Nyhed
Læsetid: 5 min.

En kystby der lever på lånt tid

Ni år efter, orkanen Katrina oversvømmede New Orleans og sendte hundredtusinder på flugt, er store dele af byen blevet genopbygget. Men de fattige og sorte er taberne i en nyliberal økonomi, som har ændret denne enestående historiske bys karakter
Grace Bergeron er vokset op i det lille fiskerleje Grand Isle, Louisiana, og her bor hun stadig med sin familie. Oversvømmelser har betydet, at de har måttet hæve deres hus flere gange.

Bryan Tarnowski

Udland
1. december 2014

John Taylor står i sin olivengrønne jakke fra et af hærens overskudslagre på hjørnet af to gader i et tidligere afroamerikansk kvarter og prøver at mane et billede frem af sine forældres og søsters huse, inden orkanen Katrina slog ned i byen i 2005. Men det falder ham svært.

Huset, hvor han blev født i 1947, står ikke længere. Hans søster døde på Charity Hospital i New Orleans, da strømmen gik ud, og en respirator svigtede. Hendes hus på den anden side af gaden blev ligesom forældrenes revet løs af en to meter høj flodbølge og flød ned ad gaden.

Faktisk kan man i denne del af byens hårdest ramte kvarter, Lower 9th Ward, kun se to huse, der stadig står, selv om området tidligere var tæt bebygget. Dengang legede børn på gaden, folk sad året rundt på deres verandaer og snakkede med naboer og forbipasserende i det varme klima. Næsten alle ejede deres eget hus i dette kvarter – i en storby, hvor de fleste ellers bor til leje.

»Hvis New Orleans er en ring, så var Lower 9th Ward en lille diamant,« siger Taylor vemodigt.

Efter at være blevet evakueret inden orkanen besluttede Taylor at vende tilbage, selv om han har måttet bosætte sig i det tilstødende kvarter, Bywater.

»Jeg blev nødt til at komme hjem. Det er her, jeg er født. Jeg ville med mine egne øjne se, hvad der var sket,« fortæller han.

Taylor hører til undtagelsen. De fleste af kvarterets sorte beboere er ikke kommet tilbage, selv om forbundsstaten tilbød dem finansiel bistand til at rive deres gamle huse ned og bygge nye og bedre. Før orkanen boede her 14.000 mennesker, i dag kun 2.000. Cirka 90 pct. af indbyggerne var sorte.

»Hvorfor skulle de vende tilbage, når de har fået et bedre liv andetsteds?« spørger Taylor.

Oversvømmelsen af New Orleans i 2005 var en katastrofe og tragedie af historiske dimensioner. Næsten 2.000 mennesker mistede livet, de fleste sorte og fattige. Det antages, at 100.000 af byens 600.000 indbyggere besluttede at fortsætte deres liv andetsteds. 40.000 bosatte sig i Houston, 20.000 i Atlanta.

Om den menneskeskabte klimaforandring havde nogen betydning for kataklysmen, kan diskuteres.

»Et er sikkert. I fremtiden vil klimaforandringer spille en større rolle i kraft af havenes opvarmning og en højere vandstand,« siger historikeren John Barry.

Et laboratorium

Mange andre af verdens storbyer ligger tæt op ad kyster og kan derfor forvente at blive udsat for oversvømmelser af lignende dimensioner i forbindelse med cykloner og voldsomme mængder regn.

New Orleans kan således anskues som et laboratorium for, hvordan kystbyer i Asien og Latinamerika forbereder sig på det 21. århundredes naturkatastrofer, og hvordan de skal håndtere eftervirkningerne.

I denne by, som er berømt for sin jazz, mardi gras, et frivolt og lystigt gadeliv og et fransk kvarter med bygninger fra kolonitiden – for blot at nævne turistattraktionerne – er alt på en måde som i de gamle dage, og alligevel er stedets karakter forandret.

Der festes og spilles musik i gaderne. Restauranter og værtshuse er propfyldte. Flere turister besøger New Orleans end før Katrina-stormen. Det er, som om Happy Days Are Here Again, selv om en katastrofe kan lure lige om hjørnet.

»Der er en udbredt selvtilfredshed. De sagkyndige ved, at floddeltaet og havmarsken ikke er i stand til at modstå en orkan som Katrina igen. Men folk i New Orleans tror, at faren er drevet over, fordi digerne er blevet forstærket,« fortæller John Barry, der bl.a. har skrevet en bog om Mississippi-flodens oversvømmelse i 1927.

Men bag facaden skjuler sig dybe demografiske og socioøkonomiske forandringer, der fulgte i Katrinas kølvand. Ikke alene gik oversvømmelsen hårdest ud over den sorte befolkning, uden hvilken New Orleans’ kultur ganske enkelt ikke ville være den samme. At miste titusinder af sorte – herunder musikere, dansere, skuespillere – efterlader nødvendigvis ar.

Værre er det, at den tilbageblevne sorte befolkning, som stadig udgør et flertal, er stillet i en politisk og socialt ringere position end før Katrina.

»Den sorte befolkning har helt klart mistet politisk indflydelse. Skoler, hospitaler og det sociale boligbyggeri er ikke som før. Den politiske elite og erhvervslivet så katastrofen og skaderne som en perfekt anledning til at gentrificere og privatisere,« fortæller Jacques Morial, en socialaktivist, der er født og opvokset i New Orleans.

Skoler og hospitaler

Eksempler på de sociale og økonomiske forandringer er legio. Der er blevet indført frit valg til folke- skolen, hvilket betyder, at eleverne ikke længere har ret til at blive optaget på skolen i deres eget kvarter.

»De mindrebemidlede har hverken tid eller evne til at udfylde ansøgninger. Det betyder, at deres børn ofte bliver sendt i bus til en skole i den anden ende af byen. Nogle elever tilbringer 15 timer om ugen i en skolebus,« for- tæller Morial. Alle fastansatte skolelærere blev afskediget i 2006 i strid med deres overenskomst. En retssag kører på ottende år.

Alt beskadiget socialt boligbyggeri blev endvidere revet ned og nyt opført med bevillinger fra forbundsstaten. Men det er sværere for de fattigste at kvalificere sig til at leje sig ind her, og den statsstøttede husleje er blevet dyrere.

New Orleans’ bedste og største kommunehospital, Charity, der blev grundlagt i 1763 af franske kolonister, står som en tom skal, skønt kun kælderen blev oversvømmet. I stedet har myndighederne i byen med penge fra Washington, D.C. bygget et nyt hospital, der drives af et privat selskab.

»Tabet af Charity betyder, at en intellektuel kapital opbygget gennem århundreder blev smidt ud ad vinduet. Lægerne kendte patienterne og deres sygdomshistorie generationer tilbage. De var engageret i lokalsamfundet og var vidende om de sociale problemer,« siger Morial.

Samtidig har New Orleans ganske uventet oplevet en tilvandring af 25.000 unge kreative iværksættere siden Katrina-stormen.

»Mange af os frygtede, at ingen ville slå sig ned i en by, der er så sårbar over for nye storme. Men der må være et eller andet ved New Orleans’ mystik, som tiltrækker den unge generation,« siger historikeren John Barry. Nytilflytterne er tiltrukket af en husleje, der er lavere end i andre kreative storbyer som Boston og New York. »Vores bygningsarkitektur er også enestående,« siger Diane Allen Jones, der er født i New Orleans og i dag arbejder som havearkitekt i det hippe bykvarter Bywater. Men tilflytningen af merbemidlede amerikanere har presset huslejerne op og tvunget især afroamerikanske familier ud til forstæderne på den anden side af Mississippi-floden.

»Noget er gået grueligt galt. Uden de fattige og os, afroamerikanere, er New Orleans ikke den samme by. Jeg synes, det er skønt, at vi efter Katrina har fået noget af det moderne liv fra østkysten til byen, men hvorfor skal det gå ud over de fattige? Kan vi ikke finde en bedre ligevægt?« spørger Diane Allen Jones. Det er det fascinerende spørgsmål i en by, som i efteråret 2005 blev spået uden fremtid. Den nyliberale økonomis invasion har ændret karakteren af storbyen uden sidestykke i USA.

Men New Orleans lever på lånt tid: »Hvis vi ikke gør det maksimale for at beskytte byen mod en ny naturkatastrofe, bliver det sidste gang. Vi får ikke en ny chance for at genopbygge,« siger John Barry.

Serie

Livet i klimaforandringens skygge

Seneste artikler

  • ’Vi vil alle blive nødt til at flytte’

    13. december 2014
    Beboerne på den engelske Somerset-slette har to år i træk oplevet det, meteorologerne har kaldt ’den værste oversvømmelse i 100 år’. Frygten for fremtiden sidder nu dybt i dem, hver gang det regner, fortæller de
  • Kinesernes bilbegejstring strider med ønsket om renere luft

    9. december 2014
    Kineserne kræver ren luft, men samtidig stiger deres bilkøb eksplosivt. Bilglæden skal mindskes, hvis Kina skal holde sit løfte om, at CO2-udledningen skal falde efter 2030
  • Global opvarmning set fra oven

    4. december 2014
    Ida Pallesen er turistguide i Ilulissat i Grønland, hvor turister fra hele verden kommer for at se isfjorden. Men de gigantiske isfjelde bliver mindre år for år
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her