Nyhed
Læsetid: 8 min.

OPEC vs. USA’s nye oliebaroner

På et møde i dag skal organisationen af olieproducerende lande med Saudi-Arabien i spidsen tage stilling til udfordringen fra de amerikanske skiferolieproducenter, der har oversvømmet markedet og presset prisen ned. Ved mødets start er OPEC internt splittet
De arabiske lande har opbygget store formuer og kan leve med en lav oliepris i lang tid, mens f.eks. Iran og Venezuela er hårdt presse økonomisk og har brug for en høj oliepris.

De arabiske lande har opbygget store formuer og kan leve med en lav oliepris i lang tid, mens f.eks. Iran og Venezuela er hårdt presse økonomisk og har brug for en høj oliepris.

Hamad I Mohammed

Udland
27. november 2014

Fifty-fifty. Det er ifølge branchefolk sandsynligheden for, at OPEC-landene i dag beslutter at skære deres andel af den globale olieproduktion ned. De 12 medlemmer af den olieproducerende og -eksporterende organisation mødes i dag kl. 10 i Wien til det, iagttagere kalder OPEC’s vigtigste møde i et årti.

Finansmediet Bloomberg har op til mødet spurgt 20 markedsanalytikere, om de forventer en nedskæring af OPEC’s aktuelle produktion – 10 siger ’ja’, og 10 siger ’nej’.

Baggrunden for mødet og for usikkerheden hos analytikerne er den turbulente situation på det globale oliemarked, hvor priserne siden juni er faldet dramatisk med over 30 pct. og til det laveste niveau i fire år. Årsagen er en kombination af vigende efterspørgselsvækst i en verden præget af økonomisk afmatning og mærkbar produktionsvækst, drevet af den ekspanderende amerikanske produktion af ukonventionel skiferolie.

Spørgsmålet på de 12 OPEC-landes bord i Wien er, om man skal søge at stabilisere olieprisen og det globale marked ved at mindske OPEC’s egen produktion, der i dag udgør 42 pct. af den globale produktion, eller man skal fortsætte det, der reelt er blevet en priskrig, i forsøget på at presse svagere konkurrenter ud af oliemarkedet. Og ligesom markedsanalytikerne er delt i synet på mødets udfald, er OPEC-landene på forhånd delt i synet på, hvad der er ønskeligt at gøre.

Det tankevækkende er, at det, der p.t. er en relativt simpel priskrig, ligner et forspil til et meget mere eksistentielt drama i oliebranchen.

Den tvivlsomme rentabilitet

Dagens dilemma er udløst af det ’olieboom’, der har hensat mange i USA i en forestilling om, at al hidtidig snak om peak oil nu er dementeret, og at USA er varigt tilbage som verdens oliestormagt.

Produktionen af olie fra de amerikanske skiferlag er ifølge den amerikanske energistyrelse EIA vokset fra omtrent nul for et årti siden til et forventet niveau i år på omkring fem mio. tønder pr. dag. Det bringer USA’s samlede olieproduktion fra både konventionelle og ukonventionelle oliekilder op omkring ni mio. tønder pr. dag. Og lægges hertil flydende kulbrinteprodukter separeret fra naturgas, overhalede USA allerede sidste år Saudi-Arabien som verdens største producent: 12,3 mio. tønder pr. dag mod saudiernes 11,6 mio., ifølge EIA.

Alt lagt sammen er det globale oliemarked nu oversvømmet, og det har de seneste uger bragt olieprisen helt ned omkring 75 dollar pr. tønde. I sommer var prisen 115 dollar, og før verdensøkonomien gik i knæ i sommeren 2008, var den kortvarigt oppe over 140 dollar pr. tønde

Dagens lave oliepris betyder paradoksalt nok, at selskaberne, der så intenst pumper den amerikanske skiferolie, nu er kommet under pres. Produktionen, baseret på den kontroversielle fracking-teknik, kræver store mængder energi, vand og kemikalier og er mærkbart dyrere end produktion af olie fra traditionelle felter, herunder olie produceret i f.eks. Saudi-Arabien.

