Læsetid: 7 min.

Magtspillet har gjort comeback

Udfordringerne er gigantiske for Europa, der i 25-året for Murens fald har vænnet sig til forestillingen om et fredeligt kontinent uden egentlige regionale trusler. Men drømmen fra ’89 er forbi, og Vesten er tvunget til at indstille sig på en ny geopolitisk orden
Pro-russiske og pro-ukrainske aktivister diskuterer højlydt under en demonstration i Ukraine, hvor konflikten mellem Rusland og Vesten for alvor er blusset op.

VIKTOR DRACHEV

6. november 2014

Da 300.000 østtyske borgere for 25 år siden marcherede gennem Leipzig i protest mod overvågningsstaten DDR og på mirakuløs vis bragte både Berlinmuren og Jerntæppet til fald, forduftede også Den Kolde Krigs bipolære verdensorden og det medfølgende trusselsbillede om atomkrig, der under Den Kolde Krig gjorde Berlin til frontlinjen i konfrontationen mellem NATO og Warszawapagt-landene.

I stedet for fred og gradvis, men uafvendelig demokratisering af Østeuropa og de europæiske nabo- regioner har selv drevne idealister i de senere år måttet konstatere, at den internationale orden er på vej mod noget, der minder om Den Kolde Krigs klassiske geopolitik. En verden, hvor russiske kampfly tester NATO med øvelser i europæisk luftrum, og hvor demokratiske institutioner er under pres i lande som Ungarn. En verden, hvor bugnende atomarsenaler igen bliver brugt som politisk pressionsmiddel.

»Igen er vi på vej mod tider, hvor en balance af gensidigt forsikret ødelæggelse afholder lande fra direkte konflikter snarere end en balance af interesser og fælles garantier,« sagde Vladimir Putin for nylig under en konference i Sotchi.

Putins aggressive udmeldinger blotlægger de seneste 25 års europæiske naivitet, mener den ungarsk-amerikanske milliardær og politiske aktivist George Soros.

»Europa står over for en eksistentiel udfordring fra Rusland. Hverken europæiske ledere eller deres borgere er fuldt ud bevidste om denne udfordring eller ved, hvordan man skal håndtere den,« skriver Soros i en nylig kommentar i New York Review of Books og peger på svagt lederskab i EU som en afgørende faktor i tilsynekomsten af en ny international orden med væsentligt forringet vestlig indflydelse.

Geopolitikkens genkomst

Egentlig skulle det have været så godt. I årene efter Murens fald og Warszawapagtens sammenbrud var amerikansk og vestlig indflydelse uden egentlige rivaler på den internationale scene. Med EU’s ambitiøse udvidelse mod øst og indlemmelse af tidligere Warszawapagtlande, koblet med omfattende moderniseringsaftaler med Kreml skulle østblokken transformeres til demokratiske mønsterstater efter vesteuropæisk model og den russiske bjørn tæmmes med handelsrelationer og vestlige produkter.

I dag har Putins anneksion af Krim og aggressive fremfærd i Ukraine bortsprængt alle illusioner om en gradvis tilnærmelse mellem Øst og Vest. Europæiske ledere står i stedet konfronteret med en ny geopolitisk orden, som man i ringe grad har været forberedt på.

»Der herskede et berettiget håb om, at Rusland kunne blive en del af Vesten. Der var tale om en åben proces, hvor en demokratisk udvikling kunne have været sandsynlig. Den afgørende faktor er Putin og den politik, han valgte at føre, som af og til er blevet omtalt som en ’neoimperialistisk vending’. Både indenrigs- og udenrigspolitisk med tropper i Georgien og Transnistrien. Internt har han koncentreret magten. Denne udvikling har Vesten opdaget for sent,« siger Andreas Umland, der selv voksede op i DDR og aftjente værnepligt i den østtyske folkearmé, NVA.

I dag forsker Umland i sikkerhedspolitik og russiske forhold ved universitetet i Kijev. Ikke mindst Ukraine-krisens geopolitiske komplikationer har fristet udenrigspolitiske eksperter til at drage paralleller til Den Kolde Krig, men ifølge Umland er der grund til at være varsom med opmalingen af nye fronter.

»Ukraine-krisen er i hvert fald ikke en fortsættelse af den gamle kolde krig. Netop fordi de ressourcer, som Rusland råder over, ikke nærmer sig dem, som den gamle sovjetblok rådede over. Ruslands nærmeste allierede er Hviderusland og Kasakhstan, begge ret fattige og svage lande. Rusland er militært stærk, men landet er ikke så økonomisk og politisk betydningsfuldt, som Sovjetunionen var i tiden efter Anden Verdenskrig.«

Netop på grund af de seneste års europæiske krise er EU’s satsning på blød magt i form af kulturelt diplomati og økonomiske incitamenter begyndt at vise sine begrænsninger i visse af de nye EU-lande, hvor længslen efter økonomisk velstand og stabilitet i nogen grad synes at overtrumfe forkærligheden for demokratiske idealer.

I Bruxelles har man med andre ord måttet sande, at den soft power, der oprindeligt udgik fra det økonomisk velbeslåede Europa, ikke længere har samme dragende effekt på hverken nabostater som eksempelvis Tyrkiet eller blandt visse af de nye EU-medlemsstater. Nytilkomne EU-lande er trods økonomisk liberalisering stadig massivt plaget af korruption og omfattende politisk apati i civilbefolkningen.

I Ungarn trodser Viktor Orbán fortsat EU og nyder stor opbakning. Senest har Orbán, der med forfatningsændringer og hårdnakket kontrol med ungarske og udenlandske medier, bragt betegnelsen ’illiberalt demokrati’ i spil som en direkte udfordring til Bruxelles. Samtidig har en endnu uløst eurokrise synliggjort nye konflikter mellem Nord- og Sydeuropa og giver næring til højrepopulistiske partier med demokratifjendtlige slagord i lande som Grækenland og Ungarn.

»Der eksisterer en udfordring til Vesten, og Rusland forsøger at undergrave den europæiske integration med partnerlande som Ungarn,« siger Andreas Umland og peger på, at Rusland også søger at styrke forbindelserne til højreradikale partier i de europæiske lande med henblik på at underminere EU’s beslutningskraft.

»Men også her er der tale om svage partnere. Vesten er nødt til at tage sig sammen og stå imod. Hidtil har Vesten ignoreret faren og har ganske enkelt anset denne udvikling for urealistisk. De afgørende vestlige stater er nødt til at indstille sig på denne nye situation. I så fald vil det være muligt at slå disse russiske forsøg tilbage. De har været succesfulde indtil videre, fordi det kom som en overraskelse, men overraskelseseffekten vil ikke vare ved, og det vil bringe Rusland i defensiven.«

Afslutning på sværmeriet

Rusland er imidlertid ikke den eneste magtfaktor, Europa står over for. I dag har vi en multipolær verdensorden, hvor forskellige aktører som Iran, Tyrkiet, Rusland og Kina udgør hver deres sikkerhedspolitiske udfordring til et Europa, der i fraværet af en entydig ideologisk modstander har mere end vanskeligt ved at formulere en effektiv og strømlinet europæisk udenrigspolitik. Ifølge Yale-professoren Walter Russel Mead ser vi i disse år afslutningen på 25 års sværmeriske forestillinger om historiens afslutning.

»Hvad enten der er tale om russiske styrker, der indtager Krim, Kina, der aggressivt kræver sin ret i sine kystterritorier, Japan, der optræder med stigende aggression ud for sine kyststrækninger, eller Iran, der forsøger at bruge sine alliancer med Syrien og Hizbollah til at dominere Mellemøsten, så har godt gammeldags magtspil gjort comeback i internationale relationer,« skriver Mead i et essay med titlen Geopolitikkens genkomst i tidsskriftet Foreign Affairs.

Som svar på Ukraine-krisen har NATO reageret med overvejelser om udstationering af tropper i både de baltiske lande og Finland. I forrige uge annoncerede den polske forsvarsminister, Tomasz Siemoniak, planer om at flytte størstedelen af de polske soldater, der siden Warszawa-pagtens dage har været udstationeret i det vestlige Polen, til landets østligste grænse som et direkte svar på Ukraine-krisen.

»Vi befinder os i den største sikkerhedspolitiske krise siden Den Kolde Krig,« sagde den polske forsvarsminister forleden.

Ifølge Mead har vestlige politikere i de seneste 25 år fejlfortolket Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud som kapitalismens og det liberale demokratis absolutte triumf og ikke mindst som en overflødiggørelse af behovet for at konsolidere en international orden baseret på liberaldemokratiske værdier med militær magt og hard power.

’Business as usual’

Mens Storbritannien overvejer sit EU-medlemskab, har eurokrisen de facto placeret Tyskland som Europas førende land. Under Ukraine-krisen har Tyskland med Washingtons accept spillet en afgørende rolle i forhandlingerne med Putin.

»Tyskland og USA er de to mest indflydelsesrige og magtfulde liberale vestlige nationer i en verden, der er udfordret af ikke-vestlige og autoritære magters opstigning. Det er ikke en overdrivelse at sige, at den liberale verdensorden i høj grad afhænger af Washington og Berlin,« skriver den sikkerhedspolitiske analytiker Stephen Szabo, leder af tænketanken Transatlantic Academy, i en nylig analyse for Johns Hopkins University.

Et af nøgleforholdene i tilsynekomsten af en ny international orden baseret på hard power er derfor også spørgsmålet om karakteren af et nyt tysk lederskab i Europa. Kendere af tysk politik vurderer, at vi i disse år er vidne til et grundlæggende brud med traditionelle pejlemærker i tysk udenrigspolitik. I de senere år er den traditionelle tyske tilbageholdenhed på den internationale scene gradvist blevet afløst af en mere offensiv linje, der blandt andet har resulteret i EU-sanktioner mod Kreml.

»Forandringer er begyndt at gnave sig ind på visse tyske sandheder,« som den tyske præsident Joachim Gauck sagde for nylig.

Den vurdering deles af Cornelius Adebahr fra Deutsche Gesellschaft für Auswärtige Politik.

»I de seneste måneder har man i tysk udenrigspolitik lært at gentænke etablerede positioner hurtigt, og man har ganske rigtigt indtaget en vigtig og konstruktiv rolle i formuleringen af et europæisk svar på Ruslands aggression. Ikke mindst for den europæiske enheds skyld vil den tyske regering fortsætte med det. Man kan ikke forvente en tilbagevenden til business as usual.«

Andre iagttagere peger imidlertid på, at Tyskland fortsat vil være tøvende over for anvendelsen af hård magt i en ny international orden og som hidtil vil søge at pleje sine sikkerhedspolitiske interesser ved hjælp af økonomiske strategier.

»Tysklands korte flirt med militær magt i Kosovo og Afghanistan er overstået for længst. Landet er vendt tilbage til den bekvemme fundamentalistiske pacifisme, som man udviklede i årtierne under amerikansk sikkerhed,« siger den tyske sikkerhedspolitiske forsker Ulrich Speck i et interview med tænketanken Carnegie Europe.

»Det betyder, at jo mere Tyskland dominerer europæisk udenrigspolitik, jo mere vil det militære magt-aspekt blive kørt ud på et sidespor. Et EU domineret af Tyskland vil fortsat være afhængigt af USA til at levere hård magt til Europa.«

Demokratiske idealer

Det var den amerikanske professor Francis Fukuyama, der i bogen Historiens afslutning og det sidste menneske udlagde sovjetblokkens kollaps som demokratiets stjernestund. Trods tilsynekomsten af en ny international orden med svækket vestlig indflydelse slår Fukuyama i et nyligt indlæg i Wall Street Journal til lyd for, at demokratiske idealer stadig er uden reel konkurrence fra de autoritære regimer i eksempelvis Kina, Iran og Rusland.

»I ideernes verden har det liberale demokrati stadig ingen reelle konkurrenter. Vladimir Putins Rusland såvel som ayatollahernes Iran hylder stadig demokratiske idealer, selv når de i praksis træder dem under fode. Hvorfor skulle de ellers anstrenge sig for at afholde fupvalg om ’selvstyre’ i det østlige Ukraine,« spørger Fukuyama.

Serie

Seneste artikler

  • ’Jeg kunne altid mærke, at Stasi var efter mig’

    5. november 2014
    Som 20-årig havnede Susanne Liese i Stasis mest berygtede fængsel, da hun forsøgte at flygte fra overvågningsstaten DDR. 25 år efter Murens fald er den tyske frygt for overvågning atter vakt til live af NSA
  • Alle mure skal væk!

    4. november 2014
    Mure kan vi ikke lide. Mure skal rives ned. Men hvis muren dømmes ude som et stykke forældet arkitektur, hvad træder så i stedet? I 25-året for Berlinmurens fald tegner Information et kulturhistorisk portræt af det stensatte bygningsværk – som et fysisk objekt i verden og som et mentalt billede i vores hoveder
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Disse indlæg er fandme så naive at man tror det er løgn. Hvis man tror eet sekund, at europa ulig resten af verden ikke spiller et benhårdt og kynisk magtspil, så bør man ikke være involveret i politik, ensige journaiistik.

Man kan forsikre sig om europas åbenlyse mangel på helgen-opførsel ved bare at kigge på aktionen i Libyen. Man skal ej heller undervurdere vores aggressive opførsel i samarbejdet med USA.

Donald Axel, Per Torbensen, Holger Madsen, Nic Pedersen, Michal Bagger, Henrik Klausen, Claus Oreskov, Niels Duus Nielsen, morten andersen, Henrik Leffers, Henrik Darlie, lars abildgaard, Rune Petersen, Kurt Nielsen, Niels-Holger Nielsen og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Jespersen

Magtspillet har gjort comeback. Den kolde krig er tilbage, hvis man spørger George Soros og andre vestlige menings-dannere. Truslen kommer som ventet fra Rusland efter militær-hjælpen til de russisktalende tidligere forbundsfæller på Krim og i det østlige Ukraine. Vesten har været naiv, mener han, har sovet i timen. Vi skal RUSTE os mod aggressionen fra øst, heder det i artikkelen. Og oprustning giver jo altid VÆKST, må man ikke glemme. Tør man spørge efter den amerikanske milliardær Soros' indestående i våbenindustrien, hans økonomiske støtte til republikanske politikere i USA og ditto til medier og magthavere i europæiske vasalstater???
Vi bliver hjernevasket for tiden med propaganda for koldkrig. Som, - hvis man fortsætter på denne måde, nemt kan ende med folkets accept af en varm én af slagsen.
Jeg er gammel nok til at huske Svinebugt-eventyret i 60-erne, hvor Sovjetunionen solgte missiler til Cuba og nær havde udløst en 3. verdenskrig, da USA følte sig truet og sendte krigsskibe til bugten. Tænk, hvis russerne den gang havde tilbudt det socialistiske Cuba, (som var under handels-boykot af USA og de fleste vestlige lande), at tiltræde deres sovjetiske union, som Ukraine bliver det i dag af EU og NATO! Sikken et rama- skrig i vores medier, - og sikken en varm krig vi havde fået allerede i 62 ! Nu var Kennedy demokrat og relativ besindig, så det blev afværget. Men tænk på USA i dag, midtvejsvalget, den republikanske liberalist-kapitalistiske trussel...! USA har måske allerede udset sig en NATO-base i Ukraine med missiler mod Rusland?
Ukraine, med en stor russisk talende befolkning, ligger faktisk tættere på Rusland, end Cuba med sin spansk-talende på USA . Prøv se det en gang fra begge sider!
Regula Maltry, regulamy@jespersen.dk

Henrik Klausen, Niels Duus Nielsen, Connie Brask, morten andersen, lars abildgaard, Rune Petersen og Jan Holm Larsen anbefalede denne kommentar
Kristian Løwenstein

Utroligt. Hvad med lidt kildekritik en gang imellem, eller den berømte "objektivitet" som I er så stolte af i journalistbranchen?

Eller måske skulle I til at læse jeres egne artikler bare en gang imellem.

Hvad med fx den fra i forgårs - "Den kolde krig findes kun i vores hoveder" http://www.information.dk/514443 hvor der bliver slået fast med historiske syvtommer søm at det kun er "eksperter" med en useriøs tilgang til historie og konflikter, og ofte særlige interesser at pleje, som slynger om sig med koldkrigs metaforer, hvis formål ofte er at forsimple komplekse problemstillinger til fordel for the march to war bandwagon.

Her kunne I også læse at disse metaforer fungerer som fremstillet til lejligheden skabeloner der fordrejer forståelsen til fordel for simple "os og dem", "godt og ondt" skillelinjer, der fjerner behovet for ordentlige forklaringer, fordi folk bare selv sætter mellemregninger ind. Det vil sige et godt gammeldags propagandaredskab hvor man ikke længere behøver at retfærdiggøre eller forklare sine argumenter fordi koldkrigs associationerne og dertilhørende myter ophøjer det hele til en simpel kamp mellem det gode og det onde.

Enter Georg Soros: »Europa står over for en eksistentiel udfordring fra Rusland. Hverken europæiske ledere eller deres borgere er fuldt ud bevidste om denne udfordring eller ved, hvordan man skal håndtere den,« skriver Soros i en nylig kommentar i New York Review of Books og peger på svagt lederskab i EU som en afgørende faktor i tilsynekomsten af en ny international orden med væsentligt forringet vestlig indflydelse.

Det kan gøres bedre.

Dennis Berg, Grethe Preisler, Andreas Konggård-Andersen, Henrik Klausen, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard, Kurt Nielsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Om Marc Champion som Joen Elmbak finder forfriskende:

Marc Champion writes editorials on international affairs. He was previously Istanbul bureau chief for the Wall Street Journal. He was also an editor at the Financial Times, the editor-in-chief of the Moscow Times and a correspondent for the Independent in Washington, the Balkans and Moscow.

Om The Moscow Times stiftet af en vestlig entrepreneur og ejet af en vestlig corporation:

The Moscow Times is a pro Western English-language daily newspaper published in Moscow, Russia since 1992. The paper's circulation in 2008 stood at 35,000 copies and the newspaper is typically given out for free at places English-language "expats" attend, including hotels, cafés and restaurants, as well as by subscription, though it is being increasingly read by English-speaking Russians. It is not available at newsstands. The newspaper regularly publishes articles by prominent Russian journalists, many of whom take critical positions towards the current Russian government. The newspaper, as well as its sister publication, The St. Petersburg Times, are owned by the Finland-based Sanoma Corporation.

Det kan ikke forbavse, at en vestlig finansjournalist fra en vestligt ejet regeringsfjendtlig russisk gratisavis mener, at Ukraine-miseren er Putins skyld.

Nic Pedersen, Dennis Berg, Andreas Konggård-Andersen, Henrik Klausen, Claus Oreskov, Peter Jensen, morten andersen, lars abildgaard, Rune Petersen, Jan Holm Larsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Til beroligelse har Rusland netop en indført en lov, der begrænser udenlandsk ejerskab til medier udgivet i landet til 20%, hvilket vil gøre resterne af oppositionel kritik i de russiske medier endnu mere reducerede.
Rusland er som bekendt i forvejen nr.148 på listen over pressefriheden i verden.

Niels Engelsted

Med andre ord siger du, Joen, at det er de udenlandsk ejede medier i Rusland, der har ført an i den oppositionelle kritik af regeringen.

Preben Haagensen, Claus Oreskov, Niels Duus Nielsen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Kristian Løwenstein

og en anden ting.

Hvad er det egentlig der gør Putins "aggressive udmelding" aggressiv?

»Igen er vi på vej mod tider, hvor en balance af gensidigt forsikret ødelæggelse afholder lande fra direkte konflikter snarere end en balance af interesser og fælles garantier,« sagde Vladimir Putin for nylig under en konference i Sotchi.

Hvad med resten af talen? Burde man ikke have en kommentar med i artiklen, der omhandler den større kontekst som talen også er en del af? Citatet udspringer jo netop af en international konference om de faktorer, der er med til at undergrave det nuværende systems institutioner og international lovs normer.

