Baggrund
Læsetid: 5 min.

Med lov skal Zimbabwe bygges

Det tog tre år at skrive Zimbabwes nye forfatning. Nu ligger den syltet hos landets ubestridte leder, Robert Mugabe, der er alt andet end begejstret for resultatet
Udland
24. november 2014
’Glem ej, hvorfra magten udgår’, sagde Zimbabwes leder siden 1980, Robert Mugabe, som svar på fremlæggelsen af den nye forfatning. Her ses Mugabe foran en gruppe tilhængere foran hans partis hovedkvarter.

Philimon Bulawayo

Den danske dokumentarfilm Democrats er ikke blot et vigtigt stykke historieskrivning, det er også en lektion i demokratiudvikling og forsoning mellem stridende magtpolitiske parter.

I filmen igennem følger man de to hovedarkitekter bag Zimbabwes nye forfatning, Paul Mangwana fra det regerende ZANU-PF og Douglas Mwonzora fra det største oppositionsparti, MDC-T.

De to har fået til opgave at rejse land og rige rundt for at indsamle og nedfælde folkets mening om magtdeling og demokrati. I sidste ende skal det blive til en ny forfatning – en folkets lovsamling. Det viser sig imidlertid at være en ikke bare lang og praktisk besværlig proces, men også en ganske farlig én.

I en af filmens sidste scener holder præsident Robert Mugabe en tale i forbindelse med præsentationen af de to hårdtarbejdende herrers endelige resultat. Luften er ladet med spænding. Alle er klar over, at den forfatning, der nu ligger på bordet, ikke er Mugabes idé. Tværtimod vil den udfordre det jerngreb, han har holdt landet i siden 1980. Hvad vil han sige?

Ikke meget, viser det sig. Med sitrende øjne, der lyser langt væk af raseri og foragt for den begivenhed, der fejres, fremsiger præsidenten ganske få, men som altid hårdt rammende ord.

»I har ført jer frem ... men glem ej, hvorfra magten udgår.«

Spredt nervøs latter fra de tilhørende, som fortrinsvis er parlamentsmedlemmer, partistøtter og presse, afslører, at ingen helt ved, hvad der nu skal ske. Hvad mener Mugabe? Er det en advarsel?

»Ja, det var det. Og vi vidste begge, at der ventede os en straf. Bare ikke, hvad det ville blive,« siger Douglas Mwonzora i et interview med Information.

Magtdeling

Hele processen omkring den ny forfatnings tilblivelse tager sin begyndelse umiddelbart efter præsidentvalget i 2008, hvor Zimbabwes egenrådige leder, Robert Mugabe, blev beskyldt for – igen – at have snydt.

Oppositionens kandidat, Morgan Tsvangirai, nægtede derfor at anerkende resultatet, hvilket førte til masseprotester, der i sidste ende blev slået ned af landets militær og politi. Efter pres fra det internationale samfund – ikke mindst fra nabolandet Sydafrika – blev en overgangsregering etableret. Oppositionen accepterede at deltage, men fremsatte et ultimativt krav: En ny forfatning skulle skrives.

Det blev starten på et umage makkerpars fælles kamp. Douglas Mwonzora er fra det førende oppositionsparti, MDC-T, uddannet advokat med speciale i menneskerettigheder. Paul Mangwana kommer fra præsident Mugabes eget parti, ZANU-PF. Han er ligeledes uddannet advokat og har 10 års erfaring som minister i Mugabes skiftende regeringer – bl.a. som minister for presse og information. Sammen får de den måske sværeste opgave i et land, der de facto styres som et diktatur. Nemlig at skabe en forfatning, der på én og samme gang accepteres af begge landets politiske fraktioner.

På forhånd står det klart, at præsident Mugabe og resten af ZANU-PF på ingen måde kan forestille sig, at der i sidste ende vil komme noget ud af forsøget. Og de regner med, at deres mand på opgaven vil gøre sit bedste for at afspore processen. Men Paul Mangwana er mere end nogen anden opsat på at skrive en ny forfatning.

Som Douglas Mwonzora siger:

»Ingen troede jo på, at vi ville gennemføre projektet. Alle havde sat deres penge på, at det ikke ville lykkes. Derfor vidste vi, at vi ikke måtte fejle.«

I kamp mod sit eget parti

Ikke overraskende viser det sig hurtigt, at kampen for en ny forfatning i høj grad handler om at tippe magtbalancen internt i Mugabes parti.

Ikke mindst da det står klart, at den nye forfatnings forfattere har i sinde at sikre, at ingen i fremtiden kan gøre som Mugabe og sætte sig tungt på magten. Ordlyden i den første kladde er således, at en præsident højst kan sidde i to perioder svarende til 10 år.

På det tidspunkt bliver det hedt for Paul Mangwana. Han bliver af egne partifæller beskyldt for »at sælge ud« og kan pludselig se sig selv på avisernes forsider under overskrifter som ’kupmager’ og ’forræder.’

»Det var nu eller aldrig. Jeg var nødt til at overbevise mine egne partifæller om, at en forfatning handler om at tænke langsigtet. Ellers ville det blive et blodbad,« forklarer Paul Mangwana.

At det lykkedes, skyldes ikke mindst, at makkerparret Douglas og Paul i mellemtiden havde fået udbredt processen med at skabe en forfatning, så befolkningerne i særligt de større byer begyndte at se projektet som et reelt håb om forandring. Det betød, forklarer Paul Mangwana, at selv langt ind i hans eget partis inderste magtkredse begyndte de at tro på, at de ville tabe et kommende valg, hvis de ikke bakkede op om en ny forfatning.

Og det kostede dig næsten livet?

»Ja, det gjorde det,« lyder det tørt konstaterende fra Paul Mangwana.

På det tidspunkt var der fra et sted i ZANU-PF udstedt en ordre om, at han skulle forsvinde. Helst i en ’tilfældig ulykke’.

Nu begynder næste fase

Men det lykkedes – ikke kun at skrive en endelig og komplet forfatning, men også at bevare ordlyden om, at en præsident kun kan sidde i to perioder. Dog indarbejdet således, at det kun gælder fremtidige præsidenter. Skulle den i dag 91-årige Mugabe mod al forventning fortsat kunne opstille til næste valg (i 2018), vil forfatningen ikke begrænse netop ham.

Problemet er imidlertid, at store dele af den nye forfatnings centrale dele fortsat ikke er implementeret i praksis.

Det overrasker dog hverken Douglas eller Paul. Ingen af dem havde regnet med, at det ville være så nemt.

»Jeg tror desværre ikke, at der for øjeblikket er den nødvendige politiske vilje til at implementere forfatningen. Derfor er vores opgave fortsat at forsøge at presse regeringen, og derfor beder vi det internationale samfund om hjælp,« siger Douglas Mwonzora.

Paul Mangwana er enig. Han forklarer, at de to overvejer at starte en civilsamfundsorganisation, der skal have som mål at styrke kapaciteten hos de institutioner, der skal implementere og forsvare landets forfatning.

»Udgangspunktet for et sådant arbejde bør faktisk være de politiske partier. Det er jo der, magten er,« siger han.

Og så overvejer de to at skrive en bog om arbejdet med at lave en forfatning. Ikke kun fordi det er en historisk begivenhed, men også så andre kan tage ved lære af processen, der i lige så høj grad var et forsoningsprojekt mellem to politikere fra hver sin fløj. Kan de få bogen finansieret, har de sandsynligvis også god tid. Som Mugabe havde antydet, fulgte der en straf som tak for arbejdet. Ingen af de to kan nogensinde regne med igen at blive valgt ind i Zimbabwes parlament. Det stod klart allerede ved valget i 2013. Her fik de to – trods større personlig popularitet end nogensinde – stort set ingen stemmer.

»Vi var blevet advaret af Matamela Ramaphosa (Sydafrikas vicepræsident, red.) om, at vi aldrig igen ville kunne blive valgt ind i parlamentet, hvis vi virkelig lykkedes med at skabe en forfatning. Men det var faktisk en god straf,« mener Douglas Mwonzora:

»Når man tænker på, hvad det ellers kunne have været.«

’Democrats’ er instrueret af Camilla Nielsson efter idé af Peter Tygesen. Filmen blev vist under CPH:DOX og vil senere blive vist på DR

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her