Læsetid: 5 min.

Valgkamp i Grønland udstiller Danmarks dilemma

Der mangler en milliard om året til Grønlands økonomis opretholdelse – hvem skal betale?
Kim Kielsen tager over i partiet Siumut efter den grønlandske ’statsminister’ – landstyreformand Aleqa Hammond, der måtte trække sig efter bilagsrod. Hun var siden april 2013 blevet rykket for godt 100.000 kr., som hun havde brugt på private udgifter, men som Hjemmestyret havde betalt. Hun betalte først tilbage i september 2014.

ulrik bang

7. november 2014

Nuuk i november: Valgkampen i Grønland driver netop nu de grønlandske politikere op og ned ad den grønlandske kyst til valgmøder forud for et valget den 28. november, der bliver væsentligt for Danmarks og Grønlands indbyrdes forhold. Mange politikere på Christiansborg vil følge valget med interesse. Grønlands forhenværende politiske leder, Aleqa Hammond, der faldt efter en tumultarisk bilagsskandale, satte det dansk-grønlandske forhold på alvorlig prøve – på et tidspunkt, hvor samarbejde er ekstraordinært påtrængende set med danske politikeres øjne.

De grønlandske vælgere markerede med valget af Aleqa Hammond deres ønske om uafhængighed, så det også i omverdenens øjne satte spørgsmålstegn ved det danske riges sammenhængskraft. Skeptikerne rev sig i håret og påpegede, at Grønland ikke i nogen nær fremtid vil kunne finansiere uafhængigheden, men Aleqa Hammond insisterede på at italesætte drømmen, fordi hun vidste, at flertallet af vælgerne deler den med hende.

I dag er Aleqa Hammond ude af billedet – bogstaveligt talt. Hun er ikke at se i valgudsendelserne på tv; hun stiller næppe op til valget; partitoppen ønsker hende af vejen. Det gør en forskel.

Aleqa Hammond understregede uenighederne med Danmark; mange af dem er reelle, kemien med Helle Thorning-Schmidt var ringe, og dialogen blev kantet.

Alle ved, at Arktis er vigtig

På Christiansborg vil man bide mærke i, om hendes afløser som formand for Siumut-partiet, den politiuddannede Kim Kielsen, genopliver retorikken – eller om han fastholder fokus på de nære problemer: arbejdsløsheden, fiskeriet, den galopperende sociale ulighed, boligmanglen, folkeskolen osv. Grønland og Arktis er blevet kernestof på Christiansborg. Venstre har gjort Claus Hjorth-Frederiksen, partiets stærke strateg, til grønlandsordfører, fordi Venstre ved, at håndteringen af Grønland og Arktis bliver central for en eventuel Lars Løkke-ledet regering. Grønland er afgørende for Danmarks vægt i verdenssamfundet, og forholdet til Grønland kræver langt mere finesse end tidligere.

Det helt aktuelle dilemma er de kulsorte udsigter, der er for Grønlands økonomi. Som Helle Thorning-Schmidt skrev i Berlingske tidligere i år:

»Der er behov for at forbedre budgetterne med omkring en milliard kr. hvert år frem mod 2040 for at få balance mellem indtægter og udgifter. Omregner man til danske forhold svarer det til over 100 milliarder kr. hvert år.«

Også Grønland døjer med stadig flere ældre, alt for få unge til at til at tjene pengene – og alt for mange af de dygtige udvandrer.

Den opløste Hammond-regering budgetterede med et underskud i 2015 for andet år i træk, og Grønlands økonomiske råd spår dramatisk voksende underskud så langt øjet rækker.

Hvis ikke der kommer nye indtægtskilder, eller hvis ikke den næste regering i Nuuk sætter Grønland på en hestekur, der får de danske dagpengereformer til at blegne, hænger økonomien ikke sammen.