OPEC’s generalsekretær Abdalla Salem El-Badri sagde for nylig, at halvdelen af den amerikanske skiferolieproduktion vil være »i farezonen« for at miste sin rentabilitet ved en oliepris under 85 dollar pr. tønde. Andre har nævnt 80 dollar som det ’psykologiske niveau’, mens investeringsrådgiveren Moody’s Analytics siger, at nogle af de amerikanske felter bliver uøkonomiske ved priser under 80-90 dollar – og dermed altså allerede nu er urentable – mens de bedste kan producere skiferolie for kun 50-65 dollar pr. tønde. Den globale analysevirksomhed IHS tror på, at halvdelen af skiferolieproduktionen stadig kan hænge økonomisk sammen ved priser ned til 57 dollar pr. tønde. Ifølge Bloomberg New Energy Finance bliver skiferolieproduktion i 19 områder i Texas, Oklahoma, Louisiana, Kansas og Arkansas urentabel ved priser under 75 dollar pr. tønde, dvs. dagens niveau.

Nyhedsbureauet AFP beretter, at den ledende amerikanske producent af skiferolie, Continental Resources, har besluttet at reducere sit 2015-budget til boringer og efterforskning med 12 pct. Også ConocoPhillips har meddelt, at man skærer ned næste år.

Splid i OPEC

Hvis OPEC på mødet i dag beslutter at fastholde sit høje aktuelle produktionsniveau, betyder det fortsat overskud af olie på verdensmarkedet og dermed fortsat lave, måske yderligt faldende oliepriser. Det vil kunne presse nogle af de amerikanske konkurrenter til at melde sig ud af kampen. Som udtrykt af storbanken UBS’ olieanalytikere tirsdag:

»Hvis OPEC ikke skærer sin kvote ned, forventer vi endnu et fald i oliepriserne, idet markedet vil tolke det som saudiernes ønske om enten at forsvare sin markedsandel eller straffe producenter uden for OPEC,« dvs. primært USA’s skiferolieselskaber.

Nogle af markedets analytikere taler om et prisfald til 60 dollar, hvis ikke OPEC reducerer sin produktion.

Normalt fokuserer OPEC og dets toneangivende producent, Saudi-Arabien, på at sikre en stabil og relativt høj pris på det globale marked ved at tilpasse sit produktionsniveau til efterspørgslen, men den overraskende ny konkurrence fra USA har ført til spekulationer om, at OPEC denne gang måske vil prioritere at fastholde sin globale markedsandel ved at fortsætte den aktuelle priskrig via fortsat høj produktion og dermed lav pris. Eller formuleret omvendt: Hvis OPEC skærer sin produktion ned og sikrer en højere pris, kan det ses som en direkte støtte til OPEC’s skiferolie-konkurrenter, der jo tilskyndes til fortsatte investeringer ved en høj pris og deraf følgende rentabilitet i skiferolien.

»Vi er i en kamp med Saudi-Arabien om markedsandele,« sagde for nylig Scott Sheffield, CEO for det amerikanske olieselskab Pioneer.

»Saudi-Arabien vil forsøge at slå skiferolie-konkurrenterne ud af markedet,« spåede tirsdag den saudiske økonom Abdulwahab Abu-Dahesh over for AFP.

’Hovedløse høns’

Problemet er, at ikke alle OPEC-medlemmer ser sådan på det. Mens saudierne, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater, der står for halvdelen af OPEC’s produktion, har opbygget store formuer og kan leve med en lav oliepris i lang tid, er både Iran og Venezuela hårdt pressede økonomisk og har brug for en høj oliepris – formentlig omkring 100 dollar – for at kunne finansiere deres offentlige udgifter. Det samme har angiveligt Ecuador, Nigeria og Libyen, og derfor menes disse OPEC-medlemmer at gå efter en reduktion af OPEC’s produktionskvote, så olieoverskuddet på verdensmarkedet svinder, og prisen på ny stiger.

Endnu i går var der tvivl, om de 12 OPEC-lande vil kunne finde fælles fodslag.

»De løber rundt som hovedløse høns, men de vil ende med ingenting at gøre,« spåede Fransisco Blanch, chef for råvareafdelingen i Bank of America Merril Lynch.

Problemet for de svage OPEC-medlemmer er, at de har brug for såvel en højere pris som fortsat høj produktion og salg af olie for at skrabe indtægter hjem. Derfor gik der i går et – ubekræftet – rygte om, at OPEC-mødet kan slutte med en vis reduktion af OPEC’s produktionskvote, men med nogle af de udsatte medlemslande fritaget for selv at skære ned. Hvilken interesse Saudi-Arabien skulle have i således at tilgodese de svage medlemslande dobbelt, er dog svært at se.

Tirsdag holdt saudierne møde med Rusland, hvis vækst er gået i stå på grund af de vestlige sanktioner, og som har hårdt brug for en højere oliepris. Russerne appellerede om en nedskæring af produktionen hos OPEC, men måtte ifølge nyhedsbureauerne forlade mødet tomhændet.

Onsdagens bud på et kompromis i OPEC-kredsen var en indskærpelse af OPEC’s nuværende produktionskvote på 30 mio. tønder om dagen, en kvote som flere af landene, herunder Saudi-Arabien, faktisk har overskredet i længere tid. En sådan efterlevelse af den officielle kvote vil imidlertid kun fjerne en produktion på omkring 300.000 tønder pr. dag, hvilket vil have meget begrænset effekt på olieprisen.

Turbulent færd fremad

Det mest interessante ved det aktuelle drama er måske det billede, det tegner af en fremtid med stigende turbulens på oliemarkedet og dermed usikkerhed i verdensøkonomien. For ganske få år siden var debatten ved at rette ind på erkendelsen af et peak oil, dvs. tidspunktet hvor ny olieproduktion ikke længere kunne introduceres i samme tempo, som gamle kilder blev udtømt eller blev urentable.

»Vi tror, at produktionen af råolie toppede allerede i 2006,« sagde f.eks. Fatih Birol, cheføkonom hos Det Internationale Energiagentur, i 2011.

Denne spirende erkendelse bragte ny retning i mange landes energipolitik: Omlægning til en energiforsyning mindre afhængig af de svindende fossile brændsler.

Men netop presset på de kendte, konventionelle reserver bragte olieprisen voldsomt opad – fra omkring 15 dollar pr. tønde sidst i 1990’erne til toppunktet på godt 140 dollar i 2008 og et højniveau omkring 110 dollar fra 2011 og indtil dette efterår. I sig selv styrkede dette motivationen til grøn omlægning. Men den markante prisstigning bragte samtidig og til manges overraskelse de store, ukonventionelle reserver af amerikansk skiferolie og canadisk tjæresand i spil. Indtil omkring 2004 var olieskiferen ikke regnet med nogen steder, fordi den blev anset for prohibitivt dyr at udvinde.

Det har som bekendt ændret sig voldsomt, så nu har verden en betydelig ny produktion af olie, som imidlertid er dyr at opretholde og i sig selv kan forventes hele tiden at balancere på grænsen til ikke at kunne betale sig. Hvor traditionelle oliekilder producerer i 30-60 år, er skiferolieproduktion karakteriseret ved at give olie i ganske kort tid pr. boring – typisk et par år – på grund af de tætte strukturer i skiferen, der forudsætter fracking for overhovedet at få noget op. Derfor skal der hele tiden investeres i nye boringer, og der skal produceres så meget og så hastigt som muligt for at sikre indtjening til de næste boringer eller tilbagebetaling af lån.

En række kritikere hævder, at skiferolieindustrien snart vil blive indhentet af manglende evne til at tjene tilstrækkeligt – også fordi man typisk er gået efter de lavest hængende frugter først, dvs. de lettest tilgængelige og billigste forekomster. Fremover bliver return of investments bare ringere og ringere.

Dette iboende pres for at producere meget og hurtigt indebærer det paradoks, der kan iagttages nu: Salgsprisen på olie falder internationalt på grund af det voksende udbud, men produktionsprisen falder ikke. Tværtimod bliver det – uanset de nytilkomne ukonventionelle reserver – stadig dyrere at finde og producere olie. Det oplever man overalt i verden, hvor de traditionelle reserver er på vej mod udtømning. I Nordsøen og alle andre steder.

Som det formuleres af den amerikanske investeringsguru, indehaver af investeringsselskabet GMO, Jeremy Grantham:

»Vi har aldrig brugt så mange penge på at udvikle nye olieforsyninger, som vi gjorde sidste år – næsten 700 mia. dollar – men heller aldrig, trods fracking i USA, fundet så lidt.«

Så den tvangsmekanisme, der synes indbygget i netop skiferolieeventyret, skaber en situation med tendens til midlertidig overproduktion ledsaget af faldende priser og faldende rentabilitet hos olieindustrien bredt. Det vil slå nogle af produktionerne ud og dermed på ny bringe priserne op og presse den sårbare verdensøkonomi. Sådan kan det svinge besværligt og destabiliserende op og ned med en underliggende, men for den kortsigtede betragtning camoufleret, langtidstrend mod stadig dyrere olie og stadig mindre af det.

Det samtidige prisfald på nye grønne energi- og transportteknologier gør, at retningen er uafviseligt mod omstilling. Men rejsen bliver distraheret og tempoet forstyrret af det ’fremmedelement’, som den nytilkomne, ukonventionelle olie udgør. Og OPEC kan, med en faldende andel af verdens olieproduktion, gøre stadig mindre ved det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her