Baggrund
Læsetid: 5 min.

Juncker svækket efter lækage

Luxembourg-skattelækagen har rettet projektøren på den nye kommissionsformand og fhv. premierminister for Luxembourg, Jean-Claude Juncker. Men hans rolle i Luxembourgs ry som skattely var velkendt, og problemet er langt større end én mand, siger eksperter
På et pressemøde i går forsøgte ikke mindre end fire af Luxembourgs topministre at forklare og udlægge skattelækagen. Fra venstre: finans-, premier-, økonomi- og justitsministeren.

Nicola Bouvy

Udland
7. november 2014

Kun få dage i jobbet som formand for EU-Kommissionen er den tidligere luxembourgske premierminister, Jean-Claude Juncker, kommet under voldsom kritik og sågar pres for at træde tilbage.

Det er afsløringen af, at 340 multinationale virksomheder har indgået komplicerede skatteaftaler med de luxembourgske myndigheder, der efter alt at dømme har kostet skatteyderne i Europa og resten af verden mange milliarder kroner, der i går fik kritikere i Europa-Parlamentet til at afkræve ham svar.

»Disse afsløringer er et kæmpe tilbageslag for den nye kommissionsformands troværdighed og hans evne til at handle i offentlighedens interesse. Der har aldrig før været så konkrete beviser på, hvor langt multinationale virksomheder går for at unddrage sig deres skatteansvar, men også statsaktørers rolle i at gøre det muligt,« siger Sven Giegold, medlem af Europa-Parlamentet for De Grønne.

»Det faktum, at Juncker var Luxembourgs finans- og premierminister i den periode, gør ham direkte medansvarlig for denne enorme selskabsskatteunddragelse,« tilføjer han.

Den uafhængige irske MEP Nessa Childers mener, at sagen frarøver »Juncker enhver form for moralsk autoritet«, mens de danske europaparlamentarikere Jeppe Kofod (S) og Morten Messerschmidt (DF) begge mener, at Juncker må gå af, hvis det viser sig, at han havde kendskab til aftalerne mellem virksomhederne og Luxembourgs skattemyndigheder.

»Vi har brug for klare garantier fra Junckers side om, at han ikke har involveret hverken sig selv eller sit land i ulovligheder. Kan han ikke levere det, er han uegnet som EU-kommissionsformand,« skrev Jeppe Kofod i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Messerschmidt sagde til Ritzau:

»Det er hævet over enhver tvivl, at han ikke kan blive siddende som kommissionsformand, hvis han har haft det mindste kendskab til sagen«.

Janis Emmanouilidis tvivler på, at Juncker vil blive tvunget til at gå af som resultat af sagen, men mener, at den kan blive et problem for ham.

»Den vil have en effekt. Folk, som er uenige med ham på forskellige områder, kan bruge det mod ham. Hvis Juncker f.eks. er kritisk over for et statsoverhoved, kan man ikke udelukke, at denne vil bruge det her imod ham,« siger Emmanouilidis.

Alle leger samme leg

Imidlertid siger han – og andre iagttagere – at sagen om staters involvering i virksomheders forsøg på at unddrage sig skat er langt større end blot en enkelt mand.

»Mange medlemslande har brugt deres skattesystem – enten gennem lavere skatterater, mindre regulering, særlige incitamenter – til at tiltrække virksomheder. Så man skal være forsigtig med bare at pege ad en person som den slemme dreng i klassen,« siger han og påpeger, at »folk, da han fik jobbet, var helt klar på, at en af Luxembourgs konkurrencemæssige fordele var dets skattesystem«.

Mario Mariniello fra den økonomiske tænketank Bruegel i Bruxelles, er enig og mener derfor ikke, at det giver mening at indføre straffe imod lande, der medvirker til konkurrenceforvridende skatteregler.

»Det er meget svært at lave sådanne regler, for ulovlig statsstøtte er noget, alle EU-lande er involveret i,« siger Mariniello.

»Det er en del af spillet, så længe der ikke er fælles skatteregler,« tilføjer han.

Begge peger de på, at der i Europa – såvel som på globalt plan – har været en konkurrence om at tiltrække de multinationale virksomheder, der har ført til, at stort set alle lande har sænket deres selskabsskat.

Ifølge forfatteren af bogen The Great Tax Robbery, Richard Brooks, er denne konkurrence på den laveste skatteprocent den »virkelig skadevirkning som skattely som Luxembourg er skyld i«.

»De gør ’skattekonkurrence’ til et globalt ræs mod bunden, det udvander de store virksomheders bidrag og overlader det til borgerne at betale regningen,« skrev han i en analyse i The Guardian i går.

Spørgsmålet er imidlertid, om regeringernes skattekonkurrence skyldes skattelyene, eller om Luxembourgs særaftaler er en reaktion på dette ræs.

Janis Emmanouilidis mener, at begge dele er i spil.

»På den ene side er der en konkurrence mellem stater, hvor individuelle lande sænker deres skatteprocent, og så følger andre med. På den side er nogle lande gået videre, fordi de har følt, at det var nødvendigt for at være konkurrencedygtige,« siger han.

I løbet af finanskrisen er tålmodigheden med multinationale virksomheder såvel som med rige enkeltpersoners skatteunddragelse dalet, og en række tiltag for at komme skatteunddragelse og -snyd til livs, er igangsat både på EU-plan og på globalt plan igennem OECD.

Er der ændringer på vej?

Presset har ført til en række konkrete resultater. Bl.a. har Schweiz under voldsomt pres fra USA lempet på sin bankhemmelighed. Det samme gjorde Luxembourg – og resten af EU – for nylig, samme dag som den irske regering efter lang tids pres gik med til at udfase den problematiske Double Irish-skatteregel.

Spørgsmålet er, hvor stort postyr den seneste afsløring vil skabe i lyset af, at alle i forvejen vidste, at sådanne aftaler eksisterede i Luxembourg. EU-Kommissionen er i gang med en række konkrete efterforskninger af, hvorvidt aftalerne er konkurrenceforvridende.

Janis Emmanouilidis mener, at der helt klart er sket et skift i forhold til at lægge pres på regeringer, der har regler, der skader andre lande.

»På nogle områder på skatteområdet er presset vokset enormt meget. Der har været voksende kritik, hvor folk siger: Hvorfor redder vi banker og skærer ned på vores sociale systemer, mens vi samtidig har f.eks. bankhemmeligheden. Både EU og ikke-EU-lande har lagt stærkt pres på visse lande,« forklarer han og mener også, at de seneste afsløringer kan føre til pres på lande som Luxembourg, Irland, Holland og andre EU-lande, der beskyldes for at have indgået aftaler med virksomheder, der har kostet andre EU-lande skatteindtægter.

MEP Nessa Childers fremhæver netop, hvordan hendes medborgere har måttet acceptere nedskæringer i offentlige tilbud og lønninger for, at landet kunne redde de internationale banker i landet.

»Dem af os, der ikke er for store til at fejle eller for store til at beskatte, er blevet efterladt med regningen, klemt i et kapløb mod bunden og tilmed blevet beskyldt for at leve over måde. Jeg vil minde Juncker om dette skingrende hykleri, hver gang han kommer til Parlamentet for at tale om budgetdisciplin,« lover Nessa Childers.

Den slags forargelse fra især programlandene vil kunne påføre andre statschefer det pres, der er nødvendigt for at øge samarbejdet om bekæmpelse af skatteunddragelse, men meget afhænger af, hvor længe historien florerer, mener Emmanouilidis.

»Dette er et område, hvor der er stor kreativitet, og hvor landene forsøger at finde nye måder at dække eventuelle tab på. Men lige nu er presset voksende,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er indlysende, at den tidligere luxembourgske premierminister og finansminister, Jean-Claude Juncker, der personligt var skrædderen bag Luxembourgs nye indtægtskilde som skattely lyssky skattesnyltere, er svækket som EU´s kommissionsformand.

Hvis han havde haft blot almindelig anstændighed, var han omgående gået af. I stedet for at tage ansvaret for disse handlinger, gemmer han sig for presse og offentlighed. Og det viser jo også lidt om, hvad han er for en person.

Men problemet med de skattesnyltende selskaber er langt værre. For her har vi altså en lang række virksomheder som f.eks. TDC, Dong-ejeren The Goldman Sachs Group Inc., Ikea og så videre, der forlanger at nyde godt af velfærdssamfundets muligheder med gode infrastrukturer, veluddannet arbejdskraft og så videre, men absolut ikke vil betale for det, og derfor snylter som parasitter på samfundene.

Uanset det lovlige i fremgangsmåden, er dette uhørt uacceptabelt. Og det er ligeledes uhørt uacceptabelt, at revisorvirksomheder og såkaldte forretningsbanker har deres levebrød ved dette svineri.

Laust Holst, Bjarne Andersen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Morten Pedersen, Benny Larsen, Kurt Nielsen, Rune Petersen, Anne Eriksen, Benny Pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det er ikke saerlig svaert at finde frem til lande, virksomheder og personer der snyder i skat.

Men hvem er taberne i dette spil? Mange mener det er velfaerdsstaten der ikke kan levere de ydelser den burde indenfor social og sundhedsomraadet - jeg mener dette er forkert. Hvis alle betalte den skat de skulle ville skatteprocenterne blive sat ned, men de offentlige udgifter ville vaere ca. de samme.

Taberne er de lande, virksomheder og privat personer der ikke snyder. Disse har saa til gengaeld en vanskelig sag i offentligheden, fordi de virker lidt pinligt at bryste sig af at vaere "i blandt de rene" og pege finger af de grimme.

Var det ikke en journalistisk opgave at kaste lidt opmaerksomhed paa nogle af de lande og virksomheder hvor der ikke snydes? Det kunne jo vaere der var nogle laesere der gerne ville bruge disse oplysninger som investeringsvejledning.

Laust Holst, Bjarne Andersen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Henrik Brøndum, det er jo ikke et problem man kan ignorere ihjel, så det med at kaste lys på de der ikke snyder så de kan føle sig retskafne hjælper jo ikke, hvis de der snyder er totalt ligeglade. Og det lader til at være en pæn del af dem med store penge der skider højt på skattelovgivningen. Taberne er helt klart de der ikke snyder. De firmaer som benytter kvalificeret arbejdskraft og infrastruktur, synes ikke de har et socialt ansvar for at være med til at opretholde kvaliteten.
Det ligner et Randiansk vanvid hvor de i den økonomiske top helt alvorligt ikke mener at de skylder nogen nogetsomhelst.

Janus Agerbo, Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

Luxemborg = Galt's Gulch

Kristian Løwenstein

»Vi har brug for klare garantier fra Junckers side om, at han ikke har involveret hverken sig selv eller sit land i ulovligheder. Kan han ikke levere det, er han uegnet som EU-kommissionsformand,« skrev Jeppe Kofod i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Ligefrem "uegnet" bliver der sagt. Jeg troede at det var hans mange politisk-økonomisk talenter der netop gjorde ham så egnet til den post. Hvordan var det nu Bjarne forklarede det i tidernes morgen?

Politisk teater når det er værst så rim blot med på disse elendigt skrevet vers.

En magtfuld mand fra et lille skattevenligt land blev promoveret indenfor sin egen lille politiske stand...

Men pludselig blev der lækket og gættet om tvivlsomme skatteforhold i det lille eventyrland, og alle politikerne var frygtelig ægget, især nu hvor der var medietække...

Til kamp mod lyssky forretninger og legaliseret snyd råbte de højt... Men vent nu lige lidt sagde folket, forundret over den meget støj...

Var det ikke de samme politiske spidser, der fornyeligt uddelte gaver til andre lyssky guldnisser?

Danmark gør sit for at være forrest i racet om lave selskabsskatter:

'Danmark har i dag en lavere formel selskabsskat end gennemsnittet for OECD og EU-15. Den formelle selskabsskat i Danmark ligger på 25 pct., og den sænkes yderligere til 22 pct. frem mod 2016. Samtidig er den effektive selskabsskat, som snarere end den formelle afgør virksomheders investeringslyst, lavere end i Sverige, Tyskland, England og Holland.'

http://www.ae.dk/analyser/dansk-selskabsskat-er-yderst-konkurrencedygtig

Der skal snarest internationale og helst globale aftaler på bordet for at stoppe dette race og skattely.

Kristoffer Larsen

Britta Hansen
07. november, 2014 - 11:39

Til gengæld har Danmark højere energiafgifter, højere bankskat o.s.v. og ses på den samlede skat for en personlig aktionær den højeste skat i hele Norden.

Dammark er på ingen måder et skattely og lønningerne er blandt de højeste i hele verden.

Nu var sagen ellerede velkendt inden Juncker tiltrådte, og blev godkendt af kommissionen, som ny kommisionsformand efter Barrosso, så det kan ligesom ikke rigtigt komme bag på mange!

Da de fleste af selskaberne vel kommer fra Amerika, og atter andre fra den kant, har søgt ly i Irland, som heller ikke er nogen nyhed, men pisser mig godt og grundtig af fordi, netop Irland har modtaget hjælp fra EU til deres overbelånte statsøkonomi, og som modtog omkring 500 mia. i støtte, som et af de oprindelige GRIIS lande.

Tidligere har jeg skrevet om dette helt urimelige forhold, og kritiseret det i stærke vendinger, fordi netop et parti gik til valg på at sænke skatterne til 40 % for alt og alle, og for deres lumpne aftaler med virksomheder om yderst lempelige skatteregler, hvilket førte til det førnævnte økonomiske hul i statskassen, som politikerne ikke fortalte vælgerne skulle finansieres med; "lån, lån og atter lån", der førte til Irlands økonomiske morads.

- De skulle aldrig have haft "fem flade ører", men derimod den politiske og økonomiske øretæve, som disse ansvarsløse politikeres ambitioner var skyld i!

