Baggrund
Læsetid: 6 min.

Kinesere betaler millioner for at komme ind i det rigtige skoledistrikt

Det minder mest af alt om slum, men koster 300.000 kr. pr. kvadratmeter. I Beijing betaler velhavende forældre millioner af kroner for små, faldefærdige boliger med beliggenhed i de mest attraktive skoledistrikter for at sikre deres børn et forspring i uddannelsesræset. Men udviklingen øger uligheden, advarer kritikere
Udland
27. december 2014
61-årige hr. Fei har hele sit liv boet på de samme 22 kvadratmeter, 100 meter fra en eftertragtet grundskole. I sine arbejdsår tjente han 3.000 kr. om måneden – nu byder velhavende rige forældre op til seks millioner for hans bolig. Men han vil ikke sælge. ’Jeg venter på et bedre tilbud.’

Martin Gøttske

Et hjem på sølle 14 kvadratmeter. Uden køkken og toilet. Men med fugtskade, løse tagsten og alarmerende ringe elinstallationer. Standarden er lav, men prisen tårnhøj: Fire millioner yuan – eller 3,9 millioner kr. – koster boligen. Det er næsten 300.000 kr. pr. kvadratmeter – mange gange mere end prisen på selv de dyreste luksuslejligheder i Beijing.

Alligevel er ejendomsmægler Li Chen klar til at vædde på, at han vil finde en villig køber inden for højst en uge.

»Den bliver let at sælge,« siger Li fra ejendomsmægleren Runcheng Jiaye. »Jeg har allerede solgt utallige af den slags boliger i år.«

Li Chen har oven i købet sat et ’Vi anbefaler’-skilt på salgsopstillingen, der hænger i mæglerens vindue.

For selv om boligen i sig selv er en uhyrlighed, gør beliggenheden den ekstremt attraktiv. Lige rundt om hjørnet ligger nemlig en af Beijings mest efterstræbte skoler, på listen over hovedstadens ca. 1.500 offentlige grundskoler rangerer den helt i top. Beijings Eksperimentelle Grundskole Nr. 2 hedder skolen, som Beijings forældre drømmer om at få deres barn ind på.

I foråret indførte myndighederne nye regler, som pålægger grundskoler kun at optage elever, som bor lokalt. Derfor strømmer velhavende forældre fra andre områder af Beijing hertil for at købe boliger i skolens umiddelbare nærhed. Jo tættere på skolen, desto sikrere er de på en plads. Det har fået ejendomspriserne til at skyde gevaldigt i vejret, også for små faldefærdige huse og lejligheder. Tendensen slår også igennem i områderne omkring hovedstadens andre toprangerede grundskoler.

»Priserne stiger voldsomt,« siger Chen Ruiling fra Homelink, en anden ejendomsmægler her i Beijings vestlige Xicheng-distrikt.

Til salg har hun bl.a. en 51 kvadratmeter stor lejlighed til fire millioner kr. Og en anden på 77 kvadratmeter til lige over 6,5 millioner kroner.

»Der er ingen af køberne, som reelt er interesserede i at bo her,« fortæller Chen. »De køber udelukkende for at få deres officielle bopæl registreret her.«

Et uddannelsesræs

Villigheden til at betale gigantiske summer for at komme ind i det rette skoledistrikt er et vidnesbyrd om, hvor langt kinesiske forældre er villige til at gå for at give deres børn et forspring i det hårde kinesiske uddannelsesræs.

»Min datter skal fra start af have de bedste uddannelsesmuligheder,« siger Qu, en kvinde i slutningen af 30’erne.

»Hvis hun ikke kommer ind i den rigtige grundskole, kan det i sidste ende skade hendes muligheder for at komme ind på et af de bedste universiteter. Det handler om at sikre hendes fremtid.«

Qu, der kun vil have sit efternavn trykt i avisen, har en datter på tre som først skal i skole om nogle år. Men hun tør ikke vente med at finde bolig i et attraktivt skoledistrikt.

»Priserne vil være endnu højere næste år,« siger hun.

Qu er hjemmegående mor – hendes mand arbejder for et statsligt olieselskab – og har flere gange været i området omkring Grundskole Nr. 2 for at lede efter bolig, og hun er parat til at betale lige under 3 millioner kr. Men hun kunne aldrig drømme om rent faktisk at flytte ind her.

»Boligerne tæt på skolen er for ringe, så vi vil blive boende, hvor vi er nu,« siger Qu om familiens lejlighed i et nyt og moderne boligkvarter i den nordøstlige del af Beijing.

I de små gyder, der breder sig ud fra Ny Kulturgade, hvor hovedindgangen til Grundskole Nr. 2 ligger, har desperate forældre klistret A4-ark på husvæggene. På dem skriver de, at de »for deres barns skyld« er villige til at »betale store kontantbeløb« for en bolig i området.

Udviklingen har gjort 61-årige hr. Feis bolig til en guldklump. Han har hele sit liv boet på de samme 22 kvadratmeter nede ad en af gyderne, 100 meter fra den eftertragtede grundskole. Nu bor han her sammen med sine to søstre og en niece. Hans 29-årige datter bor i et tilbygget skur. Indenfor hænger familiens lange underbukser til tørre på en snor, der går tværs gennem rummet.

Her er pakket med møbler: familiens senge, et klaver dækket af et lyserødt lagen, og på et mørkebrunt træskab står et fjernsyn ved siden af et køleskab.

Et lysstofrør blinker fra loftet, og det elektriske varmeanlæg forsøger at holde frosten væk fra indersiden af det tynde ét-lags vindue.

»Det er godt nok til mig, men er nok ikke så behageligt for de rige,« siger den pensionerede airconditionanlægsreparatør. Alligevel kommer de velbeslåede ofte og banker på.

»De siger alle sammen, at de vil have deres barn ind i skolen her,« fortæller hr Fei. Han har fået adskillige bud på boligen. Det højeste lød på lige under seks millioner kr. – et astronomisk beløb for en mand, der i sine sidste arbejdsår tjente under 3.000 kr. om måneden. Men han vil ikke sælge endnu.

»Jeg venter på et bedre tilbud,« siger han.

Frihed og høje karakterer

I teorien er der ikke forskel på niveauet i Beijings offentlige grundskoler. Men som det er tilfældet i mange af Kinas byer, fordeles ressourcerne ulige mellem Beijings skoler, siger Xiong Bingqi, vicepræsident for Det 21. Århundreds Uddannelses Researchinstitut, en organisation i Beijing, der promoverer uddannelsesreformer. De såkaldte nøgleskoler får bevilget flere midler, har bedre faciliteter og bedre lærere. Det er den situation, Grundskole Nr. 2 har nydt godt af.

Skolen, der består af en nybygget grå bygning med vagter i skudsikre veste foran indgangen, og af en ældre, traditionel bygning med rødmalede træporte, hvor to store stenløver holder vagt, har længe været kendt som stedet, hvor mange af Kinas topkommunisters børn og børnebørn har startet deres skolegang. Det er i den almindelige befolknings øjne en indikation på, at undervisningsniveauet må være højt.

Samtidig er det også en af de skoler, der er gået forrest i kampen for at mindske de kinesiske elevers ellers berygtede arbejdsbyrde med ofte 10-12 timer lange skoledage og lektier allerede i grundskolen.

»Det er en god skole, fordi der er færre lektier og mere frihed. Det gør børnene gladere,« siger en far, der står uden for skolen og venter på sin niårige datter.

»Men her er samtidig også gode lærere og faciliteter, og eleverne fra skolen har ry for at score høje karakterer og klare sig godt videre frem.«

Øger kløften

De nye regler fra april, der pålægger grundskoler at optage elever på baggrund af bopæl, blev blandt andet indført for at bekæmpe, at forældre kunne få deres børn ind på de attraktive skoler ved at udnytte politiske forbindelser eller simpelthen gennem bestikkelse. Inden de nye reglers indførelse var mange af eleverne i Beijings bedste skoler børn af embedsfolk og partifunktionærer. Det førte til anklager om, at uddannelsessystemet var med til at øge kløften mellem den politiske og økonomiske elite og resten af befolkningen. Men de nye regler truer også med at skævvride børnenes uddannelsesmuligheder. I Beijing, hvor gennemsnitslønnen er på lige over 60.000 kr. om året, er det kun de rigeste, som er i stand til at købe sig ind i de attraktive skoledistrikter med de opskruede ejendomspriser. Det har ført til kritik.

I kinesiske statsmedier lyder det, at det faktum, at velstående forældre reelt køber sig adgang til de bedste skoler, »truer indsatsen for at skabe lige uddannelsesmuligheder«, og kan »skabe permanente over- og underklasser, både uddannelsesmæssigt og økonomisk, hvilket vil komme til at plage os i adskillige generationer.«

Xiong Bingqi fra det Beijing-baserede researchinstitut er heller ikke begejstret.

»De opskruede ejendomspriser i de attraktive skoledistrikter kan ses som en indikator for ulighed inden for uddannelse. Jo højere prisen er, jo højere er uligheden,« mener Xiong.

»Det er et resultat af, at uddannelsesressourcerne fordeles ulige. For at løse problemerne burde regeringen i stedet fokusere på en mere fair fordeling af ressourcerne imellem uddannelsesinstitutionerne.«

Fru Qu, moren til den treårige, er dog klar til at udnytte sin families velstand til gennem boligkøb at sikre datteren en plads i den rigtige skole.

»Jeg ved, at det er vanvittigt at bruge så mange penge på en bolig, som vi aldrig kommer til at bo i, men uddannelseskonkurrencen er hård, og jeg vil ikke risikere, at min datter kommer bagud fra begyndelsen,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her