Læsetid: 5 min.

Fra løsrivelse til stenbiderrogn

Valg i dag: Aleqa Hammonds værdipolitiske eksplosiver afløst af økonomiske bekymringer
Hvis konklusionen på den tidligere landsstyreformand Aleqa Hammonds bilagsrod, der førte til hendes regerings opløsning, bliver, at hun ikke har begået noget strafbart, er der intet til hinder for, at hun stiller op til en af Grønlands to pladser i Folketinget i 2015.

Jens Nørgaard Larsen

28. november 2014

I den seneste meningsmåling fra Grønland, offentliggjort onsdag, står det gamle Siumut-parti, der med undtagelse af fire år har siddet på magten siden 1979, til igen at blive det største parti.

Man skal vare sig for meningsmålinger, men denne seneste gør det endnu mere bemærkelsesværdigt, at Siumuts nye formand og fungerende regeringschef i Nuuk, den politiuddannede Kim Kielsen, midt under valgkampen indrykkede en tankevækkende kronik i Grønlands førende avis, Sermitsiaq: »Råstof skal fortsat være en bærende erhvervssøjle, men vi må erkende, at det er en langvarig proces … fiskeriet er stadig vores vigtigste ressource til beskæftigelse og indtægter til landskassen. Dette erhverv vil fortsat skulle være et bærende erhverv,« skrev han bl.a.

Det kunne lyde banalt, men her var tale om enopsigtsvækkende pragmatisme og en mærkbar distance til det stærke håb om hurtige penge fra miner og olieboringer, der prægede valgkampen forud for valget af Kielsens forgænger, Aleqa Hammond, i marts 2013.

Forestillingerne om hurtig indtjening fra undergrunden var den helt nødvendige forudsætning for Aleqa Hammonds kraftfulde vision om »uafhængighed i min levetid«. Den potente kombination af store tal og stærke visioner blev hendes varemærke, understøttet af en (kortlivet) regeringsalliance bl.a. med de grønlandske nationalister i Partii Inuit.

I denne ideologiske malstrøm genopstod også ideen om en forsoningskommission til granskning af overgreb i kolonitiden, og en indædt sprogdebat blussede op. Det implicitte spørgsmål lød, hvorvidt man kan være fuldgyldig medlem af det grønlandske samfund, selv om man ikke taler flydende grønlandsk.

Mange grønlændere, især i hovedstaden Nuuk, taler i dag kun lidt eller intet grønlandsk (inklusive medlemmer af den politiske elite), og de stadige antydninger af, at de ikke er fuldbyrdige medlemmer af fællesskabet, satte voldsomme følelser i kog.

Kielsens kummefryser

Sprogstriden afspejles også i den aktuelle valgkamp. Det fremstormende nye parti Naleraq har genoplivet tanken om et forbud mod dansk tale i Inatsisartut, det grønlandske parlament, og et ønske om at udfase dansk til fordel for engelsk.

Grønlandsk er det officielle sprog i Grønland, men den halvdel af grønlænderne, der kun taler et rudimentært dansk, støder ofte på vanskeligheder; her er sprængstof til masser af valgkamp, men det er værd at bemærke, at Kim Kielsens valgkamp har været som støvsuget for disse identitetspolitiske eksplosiver. Forsvaret for sproget, de grønlandske værdier og traditioner står Kim Kielsens hjerte nær; han afbryder gerne møder med udenlandske honoratiores for at gå på jagt, han har en vældig kummefryser fyldt med rensdyr, fisk, moskuskød og bær få meter fra sit ministerkontor, så han aldrig skal mangle grønlandske fødevarer selv på lange arbejdsdage.

Besøgende forstår hurtigt, at han opfatter sin egen tætte forbundethed med naturen som en vigtig kvalitet, men han har i valgkampen ikke forsøgt at høste hurtige stemmer på de mest kontroversielle værdipolitiske temaer. Tværtimod har han i de grønlandsksprogede tv-debatter optrådt med en dåse grønlandsk stenbiderrogn, der sælges dyrt i Danmark, mens han taler varmt om, hvordan fiskerne og landskassen burde tjene mere på fiskeeksporten.

Fisk, fiskekvoter, selvforsyning, fiskernes vilkår i de små bygder; børn og unges uddannelse, underskuddet i landskassen – her ligger tyngden i valgdebatten.

På Christiansborg vil Kim Kielsens og de øvrige politikeres fornyede fokus på de akutte økonomiske udfordringer skabe håb om en dialog med det næste styre i Nuuk mere fokuseret på alt det, den danske regering og partierne på Christiansborg finder så presserende: beskæringer af Grønlands offentlige sektor og af overførselsindkomsterne, privatisering af de offentligt ejede selskaber, private job, folkeskolen mv. Halvdelen af en ungdomsårgang i Grønland får stadig ingen uddannelse efter folkeskolen, og som Informations læsere vil vide, er udsigterne for den grønlandske økonomi grufulde.

Hvis ikke den næste regering hurtigt iværksætter en bølge af omstillinger og nedskæringer, der mindst matcher Helle Thornings ’reformamok’, truer et lammende underskud Grønlands fortsatte udvikling.

Som Torben M. Andersen, formand for Grønlands Økonomiske Råd, i disse dage advarer om, er der bestemt realistisk håb om, at den gryende mineindustri i Grønland vil stabilisere Grønlands økonomi på længere sigt – men lige nu gælder det om at afværge en akut truende økonomisk deroute. Præcis som Kim Kielsens kronik afspejlede, og som lederen af Grønlands andet store parti, Inuit Ataqatigiit, tidligere folketingsmedlem Sara Olsvig, længe har sagt. Hendes parti førte indtil for få dage siden pænt i meningsmålingerne.

Og Aleqa Hammond?

Sara Olsvig markerede sig allerede tidligt i år som varm og veltalende tilhænger af en række forslag fra den kontroversielle rapport, Til Gavn for Grønland, hvor 14 forskere med geologen Minik Rosing i spidsen kritisk granskede råstoffernes potentiale og abrupt punkterede de mere optimistiske prognoser fra Aleqa Hammonds værksted i Nuuk.

Sara Olsvig argumenterer ligesom Minik Rosing og forskerne for en fokuseret udvikling af fiskeriet, turismen og skolerne – alt sammen i tråd med de anbefalinger, hun også ville få fra Christianborg, hvis hun rådførte sig dér.

Ligesom Kim Kielsen, Torben M. Andersen, Minik Rosing og mange andre hæfter Sara Olsvig sig selvsagt ved, at mineralerne i Grønlands undergrund stadig vækker global interesse.

Det australsk selskab Ironbark har netop søgt om tilladelse til at udvinde zink tæt på Grønlands nordspids; kinesisk kapital og ekspertise står angiveligt klar i skyggen. Grønlands miner er langt fra aflyst, men politikerne er lige nu mere optaget af at få afstemt forventningerne til virkeligheden. Sara Olsvig har tabt lidt terræn i de seneste dage, fordi der efter et interview med Politiken opstod uklarhed om hendes holdning til uran og planerne om en vejledende folkeafstemning, men hendes valgkampsbudskaber om, hvad der er den ’nødvendige’ politik i Grønland adskiller sig ikke fundamentalt fra Kim Kielsens. Og ingen af dem har altså opsøgt de værdipolitiske platforme, som ellers skaffede Aleqa Hammond det højeste stemmetal i Grønlands historie.

For de danske politikere, der er optaget af at forhindre et økonomisk kollaps i Grønland og de problemer, kollapset ville skabe for Danmark og dem selv, virker det formentligt betryggende.

Uanset om den næste formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, hedder Sara Olsvig eller Kim Kielsen, kan de danske ministre og politikere se frem til at mødes med det næste styre i Nuuk om genkendelige dagsordner og prioriteringer, der afspejler en mere fælles erkendelse af de skarpe økonomiske realiteter.

Og Aleqa Hammond? Hun stiller ikke op til valget i dag. Men om få måneder er der folketingsvalg. Hvis den igangværende revisionsundersøgelse af hendes bilagsrod, der førte til hendes regerings opløsning, konkluderer, at hun ikke har begået noget strafbart, er der for så vidt intet, der forhindrer hende i at stille op til en af Grønlands to pladser i Folketinget i 2015.

Hun er fortsat medlem af Siumut, og partiet har altid siddet på mindst én af de to grønlandske pladser.

Martin Breum er forfatter til ’Når isen forsvinder’ og ’Balladen om Grønland’ (Gyldendal). Han skriver nyhedsanalyser om Arktis og Grønland i Information og den grønlandske avis Sermitsiaq

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hej Martin
Den igangværende revisionsundersøgelse- hvad er det dog for noget vrøvl at skrive. Revisionsundersøgelsen er færdig, låst i en såkaldt bankboks- og hvis jeg kender LEJ ved han udemærket, hvad konklusionerne er i den! Lad mig sige, det på den led, jeg håber sandelig ikke hun får mulighed for at stille op til FT lige nu og her!
kærligst Johannes Egede

Henrik Lund-Andersen

Det er måske noget uoverlagt - eller i hvert tilfælde yderst teoretisk - at antage at den detroniserede regeringsleder Aleqa Hammond kan indtage én af Grønlands to pladser i Folketinget ved det snalige valg dertil.
Man kan næppe forestille sig at Siumut har overskud og kræfter til at ignorere både Fru Hammonds mildest talt dramatiske udsmidning fra magtens tinde af den grønlandske offentlighed dels internt i partiet hvor den groft enerådende ex-partiformand ragede uklar med både partiets gamle garde såvel som mindre navlebeskuende elementer.
Det er helt usandsynligt at den nuværende partiformand vover at genopstille Fru Hammond til noget som helst i den nære fremtid - ikke mindst fordi hun med sin personlige stil vil udfordre den nuværende partiformand retorisk på det skingert nationalistiske plan.

Men bortset fra ovennævnte er artiklen både grundig og vedkommende.

Med venlig hilsen

Fin artikel. Men jeg undrer mig lidt over, at Grønland allerede er placeret under "Udland" i Information. Principielt er Rigsfælleskabet vel en del af Danmark og som sådan "Indenrigs"...

Det er en opsigtvækkende generaliserende artikel af Martin Breum og Information. Den første kvindelige Regeringschef i Grønland udstilles som en kriminel og bagtales af en journalist, som er ansat af DR.
Kuupik Kleist bilags rod blev grundigt gemt og skjult for offentligheden under sidste valgkamp, og er først kommet frem i lyset for nyligt i forbindelse med sagen om Aleqa Hammond. Selv om denne alvorlige hændelse og misbrug af samfundsmidler, som er meget værre end Aleqa Hammonds handlinger, bliver det dårligt behandlet i medierne.
Når jeg skriver at Kuupik Kleist bilagsrod er meget værre end Aleqa Hammonds handlinger, sker det fordi:
Kuupik Kleist stillede op til genvalg i 2013 vel vidende, han havde misbrugt landskassens og dermed samfundet fælles midler. Men det blev holdt skjult, og det gør at sagen er meget mere alvorlig.
Det er bevidst og ulovlig handling foretaget af Kuupik Kleist og hans nærmeste partifæller og især fra hans tætte allierede embedsmænd.
Og det vidste sig, at majoriteten af hans ministre har det samme problematiske bilags rod som Kuupik Kleist. Men det er til for ganske nyligt holdt skjult af revisionen og embedsmænd og især af pressen i Grønland og i Danmark.
Kuupik Kleist må tilsyneladende gerne – Aleqa Hammond, der har haft pli nok til at forlade regeringen på grund af sagen, må ikke. Hun angribes vedvarende af danske og grønlandske medier. Er det fordi hun er kvinde?
Aleqa Hammond en stor kapacitet i Grønland, hvilket det store antal personlige stemmer bevidner. Knap 7000 stemmer i et land med 56.000 indbyggere er astronomisk og en rekord i Grønland. Hun er selvskrevet medlem af alle demokratiske institutioner i kongeriget Danmark.
Informations ensidige artikel, som alene er rettet mod Aleqa Hammond, er en skandale. Ifølge normal journalistisk etik skal man give en balanceret og ligevægtigt billede af forholdene. Det er ikke journalisternes opgave at angribe og dømme politikere – det sidste er domstolenes gebet - og frede andre, der er en del af sagen.

Svend-Erik Hansen

Henrik Leffers: Ja, hvis man skulle tro medierne, er Grønland allerede blevet "solgt" fra. De synes især opsat på at fjerne lighedstegnet mellem grønlændere og danskere.

Henrik Lund-Andersen

Pórto Qisuk

Din kommunistforskrækkelse - som i forholdet til Grønland må betegnes som pseudo-kommunistforskrækkelse - er altfortærende og kombineret med en gedigen historieforfalskning går det dit indlæg til være intet mindre end vrøvl fra ende til anden.

Med venlig hilsen