Den sande historie om amerikansk kul

Inde i verdens største kulmine ligner selv en 400 ton tung lastbil legetøj. Alt ved Peabody Energys operationer i Powder River Basin i Wyoming er stort, og minedriften er under stadig udvidelse – stik imod nye advarsler fra FN om faren ved at afbrænde fossile brændstoffer. Stik imod præsident Barack Obamas løfter om at bekæmpe klimaforandringer. Og stik imod de rapporter, der påstår, at kul synger på sidste vers.

I den østlige udgravning ved Peabody’s North Antelope Rochelle-mine, dækker kullet 18 meter af den 76 meter dybe rende, der løber som en 80 km lang sort stribe.

Med disse omfattende, let tilgængelige depoter har Powder River overtaget føringen fra West Virginia og Kentucky som det største kulmineterritorium. Til Powder Rivers fordel er også de kulbegejstrede republikaneres overtagelse af flertallet i Kongressen ved midtvejsvalget.

»Det er verdens største mine, du ser her,« siger Scott Durgin, vicepræsident for Peabodys aktiviteter i Powder River Basin, mens han ser ud over det enorme maskineri, som er i gang. »Den skovl der er blandt de største skovle, der overhovedet kan købes, og det der er en af de største lastbiler.«

Durgin vurderer, at minen lægger beslag på over 160 kvadratkilometer prærie, et område på størrelse med Washington D.C. Det indeholder anslået tre milliarder ton kulreserver. Det ville tage Peabody 25-30 år at udvinde det hele. Alligevel er det ikke stort nok.

På væggen i et konferencelokale viser et kort over North Antelope Rochelle to store skyggefulde områder, der anslået indeholder en milliard ton kul. Peabody er klar til at ansøge om udvindingsrettighederne, når de kommer i udbud i 2022 eller 2024.

»Man er nødt til at være fremsynet,« siger Durgin.

I Wyoming kan det være svært at forestille sig en fremtid uden kul. En af de få, der kan, er LJ Turner, hvis bedstefar og far var nybyggere på den højtliggende, øde prærie for næsten et århundrede siden. Turner, der holder får og kvæg, siger, at hans forretning har lidt under de sidste 30 års eksplosive minevækst. Støv fra minerne har givet hans Red Angus-kalve lungebetændelse. Sidste år mistede han 25 kalve, fortæller han.

»Vi forvandler denne region til et nationalt offer,« siger han. »Peabody og andre kulvirksomheder vil bare fortsætte deres minedrift og trække alt op af jorden i det her land og ofre det hele for deres egen bundlinje. Det er ikke noget, de gør for USA’s skyld. De sælger kullet i udlandet og jeg vil have, det stopper.«

Et af dagens 91 tog forlader Powder River Bassin med kul til verden og CO2 til atmosfæren. Virksomheden bag, Peabody Energy, ville meget gerne sende flere tog afsted og har blikket rettet mod nye kæmpeforekomster af kul, den vil udnytte i fremtiden.

Matthew Staver/The New York Times

Kulforbrug stiger

Det samme ønske har nogle af de mest magtfulde mennesker på jorden. Omkring 120 af verdens ledere mødtes i september i FN for at forpligte sig på bekæmpelse af klimaforandringer. Obama foreslog sidste år at indføre nye regler, der vil gøre det stort set umuligt at anlægge nye kulkraftværker.

I sidste uge advarede en omfattende FN-rapport udarbejdet af verdens førende videnskabsfolk om »alvorlige, vidtrækkende og uoprettelige konsekvenser«, hvis ikke CO2-udledningerne bliver reduceret markant.

Kul har også fået hård konkurrence fra billig naturgas. Peabody havde et rigtig skidt år i 2013, hvor de mistede 525 mio. dollar på grund af faldende global efterspørgsel på kul.

På trods af løfterne fra Obamas og andre af verdens ledere, er brugen af kul i USA, Europa og Asien imidlertid atter stigende. Det samme er udledninger af CO2.