Det er tydeligt at talen afspejler Putins/Ruslands syn på verdenen og den bias/tendens der følger med i forhold til landets egen rolle i forskellige regionale konflikter. Men det ville stadig give en mere nuanceret vinkling, hvis man havde citeret ham lidt mere fyldestgørende og fx medtaget:

"Once again, we are sliding into the times when, instead of the balance of interests and mutual guarantees, it is fear and the balance of mutual destruction that prevent nations from engaging in direct conflict. In absence of legal and political instruments, arms are once again becoming the focal point of the global agenda; they are used wherever and however, without any UN Security Council sanctions. And if the Security Council refuses to produce such decisions, then it is immediately declared to be an outdated and ineffective instrument." http://eng.news.kremlin.ru/news/23137

Kunne det måske være at "Vesten", denne geografisk besynderlige, men som regel positivt ladet begrebsenhed, også har en anden og mere aktiv rolle at spille i alt dette end bare den sædvanlige afventende rolle som den naive, demokratiske drømmer. En rolle som hele tiden fremhæves af netop de aktører der nu mener at der skal ganske andre hårdere metoder til.

Marina Kasimova, Nic Pedersen, Henrik Klausen, Rune Petersen, morten andersen, Henrik Darlie og Jan Holm Larsen anbefalede denne kommentar

@Engelsted,
du henledte opmærksomheden på Champions forbindelser, fremfor indholdet i artiklen, og der blev gjort opmærksom på, at Putin-styret vil opleve mindre støj på linjen fra sådanne kilder fremover, uden tvivl som resultatet af en bevidst mediepolitik.

Men det vil interessant at høre om de kritiske dele af russisk presse iøvrigt; Lenta.ru er opkøbt af Putin-støtter, den mikroskopiske TV-Dozh/Rain chikaneres, og Novya Gazeta-avisen ligeså. Måske kan andre her bidrage.

Men
- en position som nr.148 på ytringsfrihedslisten
- de dele- talrige rapporter om chikane af anderledes synspunkter end Putin-styrets officielle
- de utallige eksempler på ekstrem og decideret usand russisk propaganda
- blokeringerne i Rusland af information om den russiske krigsdeltagelse i Ukraine
- bortcensureringen af udenlandsk indflydelse i medieejerskabet
- samt det faktum, at disse tilstande har stået på i årevis og har virket selvforstærkende for den russiske opinion

kunne tyde på, at manglen af kritik i russisk presse måske ikke er helt naturlig eller resultatet af en åben debat. Men ingen af de forhold er åbenbart noget problem eller værd at undersøge.

En stor del af den negative opfattelse af Rusland, skyldes mediernes totale ensidighed i dækningen af alt der omfatter Rusland! De refererer alt der kommer fra USA eller NATO og alle kommentarer, der er i mod Rusland og i sær Putin, mens alt andet stort set ikke omtales. Jeg forstår ikke, at folk, som virker rimeligt godt informeret, hopper på det hele! Efter Vietnam krigen, som blev tabt (set fra USAs side) pga. mediedækningen, var det en stor sag, at det ikke måtte gentage sig. Derfor har oligarker opkøbt de største medier, så næsten alle de store internationale medier i dag er ejet af dem, og deres dækning breder sig til alle andre medier inkl. næsten alle medier i DK. I forbindelse med Ukraine-krisen er der mange eksempler på vigtig information, der aldrig nåede længere end til et kort telegram: At "opstanden" på Maidan pladsen var financieret af USA med over 5 milliarder $ (tappet telefonsamtale mellem USA ambassadør og kup-premierministeren); at dem der skød fra tagene i Kiev var højrenationale (tappet telefonsamtale mellem EUs udenrigsminister og Estlands premierminister); at beviserne for Ruslands oprustning i marts på grænsen var fra en øvelse sidste sommer (satellitbillederne!); osv.! Historien her følger bare den samme linie. Jeg savner et medie, der ikke bare hopper på det hele, og engang i mellem stiller nogen relevante spørgsmål...

