Nyhed
Læsetid: 4 min.

Tidligere BP-boss: ­Klimaændringer er eksistentiel trussel mod fossil energiindustri

Hvis verden skrider til handling mod den globale opvarmning, vil olie- og kulindustriens reserver miste deres værdi. Selskaberne bør acceptere kendsgerningerne, ændre kurs og investere i vedvarende energi, siger en af olieindustriens tungeste navne
Udland
22. november 2014

Klimaforandringerne og de mulige politiske skridt for at bremse dem udgør en »eksistentiel trussel« mod de fossile energiselskaber. Derfor bør selskaber i branchen opgive deres klimaskepsis og i stedet kaste penge og kræfter ind i de nye, vedvarende energikilder.

Dette budskab leveres af Lord Browne, CEO for det multinationale olieselskab BP i tiden 1995-2007. Den tidligere BP-chef talte onsdag for ledende industrifolk på et seminar i London, arrangeret af rådgivningsvirksomheden Critical Resource, der betjener globale selskaber i ressourcesektoren.

»Spørgsmålet om den videnskabelige bevisførelse må betragtes som afgjort,« sagde Lord Browne om den menneskeskabte påvirkning af klimaet.

»Men denne konklusion accepteres ikke af mange i vor industri, fordi de ikke ønsker at anerkende en eksistentiel trussel mod deres forretning.«

Dermed føjer Lord Browne sig til listen af indflydelsesrige personer, der peger på risikoen for ’stranded assets’, tabte værdier, ved fortsatte investeringer i den fossile energi, som planeten ikke kan tåle afbrændingen af.

Den tidligere oliechef henviste til den seneste rapport fra FN’s klimapanel, IPCC, der nu »har tilstrækkelig dokumentation til at identificere klare menneskeskabte påvirkninger som den dominerende årsag til den aktuelle opvarmning.«

IPCC opgør i sin nye synteserapport menneskehedens tilbageværende budget for CO2-udledning, hvis temperaturstigningen skal holdes under den FN-vedtagne grænse på to grader. Det fremgår af rapporten, at dette budget kan være opbrugt allerede om 20-25 år, hvis udledningerne fortsat vokser som nu. Det indebærer, at størstedelen af de kendte reserver af olie, kul og gas, som i dag ejes af private eller nationale energiselskaber og bestemmer disses værdi, bør forblive urørt i undergrunden.

»De skønnede totale reserver af fossilt kulstof overstiger det tilbageværende budget med en faktor fire-syv,« skriver IPCC, svarende til at 73-86 pct. af de kendte reserver ikke bør afbrændes.

Enorm destruktion af værdi

Lord Browne nævnte ikke disse tal i sin tale til erhvervslederne, men gjorde klart, at den fossile energiindustri må forvente indgreb mod klimaforandringerne med konsekvenser for forretningen.

»Nye politiske strategier og regulering vil blive fastlagt af regeringer, hvad enten industrien kan lide det eller ej. Og de politikker og regler, der vil påvirke fremtiden for vores industri, formuleres nu,« understregede han.

Den tidligere BP-chef påpegede som eksempel, at aftalen mellem USA og Kina om forstærkede klimainitiativer kan betyde en mindsket efterspørgsel efter olie i de to lande på over 17 mia. tønder olie over de næste 15 år.

»Dette udgør en enorm potentiel destruktion af værdi og er en betydelig langsigtet risiko for enhver olieproducent.«

De færreste selskaber i branchen har imidlertid set det i øjnene, mener Lord Browne.

»Det er min oplevelse, at meget få af dem offentligt accepterer videnskaben bag klimaændringerne, og endog færre mener, at klimaændringerne udgør en risiko for deres forretning.«

»Som jeg ser det, er nogle selskabers modstand del af en bredere kamp mod regeringsindblanding, baseret på troen på, at mennesket skal forblive miljøets behersker. Andres ringe deltagelse i debatten skyldes ikke ideologi, men at de ikke vil erkende en langsigtet trussel mod deres virksomhed.«

Lord Browne er selv i dag del af formandskabet i verdens største private investeringsfond for vedvarende energi og gjorde opmærksom på, at prisen på vindmøller er faldet 20 pct. på fem år, mens solcelleprisen i samme tidsrum er faldet med hele 80 pct. Derfor anbefalede han de fossile energiselskaber at ændre strategi nu og »drage fordel af de forretningsmuligheder, som energisystemerne med ringe CO2-belastning repræsenterer.«

»At signalere modstand hjælper ikke, for det vil forankre jer fast i fortiden,« lød budskabet.

Rockefeller står af

Lord Browne sidder fortsat som bestyrelsesformand for det britiske selskab Cuadrilla Resources, der p.t. arbejder for at indlede produktion af skifergas i Storbritannien. Han oplyste ikke på London-mødet, om han overvejer at afhænde sine interesser i selskabet.

Den fremtrædende oliemarkedsanalytiker Mark Lewis fra finansrådgivningsselskabet Kepler Cheuvreux har tidligere i år estimeret et værditab i den fossile energiindustri på 28.000 mia. dollar over de næste to årtier, hvis verden beslutter at leve op til to graders målet.

»Olieindustrien vil stå for 19.300 mia. dollar, heraf gas for 4.000 mia. og kul for 4.900 mia.,« hedder det i Kepler Cheuvreux-rapporten.

Den slags perspektiver fik i september Rockefeller Brothers Fund – hvis store formue er tjent på olieinvesteringer gennem 145 år – til at meddele, at man vil afhænde sine interesser i den fossile sektor, startende med kul og tjæresand.

»Vi er overbeviste om, at havde han (John. D. Rockefeller) været levende i dag, så ville han som smart forretningsmand med blik for fremtiden have bevæget sig bort fra fossile brændsler og investeret i ren, vedvarende energi,« sagde fondens formand, Stephen Heintz om beslutningen.

Til dato har omkring 800 globale investorer – pensionskasser, byer, universiteter, kirkelige organisationer m.m. – meddelt, at de vil afhænde deres fossile investeringer. Ifølge WWF har de otte største danske pensionskasser fortsat en samlet investering i CO2-intensive selskaber på godt 7,2 mia. kr. med en ledsagende CO2-udledning, der svarer til 3,4 gange Danmarks udledninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her