Islamismen trives i Tunesiens unge demokrati

Det hemmelige politi ventede på ham foran familiens hus en marts morgen i 1981. Said Jendoubi var på vej til gymnasiet, da to mænd med overskæg standsede ham, smed ham ind i en varevogn og kørte ham til Indenrigsministeriets bygninger i det centrale Tunis. De røbede ikke, hvorfor han blev hentet, men 17-årige Said Jendoubi vidste, det var fordi, han var islamist.

Han blev tilbageholdt i fem dage i vinduesløse rum under ministeriet. Hans fugtige celle var et helle sammenlignet med de forhør, der ventede, når han blev ført op ad trapper og gennem gange, hvor han kunne høre skrig fra fremmede halse. Forhørene stod på i timevis. Slag, fornærmelser og gentagelser af de samme spørgsmål om hans rolle i den islamistiske studenterbevægelse.

»Det var et helvede. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville komme ud igen,« husker Said Jendoubi.

I dag er Said Jendoubi 50 år, og hans fængselshistorie hører en tid til, hvor man ikke åbent kunne være islamist i Tunesien. Han ligner ikke prototypen på en islamist, som vi kender dem fra al-Qaeda eller Islamisk Stat. Han har venlige øjne, ugegamle skægstubbe og grinende fortæller han om de voldelige forhør, han blev udsat for som ung. Kun en lille hårløs plet øverst på panden – et resultat af de daglige bønner med panden mod bedetæppet – afslører, at han er en from muslim.

De tidligere diktatorer Bourguiba og Ben Ali bestemte gennem de statskontrollerede medier, hvordan islam skulle praktiseres, og hvilken rolle religionen skulle spille i samfundet. Der var ikke plads til alternative synspunkter, og det var ikke til diskussion. End ikke i ens eget hjem.

»Væggene har ører,« sagde man med henvisning til det allestedsnærværende, hemmelige politi.

I dag har islamismen anderledes gode kår, og Said Jendoubi kan udtrykke sine holdninger offentligt. I kølvandet på revolutionen i 2011 kunne man pludselig åbent diskutere, hvad det vil sige at være tuneser og muslim i det nordafrikanske land, fortæller forsker i tunesiske forhold ved RUC Rikke Haugbølle:

»Det er en af de nye debatter, der foregår. Det er det, det hele handler om i Tunesien i øjeblikket. Det er fortællingen om den nationale identitet. Hvem er tuneseren?«

Under diktaturet blev islam betragtet som den kraft, der havde gjort landet tilbagestående, fortæller hun. Islam blev ikke nævnt i historiebøgerne, og der blev indført lovgivning mod muslimsk beklædning i offentlige bygninger. Det var kun de sekulære intellektuelle, der kunne deltage i debatten, for de, der havde opponerende synspunkter, sad i fængsel eller var i eksil.

Religion blev fortrængt fra det offentlige rum og skubbet ind i de private hjem. Her levede islamismen videre under overfladen, fortæller Rikke Haugbølle:

»Derfor var det så overvældende for nogle sekulære tunesere ved valget i 2011, fordi det pludselig gik op for dem, at der er en del af befolkningen, for hvem islam betyder rigtig meget. Der er folk, som definerer sig selv som muslimer og mener, at islam både skal spille en rolle politisk og i samfundet.«

Eksil

I årene efter det korte fængselsophold fortsatte Said Jendoubi med at være aktiv islamist i studenterpolitik, men det kostede ham dyrt. Han blev ekskluderet fra skolesystemet, blev fængslet igen og fik flere gange inddraget sit pas.

»Jeg sov dårligt, var konstant bekymret og følte mig som fange i mit eget land,« siger Said Jendoubi.

I 1985 forlod han Tunesien og gik i frivilligt eksil i Paris og Montpellier i Frankrig. Samme periode, hvor fremtrædende islamister fik lange fængsels- og dødsdomme i Tunesien. Han vendte først tilbage efter revolutionen i 2012, da han fik arbejde som fransklærer på et gymnasium i Tunis.

Nu bor han med sin kone Bessma og to store børn i en lejlighed på anden sal i middelklassekvarteret Marsa lidt nord for Tunis. Der hænger mørkebrune gardiner for vinduerne, og korancitater pryder soveværelsets vægge. Hans bibliotek optager flere reoler i stuen, selv om hans ungdoms islamistiske bøger blev brændt af en nervøs tante under hans eksil. I dag står der revolutionære skrifter fra Mellemamerika, religiøse tekster fra Iran og europæiske klassikere i to lag på hylderne.

Said Jendoubi har venner og bekendte fra sin ungdom, der er højt rangeret i det islamistiske parti Ennahda, og han er ligesom knap en tredjedel af vælgerne i landet enig i deres politik.

Det første parlamentsvalg under Tunesiens nye forfatning blev afholdt for en måned siden, og her fik Ennahda 28 procent af stemmerne. Valgets store vinder med 40 procent af stemmerne var dog Nida Tounis, der blandt andre består af ministre og medlemmer fra det tidligere regime. Nida Tounis blev oprettet i 2012, og deres mærkesag i valgkampen var at være imod islamisterne.

Dermed er Ennahda gået 10 procentpoint tilbage siden valget til den grundlovgivende forsamling i 2011. Her blev partiet den helt store vinder med 37 procent af stemmerne. Det overraskede og bekymrede dengang de sekulære i landet. De frygtede, at grundlæggende frihedsrettigheder og ligestilling nu ville blive underlagt sharialovgivning.

Debatten har været præget af dyb mistillid mellem de sekulære og islamisterne. Der er dybe ar i folkesjælen, da undertrykkere og undertrykte fra det gamle regime lever sammen side om side under den nye forfatning.

Tuneserne har prioriteret ro og orden over kompromisløse standpunkter i forfatningsforhandlingerne, siger ph.d.-studerende med speciale i Tunesiens overgang til demokrati Kasper Ly Netterstrøm:

»Den forfatning, der er blevet vedtaget, er et kompromis, som på den ene side siger, at islam er en vigtig del af den nationale identitet og historie, og at islam skal understøttes af staten og måske præge den. På den anden side er det meget tydeligt, at Tunesien er en civil stat, og at medborgerskabet er det grundlæggende. At islam ikke er kilde til lov.«

Ennahda erkendte da også sit nederlag ved parlamentsvalget i oktober uden protester. De peger ikke på nogen bestemt præsidentkandidat og afventer, om Nida Tounis inviterer dem til at danne regering efter søndagens præsidentvalg.

Tor Birk Trads

Hjemme hos Said Jendoubi

Said Jendoubi folder sirligt bedetæppet ud over de kolde fliser. Motivet på tæppet er en moské omgivet af palmer. Han retter det mod mekka, tager hjemmesutterne af og stiller sig bagerst på tæppet.

»Allahu akbar,« hvisker han for sig selv med lukkede øjne og armene hængende ned langs siden. Han går på knæ og bukker sig forover, lægger panden mod tæppet og rejser sig op flere gange efter hinanden

Bønnen foregår i soveværelset mellem sengen og kommoden med hans kones parfumer og kosmetik. Hun går ind og ud af soveværelset ubemærket af Said. Mentalt er han et andet sted. Hele seancen varer godt tre minutter.

»Bønnen er en mulighed for at komme væk fra hverdagens problemer og den materielle verden og indgå i et øjebliks intimt samvær med Gud,« siger Said Jendoubi om bønnen, som han udfører flere gange dagligt. Der er fem daglige bønner i islam, men den første er meget tidligt om morgenen, og det er ikke altid, han står op til den.

For Said Jendoubi handler islam først og fremmest om relationen mellem ham og Gud. Men det er også et sæt evigtgyldige principper, som man bør være inspireret af i et lands lovgivning, mener han:

»Principper om menneskelig værdighed, frihed og menneskets fysiske og moralske integritet. Disse principper kan godt bruges som udgangspunkt i politik.«

Ennahda

Den islamistiske bevægelse, som Ennahda er vokset ud af, har været inspireret af den iranske revolutions islamiske stat. De har ytret modstand mod Tunesiens progressive ligestillingslovgivning og ønsker større segregation mellem kønnene.

Sekulære stemmer i Tunesien er skeptiske, når nutidens Ennahda hævder at være et moderat demokratisk parti, der ikke vil begrænse kvinders rettigheder. De frygter, at den moderate politik er et skalkeskjul til at vinde magt for efterfølgende at indføre strengere, mere religiøst konservative love.