Også i år har Peabody haft tab. Men udvinding og overskud fra Powder River Basin-minerne er stigende og virksomhedens talspersoner siger, at de kunne omsætte langt mere kul, hvis blot de kunne få godstogene til at gå til tiden. I gennemsnit kører der dagligt 21 godstog fulde af kul ud af North Antelope Rochelle og videre til 100 kraftværker landet over. Men ifølge virksomheden er det stadig ikke nok. Og hvad angår klimaforandringer er det ikke Peabodys hovedpine. Virksomheden tøver med overhovedet at bruge det ord.

Chris Curran, talsperson for Peabody, afviser at tale om klimaforandringer eller om konsekvenserne for virksomhedens profit af Obamas bestræbelser på at reducere CO2-udledninger.

»Det er kun forslag indtil videre. Intet konkret er sket,« som han siger.

Vicepræsident for Peabodys PR-afdeling, Vic Svec, på hovedkontoret i St Louis, vil gerne diskutere klimaforandringer. Det viser sig, at Peabodys officielle holdning er, at menneskeskabte klimaforandringer ikke findes.

»Vi betvivler ikke, at klimaet forandrer sig. Det har det gjort, så længe mennesker har skrevet historie,« siger Svec.

Klimaforandringer er en »konstrueret krise,« fortsætter han.

»Klimaforandringer er en trussel i den forstand, at de fører til politikker, som skader folk.«

Ikke mange positive fodspor

Peabodys officielle holdning til klimaforandringer befinder sig et godt stykke fra videnskabelige fakta. Men det gør deres opfattelse af kulpolitik tydeligvis ikke.

USA trækker omkring 40 procent af sin elektricitet fra kul, og langt den største andel af dette kul kommer fra Powder River. Ifølge Energy Information Administration (EIA) er brugen af kul steget med 4,8 procent i løbet af det sidste år. CO2-udledninger fra energibrug har haft den højeste stigning i 25 år. I Australien, hvor Peabody har tre miner, og som har verdens næststørste kulreserver, er produktionen steget med 37 procent siden 2000, godt hjulpet på vej af 3,5 milliarder i statsstøtte til den samlede fossile industri. Det viser en rapport fra Overseas Development Institute og Oil Change International, som snart udkommer.

Kina har fordoblet sin brug af kul i løbet af det seneste årti. Indien gør sig klar til at åbne sine enorme kulreserver for udenlandske mineselskaber for at indfri sit løfte om inden for de næste fem år at skaffe elektricitet til de 400 millioner indbyggere, som lige nu må undvære.

Tysklands kulforbrug steg sidste år for tredje år i træk, selvom landet har indfriet sine ambitiøse mål inden for vind- og solenergi. Polen har fremhævet kul som et alternativ til russisk naturgas.

Det samlede globale forbrug af kul steg tre procent sidste år, hurtigere end forbruget af nogen anden form for fossile brændstoffer, ifølge tal fra BP Statistical Review of World Energy.

Det er en katastrofe, som bare venter på at ske, siger videnskabsfolk og eksperter. Det internationale energiagentur har slået fast, at to tredjedele af alle fossile brændstoffer skal blive i undergrunden, hvis verden skal undgå at komme over den farlige grænse på to graders temperaturstigning.

Obama er enig, siger han. Men virkeligheden er, at han har brugt de sidste seks år på at udvide kul-, olie- og gasproduktionen som led i sin energipolitik. Og han pralede endda med det i sin 2012-kampagne.

Kuleksporten har været stigende under Obama, og mineselskaber har eksporteret omkring 100 millioner ton om året de seneste tre år. Virksomhederne har planer om at udvide kulhavnene og sende endnu mere kul ud af landet i tilfælde af, at Environmental Protection Agency (EPA) med sit kommende regelsæt vil gøre det vanskeligere at bruge kul til energi i USA.

I mellemtiden har den føderale regering under Obama givet 26 millioner dollar i skattelettelser til kulindustrien viser en rapport fra Overseas Development Industry.

’Våben, frihed & kul’

Selv hvis præsidenten ønskede at gøre mere for at nedbringe brugen af kul, ville Demokraternes sviende nederlag ved midtvejsvalget betyde, at der ikke er opbakning til dette i Kongressen. Mitch McConnell, Republikanernes ordfører i Senatet stillede op med paronel »våben, frihed og kul«.

Men også inden midtvejsvalget påpegede aktivister, at den stigende brug af kul under Obama undergraver hans klimadagsorden og risikerer at spolere den indsats, andre lande gør for at bekæmpe klimaforandringer.

Det, som ifølge aktivister er særligt frustrerende, er, at Powder River Basin kulproduktionen foregå på statsejet jord, hvilket betyder, at Obama kunne sætte en stopper for fremtidig minedrift.

»Selve forestillingen om, at man blot kan justere udledningerne, er ønsketænkning. Hvorfor ikke gå direkte efter problemets rod? Hvorfor ikke følge kullet helt tilbage til der, hvor det bliver produceret, i stedet for blot at fokusere på anvendelsen?« spørger Jeremy Nichols fra Wild Earth Guardians.

Aktivister siger, at de ikke kan se, hvordan Obama reelt har forsøgt at begrænse brugen af kul. Intet tyder på, at Bureau of Land Management (BLM), som har opsyn med udvinding på statsejet jord, har integreret Obamas klimadagsorden i deres planlægning. Agenturet fik hård kritik fra embedsmænd tidligere på året for angiveligt at overlade for meget af kontrollen til mineselskaberne, og for at sælge kullet billigt på bekostning af amerikanske skatteborgere.

De lave priser er afgørende for Peabodys forretningsmodel.

»Det er et masseprodukt til lave priser, og alligevel kan vi fragte til snart sagt ethvert sted i landet til konkurrencedygtige priser,« siger Durgin.

I 2012 fik virksomheden rettig-heder til at udvinde fra et område med yderligere milliarder af ton kul for blot 1,11 dollar pr ton. Peabody betaler derudover 12,5 procent afgifter til den føderale regering, når først kullet er udvundet.

Aktivister siger, at til de priser er det nærmest en ren foræring, som gør det muligt for virksomheder som Peabody at holde kulpriserne kunstigt lave. De lave kulpriser gør det samtidig vanskeligt at hæve produktionen fra bæredygtig energi som vind og sol.

Indstilles ikke foreløbig

Indenrigsministeriet, som har det endelige ansvar for statens jord, har gentagne gange afvist at svare på, hvordan Obamas klimapolitik forsøges implementeret. I stedet skriver Jessica Kershaw, talsperson for indenrigsaffærer, i en e-mail at hun kan bekræfte, at Obama ønsker yderligere udvinding af kul.

»Som led i Obamaregeringens ’alle de ovenstående kategorier’-strategi på energiområdet, forpligter Indenrigsministeriet og i særdeleshed Bureau of Land Management (BLM) sig på forsvarlig udvikling af både traditionelle og genanvendelige energikilder på statens jord,« skriver hun.

»BLM anerkender, at kul er en afgørende del af Amerikas samlede udvalg af energi og af nationens økonomi.«

E-mailen nævnte ingenting om klimaforandringer.

For Peabody er målet udvidelse. Virksomheden producerede sidste år 134 millioner ton kul fra de forskellige miner ved Powder River Basin og regner med at øge produktionen i år ifølge Durgin.

»Jeg er blevet spurgt, hvornår minedriftens tid er forbi,« siger Durgin. »Jeg ved det ikke. Det kommer an på økonomien.«

Så længe Obamas politik holder kullen billig, vil minedriften næppe blive indstillet foreløbig.

© Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen.