Læsetid: 3 min.

Taberen får den vigtigste rolle

Valgkampen i Grønland har udstillet, at en stærkere opposition, der kan og tør udfordre et lukket og ofte magtfuldkomment regeringsapparat, vil blive langt vigtigere end partifarven på den nye landsstyreformand.
Grønland går i fredag til valg i utide på baggrund af en økonomisk meget trængt situation for de 55.000 indbyggere. Råstofeventyret synes at være udeblevet. Her et afsluttende vælgermøde.

Grønland går i fredag til valg i utide på baggrund af en økonomisk meget trængt situation for de 55.000 indbyggere. Råstofeventyret synes at være udeblevet. Her et afsluttende vælgermøde.

ulrik bang

28. november 2014

Den virkelige skandale i Grønland handler hverken om bilagsrod eller nepotistiske ansættelser: Under 48 timer før fredagens valg til Inatsisartut, det grønlandske Landsting, blev den fungerende finansminister, Vittus Qujaukitsoq, fra det socialdemokratiske Siumut tvunget til at fremlægge regnskabstal, som viser et gigantisk offentligt underskud i tredje kvartal af 2014. Det svarer til kr. 5.000 kr. for hver grønlænder – og omsat til danske forhold svarer det til mindst 28 mia. kr. – på ét kvartal.

Det er sensationelt i et nordisk demokrati, at vælgerne fraholdes de mest basale oplysninger om nationens tilstand. Budgetbomben er en reel gamechanger i slutspurten af valgkampen, som udstiller Grønlands allerstørste udfordring, nemlig den giftige cocktail af et løssluppent offentligt forbrug og en lukket kultur af hemmelighedskræmmeri. Hele præmissen for valgkampens debatter om f.eks. selskabslettelser og investeringer i nye lufthavne er pludselig skyllet væk.

Hullet i landskassen giver den nye landsstyreformand en meget smal sti at betræde. Ingen af de to landsstyreformandskandidater, 48-årige Kim Kielsen fra Siumut og 36-årige Sara Olsvig fra det folkesocialistiske Inuit Ataqatigiit (IA), vil reelt have mulighed for at indfri deres valgløfter. Det faktiske underskud i landskassen kan for hele 2014 ende på op mod 500 mio. kr., medregnet fremrykket bloktilskud for 2015. Skatteindtægterne er skrumpet, mens udgifterne til det øgede antal ledige er steget voldsommere end forudset.

Uenighed gør stærk

Det økonomiske manøvrerum er nu så faretruende snævert, at det afgørende spørgsmål ikke længere er, hvem af de to kandidater, der skal forsøge at forvalte underskuddet, men snarere hvordan gentagelser af fadæserne undgås – og fortidens onde spiral af misforvaltning kan brydes endegyldigt.

På papiret er der intet ideologisk, som står i vejen for en stor regeringskoalition mellem Grønlands to dominerende partier, Siumut og det folkesocialistiske IA. Under valgkampen op til fredagens valg til Inatsisartut har de reelle uenigheder ikke været større, end hvad man dagligt ser inden for de nordiske socialdemokratier med evige fløjkrige. Konfronteret med dystre økonomiske udsigter for Grønland kunne konventionel politisk visdom tilsige, at de to partier – som tilsammen står til at få 23-24 mandater ud af 31 i Landstinget – burde lægge rivaliseringen til side og gå sammen i en slagkraftig reformkoalition. Men Grønland er ikke et konventionelt politisk system. I fraværet af en borgerlig opposition med mere end 15 procent vælgeropbakning ligger den demokratisk afbalancerende spænding i kampen mellem Siumut og Inuit Ataqatigiit.

Demokratiers styrke skal måles på oppositionens evner. Og her er det oprigtigt opløftende, at bilagsrodet kom frem, dernæst fik drastiske politiske konsekvenser med udskrivelsen af nyvalget og senest afsløringen af budgetunderskuddet.

Risiko for kammerateri

Under valgkampen har Grønland taget et lille, men vigtigt skridt fremad mod »en politisk modning«, som formanden for Transparency International Greenland, Anita Hoffer, siger:

»Vi er inde i en stor demokratisk proces, hvor et ønske om mere gennemsigtighed og åbenhed begynder at få genlyd. Men jeg tror ikke, at vi har set den sidste skandale.«

Magt korrumperer i alle lande. Historisk set har Grønland dog været udfordret af to særegne forhold: For det første er befolkningen så lille og lever så isoleret, at det er umuligt at besætte poster med kvalificerede personer, som ikke har tætte sociale og ofte familiemæssige relationer til hinanden. Og for det andet betyder den vidstrakte geografi, at det er umuligt at opretholde helt grundlæggende servicefunktioner uden en massiv grad af statsstøtte, der uundgåeligt vikler politikerne dybt ind i alle dele af samfundsøkonomien.

Nok så stærkt et demokratisk sindelag fra en ny generation af grønlandske politikere, som lader til at ville kæmpe for øget gennemsigtighed, kan ikke ændre Grønlands geografi.

Derfor vil den nye landsstyreformand, uanset partifarve, være i farezonen for at skride ud i fortsat kammerateri og pamperi.

Fromme hensigtserklæringer er ikke nok. Det eneste effektive værn mod magtfuldkommenhed i Grønland er en endnu skarpere opposition – bakket op af et mere udfordrende civilsamfund – som kan og skal forhindre, at omvæltende budgetunderskud ikke endnu engang offentliggøres få timer før valget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu