Analyse
Læsetid: 5 min.

Udlandet vogter over valget i Grønland

Mineraler, olie og klima øger omverdenens fokus på magtforholdet mellem Nuuk og København
Det er ikke så mærkeligt, at udlandet følger med, når Grønland vælger ny regering – og at forholdet til København er til stadig analyse. Grønland har netop åbnet en diplomatisk repræsentation i Washington, og der er måske én mere på vej i Beijing. Har de grønlandske ledere mandat til at føre egen udenrigspolitik?

Det er ikke så mærkeligt, at udlandet følger med, når Grønland vælger ny regering – og at forholdet til København er til stadig analyse. Grønland har netop åbnet en diplomatisk repræsentation i Washington, og der er måske én mere på vej i Beijing. Har de grønlandske ledere mandat til at føre egen udenrigspolitik?

Tine Sletting

Udland
25. november 2014

Valget i Grønland fredag har igen skærpet udlandets fokus på Grønland.

Denne skribent har i de seneste dage assisteret undrende diplomater fra en række udenlandske ambassader og journalister fra Italien, Frankrig, Spanien og Financial Times, og de udenlandske korrespondenter i København stillede talstærkt op på Grønlands repræsentation på Nordatlantens Brygge forleden, da de blev budt på politisk briefing.

Mineralerne i undergrunden, klimaforandringerne og Grønlands eget opsøgende diplomati har fanget erhvervslivets, regeringers og efterretningstjenesternes opmærksomhed, og millioner af almindelige mennesker verden over har i dag skarpe holdninger til isbjørnene og Grønlands natur. Valget understreger igen, hvordan Grønland er stadig mere sin egen – og de færreste i udlandet forstår magtdelingen med Danmark. Mange danskere og grønlændere fatter i øvrigt heller ikke, hvordan det hænger sammen, så det bør ikke undre, at udlandet klør sig i nakken.

Uran

Den skærpede interesse pirres af en række kontante dilemmaer: Grønland har ophævet forbuddet mod uranudvinding i Grønland, selvom det peger stik imod den danske regerings instinkter og mangeårige indsats mod spredning af kernevåben. En af verdens største uranforekomster ligger i Kvanefjeldet i Sydgrønland. Ved en arktisk konference i 2013 for 900 beslutningstagere fra hele verden forklarede den nu væltede, tidligere grønlandske regeringsleder Aleqa Hammond stolt, at Grønland inden for få år kunne være mellem de fem største uraneksportører i verden. Det er teoretisk muligt – omend lige nu politisk vanskeligt: De nye, unge ledere i partiet Inuit Ataqitigiit, der med antropologen Sara Olsvig i spidsen fører i valgkampen, er lodret imod uranen og Kvanefjeldsprojektet. Til gengæld er det også kendt, at forekomsterne af sjældne jordarter i Sydgrønland hører til de største på kloden uden for Kina. Her er tale om helt nødvendige råstoffer til den ny grønne teknologi, batterier til elektriske biler, vindturbiner mv. og til moderne missilsystemer. Det var disse mineraler, der forud for et valg i Grønland i 2013 fik magasinet The Economist til at tale om valgets globale konsekvenser. Danmark kræver vetoret i forvaltningen af både uranen og de sjældne jordarter, fordi der er sikkerhedspolitik involveret, mens Grønland protesterer og minder om, at Danmark ved lov for længst har overladt forvaltningen af Grønlands under-grund til Nuuk. Offentligheden har fået løfter om en afklaring inden nytår – men den lader vente på sig.

Et australsk selskab har netop søgt om tilladelse til at etablere en zinkmine i det allernordligste Grønland ved Citronen Fjord. Her ventes den største investor og egentlige ansvarlige for minens drift at blive det halvstatslige kinesiske minekonglomerat China Non-Ferrous Metal Mining Group.

Grønlænderne meldte sig ud af EU i 1985, men udvider i dag hastigt samarbejdet med et ivrigt Europa – langt ud over det omfattende europæiske fiskeri i Grønland. En aftale, der skal sikre, at Grønlands mineraler ikke indlemmes i Kinas eller andres monopoler blev indgået mellem Bruxelles og Nuuk i 2012. Til gengæld har EU nu afsat 217 mill. euro i støtte til Grønlands uddannelsessektor over de næste syv år. Olieselskaberne har sikret sig licenser til havbunden ud for Grønland: De er klar til at slå til den dag, den arktiske olie skulle blive rentabel. Sydkoreanske aktører har engageret sig i ny kortlægning af Grønland fra luften. Nye rapporter om råstofferne dukker stadig op – senest The Greenland Gold Rush fra den amerikanske tænketank Brookings. Thulebasen hører fortsat til de mest vitale dele af det amerikanske militærs missilforsvar og satellitkommunikation, og spændingerne med Rusland i Ukraine rejser nye spørgsmål om sikkerheden i Arktis. Endelig venter omverdenen nu spændt på, at Danmark og Grønland i fællesskab i december indsender kongerigets krav til FN om 400.000 kvadratkilometer af havbunden i Det Arktiske Ocean ved Nordpolen. Her står Grønland midt i en kontant interessekonflikt med Rusland og Canada.

Det er ikke så mærkeligt, at udlandet følger med, når Grønland vælger ny regering – og at forholdet til København er til stadig analyse. Grønland har netop åbnet en diplomatisk repræsentation i Washington, og der er måske én mere på vej i Beijing. Har de grønlandske ledere mandat til at føre egen udenrigspolitik? Er det ikke regeringen i København, der tegner det danske kongerige? Er Grønland ved at løsrive sig? Hvem bestemmer egentlig over hvad?

Kinesiske baser

Misfortolkninger af det evigt foranderlige forhold florerer langt ind i ellers velinformerede kredse, og de udvikler sig til tider til bizarre scenarier. Den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations præsenterede f.eks. i 2013 en længere analyse, hvor en perlerække af fortolkninger konkluderedes med at »Kina engang i fremtiden kunne bruge sin økonomiske magt og udsigten til flere investeringer i Grønlands økonomi til at overtale Grønland til at lade Beijing placere permanente militære og efterretningsmæssige kapaciteter i Grønland.«

Beslutningstagerne i det globale erhvervsliv, i regeringskredse m.v. må ansvarligvis tage bestik af sådanne prognoser, og andre dele af den globale intelligentsia har for længst erklæret Grønland uafhængigt inden for få år, et wild card i den arktiske udvikling osv. Alt sammen er det med til at så tvivl om udviklingen i Grønland på et tidspunkt, hvor udsigterne for Grønlands økonomi er alarmerende, og grønlænderne kæmper for at få investorerne til at bide sig fast.

Kompleksiteten fortættes af det faktum, at den danske regering næsten konsekvent støtter Grønlands ekspanderende forbindelser til resten af verden. Udlandet iagttager, hvordan Grønland med dansk hjælp er ved at opbygge en række samarbejder og alliancer, der gradvist mindsker afhængigheden af Danmark. Samtidig erkender Helle Thornings regering nu gerne, hvor vigtig Grønland er for Danmarks vægt i verdenssamfundet. Som udenrigsminister Martin Lidegaard (R) sagde det tidligere i år: »Vi fylder simpelthen mere i Beijing og Washington og Berlin, fordi vi hænger sammen med Grønland. Det hører til de elementer, der gør Danmark unik i udenrigspolitisk forstand. Den indflydelse, vi har på de internationale regler og den politik, der skal føres i Arktis i fremtiden, er rigtig meget værd i geopolitisk forstand. Det betyder, at vi bedre kan forfølge Danmarks overordnede udenrigspolitiske interesser og mål. Vi kan arbejde for trygge rammer for Danmark, arbejde på at den danske befolkning kan leve i sikkerhed; vi kan sikre multilaterale rammer, der skaber så store muligheder for små landes indflydelse som muligt, fredelig konfliktløsning, godt miljø og en socialt afbalanceret udvikling. Alle disse helt vitale interesser får vi en mulighed for at varetage aktivt, fordi vi er forbundet med Grønland. Uden Grønland kunne vi ikke tillade os nær samme styrke i stemmeføringen, og det gælder også ud over den arktiske region – bare i lidt mere overført betydning.«

Martin Breum er forfatter til bøgerne ’Når isen forsvinder’ og senest ’Balladen om Grønland’. Martin Breum skriver nyhedsanalyser om Arktis og Grønland i Information og den grønlandske avis Sermitsiaq.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis internationale koncerner for alvor interesserer sig for natur ressourcerne på Grønland er der en stor risiko for, at Grønland bliver løbet over enden med den politiske styring de har i dag.

Grønlandske politikere vil blive forgyldt og befolkningen ser ingen nævneværdig forbedring af deres livsbetingelser andet end store huller i jorden.

Hvis ikke den unge generation af grønlandske politikere får ryddet op i det politiske moras kan Grønland og dets selvstyre ende som olienationen Nigeria i Afrika.

Grønland hænger fast i elastikken til det danske bloktilskud på omkring 4.000.000.000 kroner...

Stakkels grønlændere.

Kære Martin Breum-
Lige et par kommentarer til din udmærkede artikel om Grønland.
Problemerne dér er vist lige så store som landet er stort - og for blot at fremhæve et par detaljer
- der er IKKE to byer på Grønlandland der er forbundet med vej
- vil man frem er det til fods - med hundeslæde - ved at sejle - eller ved at flyve
- det skulle ikke undre mig om der allerede er fundet olie på Grønland - men økonomien ved udvinding er formentlig sådan at prisen på en tønde olie skal op over 200 dollars før en stor-skala udvinding vil blive aktuel
- og endelig er det største problem befolkningen selv - og eksemplificeret behøver man bare at forestille sig at antallet af begavelser er en fast og konstant % af befolkningen - og er der derfor et tilstrækkeligt numerisk antal til at varetage alle de funktioner som en statsdannelse kræver...??... når nu antallet af grønlændere er ca 60.000

Svend-Erik Hansen

"...de færreste i udlandet forstår magtdelingen med Danmark. Mange danskere og grønlændere fatter i øvrigt heller ikke, hvordan det hænger sammen.."

Måske fordi man bidrager til den politiske italesættelse, der har foregået på højtryk de sidste par år?
"...i Grønland...Grønlands regering...regeringsleder..."!

Ja, det er spørgsmålet om fremtiden for et grønland afhængigt af mineselskaber er lysere end en fremtid afhængig af Danmark.
Hvis de tror de kan spille Kina ud mod USA og have EU som sikkerhed, skal de nok gå lidt længere i skole.