Baggrund
Læsetid: 5 min.

Den lange vej for Myanmars reformer

Efter tre år med reformer er der frygt for at Myanmars demokrati-proces er gået i stå. Information var med, da Præsident Obama lagde vejen forbi landet til ASEAN topmøde og en snak med landets ungdom om reformer og forandringer – eller mangel på samme
Børn fra rohingya-folket i Myanmar i en flygtningelejr uden for byen Sittwe, hvor mange muslimske rohingyaere har opholdt sig, siden de dødelige sammenstød med buddhister i Rakhine-provinsen i 2012. Mange rohingyaere lever i dag i lejre med begrænset eller ingen adgang til arbejde, sundhedsvæsen eller uddannelse.

Børn fra rohingya-folket i Myanmar i en flygtningelejr uden for byen Sittwe, hvor mange muslimske rohingyaere har opholdt sig, siden de dødelige sammenstød med buddhister i Rakhine-provinsen i 2012. Mange rohingyaere lever i dag i lejre med begrænset eller ingen adgang til arbejde, sundhedsvæsen eller uddannelse.

Minzayar/Scanpix

Udland
17. november 2014

Reform is fake,« siger Præsident Obama, da han afbryder sin velforberedte tale på Yangons universitet og kigger rundt på de 400 forsamlede unge.

»Change,« læser han og tøver lidt, mens de unge en efter en afslører reformkritiske bannere.

»Ja, dem kan I godt lægge væk. Sagen er den […], at I ikke behøver at protestere, men bare kan stille spørgsmålene direkte.«

Obama er tilbage i Myanmar to år efter sit første historiske besøg i landet. Siden Myanmar igangsatte politiske reformer i 2011 har USA og det internationale samfund hyldet landet som en succeshistorie. Tusindvis af politiske fanger er blevet løsladt, pressecensuren er ophævet – og måske mest symbolsk – landets demokratiikon Aung San Suu Kyis mangeårige husarrest er byttet ud med en fremtrædende plads i parlamentet. Vestlige lande har kvitteret ved at ophæve de fleste sanktioner og byde de tidligere generaler velkommen i det gode selskab.

Store sten på vejen

Den seneste tid er der imidlertid blevet sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt reformerne i landet er gået i stå eller måske ligefrem er på retur. Mere end 100.000 mennesker fra det muslimske rohingya-flertal er nu interneret i KZ-lignende lejre i Rakhine delstaten efter systematiske overfald siden 2012.

Ifølge flere menneskerettighedsorganisationer forsøger tusinder hver uge at flygte i faldefærdige plimsollere til nabolande. Mange hundrede journalister og bønder er endt i fængsel for kritik af myndighederne. Fredsforhandlinger med landets ledende etniske oprørsgrupper er gået i stå, og det er uvist om forfatningen vil blive ændret, så Aung San Suu Kyi får mulighed for at blive valgt til præsident.

Ved fredagens møde mellem Aung San Suu Kyi og Obama ved Inya søen i Yangon, hvor hun var indespærret i 17 år, understregede hun, at der er »store bump på vejen«, og at omverdenen skal undgå at tegne et »lyserødt billede«.

»Det, vi har brug for, er en sund balance mellem optimisme og pessimisme,« sagde hun.

Diskriminering

Aung San Suu Kyi har selv været udsat for kraftig kritik internationalt, da den tidligere Nobel Fredsprisvinder har undladt at tage kategorisk afstand fra angrebene på rohingyaere og andre muslimske mindretal.

I Myanmar anses rohingyaerne for at være illegale indvandrere, og det ville være politisk selvmord – med blik mod parlamentsvalget i 2015 – at tale deres sag i det fortrinsvis buddhistisk nationalistiske Myanmar.

På fredagens pressemøde understreger Aung San Suu Kyi at hendes parti National League for Democracy (NLD) er »imod vold af en hver slags« og henviser som utallige gange før til, at øget retssikkerhed er løsningen på problemet.

Inden Obama mødte landets ungdom understregede han ved den fælles pressekonference med Aung San Suu Kyi, at »diskriminering mod rohingyaere, eller en hvilken som helst anden religiøs minoritet, afspejler ikke det slags land, Burma på lang sigt ønsker at blive. […] Ultimativt er det destabiliserende for et demokrati«.

Det er dog tvivlsomt, hvad USA vil gøre, hvis situationen ikke forbedres, da USA ser Myanmar som en vigtig brik i det strategiske spil mod Kina om indflydelse i Sydøstasien – og Obama har brug for, at hans og tidligere udenrigsminister Hillary Clintons eneste udenrigspolitiske succes, forbliver en succes.

