Læsetid: 5 min.

Trykket stiger i Jerusalem

Et kludetæppe af drab, hævn og frygt har lagt sig over Jerusalem, og dets frynser har for længst strakt sig ind på Vestbredden og ud i det øvrige Israel. Netanyahu forsøger sig nu med kollektiv afstraffelse for at sætte en stopper for voldseskaleringen, men effekten synes endnu ikke at være til at få øje på
I medierne og blandt politikere tales der om, at de seneste ugers vold i Jerusalem er anderledes end tidligere tiders, fordi der denne gang i langt højere grad er tale om en kamp mellem religioner end mellem nationaliteter.

I medierne og blandt politikere tales der om, at de seneste ugers vold i Jerusalem er anderledes end tidligere tiders, fordi der denne gang i langt højere grad er tale om en kamp mellem religioner end mellem nationaliteter.

Ronen Zvulun

27. november 2014

På skellet mellem de to sidste stykker smal brostensbelagt gade til henholdsvis Grædemuren og Haram al-Sharif-pladsen, hvor Al-Aqsa-moskeen ligger, står fire soldater lænet op ad nogle jerngitre og synger en stille vise på hebraisk.

Under uro bruges gitrene til at afspærre gaderne her i Jerusalems gamle by med, men i dag er de trukket ind til siden og lader en blanding af turister, palæstinensiske kvinder med indkøbsposer, legende børn og ortodokse jøder passere forbi.

For enden af vejen til højre, inde ved Grædemuren, står høje sorte hatte og kippaer med toraen i hånden og rokker, mens turister og andre mindre religiøse tager selfies med den jødiske helligdom i baggrunden.

På den anden side af muren har aftenbønnen i Al-Aqsa-moskeen netop lydt. Nu er her stille. Usædvanligt stille.

Det er en uge siden, fætrene Ghassan og Oday Abu Jamal, to palæstinensiske mænd fra Østjerusalem, bevæbnet med knive, økser og pistoler dræbte fem og sårede adskillige i en synagoge i den vestlige og israelske del af byen. Siden da er flere både palæstinensere og israelere blevet stukket ned på åben gade i Jerusalems midtby, adskillige palæstinensere og også israelsk politi og soldater er blevet såret i voldelige sammenstød i hovedstaden såvel som på Vestbredden, og overalt tales om frygten for, hvornår og hvem det næste angreb vil ramme.

Jerusalem er dækket af et kludetæppe af voldelige minder, hævn og frygt, der lægger en effektiv dæmper på den magi og mangfoldighed, der normalt karakteriserer den hellige by.

Kollektiv afstraffelse

»Velkommen til Jerusalem, Mellemøstens Colosseum! Stedet, hvor alle kæmper for deres frihed. Nogen vinder måske en dag, men husk: Der er regler,« gjalder ejeren i en kiosk på King David Street i den vestlige og israelske del af byen.

Det er lidt over en måned siden, tre personer med jødisk baggrund blev dræbt, da den 22-årige palæstinenser Rahman al-Shaludi kørte sin bil frontalt ind i dem på en togstation i Østjerusalem. Siden den dag har den israelske premierminister Benjamin Netanyahu talt om flere forskellige sanktioner, han vil sætte ind mod gerningsmænd som Rahman, deres familier og andre palæstinensere, der har planer om at »skade Israel«, som den israelske premierminister formulerer det.

Natten efter drabene i synagogen blev den første af planerne ført ud i livet, da israelsk militær og en bulldozer troppede op foran al-Shaludi-familiens hjem i Silwan i Østjerusalem og rev deres hus ned. Rahman al-Shaludi boede der ikke længere selv, da han blev skudt og dræbt af israelsk politi den aften på togstationen. Ghassan og Oday Abu Jamal blev ligeledes dræbt af det israelske politis kugler, i tirsdags ved synagogen, men deres familie i Jabal al-Mukaber i Østjerusalem har nu modtaget brev om, at deres hus er det næste på bulldozerens liste.

Nedrivningerne er en del af en større kollektiv afstraffelse, der synes at være strategien for Netanyahu og hans regerings måde at slå ned på de seneste dødelige angreb og opstand mod Israel i det hele taget.

I disse dage er et forslag om at tage ID-papirerne fra palæstinensere, der udøver, støtter eller planlægger vold og oprør mod Israel, til forhandling i Knesset.

Karakteristisk for gerningsmændene bag både bil- og synagogeangreb er nemlig, at de alle har haft det såkaldte blå Jerusalem-ID, der giver dem mulighed for som palæstinensere at bo og arbejde i Jerusalem og det øvrige Israel. Uden blåt ID må palæstinensere kun befinde sig på Vestbredden eller i Gaza, og sammen med palæstinensere med planer om at »skade Israel« står gerningsmændenes familier altså nu til at miste både hus og mulighed for at arbejde og opholde sig i ikke kun Israel, men også Østjerusalem, der ifølge 1967-grænserne hører til Palæstina og skal være hovedstad for en fremtidig palæstinensisk stat.

En krig med religiøse motiver

I medierne og blandt politikere tales der om, at de seneste ugers vold i Jerusalem er anderledes end tidligere tiders, fordi der denne gang i langt højere grad er tale om en kamp mellem religioner end mellem nationaliteter.

Men det er langtfra kun ortodokse jøder, der i disse dage tømmer peberspray-lagrene og læser de israelske myndigheders nyligt offentliggjorte liste med gode råd til, hvordan man sikrer sig mod og reagerer i tilfælde af overfald.

Nok har mange af ofrene for de seneste angreb været ortodokse jøder, men ingen israelere føler sig sikre, når trusler om og opildning til flere angreb stadig fylder i Hamas’ og andre støtter af angrebenes retorik.

Da israelsk politi i flere uger nægtede muslimer adgang til og dermed mulighed for at bede i Al-Aqsa-moskeen, kaldte den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, det for en krigserklæring, og den tredjestørste helligdom i Islam har længe været blikfang på plakater i palæstinensiske kampagner for hævn mod »Israels forbrydelser«.

Israelsk politi ved Al-Aqsa-moskeen i Jerusalem.

Abir Sultan

Abbas var efter mordene i synagogen ude og fordømme angrebet og har generelt de seneste uger manet til besindighed og bedt sine landsmænd stoppe det voldelige oprør mod Israel. Men ligesom gerningsmændene bag angrebene, støtterne af dem såvel som den generelle palæstinensiske befolkning, understreger han samtidig, at den palæstinensiske vrede langtfra kun skyldes de seneste hændelser omkring Al-Aqsa, men i lige så høj grad er rettet mod Israel som besættelsesmagt og de mange forbrydelser, den besatte palæstinensiske befolkning i kraft heraf har været udsat for.

Mere hærværk, flere overfald

»Død over araberne« skrev en gruppe israelske bosættere søndag på ydermurene af et hus i landsbyen Khirbat Abu Fallah, nord for Ramallah på Vestbredden. I huset boede en palæstinensisk familie, og flere af dem var hjemme, da bosætterne kastede brandbomber mod huset og fik det til at stå i flammer, forklarede Ghassan Daglas, en palæstinenser der overvåger bosætter-aktiviteter på den nordlige Vestbred. Alle nåede dog at slippe ud i tide, så ingen kom alvorligt til skade.

I den lille kiosk med det fyldige navn Ambassador Market i Sheikh Jarrah i den østlige del af byen har den palæstinensiske ejer solgt chokolade, vin og cigaretter til sine kunder i mere end 30 år. For ham er hver dag og hver eskalering af vold og konflikt den samme.

»Det er den samme konflikt og de samme forbrydelser, bare med nye ansigter,« siger han.

Et par timer efter at soldaterne ved skillevejen i den gamle by har afsluttet deres vise, kommer tre jødiske studerende op at slås med to palæstinensere ved Jaffa Gate, hovedindgangen i vest til den gamle by. To af de jødiske studerende bliver stukket ned, men slipper dog begge med mindre skader.

Trykket i Jerusalem-kedlen er steget endnu en tand, og kludetæppet blevet en lap større.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Peter Rasmussen

Kollektiv afstraffelse får kun volden til at eskalere. Det er vidst en rimeligt triviel observation. Men Netanyahu vægter det åbenbart højere at vise sig som en 'stærk mand' end at finde løsninger på konflikten. Sørgeligt, men desværre ret godt i tråd med hvad vi har set fra hans hånd de sidste mange år...

Viggo Okholm, Mads Berg, Bo Carlsen, Holger Madsen, lars abildgaard, Rune Petersen, Janus Agerbo og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Jeg tror ikke rigtig på den der med at den seneste eskalering skulle være mere religiøs end tidligere.
Det handler om land, vand, penge, sikkerhed og hævn. Religionen er blot den ting, der mest synligt adskiller de to grupper og ikke det, der primært driver nogen af siderne.
Hvis man fjernede de andre faktorer, ville religionen i det område ikke være no,k til at volden ville fortsætte uformindsket og da slet ikke eskalere. Nogle få ekstremister på begge sider ville fortsætte af religiøse årsager et stykke tid, men de ville hurtigt miste støtte fra deres trosfæller, hvis der blev fundet en løsning på sikkerheds- og ejerforholdene.
Israel er ikke ved at blive udråbt til en stat for jøder af religiøse grunde men af politiske. Blot endnu en måde at cementere deres krav på land og sikkerhed overfor palestinensernes.

Malan Helge, Holger Madsen, lars abildgaard, Per Klüver, Rune Petersen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

@Henrik Nielsen:
Det syntes som om religion, kan gøre disse konflikter mere forbitrede og langvarige,
men de er som oftest opstået af andre grunde.

Klassikeren over dem alle er vel Sunni/Shia-konflikten, som i religiøs kontekst virker komplet latterlig, men som i tab af menneskeliv vel er den alvorligste de seneste 20 år.

»Det er den samme konflikt og de samme forbrydelser, bare med nye ansigter,« siger han.
Tja. vise ord.

Viggo Okholm

Uanset palæstinensernes handlinger her, som er vanvittige i forhold til hvilke konsekvenser det får, så er Israels ageren og kollektive hævn samt ydmygelsen af palæstinenserne en skamplet på menneskeheden.