Når det er sagt, så er der umiddelbart tre ting der presser sig på i sagen, og det er selvfølgelig Junckers andel og omdømme, hæderlighed og troværdighed som formand for EU-kommissionen, der bestemt ikke er forenelig med EU's grundlæggende værdier for EU!

Så er der selve virksomhedernes "skatteplanlægning"("unddragelse") hvilket Amerika tidligere på året havde en høring om, - og som der bekendt ikke kom noget ud af fordi politikerne ikke er lønnet af staten, men derimod yderst afhængige af de bidrag de modtager fra "vælgerne", og her er de store virksomheder og de største bidragsydere, så derfor blev der blot konstateret, - at sådan var det; "skatteplanlægning, som skyldtes skattesystemet i Amerika"!

Vist er der tale om regeringerne i EU har forsøgt sig med laveste fællesnævner overfor virksomhederne, og deres skatte"goder" via aftaler herom, men der er sandelig også et meget værre aspekt eller to bagved som det er hovedrystende for ethvert fornuftigt menneske.

På den ene side viser virksomhederne, at staten / statsdannelsen intet betyder for dem, og den reelt er i vejen for deres rigdomsforøgelse ved placeringen af virksomheden "officielt" i et land med enten lav skat, bankhemmelighed, eller tilbudte vilkår for beskatning langt under det normale, fordi man vil gerne tjene sine penge i disse lande, og gøre brug af deres uddannelsessystemer, infrastruktur(veje mv.), teknologiske udvikling og teleinfrastruktur, - og slet ikke bidrage til udviklingen med skat, men lade landets arbejdende klasse om disse udgifter helt alene.

Især må det være en bet for Amerikanerne, som stadig hylder Kennedy, og ikke mindst hans berømte ord; "Spørg ikke hvad Amerika kan gøre for dig, men spørg i stedet hvad de kan du kan gøre for Amerika", og det ved vi så nu hvad virksomhederne gør i den anledning, - de vil nemlig intet gøre for Amerika og landet gode økonomi, tværtimod!

Når nogle EU lande og deres politikere sælger ud af laveste fællesnævner på skatteområdet for udenlandske selskaber, så medvirker de samtidig til at danske(eller andre landes) virksomheder bliver mindre konkurrencedygtige, fordi skatten er der ekstra byrde vore egne virksomheder har, men som de udenlandske, primært de Amerikanske, virksomheder ikke har, når de befinder sig enten i skattely, eller har opnået fordelagtige aftaler med lumpne politikere, som gladelig giver regningen til resten af EU landene, ved deres "skatteplanlægning" af yderst aggressiv natur.

Når Venstre og Konservative så stædigt hamrer løs på vores skattesystem, og samtidig siger vi ikke er konkurrencedygtige, så lyder det drukkenbolte fra havnens bolværksmatroser, men samtidig må vi også erkende, at disse partier ikke fortæller hele sandheden om hvorfor vi ikke er konkurrencedygtige på skatteområdet, men også de har et yderst løssluppent forhold til økonomiske sammenhænge, der er så åbenlyse og har været det i flere år.

Disse partier klamrer sig ivrigt til deres "sædvanlige teser", teser(selvopfundne sammenhænge der ikke kan bevises), men som de gentager i det uendelige.

Teserne er i øvrigt også som altid helt ukonkret på enhver tænkelig led, ligesom da Niels Lunde for et par år siden udtalte om Danske Bank; "at en bank af den størrelse tjener for lidt", - ikke noget om årsagerne hertil f.eks. som følge af deres elendige investeringer kort forinden krisen, og de store gældsposter de måtte afskrive, banken eksorbitante lønniveau for adskillige medarbejderområder osv., altså igen en tom floskel fra liberal side, som er helt ukonkret om de indre forhold, og lader samfundet tilbage i bevidstheden som den skyldige for bankens dårlige indtjening.

- Det kniber for øvrigt fortsat med indtjeningen - eller udgifterne, så der kan komme en bedre balance for virksomheden!

Liberalismen mangel på samfundskultur og deltagelse heri er slående, - det handler kun om personlig rigdom gemt af vejen for staten, for de byrder må andre bære, dem der i forvejen bærer byrderne i samfundet via skattebetaling til samfundet, mens liberalisterne blot nyder livet i skattefrihed med deres personlige formuer.

Man må jo ved samme lejlighed også undre sig over de mange der arbejder i udlandet, til rigtig goder lønninger, som det danske skattevæsen ikke ser meget til, så alligevel sender deres børn hjem til én af de velkendte danske kostskoler her på Sjælland, nær ved Sorø, hvorfor bliver de dog ikke ude i det fremmede med deres børn, og lader dem tage en uddannelse der, for der er vel også gode muligheder i Afrika mm.