Læsetid: 4 min.

Manden, der følte Gorbatjov på tænderne

Ungarns sidste ministerpræsident under kommunismen, Miklós Németh, havde det afgørende mod til at afprøve, hvor langt Sovjet ville gå for at forsvare sit greb om Østeuropa
’At plante kimene til markedsøkonomi tager seks måneder. Men at skabe et fuldbårent demokrati tager seks årtier’, har filosoffen lord Dahrendorf  ifølge Miklós Nemeth (th.) sagt. Her med Angela Merkel ved 20-års-jubilæet for den paneuropæiske picnic på grænsen mellem Ungarn og Østrig.

’At plante kimene til markedsøkonomi tager seks måneder. Men at skabe et fuldbårent demokrati tager seks årtier’, har filosoffen lord Dahrendorf  ifølge Miklós Nemeth (th.) sagt. Her med Angela Merkel ved 20-års-jubilæet for den paneuropæiske picnic på grænsen mellem Ungarn og Østrig.

Karoly Arvai

8. november 2014

Manden, der lagde sovjetkommunismen i graven, står på en altan i Hotel Kong Frederik lige ved Rådhuspladsen og nyder en cigaret. Side om side med Erzébet Rácz, medinstruktør af den premiereaktuelle film 1989, der redegør for hans bedrift.

Velkendt er det, at kommunismens fald i sidste instans skyldes Sovjetunionens sidste præsident, Mikhail Gorbatjov, hvis liberaliseringer igangsatte en befrielsesproces, der blev irreversibel. Dermed blev Gorbatjov »tilbagetogets helt«, som den tyske forfatter, Hans Magnus Enzensberger har udtrykt det.
Måske tilkommer den heltestatus rettere manden på altanen. For Gorbatjov ville reformere kommunismen for at redde den. Hvad han opnåede, var for så vidt ikke tilsigtet. For Ungarns sidste kommunistiske ministerpræsident, Miklós Németh, var ærindet et andet: Han ville undergrave kommunistregimet for at rydde det af vejen.
Németh stod ikke alene med sin kritiske tilgang, fortæller han. Sammen med 20 andre blev han i 1968 håndplukket af universitetets reformvenlige rektor. De skulle udgøre en art hemmelig systemkritisk elite inden for partiet. At det med den indstilling var muligt at avancere op igennem de mere partitro geledder kan undre.

»Jeg er opdraget i en katolsk familie og gik i kirke hver dag. Derved lærte jeg mig at aflire messen på latin, uden at forstå den. Derfor var det ikke svært for mig at lære parti­retorik udenad og fremsige den.«
Men fremsigelsens glød var dog uden indre overbevisning.
»Det var et rollespil. Hele systemet byggede på institutionaliseret hykleri,« fortæller den i dag 66-årige Németh.  
»I 1980’erne stod Ungarn ved afgrundens rand. Vi havde ophobet en enorm gæld. Alle med et politisk ledelsesansvar forstod, at det var umuligt at redde Ungarn og skabe højere levestandard ved at reformere den socialistiske model. I 1988 overtog jeg et land i akut krise.«

Men hvordan bryde étparti­statens magtmonopol? Det havde Ungarn forsøgt i 1956. Resultatet blev en sovjetisk invasion med tusinder af dræbte, der efterlod landet traumatiseret og kuet. Skræmte sporene ikke? Landets daværende ministerpræsident, Imre Nagy, blev likvideret for at have trodset sovjetmagten og blev begravet i en ukendt grav. Ville Németh påtage sig samme skæbne? Nok udsendte Sovjetunionens nye leder Gorbatjov siden 1985 forsonlige signaler. Men kunne man stole på ham? Og var han stærk nok til at trodse politbureauets hardlinere? Det satte Németh sig for at afprøve.

»Jeg mødte først Gorbatjov, da han var landbrugsminister. Vi førte dengang interessante diskussioner om, hvorfor Sovjetunionen med så mange frugtbare dyrknings­arealer, konstante led under knaphed på landbrugsvarer. Kort efter at være tiltrådt som ministerpræsident sagde jeg til ham: ’I Ungarn vil vi afholde frie valg, og dem kommer kommunistpartiet til at tabe’«.
Gorbatjov kunne ikke se fidusen. »Jeg accepterer ikke et nyt 1956. Hvis du gør det (med frie valg), må du selv tage ansvaret«, sagde Gorbatjov.

