Læsetid 10 min.

’Hallo, civile dør i krig’

Drab på civile er blevet håndteret forskelligt i de fire krige, Danmark har været involveret i, efter to fly fløj ind i tvillingetårnene i New York 11. september 2001. Fælles for dem var, at de blev et stridspunkt i krigen om information
Danmark deltog i lynkrigen i Libyen i foråret 2011 med i alt seks F-16-jagere. Fire af dem var i aktion over landet, mens to var med som reserve. En del køretøjer tilhørende Muammar Gaddafi-tro styrker bombes her af koalitionsstyrker ved Benghazi i Libyen den 20. marts 2011.

Goran Tomasevic

20. december 2014

Mennesker dør i krige. Også uskyldige civile. Og i en konflikt som den nuværende i Irak, hvor fjenden, Islamisk Stat (IS), opholder sig i byer blandt civile, dræbes der endnu flere.

»Det burde være indlysende for alle med sund fornuft,« siger Philip Seib, professor og leder af Center on Public Diplomacy ved University of Southern California.

Det kan tilmed være lovligt, hvis de civile bliver dræbt i krydsilden, når væbnede styrker er i kamp mod et legitimt mål.

Alligevel er spørgsmålet stadig følsomt for de syv landes militær, der for tiden bomber Islamisk Stat i Irak. Det danske forsvar har indtil videre afvist at give oplysninger, der ville gøre det muligt at bestemme, hvilke angreb danske fly har deltaget i. Derfor vides det eksempelvis ikke, om de danske F-16-kampfly var involveret i et angreb i Nordirak i slutningen af oktober, der ifølge irakiske medier kostede to civile livet.

Det tab fandt sted i en uge, hvor de danske kampfly smed i alt 30 bomber, men hvor Forsvarets mission opdateringer ikke nævner, hvor eller hvornår bomberne er landet.

Siden Danmark igen gik i krig i Irak for 79 dage siden, den 2. oktober, har Information i en række artikler sat fokus på Forsvarets åbenhed eller mangel på samme, og senest i december på spørgsmålet om civile drab og måden, hvorpå det danske forsvar, der p.t. har fire F-16-kampfly i luftrummet over Irak, håndterer dem.

Operation Inherent Resolve, som Forsvaret og dets amerikanske ditto kalder koalitionens krig mod Islamisk Stat, har ifølge organisationer, der undersøger civile drab, indtil nu kostet omkring 100 civile livet, rundt regnet 50 i Syrien og Irak.

Ingen af de 12 lande, der bomber i Irak og Syrien, har taget ansvaret for nogen dem. Ydermere er det særligt i områder, der er under Islamisk Stats kontrol, voldsomt svært at be- eller afkræfte meldingerne. Ligesom Philip Seib opfordrer en række forskere herhjemme, heriblandt Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet, Forsvaret til at være mere åbent om sin gebærden i Irak – også fejl, der kan have kostet civile liv.

»Hallo, civile dør i krig. Og ifølge folkeretten er det ganske lovligt at angribe mål, hvor der ryger civile med i købet,« siger Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet.

»Hvis man ikke kan tåle at tage den diskussion, så skal man lade være med at gå i krig. Man fremstår lynhurtigt som om, at man har noget at skjule, fordi de ikke vil tage den her diskussion,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Krig om information

Med fremkomsten af sociale medier er krigens civile skæbner i højere grad blevet en brik i krigsførelsen, og særligt i krigen om information.

»Det er terrorister som ISIL (Islamisk Stat i Syrien og Levanten, red.) fuldkommen klar over,« siger Philip Seib, der har skrevet flere bøger om forholdet mellem krig og medier.

»Med de sociale medier spiller alle på den samme bane, og det er man nødt til at anerkende. Derfor bliver det nogle gange en kamp om, hvem der leverer det mest effektive produkt,« siger han om kommunikationen.

Derfor mener han ligesom Peter Viggo Jakobsen, at Forsvaret og den øvrige koalition bør være mere åbne om risikoen og civile tab, når de sker.

»Hvis du ikke er åben omkring det, så overlader du informations-slagmarken til the bad guys. Derfor er det bedre at indrømme civile tab – sågar undskylde, hvis det er passende. Men man kan samtidig pointere, at det stadig er Islamisk Stats fejl, og at du ikke ville være der, hvis ikke de rendte og terroriserede,« siger Philip Seib.

Blodpenge og blodhævn

Ikke overraskende kostede de danske styrkers 13 års lange krig i Afghanistan og fem år på landjorden i Irak også civile liv. Modsat den nuværende Irak-mission og i Libyen – hvor det heller ikke erkendte nogen civile tab – betalte Forsvaret her blodpenge, eller kulance, til afghanske og irakiske civile, der havde mistet sønner eller døtre, der blev dræbt i danske angreb.

I Afghanistan udbetalte Forsvaret således blodpenge for i alt én million kroner i 2009, viste hidtil hemmeligholdte tal, som BT fik aktindsigt i. I de efterfølgende år løb det op i 400.000 kroner og en halv million.

Også I Irak gav Forsvaret kontant kompensation for civile tab. Det skete eksempelvis, efter en iraker i januar 2004 ikke stoppede ved et checkpoint, og danske soldater skød mod bilen. Skuddene ramte manden, der senere døde af sine kvæstelser. Det skrev JydskeVestkysten ud fra dokumenter fra Hærens Operative Kommando.

Måneden forinden skød en dansk patrulje en lokal iraker i hovedet og begge hænder, da de stormede hans hus, efter han angiveligt havde fægtet rundt og skudt med et gevær i sit hjem. Også hans efterladte modtog blodpenge.

Blodpengene er ikke en erstatning i juridisk forstand, og udbetalingen gør hverken til eller fra i forhold til et eventuelt ansvar over for en domstol. Det bekræftede Hærens Operative Kommandos jurist Peter Gulmann over for JydskeVestkysten, da han sagde, at hæren ikke udbetalte blodpenge af juridiske årsager, men »for at undgå irakisk blodhævn«.

Fordi der – med undtagelse af 120 danskere, der træner irakiske styrker på en base uden for Bagdad – ikke er danske soldater på jorden i den nuværende Irak-krig, og fordi der for så vidt vides ingen var i Libyen, har blodpenge heller ikke været på tale. Når krigene foregår fra luften, er der ingen fare for blodhævn mod danske landstyrker, og derfor bruger man ikke blodpenge, siger Peter Viggo Jakobsen.

»Det er ikke en problematik, når man sidder i et kampfly og hælder bomber ned på et mål. Det er derfor, man ikke gør det. I Afghanistan og Irak kunne det betale sig for at redde vores egne soldaters liv. Det blev gjort i egen snæver interesse,« siger han.

Læren fra Libyen

Alligevel var spørgsmålet om civile drab følsomt under den sidste luftkrig i Libyen i 2011. NATO afviste dengang at give oplysninger om de missioner, hvor der ifølge både FN’s Menneskerettighedskommission og menneskeretsorganisationer som Human Rights Watch skete civile drab. En højtplaceret FN-kilde sagde i 2012 til Information, at NATO havde nægtet at samarbejde med den kommission, der undersøgte 20 bombeangreb, hvor civile havde mistet livet. I fire af angrebene, hvor i alt 24 eller flere civile mistede livet, var danske F-16-fly indsat. Det kunne bl.a. DR2’s Deadline og Information påvise, fordi Forsvaret dengang udsendte daglige opdateringer, hvor det fremgik, hvor de danske fly var på vingerne. Under den nuværende operation i Irak er der gået op til 15 dage mellem Forsvarets opdateringer.

Ud fra anonyme kilder i Forsvaret skrev Information i 2012, at det danske forsvar lå inde med meget detaljerede oplysninger om hver enkelt bombardement, de danske F-16-fly udførte i Libyen. Dengang som i dag sagde Forsvaret, at der ikke var nogen »bekræftede oplysninger om civile tab«. Daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S) sagde dengang til Ritzau, at hemmeligholdelsen af oplysninger om, hvem der bombede hvad, var et »helt rimeligt hensyn at tage til de piloter, der har fløjet missioner«.

Senere i 2012, da de danske fly havde været hjemme i et år, afslørede Politiken, at Flyvertaktisk Kommando, der i dag er underlagt Værnsfælles Forsvarskommando, i en af sine egne rapporter konstaterede, at der under Libyen-krigen blev »konstateret manglende kompetencer inden for targeting-processen og collateral damage estimering«, altså manglende evner til at udvælge mål og til at vurdere, om bombardementerne havde utilsigtede følgeskader – altså civile tab.

Forspildt chance

I sin egen undersøgelse i Libyen påviste Human Rights Watch 72 civile drab på steder, hvor der hverken blev fundet våben eller andet militært udstyr. En tredjedel af de døde var børn. Et enkelt af angrebene, hvor fem civile blev dræbt og mindst otte såret, var i forvejen erkendt af NATO og beskrevet som en »våbensystemfejl«, der betød, at bomben ikke landede dér, hvor den skulle.

Både FN-kommissionen og Human Rights Watch fastslog dengang, at NATO-operationen trods de relativt få civile tab blev udført med stor præcision. Derfor undrer det Fred Abrahams, der stod for Human Rights Watch’ undersøgelser i Libyen, at der ikke var større åbenhed. »For os var Libyen-missionen en forspildt chance, for antallet af civile drab var uanset hvad ret lavt. Hvorfor så ikke undersøge dem? Det er forudsigeligt, at der sker fejl, men det vigtige består i at analysere hvorfor. Men hverken Danmark eller NATO var villig til at gøre det med åbne kort,« siger Fred Abrahams. Han er én af de fire efterforskere, der medvirker i dokumentarfilmen The E-Team, som bl.a. blev vist på CPH:DOX i efteråret. I filmen følger man Abrahams og våbeneksperten Peter Bouckaert i Libyen i 2011, hvor de undersøger eftervirkningerne af bombeangreb og overgreb mod civile begået af flere af krigens parter.

Foruden henvendelsen til NATO kontaktede Fred Abrahams & Co. også den danske forsvarsminister Nick Hækkerup, der ligesom forsvarsalliancen afviste at udlevere oplysninger.

Tilbage til Irak

I den nuværende krig mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, hvor Danmark og en række andre europæiske lande kun bomber i Irak, er meldingerne om civile drab som følge af vestlige bombardementer ligesom i Libyen meget få sammenlignet med de mange civile drab, som fjenden, her Islamisk Stat, har på samvittigheden.

»Det ser ud til, at antallet i Irak og Syrien er relativt lavt. Men det er irrelevant set i forhold til det principielt vigtige i at forstå, hvorvidt, hvornår og hvordan civile døde. De oplysninger er afgørende for at kunne analysere og derefter minimere civile drab,« siger Fred Abrahams.

Udspurgt om han ikke medgiver, at oplysningerne kan kompromittere militærstrategiske hensyn til kampen mod Islamisk Stat, siger han:

»Jeg accepterer, at der er operative detaljer, der ikke bør komme offentligheden til skue. Det er jo indlysende. Men vores erfaring er, at det er nødvendigt at give befolkningen – om det så er i Danmark, USA, Syrien eller Irak – en vis mængde indsigt. På den måde kan man vise en oprigtig vilje til at efterse sit arbejde. Det hjælper samtidig til at holde militæret mere åbent og ansvarligt.«

Fred Abrahams mener også, at man bør kompensere de pårørende for »ulovlige angreb og oprigtige fejl«. Herhjemme tror Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet ikke på, at et kompensationssystem i praksis kan fungere. Han advarer om, at det kan være »skruen uden ende«, hvis man udlover kompensation i en krig, hvor man i forvejen har meget restriktive regler, såkaldte rules of engagement.

Men Forsvaret bør spille med åbne kort, og også i tilfælde af civile tab, bør Forsvaret erkende, at »her ramte vi sgu ved siden af«, siger lektoren.

»Man skal ikke skjule, at der dør civile i krig. Det er ubehageligt, men alle de ting skal være helt åbne. Og hvis man så stadig mener, at det er det rigtige at gøre (at gå i krig, red.), så er det fint.«

Dårlige efterretninger

Koalitionens bombekrig mod Islamisk Stat har meget høj grad lidt under mangelfulde efterretninger til udvælgelse af mål. I langt over halvdelen af tilfældene vender kampflyene tilbage til basen fuldt bevæbnet, fordi de ikke har været i stand til at finde et mål, der var tilladeligt at angribe inden for de rammer, der er sat for at minimere omfanget af civile tab, skriver blandt andet BBC og New York Times. Derfor sidder koalitionen også med et svært dilemma, når fjenden kan gemme sig blandt civile, understreger professor Philip Seib.

»Skruppelløse krigere som ISIL forstår, at de til en vis grad kan kontrollere de regler ved at sikre, at et angreb på dem selv også resulterer i betydelige civile tab.«

Som militærstrategisk fjende opfører Islamisk Stat sig som en blanding af en normal hær og en terrorgruppe, og IS er en langt mindre kendt fjende, end man har været vant til fra tidligere luftkrige.

»Når vi normalt kæmper mod en nationalstat, så har vi typisk gransket deres evner i årtier, og vi har omfattende lister over mål,« siger den amerikanske major Sonny Alberdeston, der leder et hold, som udpeger mål fra en base i delstaten South Carolina, til New York Times.

»Men de her gutter flytter sig. De kan være ét sted i én uge, men pist væk ugen efter.«

Den danske forsvarschef, Peter Bartram, fortalte for nylig i en e-mail til Information, at et dansk overvågningshold fra en base i Qatar – øjensynligt al-Udeid-basen vest for hovedstaden Doha – arbejder i døgndrift for at sikre »at de danske kampfly kun indsættes imod militære mål og for at undgå, at der sker utilsigtede følgeskader«.

»Vi gør os således meget umage med at vælge mål ud, og hvis grundlaget ikke er godt nok, så gennemfører vi ikke missionerne. Efterretninger skal være valideret fra flere forskellige kilder, ligesom piloten altid har mulighed for at afbryde missionen og korrigere, hvis tingene udvikler sig anderledes,« skrev forsvarschefen.

Information har siden tirsdag den 9. december forsøgt at få et mundtligt interview med forsvarschef Peter Bartram om håndteringen af civile drab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Robert Ørsted-Jensen og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

’Hallo, civile dør i krig’
»Hvis man ikke kan tåle at tage den diskussion, så skal man lade være med at gå i krig. « siger altid kontante Peter Viggo Jakobsen. - denne gang dog ud i den blå luft.

Hvilke diskussion? Om man som dansk demokratist må spørge.

Toke Andersen, erling jensen, Henrik Christensen, Andreas Trägårdh og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørn Boye

Information startede som et illegalt blad under besættelsen.
D, 5 maj 1945 besatte Information de lokaler og trykkerier der havde rummet det "danske" nazistpartis dagblad Fædrelandet (populært kaldet Forræderlandet).
Således startede Information som et lovligt dagblad.

Brugerbillede for Jørn Boye

Civile er altid blevet dræbt i krig, det kan ikke undgås, man kan gå efter civile som de allierede under bombadementerne af Tyskland i anden verdenskrig, eller man kan bestræbe sig på at undgå civile tab, men undgå civile tab under en krig er umuligt.

Robert Ørsted-Jensen og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

"D, 5 maj 1945 besatte Information de lokaler og trykkerier der havde rummet det "danske" nazistpartis dagblad Fædrelandet (populært kaldet Forræderlandet).
Således startede Information som et lovligt dagblad."

Hmmmmmm...........Kan der have været nogle kedelige sejlivede propaganda- og censurbaciller med langtidsvirkning i f.eks. tapetet i lokalerne?

Brugerbillede for Bill Atkins

Dagbladet Information var Vestens illegale modvægt til kommunisternes illegale avis Land & Folk...

Brugerbillede for John Karlsson

Jeg synes man må have forståelse hvis militæren under en igangværende konflikt, ikke kan fortælle os alle detaljer om kampen... Men, det vil sikkert være noget man bagefter kan analysere og diskutere i det offentlige!

Brugerbillede for jan henrik wegener
jan henrik wegener

Hvorfor nævne Informations oprindelse for ca. 70 år siden? Jo. Ganske vist læser bladets læsere (vi der gør eller gjorde det måske fordi der er/var noget der virkede vedkommende for samtiden) det vel af andre grunde og blogdebatten er som sådan heller ikke "forpligtet". Men hvad med "bladet" som sådan? Andre blade kan være opstået af andre grunde f.eks. delvist som "frisindets" (især opgøret med religionens indflydelse på samfundet). Ville man i det sidste tilfælde ikke se det som en interessant udvikling (hvad enten man ville synes om den eller ej ville det da i det tænkte tilfælde være tankevækkende) hvis et af bladets mærkesager senere blev at forsvare en religions tilhængeres følelser?

Brugerbillede for Henrik Christensen
Henrik Christensen

Krig er magthavers falliterklæring, ligesom når forældre slår børn. De havde ikke mere overskud, var ikke bedre egnet til at finde løsningen, valgte desperationens udvej, den der kun har tabere, og altid på en eller anden måde får overtrådt reglerne, skabt flere mere indædte modstandere...

Jo mere nogen undertrykker andre, jo bedre er de undertryktes fjendebillede egnet til voldelig modstand, jo sværere bliver tilgivelsen, jo mere fylder hævn.

Civile tab følger altid krig, specielt når krig føres i civile områder, eller hvis man ikke kan se forskel, eller blot er ligeglad. Men det er f.... en dårlig undskyldning for at være ligeglad! Og det er en væsentlig årsag til mennesker flygter - de vil ikke være i nærheden, blandt de forventelige ofre.

Så vi medvirker selv til eskalering af problemet, uden egentlig det bliver løst. Temmelig tragisk, ikke?

Hvor i verden, i menneskets historie, har krig løst flere problemer end de har skabt, for andre end våbenindustrien og dens lakajer?

Omvendt, så findes der eksempler på store ledere, der vandt freden fordi de afstod fra hævn, hoveren og undertrykkelse. Gandhi, Mandela, og senest Uruguays afgående president.

I skærende kontrast til Bush, Obama, Fogh, Helle...

Vesten ville ikke forstå og respektere Gorbatjev, så fik vi Putin. Det er bare et eksempel... Vi kan vist tage det meste af historien tilbage til korstogenes tid, måske endda før det...

Vestens ledere er simpelthen for små mennesker, utilstrækkelige i deres evner og ubevidst inkompetente derom, så de reagerer stort set ligesom børnene i børnehaven når de travle pædagoger er optaget andetsteds...

Og derved samles modstandere om den fælles fjende, i stedet for at skabe mere frihed og bedre vilkår for sig selv. Ingen vinder, udover våbenindustrien...

Lad os gøre vort bidrag og vælge nogle bedre ledere...

erling jensen, Ib Heinisch, John Christensen og Michael Lomborg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Krig er resultatet af kapitalismens stofskifte r > g
Læsses som:Kapitalafkastet (r) skal klart og varigt holdes større end væksten i produktionen (g).(se Piketty)

Brugerbillede for John Christensen
John Christensen

Skab opbakning og stemning for - at stoppe bevillingerne til den fortsatte krig.
Kræv svar på hvad krigen skal føre til, og lav analyser der viser hvordan det fremmer målet - at arbejde med fredelige midler!

STOP KRIG IMOD TERROR - STOP BEVILLINGERNE

Rune Petersen, Henrik Christensen, Ib Heinisch og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Andersen

Problemet er egentlig ikke at civile dør i krig. Det har de altid gjort og det vil de altid gøre. Det lyder som endnu en stråmand brygget til lejligheden for at udstille krigsmodstandere som virkelighedsfjerne eller sentimentale.
Nej, problemet er at vi ikke længere har legitimitet i vores krigsførelse, hvis vi da nogensinde har haft det i andet end direkte selvforsvar.
I dag kæmper og dræber vi primært for abstrakte geopolitiske mål eller kynisk egennytte mod fjender vi ofte selv har skabt eller opdigtet. Humanisme er en kåbe vi iklæder os mens skrivebordsgeneraler og opportunistiske politikere sender unge krigsromantiske soldater af sted med top-tunet voldsteknologi til lande langt fra egen sikre havn, for at bombe hid og did, fjerne en diktator eller tre og måske oprette et par funktionelle demokratier hvis der er tid.
Vi påkalder os retten til at handle globalt som var vi truet på livet lokalt, men kan ikke en gang mønstre et fuldt folketing til afstemninger om krigsførelse eller en bare nogenlunde oplyst og ærlig folkelig debat om de uundgåelige konsekvenser for millioner af mennesker.
Vi handler generelt hyklerisk, kortsigtet og uansvarligt. Ofte i en politisk proces der åbenlyst voldtager det demokratiske ideal, forblændet, formodentlig, af en kroniske forestilling at kun vi vil godt og ved bedst.
Nej, det er svært at finde legitimitet for de mange civile dræbte når enhver kan se at vi også kæmper for Foghs karrieremuligheder og kontrol med olien vi er så afhængige af.

lars abildgaard, erling jensen, Kirsten Svejgaard, Niels Nielsen, Morten Pedersen, Henrik Christensen, Christel Gruner-Olesen, Lise Lotte Rahbek og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Ligesom man efter Vietnamkrigen indså, at man ikke kan have krig, hvis man har almen værnepligt, indså man også, at man heller ikke kan have krig, hvis man har fuld informationsåbenhed om krigens virkelige omkostninger. Da man var fast besluttet på fortsat at have krig, afskaffede man derfor den almene værnepligt og informationsåbenheden. Den første blev erstattet af 'professionelle krigere', den anden erstattet med propagandistiske narrativer og spin, hvor man siger det modsatte af, hvad man virkeligt mener. Hertil skal regnes Peter Viggo Jakobsens opfordring til mere åbenhed. Han kommer fra Forsvarsakademiet, og der er tale om mediestyring.

lars abildgaard, Niels Nielsen, Rune Petersen, Christel Gruner-Olesen, Lise Lotte Rahbek og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Og det lykkes - mediestyringen:
Information har siden tirsdag den 9. december forsøgt at få et mundtligt interview med forsvarschef Peter Bartram om håndteringen af civile drab.

Hvis offentligheden skal i dialog om de civile ofre, så skal det da være med forsvarsministeren og politikerne i øvrigt. Peter Bartram, har jo den militære sikkerhed som hovedmålsætning. Det har vi jo oplevet - dialogens dead end.

Brugerbillede for Steen Sohn

@Bill Atkins: "Dagbladet Information var Vestens illegale modvægt til kommunisternes illegale avis Land & Folk... "
Kunne du uddybe det lidt?

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

For billigt Henrik, væbnet magt er en nødvindig sidste udvej nå andre muligheder slipper op, det er ikke nogen falliterklæring. Pacifisme derimod er absolut både umoralsk og en falliterklæring

Brugerbillede for Nic Pedersen

Korrekt Robert,
som folkene i Østukraine eller nu rettere Novorussia pt. praktiserer!
Der har sgu til gengæld ikke været meget "sidste udvej" over vores bombetogter m.m. siden slutningen af sidste århundrede!

Brugerbillede for erling jensen

Hvorfor lade sandheden stå i vejen for en god historie - et lidt forsinket bidrag i en yderst væsentlig debat.

Når man læser dette indlæg, skal man gøre sig klart, at vi konstant udsættes for propaganda til at gå ind for krig; civile ofre kan tælles på en hånd - er vi ikke bare gode.

I stedet skulle vi gøre modstand, gøre det usynlige synligt. Krige drejer sig om at slå ihjel, lemlæste og forkrøble mennesker. De er så afskyvækkende og forfærdelige, at en medievirksomhed som Information, for ikke at tale om andre danske medier, afholder sig fra at vise deres sande følger, eller indvier os i deres altid meget komplekse karakter og baggrund.

Det forventes, at vi helhjertet støtter krige, men uden at få adgang til at se deres virkelighed. Medier giver som regering og folketing et steriliseret billede, fordi de, under dække af et hyklerisk hensyn til vores sarte nerver, ikke ønsker at vise folk ligene, før de puttes i kisterne. Man merkt die Absicht und wird verstimmt.

Vi har endnu til gode at se et eneste lig af en dræbt dansk soldat. Regeringer og massemedier ønsker at vise os krig som et elektronisk spil, med strålende lys i baggrunden og gode lydeffekter, eller nærbilleder af tapre krigere, som affyrer deres geværer mod en usynlig fjende, eller muligvis en dansk F-16 jetjager, der tager af fra en base i Irak mod onde mennesker; aldrig mod amerikanske droner, der slår tusindvis af uskyldige civile ihjel og ikke kun ved at hugge hovedet af ofrene, men ved at sprænge dem i tusind stykker.

Politikere og følgagtige massemedier ønsker ikke, at vi skal se sønderrevet kød, afrevne lemmer, kroppe knust til ukendelighed, blod, indvolde, afføring, urin. Hvis folk så det, kunne man risikere at miste opbakning til krigen, og andre interesser, som intet har med frihed, demokrati og hjælp til nødlidende mennesker at gøre, er fuldstændigt afhængige af vælgernes støtte.

Med et flertal i Folketinget bag de seneste krigseventyr, er der en nærliggende fare for at blive karakteriseret som et ufølsomt menneske, som ikke vil det bedste for ens medmennesker, hvis man ikke følger trop og støtter op om krigen.
Desværre er der ikke nogen, der tænker, når alle tænker det samme.

Medier glorificerer krig og militarisme, og vi bliver bombarderet med de samme kvalmende budskaber om krigens nødvendighed. Vi hører intet om den virkelige baggrund for krigen, hverken den aktuelle i Irak eller i Afghanistan og vores altafgørende medansvar for, at en Saddam Hussein kunne undertrykke sin befolkning i årtier, eller hvorfor ISIS kunne opstå. Det er det gode mod det onde, og så kan det vist ikke blive mere forløjet. Mange mennesker er besjælet af den tyrkertro, at demokratiske samfund er vaccineret mod at begå endda horrible krigsforbrydelser; det er kun diktaturer, der begår dem - en ualmindeligt primitiv indfaldsvinkel til beskrivelse af verden.

Efter 1991 var Saddam Hussein et monster, før da en intim samarbejdspartner, som havde olie, vi kunne bruge, og som var mere end villig til at aftage vort militære isenkram og indgå andre profitable handelsaftaler. Rumsfeld, der trykker hånd med Saddam i 1983, under krigen med Iran, står stadig i frisk erindring. Disse sammenhænge bliver, selv om de er dokumenteret til overflod, aldrig draget frem i noget medie. Jovist gassede han sin egen befolkning og nogle iranere, men ikke et ord om, hvem der forsynede ham med gassen. Fy fan, hvis vore læsere forventer et helhedsbillede – det bliver ikke hos os. Vi har helt andre interesser.

I 2006 dokumenterede et forskerteam fra Johns Hopkins School of Public Health, at krigen indtil da havde kostet 656.000 irakere livet, heraf over 600.000 civile. Deres resultater blev offentliggjort i the Lancet, et af verdens højest estimerede lægevidenskabelige tidsskrifter. I dag får vi at vide, at de civile tab som følge af "vores" krige er til at overse, så det er bare med at klø på. Madeleine Albright gav udtryk for samme holdning på Sixty Minutes, da hun i 1996, under sanktionerne mod Irak af Lesley Stahl fik at vide, at de havde kostet en halv mio. irakiske børn livet. Hertil svarede hun : "Det var prisen værd". Nogle kunne fristes til at mene, at en sådan udtalelse var udtryk for en perverteret, depraveret moralopfattelse. Hun er siden blevet lovprist for sin medmenneskelighed.
I dag er tallet for ofre i Irak 1,4 mio.

Hele det massive propagandaapparat, som mainstream medier og militære tænketanke råder over, i al deres hykleri, svulstige patriotiske udladninger og dobbeltmoral, er kørt i stilling for at beskrive monstret, despoten, diktatoren og senest halshugninger på Youtube.

Havde medierne været besjælet af fordomsfri anstændighed, havde det ikke været nødvendigt for almindelige mennesker i Tunesien, Egypten eller Libyen selv at kæmpe for retten til frihed fra diktatur. Moralsk støtte fra danske eller vestlige medier kunne de kun drømme om.

Når vi er færdige med vores besættelser i Irak og Afghanistan vil politikere søge efter flere monstre for kommende generationer at bekæmpe. Patrioter taler altid om at dø for deres land, aldrig om at slå ihjel for deres land eller hvem, der skal slås ihjel. Vi har ikke det mindste imod at slå andre forældres børn ihjel, så længe det ikke er vores børn. Vi har intet imod at se igennem fingre med, at USA bruger droner som det mest selvfølgelige med forfærdelige følger for mange uskyldige. Vores begrundelse for at intervenere bliver solgt som et hensyn over for nødlidende mennesker. Dette hensyn viste vi ikke i 1965 i Indonesien, da USAs nære allierede, Suharto, slog et folkeligt oprør, med drab på op mod 1 million mennesker – og naturligvis med overvældende aktiv støtte fra USA. Eller i Chile i 1973, eller i Korea med 3-4 mio ofre, eller i Indokina med 4 mio. ofre, eller i Nicaragua, eller i Guatemala, eller i Østtimor i 1975, da Suharto slog en tredjedel af befolkningen ihjel, igen med altafgørende støtte fra gæt hvem, eller i ….

Erling Jensen, cand.jur

Nic Pedersen, Henrik Christensen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

Erling,

ikke at det flytter så meget (og dog), så vil jeg gerne i håbets navn gerne moderere dit udsagn:

"Desværre er der ikke nogen, der tænker, når alle tænker det samme."
til
Dog er der nogle, der tænker, selv når de fleste tror og mener det samme!