Læsetid: 7 min.

Qassem Soleimani var Mellemøstens grå eminence

Obama, Assad, Netanyahu, Haider al-Abadi, Erdogan og Khamenei er som regel navnene, der nævnes, når man taler om Mellemøstens magtmennesker. Men manden, der måske har størst indflydelse på, hvem der vinder og taber, er en mand, der lever bedst i skyggen: Den iranske general Qassem Soleimani
Qassem Suleimani er ’alle steder og ingen steder. Man kan give ham skylden for alting’, som professor Tody Dodge karakteriserer manden, der bliver beskrevet som Mellemøstens mest magtfulde operatør.

Mehdi Ghasemi

10. november 2014

3. januar 2019: Dette portræt af Qassem Soleimani blev oprindeligt bragt i 2014. Natten til den tredje januar 2019 udførte USA et luftangreb i den irakiske hovedstad, Bagdad, hvor Soleimani var blandt de dræbte. I den anledning bringer vi portrættet igen.

Det var et usædvanligt syn – og måske et tegn på en ny tid, hvor Mellemøstens uformelle magtpolitik og positionering ikke foregår i skyggen, men i fuldt dagslys.

Men da den gråskæggede iraner Qassem Soleimani for nylig tog på en rundtur til en række irakiske byer, skete det for rullende kameraer og åben mikrofon. Iranske medier skrev om hans besøg i en række irakiske byer, der var billeder på Facebook og Twitter. Der var endda en video, hvor den nydelige ældre mand danser, lidt akavet, med en gruppe lokale militsfolk, viftende de evigt obligatoriske AK47-rifler (henkastet) op mod himlen.

Det var langt fra Soleimanis – der er generalmajor i den iranske hær og leder af den iranske revolutionsgardes særlige internationale afdeling, Quds-brigaden – første besøg i Irak.

Da The New Yorker for et års tid siden bragte et portræt af den iranske sikkerhedspolitiks grå eminence, citerede magasinet bl.a. en højtstående amerikansk efterretningskilde. Kilden var på et tidspunkt under den amerikanske besættelse af Irak på besøg hos den daværende irakiske præsident, Jalal Talabani. Her stødte han på den mand, der måske gav den pressede amerikanske militærledelse flest grå hår på hovedet, Qassem Soleimani, afslappet siddende i en sofa.

»Han vidste, hvem jeg var, jeg vidste, hvem han var. Vi gav hinanden hånden, men sagde ingenting,« forklarede efterretningsofficeren til The New Yorker. »Jeg har aldrig set Talabani så ærbødig over for nogen. Han var rædselsslagen.«

En meget magtfuld herre

For mens den iranske general er ukendt for langt de fleste, er han det langt fra for Mellemøstens magthavere – og bestemt heller ikke for amerikanerne og dermed den koalition, Danmark deltager i i kampen mod Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien. Soleimani er den forlængede arm af Irans mangefacetterede udenrigspolitik udført internt i regionens øvrige lande, og er blevet beskrevet som Mellemøstens mest magtfulde operatør af vestlige efterretningsfolk, Iraks mest magtfulde mand af irakiske politikere og en »levende martyr« af Irans øverste leder, Ali Khamenei.

Kort sagt: i den grad en magtspiller, man er nødt til at tage i betragtning, når koalitionens planer for Irak og Syrien skal diskuteres. Og alligevel på forunderlig vis en mand, der glimter ved sit fravær i den offentlige debat og i offentligheden.

Som leder af Quds-brigaden er Soleimani chef for det, der kan betegnes som Irans internationale sikkerhedstjeneste, men som samtidig også er meget mere end det. Nemlig hjertet i den asymmetriske krigs- eller sikkerhedsstrategi, som det iranske præstestyre tog i brug efter at have analyseret sin egen isolation og sårbarhed i regionen. En strategi, som har vist sig særdeles effektiv – men også kontroversiel.