Sovjetlederens blik syntes imidlertid at signalere større imødekommenhed, fornemmede Németh. Den personlige kemi mellem de to mænd var forunderlig god. Havde de en stiltiende forståelse?
I marts 1989 var tiden inde til at føle Gorbatjov på tænderne: Németh sløjfede statsbudgettets tyngende bevilling til opretholdelse af den ungarske del af Jerntæppet, fik pigtråden klippet over og lod endda Nagys lig grave op for at give sin myrdede forgænger en statsmandsbegravelse som symbolsk genopvækkelse af ånden fra ’56. 100.000 ungarere fulgte begivenheden.

Resultatet blev udtalt mishag på de indre linjer i kommunistpartiet og især blandt Østblokkens øvrige ledere. Men ’provokationerne’ fik lov at passere. End ikke protestnoter fra den sovjetiske ambassadør blev det til. Sidste test var ’den paneuropæiske picnic’ – et frokostmøde ved deres landes fælles grænse mellem lokale østrigere og ungarere. Her blev første sten sparket ud af Berlinmuren. For ved denne lejlighed sivede hundredvis af østtyske ’turister’ over grænsen, og i de følgende uger blev deres strøm forstærket til tusinder.
Endnu før den 9. novembers murfald stod den ungarske del af Jerntæppet allerede gabende åbent. Resten er historie. Tysklands genforeningskansler Helmut Kohl glemte aldrig Némeths bedrift. De mødtes i sommer fortæller den ungarske eksstatsmand, og ved gensynet randt taknemmelighedstårer i stride strømme fra den helbredssvækkede, men dog åndsfriske Kohls kinder.

»Jeg græd også selv,« indrømmer Németh.
Her slutter for så vidt også Némeths egen historie. For som han forudsagde, tabte han Ungarns første frie valg med et brag, og vejen tilbage i ungarsk politik fandt han aldrig. Forhadt som Gorbatjov er blandt de fleste russere, er han ikke, men forhenværende det er han.
Ungarn har ændret sig meget på 25 år, og det er nærliggende at spørge Néhmet, hvad der blev af det liberale Ungarn, han selv stod for.

I dag regeres landet af den erklæret illiberale Viktor Orbán, der dyrker Putin som førerfigur, slår ned på mediefrihed og stækker domstoles uafhængighed.
»Den tysk-britiske filosof lord Dahrendorf analyserede for nogle år siden transitionen i de tidligere østbloklande og sammenfattede den med disse ord, som jeg holder meget af: ’At gennemføre et politisk systemskifte tager seks uger. At plante kimene til markedsøkonomi tager seks måneder. Men at skabe et fuldbårent demokrati tager seks årtier’. Tilbageslaget overrasker mig ikke. De ældre generationers mentalitet er formet af de mange år med diktatur. Selvfølgelig kan jeg ikke støtte de skridt, Orbán-regeringen tager for at underminere demokratiets bærepiller. Men jeg heller kan ikke følge generaliseringerne om, at Orbán skulle styre Ungarn mod fascisme og chauvinisme. Med to tredjedele af vælgerne i ryggen er hans mandat stærkt. Hvem bærer ansvaret for, at det kom dertil? Det gør Ungarns mainstreampartier på den modsatte fløj. De har ikke været dygtige nok. Med udgangspunkt i Dahrendorfs tidsperspektiv tillader jeg mig at bevare min optimisme«.

Anders Østergaards og Erzébet Rácz’ dokumentarfilm ’1989’ fik verdenspremiere tidligere på ugen på festivalen CHP: DOX og blev anmeldt af Christian Monggaard den 1. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Malan Helge
Ervin Lazar og Malan Helge anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Jørn Pedersen

Fantastiske mennesker, der udfører fantastiske ting.
Man sætter livet på spil for at opnå det man mener er rigtigt for landet!

Det savner vi i andre dele af Verden!

Jeg (som gammel ungarsk flygtning - 'nydanske') tror ikke et ord om det her! Sket er sket, men HVEM har arrangeret (og betalt!) det såkaldte 'systemskift' i Ungarn og Østeuropa er en hidtil godt bevogtet hemmelighed.
Miklos Nemeth fik en bankdirektør post i London bagefter...