Marina Kasimova, Preben Haagensen, Holger Madsen, Nic Pedersen, Curt Sørensen, Per Torbensen, Niels Duus Nielsen, Claus Oreskov, Rune Petersen og Ole Nielsen anbefalede denne kommentar

Henrik Leffers:

Folk, som virker godt informerede, er det ikke nødvendigvis. Og da specielt ikke i en kultur, hvor den enkeltes tilsyneladende identitet er blevet vigtigere end vedkommendes faktiske; hér opstår der vel nærmeste tværtom konsonans når indolencen akkompagneres af imbecile nyheder, kommentarer og reportager.

Skulle George Soros være et sandhedsvidende? Han skorede mange millioner under udplyndringen af det tidligere Sovjetunionens værdier. Ligesom han sprøjtede penge i oligarkernes fup og fiduser og hjælp med til udplyndringen også på denne indirekte måde (Se: David E. Hoffmann ”The Oligarchs Wealt and Power in the new Russia”).

Per Torbensen og Andreas Konggård-Andersen anbefalede denne kommentar

Det skræmmende er, at folk som Troels Heeger, Soros, Mead m.fl. sikkert tror fuldt og fast på det, de skriver og siger, selv om det er så utroligt ensidigt. Man bliver helt mat i kroppen af håbløshed ved tanken om, at mennesker bare er sådan og vil være det i al evighed. Det gælder også dem, der nu synes, at Putin er en helt. Han er bare en gammeldags nationalist. Men fanatiker er han i det mindste ikke.

Hvad angår det liberale demokratis idealer om frihed og borgerlige rettigheder finder hos Fukuyama nok underhånden en glidning sted. Han går ud fra et krav om indbygget universalisme og ender i at hævde en faktisk universalitet. Fra at nå fra det ene til det andet tvinges han til sidst til at argumentere ud fra dette demokratis uimodståelige fremmarch, dels ud fra fundamentale træk i den menneskelige natur.
Fukuyama taler om historiens ende, hører hjemme i den reduktionistiske forståelse af Hegel.
Det liberale demokrati overgår alle alternativer ved at kunne overbevise og vinde sindene for sig.
a) som ramme for en bedre tilværelse og fremtid synes det uden tænkeligt alternativ.
b) Dets særstatus viser sig desuden i, at det trods alt har været på uimodståelig fremmarch siden opkomsten.
c) Dets uimodståelighed antyder, at menneskehedens universelle historie tenderer mod at afsluttes i det.
d) At dets styreform og normer vinder indpas i andre kulturer end Vestens, taler for, at det rammer noget fundamentalt i menneskets natur.
. Den andel af argumentationen svækkes af sit eget hovedbegreb, eftersom det endnu ikke er lykkedes for nogen at få fastlagt, hvad den menneskelige natur er. Da Fukuyama påberåber sig Hegel, burde han her nok have draget en konsekvens af, at menneskelig natur ændre sig og vinder skikkelse i en kontekst, hvori den optræder.
Forstår man at benytte sig af medierne og ”informationsoversvømmelse” til at manipulere den offentlige mening og fremstille styret gunstigt er meget vundet. Fra Stiglitz kender vi udtrykket ” one dollar one vote”.
Spørgsmålet er om de liberale demokratier ikke er ved at udarte sig i disse Snowden-tider. Og så er det vist kun den 1%, der har fået det bedre de sidste 30 år.
Det er altså ingenlunde tilfældet, at islam er ude af stand til at ekspandere ved at vinde sjæle for sig. Inden for vor egen kulturkreds er konvertering til islam dog sjælden

Er glad for at se de kritiske kommentarer. Lige én sætning til skal hives frem: "Nytilkomne EU-lande er trods økonomisk liberalisering stadig massivt plaget af korruption og omfattende politisk apati i civilbefolkningen.” Trods økonomisk liberalisering? Har vi ikke set - sidst med Luxemburg - hvad økonomisk liberalisering kan føre til af korruption? Men overordnet er det uhyre kritisabelt bare at fyre ordet 'korruption' af uden at angive, hvad det betyder i den konkrete sammenhæng. Det er for nemt. Endnu en gang ren ideologi af værste skuffe.

Niels Engelsted

Engelsted har i dag bevist at han er systemets mand. Føj for sa,,, og resten er silence.. Jeg væmmes.

Blot for nysgerrighedens skyld, Jette T., hvilket system taler vi om, og hvordan beviste jeg det?