til 500.000 tønder olie om dagen, oplyser en embedsmand i Iraks statsdrevne North Oil Company, som stod for drift af alle felter i området, inden de militante overtog dem. En oliehandler siger, at det højest var 3.000 tons råolie (eller 25.350 tønder), der dagligt passerede ind i Kurdistan og herfra forsvandt videre til Tyrkiet og Iran.
Fortsat ulovlig handel
Den internationale indsats har begrænset disse mængder, men et kurdisk parlamentsmedlem indrømmer, at smuglertrafikken fortsat foregår.
»Jeg vil vurdere, at den ulovlige handel er aftaget med 50 pct. Vi har tilbageholdt flere mennesker, der var involveret i at købe olie fra Da’esh (IS, red.). De samme mennesker forsynede IS med benzin og over 250 pick-up trucks,« fortæller Mahmoud Haji Omar.
Han tilføjer, at selv shiamuslimske militser, der bekæmper IS, har profiteret på handlen ved at opkræve afgifter af de olietransporter, der passerer gennem deres område.
Karim Hassan, en 47-årig sunniarabisk lastbilchauffør, udpeger IS-kommandant Saud Zarqawi som ansvarlig for meget af handlen. Zarqawi har lavet aftaler med sunnimuslimske stammeledere og andre fremtrædende personer i Mosul-området om at udsmugle olie, siger Karim Hassan.
En sikkerhedsstyrkeofficer syd for Kirkuk, der ønsker at være anonym, siger, ingen af hans overordnede, så vidt han ved, har givet ordre til at slå til mod de kurdere, der skulle være involveret i denne handel. Deres begrundelse skulle være, at de ikke ønsker at besudle peshmergaernes ry.
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen