Nyhed
Læsetid: 1 min.

Danmark i krig – Dag 61

Udland
2. december 2014

Værnsfælles Forsvarskommando havde mandag ingen nye oplysninger om Danmarks deltagelse i den amerikanskledede væbnede aktion mod Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien. Ifølge den seneste ’mission update’ fra i onsdags deltog danske F-16-fly i den forudgående uge i offensive missioner omkring Fallujah, Tikrit, Bayji, Mosul samt i Al-Anbar-regionen. Siden den første mission den 16. oktober har danske fly fløjet 74 missioner og kastet 60 bomber.  

Fra slagmarken

Der kan gå lang tid, før den irakiske hær med støtte fra den amerikanskledede koalition er klar til at forsøge en generobring af storbyen Mosul i det nordlige Irak. Mosul blev løbet over ende af IS den 10. juni, og mens en halv million af byens 1,8 mio. indbyggere flygtede, erobrede IS moderne amerikanske våben, ammunition og pansrede køretøjer svarende til tre hærdivisioners behov. I dag er Mosul del af IS’ selvudråbte kalifat, præget af streng sharia, henrettelser, kvindeundertrykkelse og forfølgelse af minoriteter, men ifølge nyhedsbureauer også af tiltagende problemer med at sikre rent drikkevand og medicin og dermed befolkningens sundhed. Ifølge irakiske medier er IS’ øverste leder, Abu Bakr al-Baghdadi, netop returneret til Mosul med 200 krigere efter en tid at have søgt tilflugt i Syrien.

En talsmand for Iraks kurdiske leder Masoud Barzani siger til Reuters, at irakiske styrker ikke vil være klar til at forsøge et angreb på IS i Mosul før i slutningen af 2015. USA er ved at etablere fire lejre til træning af 80.000 irakiske soldater. Træningen tager et halvt år – det første hold ventes klar sidst i foråret 2015. USA har siden i fredags gennemført 13 luftangreb mod IS-mål omkring Mosul.

Siden 8. august har den amerikansk-ledede ­koalition udført 1.120 luftangreb, heraf 625 i Irak og 495 i Syrien.

Information opdaterer løbende udviklingen i luftkrigen mod IS, som Danmark tilsluttede sig den 2. oktober 2014. Se flere oplysninger om koalitionens angreb på Informations temaside på www.information.dk/danmarkikrig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her