Læsetid: 4 min.

Italiens labyrint af illegale interesser

I sidste uge afgav den italienske præsident Giorgio Napolitano vidneforklaring i en historisk mafiasag, som landets politiske elite slet ikke bryder sig om
4. november 2014

I et sjældent anfald af effektivitet opførte den italienske stat i 1980’erne en bombesikker retssal i Ucciardone-fængslet i Palermo. Byggeriet blev gennemført på rekordtid af særligt udvalgte entreprenører uden tilknytning til Cosa Nostra og er stadig et symbol på mafiabekæmpelsen. L’aula bunker, som retssalen kaldes, var under stor international mediebevågenhed skuepladsen for den såkaldte maxiproces, der førte til livstidsdomme mod hele den sicilianske mafias ledelse.

Nu føres der samme sted en retssag, hvor der for første gang sidder repræsentanter for både staten og mafiaen på samme anklagebænk. Den handler om følgerne af det historiske gennembrud i kampen mod organiseret kriminalitet. Ifølge anklagemyndigheden mundede den 20 år gamle retssag nemlig ud i en slags kompromis mellem stat og mafia, efter at Cosa Nostra gennem to år gennemførte attentater mod politikere, undersøgelsesdommere, journalister, politiet, religiøse monumenter og tilfældige borgere (se boks). Og i sidste uge bekræftede republikkens 89-årige præsident, Giorgio Napolitano, anklagemyndighedens tese – at attentaterne i 1992-93 af demokratiets institutioner var blevet opfattet som et »enten-eller«, sagde præsidenten, der dengang var formand for deputeretkammeret. Enten dæmpede staten bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet, der takket være anklagemyndigheden i Palermo og ny antimafialovgivning havde opnåede historiske resultater, eller også ville mafiaen fortsætte sit frontalangreb på institutionerne.

»Afpresning med henblik på at destabilisere hele systemet« kaldte præsidenten det.

Hans vidneforklaring er det foreløbige højdepunkt i en langvarig og kompliceret retssag, som hverken nyder stor opmærksomhed eller bred opbakning. Tværtimod. Napolitano blev ikke udspurgt i Palermo, men bag lukkede døre i præsidentpaladset i Rom. Så mediecirkusset var for længst draget videre, da udskrifterne fra vidneforklaringen blev deponeret tre dage senere. Ifølge mafiaeksperten Enrico Bellavia – en af de mange italienske journalister, som er tvunget til at leve under politibeskyttelse – viste retsmødet således især »den enorme afstand mellem, hvad anklagerne forsøger at demonstrere, og hvad politikerne, institutionerne og sikkerhedsapparatet er parat til at indrømme«.

Mafiøst ultimatum

Mafiaen begyndte sin terrorkampagne kort efter højesterets stadfæstelse af dommene i maxiprocessen med drabet på den sicilianske EU-parlamentariker Salvo Lima. Lima tilhørte den fløj i det kristen-demokratiske parti, som i hele efterkrigstiden havde udnyttet Cosa Nostras evne til at skabe konsensus. Han blev slået ihjel som hævn for, at kristendemokraterne ikke længere kunne garantere mafiaen straffrihed – på grund af omfattende geopolitiske forandringer i kølvandet på Jerntæppets fald og en øget forståelse for mafiaproblemet i offentligheden. Drabet var samtidig en implicit advarsel til andre politikere. Retssagen handler især om, hvorvidt reaktionen på denne advarsel har kostet andre mennesker livet og påvirket det italienske demokratis udvikling:

»Jeg bevæger mig på en tynd streg mellem, hvad jeg ikke kan sige – ikke fordi jeg har noget at skjule, men fordi forfatningen foreskriver det – og det, jeg vil sige for at fremme afklaringen mest muligt,« sagde Napolitano og understregede dermed, at der er (uklare) grænser for åbenheden.

Anklagerne mod de sigtede i sagen – mafiabosser, tidligere politikere og politiofficerer – er især baseret på angrende mafiamedlemmers forklaringer. Fra politisk hold er samarbejdsviljen meget mindre.

Præsidenten skulle især forklare omstændighederne omkring et dramatisk opsigelsesbrev, som han for to år siden modtog fra sin daværende juridiske rådgiver, Loris D’Ambrosio. Rådgiveren ville sige op, fordi hans telefonsamtaler med en af de sigtede, den tidligere indenrigsminister Nicola Mancino, var blevet citeret og kommenteret i pressen. Han skrev til præsidenten, at han frygtede at være »en naiv og nyttig skriver for unævnelige aftaler« – måske fordi den tidligere indenrigsministers forsøg på at inddrage præsidenten for at opnå særbehandling ved domstolene kunne få borgerne til at tro på ideen om »den dobbelte stat«, hvor nogle er hævet over loven. Præsidenten afviste D’Ambrosios opsigelse, men blot to måneder senere døde rådgiveren af hjertestop.

Som vidne sagde Napolitano, at han ikke havde bedt D’Ambrosio om en uddybende forklaring på brevet. Han betegnede sin afdøde rådgiver som »statens tjener«:

»Det er en person, der som sin eneste ledestjerne og eneste bindende mål har at sætte statens interesser i første række,« forklarede præsidenten. Mancino talte også i telefon med Napolitano, men disse aflytninger er blevet destrueret, fordi præsidenten har gjort embedets immunitet gældende. Spørgsmål om de samtaler var derfor ikke tilladt under retsmødet, som de sigtede i sagen ikke fik tilladelse til at overvære. Mancinos advokat, Massimo Krogh, har således allerede kunnet rejse krav om, at hele sagen annulleres.

Illegale interesser

Sagens overordnede tema er, at den italienske stat også har tjenere, der bøjer sig for andre interesser. Ifølge anklagemyndigheden blev der efter drabet på Salvo Lima indledt hemmelige forhandlinger med mafiaen. Som reaktion hævede Cosa Nostra indsatsen ved at sprænge den tidligere undersøgelsesdommer Giovanni Falcone samt hans kone og politi-eskorte i luften: »Før man kan slutte fred, må man gå i krig,« skulle mafiabossen Salvatore Riina ifølge flere angrende mafiosi have sagt. Spørgsmålet er, om statens lydhørhed og/eller eftergivenhed over for mafiaens krav har virket som en opfordring til at fortsætte terrorstrategien.

To måneder efter drabet på Falcone, der havde forladt anklagemyndigheden i Palermo til fordel for et job i justitsministeriets lovgivningsafdeling, kom turen til hans tidligere kollega Paolo Borsellino. Det fik parlamentet til på rekordtid at vedtage en ny lov om isolationsfængsling af mafiabosser.

Men året efter gennemførte mafiaen en række attentater på det italienske fastland, som fik den daværende justitsminister, Giovanni Conso, til at ophæve isolationsfængslingen af flere hundrede mafiabosser. Et andet nøgleelement er anholdelsen af mafiabossen Riina i januar 1993 – og navnlig hvorfor politiet ventede flere dage med at ransage hans skjulested, så de i sidste ende ikke fandt andet end en nymalet lejlighed og et fotografi af mafiabossens smilende børn. Anklagen er, at de sigtede i fællesskab med vold og trusler har påvirket institutionernes arbejde og forhindret opklaringen af forbrydelser. Men anklagemyndighedens problem er, at sagen stiller et spørgsmål om mafiaens penetration i staten, som de færreste italienere vil høre svaret på: Er landets politikere faret vild i det, Napolitanos forgænger, Carlo Azeglio Ciampi, har kaldt for »en enorm labyrint af illegale interesser«?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu