Læsetid: 4 min.

USA: Op ad bakke for klimaaftale efter valg

Det Hvide Hus arbejder for en blød global aftale med frivillige klimamål, men selv det kan være for meget for Kongressen, der styres af republikanske klimaskeptikere
Det amerikanske agentur National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) har udsendt dette foto af omkring 35.000 hvalrosser på en strand i Pt. Lay i Alaska. De er strandet her, angiveligt fordi de trods årstiden ikke kan finde noget havis at hvile på. NOAA mener, at det skyldes klimaforandringer.

Corey Accardo

6. november 2014

Den ny flertalsleder i det amerikanske senat, den 72-årige republikaner Mitch McConnell fra kulstaten Kentucky, er ikke nogen tilhænger af bindende globale klimaaftaler, endsige handling over for udledningen af CO2.

I et interview i sidste måned i avisen Cincinnati Enquirer afviste han overhovedet at tale om at reducere udledningerne, eftersom »ingen andre vil gøre det«.

»Inderne og kineserne bygger kulkraftværker, Europa er ved at gå i den retning – importerer nu kul – og australierne har for få måneder siden droppet deres CO2-afgift,« sagde han.

I det hele taget betvivler sejrherren ved det amerikanske midtvejsvalg, at der er et problem.

»For hver person, som mener, der sker en opvarmning, kan jeg finde én, der mener, det ikke sker,« sagde McConnell tidligere i år.

Den position lover ikke godt for mulighederne for at opnå en bindende global klimaaftale på COP 21 i Paris om godt et år. Skulle præsident Barack Obamas forhandlere komme tilbage fra Paris med en juridisk forpligtende aftale, er der udsigt til en gentagelse af fadæsen fra 1997, hvor daværende vicepræsident Al Gore kom hjem fra FN-klimamødet i Kyoto med en vedtaget aftale, blot for at opdage at Senatet nægtede at ratificere den, hvorfor USA kom til at stå uden for og dermed alvorligt svækkede Kyoto-aftalen.

Det Hvide Hus har for længst indset forhindringerne for Kongressens godkendelse af en global aftale, der forpligter USA til bestemte CO2-mål. Derfor arbejder man for en kompliceret mellemting mellem en frivillig og forpligtende aftale. Man gør det ved at støtte et forslag, som New Zealand luftede på det seneste FN-forhandlingsmøde i Bonn i forrige uge – et forslag man kan gætte på er inspireret af netop USA.

Modellen

USA’s chefforhandler i COP-processen, Todd Stern, har forklaret dette forslag ved en forelæsning på Yale University: Landene skal juridisk binde sig til at indlevere hver sin nationale plan eller mål for CO2-reduktion samt ledsagende indrapporterings- og overvågningsmekanismer.

»Men selve indholdet af planen eller målet vil i New Zealands forslag ikke være juridisk bindende på internationalt plan,« understregede Todd Stern, og den holdning støtter USA.

I en eventuel bindende Paris-aftale skal alle lande altså indlevere et CO2-reduktionsmål, men de bestemmer selv, hvad dette mål skal være. Dette er i modsætning til Kyoto-aftalen, hvor det overordnede CO2-mål for i-landene blev omregnet til forpligtende delmål for de enkelte aktører.

Todd Stern argumenterer for den newzealandske model med, at flere store lande ikke vil gå med til nationale mål, der er internationalt fastlagt – et delvist tautologisk argument, eftersom USA selv er et af de lande, der ikke vil. Men selv med den beskrevne model er det efter midtvejsvalget højst usikkert, om Obama i 2015 vil kunne få Kongressens accept af en international aftale.

Dødvande i Bonn

Modellen efterlader det afgørende spørgsmål, hvordan landenes frivilligt definerede reduktionsmål kan sikre det overordnede klimamål, der blev vedtaget på COP15 i København i 2009: højst to graders global temperaturstigning.

Svaret på det spørgsmål blæser i vinden efter den forhandlingsrunde, der netop er gennemført i Bonn på vej til COP 20, der skal afholdes i Lima i Peru fra den 1. december. Lima-mødet er sidste klimatopmøde før den deadline på COP 21 i december næste år, som landene har sat for en global aftale.

»Vi forlader Bonn uden meget mere klarhed end ved ankomsten, når det gælder, hvordan vi skal opnå de nøglebeslutninger, der er brug for i Lima,« sagde efter Bonn-mødet Alden Meyer, ngo-veteran fra Union of Concerned Scientists.

Håbet var, at Bonn-mødet som optakt til COP 20 havde kunnet definere, hvilken form landenes målsætninger – i COP-jargonen ’påtænkte nationalt fastlagte bidrag’ (INDC) – skulle leveres på. Altså ikke målenes størrelse, blot måden de skal defineres og indberettes på. Herefter skulle Lima-mødet så formulere et første udkast til selve den globale klimaaftale, efterfulgt i første kvartal 2015 af landenes konkrete indberetning af deres INDC’er. Resten af tiden frem til COP 21 i Paris skulle så gå med de sprængfarlige forhandlinger om præcise formuleringer i klimaaftalen.

Men Bonn-mødet i forrige uge leverede altså ikke det ønskede, og dermed er man allerede nu under tidspres.

I- og u-lande

Uenigheden går bl.a. på, at mange i-lande fokuserer på CO2-reduktionsmål – størrelsen heraf ufortalt – som substans i de nationale indberetninger, mens mange u-lande vil, at indberetningerne også beskriver i-landenes bidrag til klimatilpasning i u-landene, herunder med penge. Kravet afspejler, at mange u-lande allerede lider under klimaændringerne og derfor har brug for hjælp til praktisk beskyttelse og ikke kan nøjes med løfter om at gøre noget ved de fremtidige CO2-udledninger.

En anden alvorlig barriere er, hvem der bør gøre hvad. I Kyoto-aftalen skelnedes mellem i- og u-lande, således at kun i-landene – som historisk ansvarlige for klimatruslen – blev pålagt reduktionskrav. Mange u-lande holder fast i denne skelnen, mens USA og andre i-lande påpeger, at verden i dag er meget anderledes med vækstøkonomier som f.eks. Kina, der har store CO2-udledninger og derfor også må forpligte sig til CO2-reduktioner.

»At insistere på en sådan bagudskuende struktur (med de gamle blokke af i- og u-lande, red.) vil udelukke en aftale,« sagde Todd Stern, så det ikke kunne misforstås, på Yale University.

Der står man nu.

»Parterne var ude af stand til at enes om, hvilke dokumenter, der bør være grundlag for forhandlinger, og mange rejste hjem med en voksende følelse af ubehag over det arbejde, der venter de næste fem uger,« hedder det i den Earth Negotiations Bulletin, der samlede op på Bonn-mødet.

Siden da har FN’s klimapanel, IPCC, så i København fremlagt sin rapport om klimaets tilstand og dystre fremtid, hvis ikke der handles.

»Videnskaben har talt. Der er ingen tvetydigheder i deres budskab. Lederne må handle. Tiden er ikke med os,« sagde FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, ved offentliggørelsen i søndags.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
  • Ejvind Larsen
John Fredsted og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer