Baggrund
Læsetid: 3 min.

Kinas bistand går til afrikanske lederes hjemegne

Hovedparten af de 80 milliarder dollar, som Kina bistod Afrika med fra 2000 til 2012, gik til projekter i regioner, hvorfra de nationale ledere selv stammer
Udland
25. november 2014

Afrikanske ledere er næsten tre gange mere tilbøjelige til at lade udviklingsbistand fra Kina tilflyde de områder, de selv føler tilhørsforhold til, som de er til at tildele det til andre regioner, fremgår det af en ny undersøgelse. Den humanitære effektivitet ved Beijings ubøjelige ’ikke-indblandingspolitik’ på kontinentet er dermed i nogen grad draget i tvivl.

Kina hævder, at det tildeler over halvdelen af sin ulandsbistand – fra 2000 til 2012 løb denne op i 80 mia. dollar – til 51 afrikanske lande. Langt det meste af støtten gik imidlertid til de nationale lederes føderegion – en indikation af en stærk politisk forudindtagethed. Dokumentationen for dette findes i en database over bistandskontrakter offentliggjort af AidData, et open-source datacenter.

»De regioner, i hvilke afrikanske præsidenter selv er født, får i gennemsnit 270 procent mere udviklingsbistand (fra Kina, red.), end andre regioner,« siger Roland Hodler, professor i økonomi ved universitetet i St. Gallen i Schweiz og medforfatter til undersøgelsesrapporten Aid on Demand: African Leaders and the Geography of China‘s Foreign Assistance, som udkommer samtidig med databasens offentliggørelse.

Undersøgelsen viser også, at Ghana, Den Demokratiske Republik Congo og Etiopien modtog hovedparten af kinesisk udviklingsbistand i perioden. Kina sender udviklingsmidler til afrikanske regeringer med det formål at købe sig til langtidsholdbare politiske alliancer, siger Hodler.

Gensidig hjælp

Sierra Leones præsident, Ernest Bai Koroma, brugte for nylig kinesisk støtte til at lade opføre en skole i Yoni, hans hjemby, viser rapporten eksempelvis.

»For os at se må konklusionen være den, at det kinesiske princip om ikkeindblanding i interne anliggender gør det muligt for afrikanske præsidenter at bruge kinesisk støtte til at bedrive protektionspolitik. Jeg er ret sikker på, at kineserne er helt på det rene og indforståede med dette. Simpelt hen fordi de går mere op i at have en præsident, der er positivt indstillet over for dem selv, end i at hjælpe fattige,« siger Hodler.

Undersøgelsen viser også, at modsat udbredte formodninger er den kinesiske bistand til Afrika ikke begrænset til de lande, der agerer værter for Beijings olie- og minedrift.

»Vi har ikke konstateret et mønster, der skulle vise, at kinesisk støtte kun går til regioner, hvori der findes store mængder naturressourcer. Den påstand finder ingen belæg i vores analyser på subnationalt niveau,« siger Hodler.

Deborah Brautigam, direktør for China Africa Research Initiative på John Hopkins University, siger hertil:

»Det meste af Kinas finansielle hjælp til Afrika ydes ikke som offentlig støtte, men som erhvervsrelaterede eksportkreditter, der tilbydes som lån til de pågældende landes regeringer for at finansiere infrastrukturprojekter. Hvis disse regeringer ønsker at kanalisere pengene over i projekter i deres foretrukne område, vil de kinesiske banker ikke have indvendinger.«

»Hvad angår den offentlige støtte, som bruges som et stærkt diplomatisk redskab, forsøger Kinas regering at se længere end til de aktuelt siddende afrikansk ledere og orientere sig efter den bredere offentlige mening. Derfor bruger de en stor del af deres officielle støtte til store, synlige projekter såsom stadioner, ministerialbygninger og lufthavne, der kan ses og bruges af mange mennesker. Det betyder, at disse midler i reglen går til hovedstaden snarere end til fjerne afsides landsbyer«.

Støtter rige regioner

Forskerne indsamlede de data, Kina selv har offentliggjort om sin ulandsbistand og kortlagde, hvor udviklingsprojekter var placeret.

»Kineserne har en tendens til at yde bistand til relativt rige regioner i de fattige lande,« siger Hodler.

Kina fastholder, at det alene sender bistand til de afrikanske regeringer med henblik på at fremme disses udviklingsdagsorden.

En kinesisk regeringstalsmand sagde i juli:

»Når Kina yder udenlandsk bistand, overholder vi princippet om ikke at pålægge modtagerlandet politiske betingelser, ikke at blande os i dets interne anliggender og fuldt ud respektere landets ret til selvstændigt at vælge sin egen udviklingsvej. De grundlæggende principper, som Kina fastholder for ydelse af udenlandsk bistand, er gensidig respekt, ligelighed, ordholdenhed, gensidig gavn og win-win«.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her