Og det i et land, hvor bare det at nævne ordet ’rohingya’ offentligt anses som meget problematisk, hvilket Ban Ki-moon fik at føle i den forgangne uge.

Under sit besøg appellerede han til Myanmars regering om at forbedre forholdende for den statsløse minoritet. Fredag vedtog parlamentet enstemmigt et hasteforslag, der tog kraftigt afstand fra Ban Ki-moons brug af ordet ’rohingya’.

»Det er en fornærmelse mod vores suverænitet,« udtalte parlamentsmedlem Thein Nyunt, der stod bag forslaget.

»At sige at en etnisk gruppe eksisterer, som i virkeligheden ikke eksisterer, er mod Myanmars love.«

Mere tid og forståelse

I et åbent brev i New York Times torsdag appellerer Myanmars reformminister U Soe Thane omverdenen om mere tid og forståelse for de komplekse udfordringer landet står overfor.

»Det er et stort eksperiment, men vi er besluttede på at nå målet.«

Men Myanmars befolkning har allerede ventet længe, tiden for denne regering er ved at løbe ud, og mange er utålmodige – ikke mindst de unge.

Ved en pigtrådsvejspærring fyldt med politi nær Aung San Suu Kyis hus (grundet Obamas besøg i nabolaget, red.) tager folk sagen i egen hånd. Da den lokale politichef et kort øjeblik vender ryggen til, ignorerer de betjentene og deres våben og finder selv vej gennem barrikaderne.

Indenfor på universitetet er humøret højt, da Obama møder de unge i bedste forsamlingshusstil med mulighed for at stille spørgsmål og få svar.

»Hvad ville du gøre, hvis du var præsident for Myanmar,« spørger 20-årige Kyaw Thuya Hein, der er jurastuderende ved Yangons Universitet, til stort bifald.

»Lad mig sige det sådan, at man er altid populær i en andens land. Når du er i dit eget land, så beklager alle sig,« svarede Obama med høj latter.

Obama understregede vigtigheden af, at valget næste år finder sted planmæssigt og sagde, at det kan blive fundamentet for at forbedre landets økonomiske situation.

Falske reformer

»Folk er mindre bange nu,« forklarer den unge jurastuderende Kyaw Thuya Hein efterfølgende til Information.

»Men de er stadig utrygge efter at have levet under regeringskontrol i 50 år. Vi må fjerne frygten ved at oplyse dem om deres rettigheder.«

Selv blev han samme morgen advaret af sin far om ikke at stille spørgsmål til Obama af frygt for, at myndighederne skulle gribe ind.

»Men nu er det mit livs største øjeblik,« fortæller han.

25-årige Joseph Wah, der stod bag et af de reformkritiske skilte, som blev vist frem under Obamas tale, ser ikke så lyst på det. Han mener, at reformerne er gået i stå.

»Vi mener, at reformerne er falske, fordi det, der foregår, er anderledes end det, de giver indtryk af,« fortæller han.

»Ja, der har været forandringer, men det eneste, der er forandret, er det politiske landskab – vi ved ikke, om det er til det bedre eller det værre. Der er flere demokratiske frihedsrettigheder, som ytringsfrihed, men våbenhvileaftalen er i et dødvande, de arresterer stadig folk, og militæret dominerer fortsat. De demokratiske institutioner, som uddannelse, parlamentet og militæret, er ikke reformeret.«

Men det er politisk analytiker Richard Horsey, ikke enig i.

For store forventninger

Han tilbragte fem år i landet, da han arbejde for den internationale arbejdsorganisation, ILO, og han mener, at de mange og svære reformer har brug for mere tid.

»Det er forkert at sige, at Myanmars reformer er ved at skride eller er gået i stå,« siger han.

»Der har været for høje forventninger til, hvad denne regering kan opnå på kort tid. Nu bliver reformerne sværere, da det er langsigtede strukturelle forandringer, der er behov for. Den største udfordring er, at reformere hele den offentlige administration – at ændre de titusinder af statsansattes indstilling. […] Det er et projekt, der vil strække sig over mange generationer, når man vil ændre fem årtiers militærstyre.«

Mens Obama taler med Myanmars ungdom på universitet, fylder et par hundrede studerende Yangons gader med de ikoniske røde flag med den kæmpende påfugl, som i snart et århundred har været studenternes symbol i kampen mod overmagten. De demonstrerer mod en ny uddannelseslov og kræver, at den »bygges på demokrati«.

Lørdag klatrer de over de nu lukkede porte til universitetet. Søndag samles en nu meget større gruppe ved foden af Shwedagon pagoden. Myanmars kamp er langt fra forbi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her