Ennahda indeholder forskellige fløje og meninger. Lederen af partiets parlamentariske gruppe, Sahbi Atig, erklærede under grundlovsforhandlingerne i 2012, at sharia burde være hovedkilden til landets lovgivning, hvorefter det sekulære koalitionsparti Ettakatol truede med at trække sig ud af samarbejdet. Partiets grundlægger og ledende figur Rached Ghannouchi erklærede få uger senere, at partiets mening om ikke at indføre sharia i lovgivningen var enstemmig. Til trods for et mangfoldigt bagland gør ledelsen, hvad de kan for at navigere i det politiske landskab og opnå kompromiser.

Ennahda forsøgte i begyndelsen at samarbejde med radikale islamister i Tunesien. Det ændrede sig, efter salafister angreb den amerikanske ambassade i 2012 som reaktion på den islamofobiske film Innocence of Muslims. I de efterfølgende måneder tyede salafister i flere tilfælde til vold mod alkoholforhandlere, hoteller og startede gadekampe. Efterfølgende konfronterede den Ennahda-ledede regering de voldelige islamister og erklærede salafistgruppen Ansar al-Sharia for en terrorgruppe. De formodes fortsat at gemme sig i Tunesiens bjerge.

Said Jendoubi mener ikke, de dogmatiske tolkninger af de hellige skrifter er gangbare i en moderne verden:

»Essensen af Koranen er, at den er dynamisk og foranderlig. Den skal ikke fastfryses i en bestemt tidsramme. Der er nogle faste principper om menneskelig værdighed og integritet, som er gyldige til hver en tid, men de hellige tekster skal ikke forstås bogstaveligt. De skal fortolkes ind i en moderne tid,« forklarer han.

’Væggene har ører,’ sagde man tidligere og undlod at tale politik eller religion. Selv fodboldsnak var ømtåleligt, da diktatoren havde familie i trænerstaben på et af Tunesiens hold. I dag bliver der debatteret og snakket frit overalt.

Tor Birk Trads

På cafeen

Said Jendoubi har lige drukket kaffe på Cafe des Nattes i Sidi Bou Saïd nord for Tunis. Et mondænt kvarter, hvor kvinder i tørklæde, par og turister ryger cigaretter og vandpibe side om side og benytter sig af den nyvundne ytringsfrihed: Præsidentkandidaterne til søndagens valg bliver evalueret, og forhåbninger til både politik og økonomi deles.

Indenfor møder Said tilfældigt en gammel studiekammerat fra Paris, Nabil Ben Azouz, som han ikke har set i 20 år. De var begge aktive i studenterpolitik, men på hver sin fløj blandt tuneserne.

»Vi kæmpede meget i universitetstiden. Vi er venner, men vi er meget uenige!« siger Nabil.

De skal indhente mange års oplevelser og taler højlydt for at overdøve transistoren, der spiller skæve arabiske toner i cafeen, udveksler svingende araberhåndtryk og folder sig synkront forover af grin. Den gode stemning fortsætter, da snakken falder på politik og den nye situation i Tunesien, men nu med en tone af seriøsitet. Det er Tunesiens fremtid, der er på spil.

»Islamisme og demokrati kan ikke forenes,« påstår Nabil Ben Azouz og fortsætter: »Det fungerer ikke sammen. Islam er rent, politik er beskidt. Hvis man blander det sammen, gør man Islam beskidt. Politik er menneskeligt og under Gud.«

»Det er ikke langtfra min mening,« bryder Said Jendoubi ind, men bliver afbrudt af den hurtigttalende Nabil Ben Azouz: »Vi er meget langt fra hinanden! Vi skal ikke bruge Gud i diskussioner, for så kan vi ikke diskutere. Demokrati betyder at leve sammen med forskellige meninger. Islamister taler ud fra en totalitær devise, og dikterer, hvad der er rigtigt.«

Said Jendoubi har rykket sig politisk, siden de to mødte hinanden sidst. Han tager afstand fra dogmatiske holdninger og mener, at uenighed er godt, så længe man taler sammen, for så nærmer man sig ubevidst hinanden. Det sætter han pris på ved Tunesiens nye demokrati. Alligevel ærgrer han sig over Nabil Ben Azouzs kommentarer, for de er symptomatiske for synet på islamister:

»Nogle af de venstreorienterede har et fastgroet syn på os. Vi er enige om mange ting. Men nogle gange er jeg mere liberal end modernisterne.«