Soleimani, der fra en beskeden baggrund hurtigt steg i graderne under den iransk-irakiske krig fra 1980-1988 for at overtage ledelsen af revolutionsgardens Quds-styrke i 1998, opfandt ikke den politik eller Quds-brigadens rolle i den. Den blev allerede skabt af den iranske revolutions omdrejningspunkt, ayatollah Khomeni, selv i begyndelsen af 80’erne og var kraftigt medvirkende til Hizbollahs stigende popularitet i Libanon og det strategiske samarbejde med det syriske styre.

Men det var Soleimani, der sammen med den libanesiske militære leder af Hizbollah, Imad Mugniyeh (myrdet i Damaskus i 2008, sandsynligvis af israelske agenter), byggede Hizbollah op til den formidable militære stat i staten Libanon, som organisationen er blevet i de sidste 20 år.

Qassem Soleiman

  • Født den 11. marts 1957. Død 3. januar 2020.
  • Har fået tilnavnene skyggekommandøren og den levende martyr.
  • Han er leder af den iranske revolutionsgardes særlige internationale afdeling Quds-brigaden, en enhed, der udfører særlige operationer uden for Iran.
  • Under krigen med Irak fra 1980 til 1988 var han leder af en division, selv om han kun var i 20’erne. Blandt krigsveteraner anses han for at være en helt.

Holdt hånden over Assads styre

Det er i vid udstrækning også ham, der har forhindret det syriske styres sammenbrud gennem finansiering, våben- og efterretningsstøtte og koordinering af iranske elitestyrker inde i Syrien, han har sikret præsident Bashar al-Assad støtte fra Hizbollah-soldater og fra irakiske militser, og han har bidraget til den strategiske planlægning af vigtige offensiver fra det syriske regime i bl.a. Qalamoun-bjergene og al-Qusayr.

Det var i høj grad også Soleimani, der drev amerikanerne ud af Irak med finansiering og styring af irakiske shiamilitser (samt ifølge nogle beretninger også støtte til sunnitiske al-Qaeda-grupper) og marionetstyring af den irakiske regering under Maliki. I en grad, så amerikanernes totale exit fra Irak og sammenbrud i forsøget på at efterlade en mindre styrke i 2011 ifølge flere kilder reelt var et resultat af et ultimatum til den irakiske regering fra den iranske general.

Soleimani har mestret en strategi, hvor Irans kampe er blevet kæmpet på fremmed jord, og hvor iranerne til en vis grad selv har dikteret spillereglerne.

»Der er en mangel på tiltro blandt dets allierede til, at USA spiller det rigtige spil over for Iran. Opfattelsen er, at mens Iran styrer regionen som et skakspil, spiller amerikanerne poker,« konstaterede den libanesiske analytiker Nadim Shehadi for nylig i en kommentar i The New York Times.

Hjernen, der var foran USA

»I Irans spil er alle trækkene forbundne og kalkuleret imod et endeligt mål – skakmat. Undervejs i processen åbnes sideslag som afledning, fælder stilles op, bønder eller vigtigere brikker ofres. Modstandere bliver manipuleret, når deres træk forudsiges, og andre træk bliver fremprovokeret. Irans brikker er Assad-regimet, Hizbollah, Hamas, Islamisk Jihad og andre ikkestatslige aktører sponsoreret af Irans revolutionsgarde på tværs af regionen. For Teheran er sejren, at USA mister kontrol i regionen.«

Det er i vid udstrækning Soleimani, der er den praktiske hjerne bag det skakspil, og som f.eks. i Irak synes at have spillet langt mere begavet og strategisk klogt end amerikanerne.Iran blev bragt fra en position i 2003, hvor der var en udpræget frygt for, at USA ville invadere Iran som det næste land, til en position få år senere, hvor Iran langt hen ad vejen styrede Irak bag kulisserne, mens USA styrtblødte uden at kunne gøre meget ved det. Alligevel er samspillet i mellem de to regionale stormagter mere ambivalent, end overskrifterne nogle gange fortæller. Da USA og allierede invaderede Afghanistan i 2001, skete det med iransk støtte og et udvidet samarbejde mellem Soleimanis folk og de amerikanske myndigheder, og også i Irak kunne de to modstandere ind i mellem kommunikere og samarbejde.

Og samarbejde i mellem de to gamle fjender har begge parter brug for i dag, hvor USA – og Irak – er afhængige af, at Soleimani og Iran støtter en fælles politik over for Islamisk Stat. Det er en politik, som dels sætter de shiitiske politiske bevægelser, der i høj grad er styret af Iran: Iraks Øverste Islamiske Råd, Dawa og Sadr-bevægelsen – og ikke mindst deres militser – bag kampagnen mod IS og dels sikrer, at de shiitiske bevægelser ikke graver grøfterne mellem shiitter og sunnier i Irak dybere endnu med sekterisk vold og marginalisering.

Det har Iran og Soleimani en selvindlysende interesse i, og Soleimani er på det seneste blevet beskyldt for at have drevet rænkespillet for vidt med udbredelsen af den irakiske stats forfølgelse af sunnitter og i det hele taget dens sekteriske polarisering af regionen, hvor grupper som Islamisk Stat har haft optimale vækstbetingelser, mens iranske allierede er under alvorligt pres i Syrien, Libanon og Irak.

I Irak er interesserne imidlertid i vid grad sammenfaldende, og USA og Iran var enige om undvigelsen af Nouri al-Maliki. Og mens USA’s udenrigsminister, John Kerry, har afvist, at indsatsen mod IS eller andre politikker koordineres med Iran, har han også erklæret, at man følger en aktiv politik om deconflicting med landet, en politik, der gælder på en række områder, men selvfølgelig især i de afgørende atomforhandlinger. Og Obama søger da også direkte kontakt med den iranske ledelse omkring kampen mod IS, som afsløringen af en brevveksling viste i denne uge.

Det er en politik, som gør USA’s traditionelle allierede i regionen, Israel, Saudi-Arabien, Tyrkiet og de arabiske golflande, nervøse, og som også involverer et af Qassem Soleimanis vigtigste ressortområder; borgerkrigen i Syrien og den fortsatte overlevelse af et Teheran-loyalt styre i Damaskus som en vigtig brik i forhandlingerne.

Her synes USA igen at have givet sine bedste brikker væk på forhånd, mens Qassem Soleimani med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet stadig holder på sine springere, tårne og bønder.

For Qassem Soleimani synes målet egentlig klart nok, som han selv formulerede det i slipstrømmen på de arabiske opstande til en samling af studerende i 2011:

»I dag finder Irans sejre eller nederlag ikke længere sted i Mehran eller Khorramshahr (iranske byer, red.). Vores grænser er udvidet, og vi må vinde i Egypten, Irak, Libanon og Syrien. Det er frugten af den islamiske revolution.«

Eller måske kom den britiske leder af London School of Economics Mellemøstcenter, Toby Dodge, sandheden nærmere, da han for nylig i et portræt af Soleimani i The Guardian konstaterede:

»Han er næsten som Den Røde Pimpernel. Han er alle steder, og han er ingen steder. Man kan give ham skylden for alting«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dennis Berg
Dennis Berg anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Han er alle steder, og han er ingen steder. Man kan give ham skylden for alting"

Det lyder som en person USA og Israel ikke ville undvære.

Sus johnsen, Claus Nielsen, Flemming Olsen, Torben Skov, Peter Ole Kvint, lars abildgaard, Rune Petersen og Niels-Arne Nørgaard Knudsen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Hvad skal der nu varmes op til?

Trond Meiring, Henrik Darlie, Niels-Holger Nielsen, erik mørk thomsen, lars abildgaard og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Iran har altid balanceret på en knivsæg omgivet af fjendtlige nationer der ser med voldsomt foragt på shiiterne alene på grund af deres tro, Ahmadinedjad prøvede at negligere denne ved at rette opmærksomheden mod Israel, den nye regering er smartere og har vil skabe en shia venlig akse fra Libanon til Iran, men som det ser ud nu er sunni-shia konflikten igen blusset op for fuld skrue.

" Vores grænser er udvidet, og vi må vinde i Egypten, Irak, Libanon og Syrien. Det er frugten af den islamiske revolution."
Det store spørgsmål er så, hvad den frugt smager af. Den er nok ikke koscher føde.

Dennis Berg,
man behøver ikke et godstog for at afspore et godstog, en relativ lille hammer er tilstrækkelig.

Gad vide hvorfor den iranske general har været i vestens søgelys i så lang tid?
Ifølge en artikel fra the Guardian som er skrevet i 2008, "oplyste David Petraeus tidligere amerikansk general, hvordan den iranske general gang på gang analyserede amerikanerne, og efterfølgende var med til at spolere hele deres diplomatiske planer i Irak. The Guardian tilføjede yderligere: for 8 år siden var vi vidne til en krig imellem Quds styrker på den ene side og amerikanske styrker på den anden side. Og vi kan se resultatet nu. De amerikanske styrker er ved at forlade Irak.
Et medlem af det irakiske parlament oplyste således om Ghasem Soleymani : i de 8 år her, har han kun besøgt Irak en gang. Han er en meget stille person. Han er meget logisk og høflig. Sålænge man ikke kender hans baggrund, så ved man ikke hvad han står for. I ved ikke hvad for nogen styrker han har og vil aldrig kunne lægge jer op imod ham. The Guardian tror på, at Soleymani slet ikke ligner en krigsmand udefra hans udsinde. Dem der har studeret ham i 2006 under hans besøg til Baghdad fortæller, hvordan han besøgte mange steder uden nogen form for bodyguards og var kun sammen med 2 personer som havde inviteret ham.
Amerikanerne finder først ude af hans besøg, efter han er kommet tilbage til Iran.
The Guardian fastholder : selv de mennesker der ikke kan lide Soleymani beskriver ham som et klogt menneske. Flere amerikanske embedsmænd ønsker at møde ham, samt de er total ivrige efter hans metoder og strategi.

Så ved vi hvorfor vesten har så meget fokus på ham.

@ Jan Mogensen

”Iran har altid balanceret på en knivsæg omgivet af fjendtlige nationer der ser med voldsomt foragt på shiiterne alene på grund af deres tro, Ahmadinedjad prøvede at negligere denne ved at rette opmærksomheden mod Israel, den nye regering er smartere og har vil skabe en shia venlig akse fra Libanon til Iran, men som det ser ud nu er sunni-shia konflikten igen blusset op for fuld skrue.”

- En lidt ensidig og forsimplet beskrivelse. Iran er ikke et offer men medskyldig i det kaos der eksisterer i MØ.
Historisk har fjendskabet mellem Perserne og Araberne ligget meget dybt, og går langt tilbage. Sidstnævnte var historisk grundet deres politiske og militære svaghed ofte gjort til undersåttere og slaver af de gamle persere, og undertrykt groft.
Da Islam opstod fik de arabiske stammer en fornyet styrke og sammenhold, og det lykkedes dem dermed at besejre det persiske rige, der efterfølgende blev en del af det muslimske rige, under ledelse af araberne. Netop dette faktum har mange persere/Iranere stadig svært ved at acceptere. For hvordan kan et ”underlegent” brunt folk som det arabiske bestemme over dem??!
Perserne/Iranerne er generelt et utroligt etnocentrisk og arrogant folk. De dyrker ideen om at de er et specielt herrefolk, der er andre folkeslag overlegne. De ser ned på Arabere, Tyrkere, Azeri, osv. som de betragter som underlegne og primitive. Et alment brugt skældsord i Iran, er ”Tyrk” og skulle være lig med æsel. I et interview med en højtstående Iransk kommandant i Quds-brigaden der opererede i Syrien, spurgte journalisten hvorfor de ikke tog mere hensyn til de lokale civile/mennesker som de eftersigende var kommet for at hjælpe, dertil svarede kommandanten at de jo ikke er mennesker men arabere.
Mange af dem der dyrker ideen om et specielt persisk herrefolk, der eftersigende skulle have en arisk oprindelse (hvide), har derfor et stort had til alt arabisk og islamisk (brune/semitisk). De har derfor altid meget travlt med at tage afstand fra deres naboer, fysisk (f.eks. ved ændring af deres fysiske karakteristika via plastikoperationer for at se mere ”hvide” ud/ligne vesterlændinge, tilegnelsen af en dekadent vestlig livsstil osv.) og psykisk (understregelsen af en indbildt hvid oprindelse, der skulle gøre dem mere overlegne ift. deres ”brune” naboer).
Da shiismen eksempelvis opstod blev denne variant hurtigt overtaget af Perserne der gjorde den til deres egen version af Islam, anderledes end den sunnitiske version som dyrkes af ”de andre”. Persien der indtil 1500 tallet var Sunni-muslimsk, blev således ved fremkomsten af Safaviderne som ”hævn” udrenset for Sunni-muslimer og gjort Shiitisk.
Siden da har konflikten bølget frem og tilbage mellem de to grupper. Den foragt for shiiterne du omtaler, går begge veje. Ifølge ekstreme shiiter er flertallet af verdens muslimer kættere, da de ikke accepterer Shiismens påbud om at anderkende de shiitiske imamer som værende islams eneste rigtige overhoveder og arvtagere.
Siden den iranske revolution, også kaldet den "islamiske revolution" i 1979, har Iran forsøgt at sprede sin ideologi til hele den muslimske verden, præcis som Saudierne gør det. Ikke underligt har mange sunni-muslimer og arabere, med tanke på det historiske fjendskab, været nervøse og gået i defensiven, da Iran har haft stor succes med deres ”soft-power” projekt (præ-syrien).
Den moderne Shia-Sunni konflikt er dermed i mindre grad teologisk baseret, men drejer sig simpelthen om dominans. Teologien bruges primært til at opildne og rekruttere masserne.

Jeg forstår ikke hvorfor min kommentar er blevet fjernet. Er det fordi Information ikke tåler kritik? Det er der censur, man har da lov til at se tingene fra en anden perspektiv. Og så siger man demokrati og ytringsfrihed for alle. Tak.

Sus johnsen, Torben Arendal, arne tørsleff, Trond Meiring, Ole Nielsen og Amir Aslani anbefalede denne kommentar
Kaveh Shamshiri-Petersen

@Michael Kamp

Der er et par signifikante detaljer du mangler i dit narrativ om hvor arrogant perserne er:

- Iran er det eneste land i Mellemøsten som har et kristent og jødisk mindretal, det eneste land i Mellemøsten som holder sammen på alle de etniske grupper. Derfor skiftede landet navn fra Persien til Iran. Navneændringen markerede netop skiftet fra "Persernes-land" til ”Iran” som ikke kan knyttes til nogen bestemt etnicitet. Du kan heller ikke helt bestemme dig for om du anvender betegnelsen "persere" som etniskgruppe eller betegnelsen "Iraner" som nation? Fakta er, at iraner opfatter sig som en nation - iraner - og ikke som etniskegrupper.

Der er i øvrigt slet ikke noget odiøs i, at forskellige lande/stater/nationer har en grad af rivalisering. Se bare på Tyskland-Frankrig, Tyrkiet-Grækenland eller Sverige-Danmark. Jeg har hørt rigtig mange myter om (fulde) svensker eller (pølse) tysker! Iranerne er hverken mere, eller mindre etnocentriske end så mange andre nationer. Jeg mener vist nok danskerne har også deres myter: Grundvig fik vist sagt at dansker var Guds udvalgte folk – det satte Bismarck så en stopper for. Så har vi myten om hvordan Dannebrog faldt ned fra himlen til den danske hær i 1219 under slaget ved Lyndanise (Nuværende Tallinn i Estland). Nationer har myter – og iranerne er muligvis af den opfattelse, at de som nation er Mellemøstens mest civiliserede, belæste og sofistikerede nation. And so what?

Hvis du virkelig vil vide hvorfor iranerne lægger afstand til sunni-Wahabisme, så skyldes dette at Persien blev invaderet af datiden ISIS/IS (kalifen Umar) i perioden 640-650 e.kr.. Resultatet var omtrent det samme som man ser i Syrien-Irak: Afbrænding af biblioteker (araberne kunne jo ikke læse eller regne), vandalisering af alt kunst, skulpturer, digte, poesi, vold og voldtægt. Enhver som talte persisk fik tunge skåret ud, enhver der ikke konverterede til sunni-wahabismen blev halshugget. Det er naturligvis mange århundreder siden, men det har efterladt en slags national og kulturel tragedie hos iranerne.

Opsummerende så er det vigtigt pointere, at Iran/Persien har ikke starte en eneste angrebskrig i 400 år! Iranerne er hverken mere eller mindre arrogante end andre nationer fx tysker, franskmænd eller briter. Iran rummer Mellemøsten største mindretal af jøder og kristen. Betegnelsen "Iraner" er en fælles betegnelse for alle etniske grupper i landet - og de vittigheder som du henviser til om fx tyrkere, azeri, kan vist nok sammenlignes med Århus-vittigheder. Ganske uskyldige.

Sus johnsen, Michael Rosenkilde, Torben Arendal, Jeppe Klingberg, Claus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Suleimani er næppe nogen eminence. Han er en gemen krigsforbryder, der de seneste år har ladet sine egne politiske ambitioner veje tungere end Irans grundlæggende udenrigspolitiske interesser. Han har forsøgt at promovere sig selv til politisk embede i Teheran i kølvandet på sine militsers brutale hærgen i Irak og Syrien. Kilden til både Assad og Maliki-regeringens legitimitetsmæssige sammenbrud findes ikke mindst i den sekteriske politik promoveret og eksekveret af Suleimani. Resultatet er det aktuelle omfattende sammenbrud i lande, der havde potentialet til at være stærke allierede og samarbejdspartnere for Iran. Samtidigt har Suleimanis shia-militsers overgreb og hærgen sendt centrale sunnimuslimske grupperinger i armene på terroristerne i ISIS, der har været de eneste, der har kunnet yde nogen form for beskyttelse mod Suleimanis militser.

Der er adskillige gode pointer i KE Pedersens indlæg, og shia er jo 'profetens folkeparti' i det demokratiske kalifat, der stadig roder med en uafsluttet valghandling fra 600-tallet og valgfusk fra erhvervspartiet - eller sunni, som det hedder. Kan derfor ikke kaldes 'nationalistisk' - men Iran betyder jo, i implikation af det før-islamiske sassanidien, 'det ariske rige' så det er så som så med det ikke-etniske indhold af ordet. Men man har hørt værre af samme skuffe. Indoeuropæere eller Kaukasier kalder man det i dag.

Peter Ole Kvint

"Suleimani er på det seneste blevet beskyldt for at have drevet rænkespillet for vidt med udbredelsen af den irakiske stats forfølgelse af sunnitter og i det hele taget dens sekteriske polarisering af regionen,"

Dette skam meningsfuldt. Da det kun er Iran, som kan ned kæmpe Islamisk Stat. Så derfor undergraver Iran alle andre.

Det er præcis sådan CNN starter krige i Mellemøsten, og nu er det så'n Information starter en krig i Iran.

Efter devisen: Tag den svageste part - dem vesten står over for - og gør dem til de stærkeste. giv dem umærkelig magt. Udstil dem individuelt. Giv dem i Navn.

Glem alt om hvem der har a-våben, Israel og USA, Frankrig og England, der kan nivellere Iran. Glem alt om al det andet militære gear.
Glem alt om hvem der er den aggressive part. USA og vestlige allierede (Det såkaldte verdenssamfund) har angrebet Afghanistan, Irak og Libyen, Syrien osv. USA er i Niger)

Om et par dage har Iran den 3. mægtigste militære styrke i verden. Ligesom som Irak havde...

Sus johnsen, Dennis Tomsen, Trond Meiring og Flemming Berger anbefalede denne kommentar