Læsetid: 5 min.

Den danske regering overrasker med gigantkrav

Danmark og Grønland kræver havbund helt til Rusland, men forventer ingen konflikt med russerne
15. december 2014

Den danske regering har valgt at presse sit politiske og juridiske råderum i det internationale tovtrækkeri om havbunden ved Nordpolen til det yderste. Det dansk/grønlandske krav til havbunden, der indleveres til FN i dag, strækker sig ikke blot et stykke om på den russiske side af Nordpolen, som planen længe var, men hele vejen ned til den russiske sømilegrænse blot 200 sømil fra Ruslands nordkyst. Det har været kendt i nogle år, at Danmarks og Grønlands krav ville overlappe Ruslands krav til havbunden ved Nordpolen, men overlappet og den interessekonflikt med Rusland, det indebærer, er blevet hundredtusinder af kvadratkilometer større end ventet.

Kravet blev godkendt først af det grønlandske Selvstyre og i forrige uge af regeringens koordinationsudvalg i København.

Ruslands regering er på forhånd blevet briefet om det dansk/grønlandske krav, så man skal næppe vente protester fra officielt russisk hold. Men det gode spørgsmål er nu, hvorfor Danmark og Grønland så skråsikkert forudser, at Rusland blot vil nikke indforstået og dernæst undlade at udvide sit eget krav til havbunden ved Nordpolen hele vejen til Grønland. Forsvarets Efterretningstjeneste offentliggjorde så sent som i oktober en analyse, der synes at pege i mere usikker retning.

Den danske regerings officielle holdning er, at Rusland kun vil finde det naturligt, at Danmark forsøger at udnytte alle de muligheder, FN’s Havretskonvention giver; det gør mange andre kyststater i disse år. Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og hans folk vil kæmpe for at forklare, hvorfor enhver tanke om konflikt om grænserne i Det Arktiske Ocean bør skrottes – uanset den overraskende størrelse på det dansk/grønlandske krav.

Fredelig grænsedragning

Rusland gav i 2008 i den såkaldte Ilulissat-erklæring sit ord på, at Rusland vil følge FN’s regler for fredelig grænsedragning i Arktis; erklæringen er siden ofte blevet hyldet af Rusland. De danske diplomater peger også på, at Rusland i 2010 efter 40 års strid enedes med Norge om en grænse i Barentshavet – helt efter FN’s opskrift. Analysen er, at Rusland har en klokkeklar interesse i få fastlagt grænserne på fredelig vis, fordi Rusland uanset overlap med Danmarks og andres ønsker står til at vinde kolossale områder af havbunden, som ingen andre gør krav på. Det dansk/grønlandske krav betyder, at Rusland nu må kalkulere med en ny risiko for, at Rusland vinder et væsentligt mindre stykke havbund end hidtil ventet, men det vil ifølge den danske analyse ikke ændre på Ruslands overordnede prioriteringer. Regeringens strateger mener, at fred i Arktis er så afgørende for Ruslands olie, gas og mineraler i det nordlige Rusland, at ledelsen i Moskva også i fremtiden vil forhindre, at spændinger om Ukraine eller uenighed om et stykke havbund forstyrrer det arktiske samarbejde. Den russiske militære opbygning i Arktis fortolkes i Danmark primært som en naturlig forstærkning af Ruslands kystvagt, nu hvor den økonomiske aktivitet, fragtsejlads mv. vokser i Arktis.

To russiske mini-ubåde satte i 2007 under en spektakulær aktion det russiske flag på bunden af Det Arktiske Ocean præcis ved Nordpolen; billedet af flaget gik verden rundt og skabte ny forvirring om Ruslands intentioner, men også denne aktion kan rummes i den danske analyse: Operationen var ikke formelt styret af den russiske regering. Den var delvist finansieret af en dansk/svensk forretningsmand, og som den russiske udenrigsminister Lavrov senere forklarede, førte amerikanernes flag på månen jo heller ikke til, at amerikanerne hævdede, at månen var deres. Danmarks konklusion blev dengang som nu, at Rusland kun har fredelige intentioner i Arktis.

På den tekniske pressebriefing om det dansk/grønlandske krav fredag var der derfor ingen spor af de nuancer, som Forsvarets Efterretningstjeneste bidrog med i oktober i den årlige ’efterretningsmæssige risikovurdering’. Her gentages det, at de arktiske staters økonomiske interesser gør konflikt usandsynlig, men med en markant tilføjelse:

»Alligevel peger en række forhold i retning af, at konkurrencen om retten til havbunden og kontrollen med adgangen til regionen kan blive skærpet i de kommende år (...) Uanset at det ikke vil tjene Ruslands økonomiske interesser at sætte samarbejdet i Arktis over styr, er det sandsynligt, at Rusland vil være villigt til at forfølge sine nationale mål i Arktis på bekostning af internationalt samarbejde i regionen, hvis landets ledelse ikke ser sine politisk-strategiske mål i Arktis opfyldt gennem den nuværende kurs.«

Næste kapitel i sagen kan skrives, når Rusland – muligvis i 2015 – offentliggør sit krav til grænserne ved Nordpolen.

Ruslands krav?

Rusland fremsatte i 2001 et krav på cirka 1,2 millioner kvadratkilometer havbund i Arktis. Kravet rakte fra den russiske 200 sømilegrænse op mod Nordpolen, hvor det spidsede til ved selve polpunktet, som en pizza-trekant spidser til på midten af en pizza. Ruslands krav rakte med andre ord ikke om på den grønlandske side af Nordpolen – og da slet ikke helt ned til sømilegrænsen 200 sømil fra Grønlands nordkyst. Rusland fik dengang at vide af FN, at der manglede tekniske data. Dem arbejder Rusland stadig på, så vi kender ikke Ruslands endelige krav.

Men vi ved nu, at det dansk/grønlandske krav overlapper cirka en tredjedel af Ruslands oprindelige krav. Med denne ny viden vil nogle gætte på, at Rusland nu vil udvide sit krav, så det rækker så langt ned mod Grønland, som FN’s Havretskonvention tillader – præcis som det dansk/grønlandske krav er strakt til sit maksimum mod Rusland. Men sådan spiller klaveret ikke, i hvert fald ikke ifølge analysen i den danske regerings værksted. Her forventes det, at Rusland vil fastholde sit pizza-spidse krav fra 2001 – og altså undlade at udvide sit krav, blot fordi Danmark og Grønland har strakt sit krav langt ind i den russiske interessesfære. Rusland har hidtil i sådanne grænsesager til havs forfulgt et såkaldt sektorlinjeprincip, der fører til lange, snorlige streger på kortet – derfor pizza-spidsen – og der er ifølge den officielle danske analyse ingen tegn på, at Rusland skulle fravige denne praksis, blot fordi Danmark og Grønland – og måske Canada – nu rejser større krav end ventet.

Om den del af analysen holder, ved vi, når Ruslands krav bliver offentliggjort.

Martin Breum er journalist og forfatter til ’Når isen forsvinder’ og ’Balladen om Grønland’. Han deltog i 2012 på den dansk-grønlandske LOMROG III-ekspedition til Det Arktiske Ocean og Nordpolen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Pas på, vi køber (måske) nye jagerfly og skal nok forsvare hele nordpolen. (I hvert fald så langt som til Poznan) ;)

Med venlig hilsen
Lennart

Henrik Christensen

Realisme og strategisk målsætning er altid en god ting som forberedelse til en forhandling... Holddaheltophvordetkørerforregeringen.... "vi er i kontrol" kan man høre mens kviksandet giver efter...

Tja, de radikale udenrigsministre har jo altid været om sig, når drejede sig om at skaffe andel i "Livsrummet" østpå, når det var liiige ved at være modent........

I dette tilfælde går Lidegaard nok nærmere i Stoltenbergs fodspor, der jo har været del i hårde forhandlinger med russerne om Barentshavet, men kom frem til en acceptabel aftale for begge parter. Formentlig var det en del af baggrunden for valget af ham til ny NATO-generalsekretær. I øvrigt er det jo i første omgang et teknisk krav, der skal valideres af opmanden, FN's havrets- og kontinentalsokkelkommission.

Henrik Christensen: Hvilket "kviksand" er det du mener at kunne høre give efter? Mon ikke du forveksler det med lyden på rubelkursen?