Læsetid: 5 min.

Cubas nødvendige vej

Aftalen mellem USA og Cuba om at genoptage de diplomatiske forbindelser er uden sidestykke, men mindre overraskende set i lyset af den forvandling, Cuba undergår. Cuba er presset økonomisk, og styret kan kun overleve på sigt, hvis en ny økonomisk model erstatter den gamle. Åbning mod omverden er ikke et valg, men en nødvendighed
En kunde hos en grønthandler i Havana. Vareudbudet i Cuba er ofte begrænset, og staten uddeler stadig en rationeringsbøger til borgerne.

Adalberto Roque

19. december 2014

Læser man de cubanske aviser dagen efter den historiske aftale om at genoptage de diplomatiske forbindelser mellem USA og Cuba, er tophistorien ikke selve aftalen. De to statsaviser, Granma og Juventud Rebelde (Oprørsk Ungdom, red.), gør derimod et stort nummer ud af de tre cubanske spioner, der nu er frigivet i en udveksling med den amerikanske statsborger, Alan Philip Gross, der har siddet fængslet i Cuba beskyldt for at spionage og at ville undergrave den cubanske stat.

Når fokus er på de tre løsladte cubanske ’patrioter’, som de konsekvent betegnes, er det sandsynligvis, fordi det cubanske styre i første omgang ønsker, at åbningen mod USA ses i et andet lys end det, den nødvendigvis læses i andre steder. Det er vigtigt, at aftalen med USA udlægges som en politisk sejr af nationale årsager. Og hvad er mere sejrrigt end at hive spioner hjem fra fjendens land? Tja, den gamle orden vil givetvis fortsat herske i de fleste af Cubas statslige institutioner nogle år endnu, men ikke desto mindre ser den cubanske virkelighed meget anderledes ud i dag, end den gjorde for få dage siden.

Alligevel er det svært for Castro-regimet at sætte ord på den proces, der er sat i gang i Cuba. For det er ikke bare den diplomatiske åbning mellem USA og Cuba, der har været brygget på i al hemmelighed i halvandet års tid.

Sideløbende har Castro-regimet – ganske åbent – forhandlet med EU, der ikke bare står på sidelinjen i forhold til USA, men længe har haft en fod indenfor i østaten i form af udvidet samhandel og stadigt flere og større investeringer i en lang række joint venture-projekter.

Dertil kommer Cubas egne økonomiske reformer, som har betydet, at det nu er tilladt at drive forretning i Cuba. Dog kun inden for særligt udvalgte områder og kun ved hjælp fra ens egen familie. At hyre arbejdskraft er fortsat for tæt på markedsøkonomi til, at det kan tillades.

Cubas særlige model

Transformationen i Cuba har imidlertid været i gang, siden Fidel Castro overlod styringen til sin bror, Raul Castro. Det cubanske styre selv kalder transformationen for overgangen til »en særlig cubansk socialisme«. Præcis som der eksisterer en særlig kinesisk socialisme og en særlig vietnamesisk socialisme. Alle modeller handler om at åbne markeder, hvor den gamle centralmagt i en sirlig balancegang mellem åbning og kontrol langsomt bevæger sig mod ren, rå kapitalisme.

Og når Cubas regime efter mere end fem årtiers monopol på magten har valgt så småt at åbne og reformere østatens økonomi, skyldes det mindst tre faktorer:

Cuba har før måttet betale en høj pris, når man mister sin tætteste allierede og største økonomiske sponsor, som det skete efter Sovjetunionens kollaps i starten af 1990’erne. Det blev begyndelsen på den »specielle periode« i cubansk politik, hvor det specielle var, at Cuba i praksis var bankerot. Alene, uden stærke allierede og med stort set intet andet at sælge end sukker.

Cuba kan nemt havne i en lignende situation igen, eftersom landets største sponsor og vigtigste ideologisk allierede i dag, Venezuela, er i så store økonomiske problemer, at de generøse ladninger råolie, der hver måned skibes til Cuba, kan stoppe, når det skal være. Et økonomisk eller politisk kollaps i Venezuela er ikke bare en teoretisk risiko, men et realistisk scenario.

Af samme årsag har Cubas kommunistiske parti de seneste år kæmpet for at finde en model, der kunne aflaste den cubanske stat for en del af den økonomiske byrde, den bærer. Blandt andet ved at fyre omkring en mio. statsansatte, der så har måttet finde egen beskæftigelse inden for en række udvalgte områder som cykelværksteder, restauranter, skomagere og mange andre nicher, som staten tillader som privat forretning. Skal der for alvor gang i økonomien, kræver det dog helt andre midler, og ikke mindst investeringer udefra, ligesom det helt generelt kræver, at Cuba bliver langt mere produktivt.

Et stadig stærkere cubansk civilsamfund, der dels består af de generationer, der er født efter revolutionen, og derfor ikke har store følelser involveret i denne – og ej heller har en tro på, at de gode tider er lige om hjørnet. Dels understøttes den nye generation af apolitiske aktivister af et internet, der ikke lader meninger og information stoppe. Heller ikke på Cuba, hvor bloggere som Yoani Sánchez (med mere end 635.000 følgere på Twitter) dagligt agerer fortrop.

Men også andre borgergrupper, som eksempelvis Las Damas de Blanco (de hvide damer, red.), der er ’enker’ til Cubas politiske fanger, og som ugentligt samles i Havana for at demonstrere mod styret. De er en torn i øjet på regimet, fordi de på mange måder synliggør det magtmæssige misforhold mellem stat og individ i Cuba.

David uden Goliat

Men forbrødringen med USA er ikke uden risiko for det cubanske regime. Igennem 55 år har Cuba været symbol på modstanden mod imperiet i nord, som mere eller mindre berettiget er blevet beskyldt for snart sagt al dårligdom i Latinamerika. Historisk er der også en del om snakken, mens USA i dag spiller en anden og mindre problematisk rolle i Latinamerika.

Det har historisk givet Cuba en vigtig ideologisk baseret blød magt, men uden USA som modpol bliver det langt sværere at mobilisere international opbakning til den cubanske (eller venezuelanske) socialistiske-kommunistiske model. Uden Goliat er David bare en lille ø.

Aftalen med USA kan også blive et problem for sammenholdet og selve eksistensgrundlaget for den yderste venstrefløj i Latinamerika.

Som Miriam Zelaya fra Havana skriver i et debatindlæg i Miami-avisen 14 y Medio:

»Det er svært at forestille sig hvilke krumspring, den cubanske regering må foretage for at forene de antiimperialistiske principper, de deler med ALBA (Det Bolivarianske Alternativ for Amerika – en alternativ handelsblok af otte latinamerikanske lande) og deres regionale allierede, ovenpå denne aftale med skurken i nord. Er der noget, som venstrefløjen ikke tilgiver, er det sidespring og ideologisk bigami.«

Lige nu har Castro-regimet fire måneder til at finde sig til rette med denne nye virkelighed – og finde ud af, hvordan den ideologisk skal fordøjes. I april er der topmøde for de amerikanske kontinenters ledere i Panama, og her vil det nye forhold mellem USA og Cuba ret sikkert blive omdrejningspunktet for meget snak om økonomi, politiske alliancer og ikke mindst de krav om at respektere menneskerettighederne, som USA trods alt har stillet som et betingelse for yderligere tilnærmelser – endsige en mulig ophævelse af den snart 50 årige handelsembargo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Brodersen
Grethe Brodersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Præsident Obama har ifølge At Tænke Sig holdt en tale om USA’s nye forhold til Cuba. Den kan læses her:

http://politiken.dk/bagsiden/atsbagsiden/ECE2489294/ats-obama-klar-til-a...

Fra talen:
Senere vil andre amerikanske virksomheder forhåbentlig få mulighed for at etablere sig i Cuba. Jeg ved for eksempel, at Pepsi er interesseret i at lancere en ny læskedrik, Pepsi Marx, som også skal markedsføres i andre kommunistiske lande.

Torben Arendal, Henriette Bøhne, lars abildgaard og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

En ellers meget god artikel. Forhandlingerne mellem Cuba og USA, begyndte dog allerede i 2009. Og udviklingen efter taget i betragtning, står det klart, at hvad der er op og ned, sandt eller falskt, falder ind under sætningen: “Man skal ikke lade en krise gå til spilde”.

USA forsøger at splitte de traditionelle allierede Rusland og Cuba.

Er det ikke fantastisk som alt dette finder sted lige nu, på dette tidspunkt?

Torben Arendal, Karsten Aaen, Rune Petersen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Ja, og så går det da godt med 'den nødvendige politik' kloden over. Var der nogen der talte om økonomisk krise? Og hvad angår menneskerettigheder kan den cubanske regering måske nu få assistance fra det amerikanske CIA. Det har gode erfaringer!

Jeppe Petersen, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj, Rune Petersen og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar

- En af de positive sider er, at cubanerne endelig kan få originale reservedele til deres 60 år gamle vognpark af efterladte dollargrin fra før revolutionen ;-)

- Uno de los aspectos positivos es que los cubanos finalmente pueden conseguir las piezas originales para su 60 años de edad de la flota de los sobrevivientes dólar sonrisa de antes de la revolución ;-)

- 其中的一個積極方面是,古巴人終於可以得到原廠配件為倖存者美元眉開眼笑自己60多歲的車隊從革命前 ;-)

- Одним из положительных аспектов является то, что кубинцы могут, наконец, получить оригинальные запасные части для их 60-летнего парка живых доллара усмешкой до революции ;-)

Så kan Putin også være med. Han skal jo nødig føle sig uden for den lille lømmel.