Og her øjner de danske politikere deres eget problem. Som Mogens Lykketoft, Folketingets formand og mangeårig iagttager af Grønlands udvikling, gerne forklarer, har det store flertal på Christiansborg siden Staunings og Hedtofts dage haft den faste grundindstilling, at grønlændernes levestandard ikke må falde til et markant lavere niveau end danskernes.

Grundlovsændringen i 1953 sikrede, at Grønland forblev en del af det danske kongerige på trods af stormagternes og FN’s indsats for at afvikle kolonitiden.

Til gengæld blev grønlænderne danske statsborgere med samme rettigheder som folk i Nørre Nebel. Selvstyreloven fra 2009 gav grønlænderne ret til at løsrive sig, og de fik retten til olien og mineralerne. Men det ændrede ikke på det basale: Grønlænderne er danske statsborgere, og ingen dansk regering kan i sidste ende leve med, at børnene i Eqalugaarsuit, Arsuk eller Kangamiut for alvor lider nød, eller at ældreplejen degenererer fatalt. Ingen af de grønlandske politikere – og meget få af de danske – ønsker at øge Grønlands afhængighed af penge fra Danmark. Men alle er klar over, at noget må gøres – bare ikke hvad.

Nul olie, få miner

Forhåbningerne om oliefund eller indtægter fra nye miner har på rekordtid mistet deres aktualitet i grønlandsk politik – de optræder knap i valgkampen. Ingen olieselskaber har boret i de grønlandske farvande siden 2011. På landjorden er London Mining gået i betalingsstandsning. Det britiske selskab ville anlægge en jernmine til 14 milliarder kr. nord for Nuuk ved hjælp af flere tusinde kinesiske minearbejdere, men selskabets hovedindtægter fra Sierra Leone er kollapset på grund af ebola-epidemien.

Et andet mineprojekt til udvinding af sjældne jordarter og uran i Sydgrønland hænger i en næsten lige så tynd tråd. Sara Olsvig, antropolog og nyudnævnt formand for partiet Inuit Ataqatigiit, der ifølge meningsmålingerne står til at vinde valget, vil udsætte tanken om uranudvinding for en folkeafstemning, hvis hun kan finde et flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, efter valget.

Bliver Kim Kielsen regeringsleder, bliver der ingen folkeafstemning, men selskabet bag uranplanerne, Greenland Minerals and Energy, mangler stadig at overbevise grønlænderne om, at minen ikke vil skade miljøet eller borgerne i Narsaq, der ligger blot seks-syv kilometer fra den planlagte mine.

Ingen snuptagsløsninger

Der er intet quick fix til Grønlands problemer. Og Grønland og Danmark har hidtil haft svært ved at enes om fælles initiativer, der batter noget. De grønlandske politikere skyr tanken om øget statsligt engagement i Grønland, og Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon klager ikke: De mener ikke, at der skal spenderes danske skattekroner i Grønland ud over det faste, årlige bloktilskud. De private danske investorer (pensionskasserne er særligt i søgelyset) har svært ved at øjne et rimeligt afkast af investeringer i Grønland, og det hjælper ikke på deres virkelyst, at den danske regering afviser at gå forrest. Eksportkreditrådet har fået grønt lyst til at spænde et sikkerhedsnet ud, hvis store danske investorer skulle melde sig i Grønland, men hidtil har det ikke skabt aktivitet.

Tingene står ikke stille i Grønland: Aktive iværksættere forsøger sig lige nu med nyt rejefiskeri helt oppe i Melville-bugten. I Maniitsoq drives forsøg med torskekød af helt ny kvalitet. Mod syd er der forsøgsfiskeri på makrel. Vandkraften buldrer, og minerne er ikke opgivet. Men det ændrer ikke på, at prognoserne er dystre – så valget er vigtigt for mange andre end grønlænderne.

Martin Breum er forfatter til ’Når isen forsvinder’ (2013) og ’Balladen om Grønland – trangen til løsrivelse, råstofferne og Danmarks dilemma’ (2014). Han skriver i Information om Grønland og Arktis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu