Baggrund
Læsetid: 6 min.

Klimakampen er et trekantsdrama

Både erhvervsledere og civilsamfundets aktivister i Lima synes, politikerne på COP20 svigter. Derfor må de selv tage initiativet. Spørgsmålet er, om de kan gøre det i fællesskab, eller om de er i modsætning til hinanden
Latinamerikas indtil nu største klimademonstration prøvede at råbe deltagerne på COP 20 op, da bl.a. organisationer fra Equadors oprindelige befolkning fyldte gaderne i Lima.

Guillermo Gutiérrez

Udland
12. december 2014

Man kan tegne en trekant på kortet over Lima. På internettet fortæller den virtuelle ruteplan, at man kan komme fra et af trekantens hjørner til et af de to andre på knap en halv time. I den fysiske virkelighed tager det snarere en hel time som følge af den afsindige biltrafik i den peruanske hovedstad. I den mentale verden forekommer afstandene langt, langt større.

Det ene af trekantens hjørner er COP20-landsbyen. En lukket boble, hvor ministre, embedsmænd og talløse vandbærere fra alverdens lande i nu snart to uger har forhandlet om starten på en global klimaaftale, lukket inde bag hegn og godt beskyttet af elskværdige peruanske sikkerhedsfolk, politibetjente og soldater.

I det andet hjørne ligger det femstjernede Hilton Hotel, Perus bedste hotel i 2014, hvor man bl.a. kan se USA’s chefforhandler Todd Stern nyde sin morgenmad, før det går løs med forhandlingerne ude i COP20-byen.

Og i det tredje hjørne finder man El Campo de Marte, en af Limas største parker, der tjener som grønt åndehul for indbyggerne i en millionby, hvor luften er tung og larmen infernalsk i de lyse timer.

At pendle mellem trekantens hjørner sætter nogle af klimakampens centrale dilemmaer på spidsen.

Mens politikerne ude i COP20-byen er på vej ind i den obligatoriske krisefase, hvor tiden for kompromisser ubønhørligt rinder ud, samles nogle hundrede internationale VIP’er på Hilton til det World Climate Summit for erhvervsledere, der altid ledsager COP-møderne. Dette er typisk samlingsstedet for de store virksomheder, som er, gerne vil være eller gerne vil fremstå som grønne, klimabevidste og fremsynede. Midt iblandt de notorisk visionære og miljømæssigt seriøse selskaber på deltagerlisten finder man f.eks. også et af de olieselskaber, der forestår nogle af de omstridte udvindingsprojekter i Amazonas.

Dagens talere og paneldeltagere er dog ret entydige i deres overordnede signal: Det haster voldsomt med indsatsen for at bremse klimaændringerne, og erhvervslivet kan og vil gerne bidrage – også fordi det er godt for forretningen.

»Som vi ser det, er klimaændringerne mere en mulighed end en forhindring,« siger f.eks. direktøren for Novozymes i Latinamerika, Pedro Luiz Fernandes. Den danskejede virksomhed satser f.eks. på, at produkterne – primært enzymer – næste år kan sikre Novozymes’ erhvervskunder en samlet CO2-reduktion på 75 mio. ton, dvs. en del mere end Danmarks samlede udledninger.

Men der er forhindringer. I salen rejser en brasiliansk direktør sig og siger, at hans virksomhed ikke kan udvide sin produktion af klimavenlige produkter, fordi markedet ikke er der.

»Vi har brug for politikernes støtte,« siger han, og det er, hvad rigtig mange på Hilton hotellet efterlyser.

»Det værste fremtidsscenario for erhvervslivet er en fortsættelse af den usikkerhed, vi oplever nu. Vi kan ikke bevæge os fremad uden mere klare og stabile rammer sat af politikerne,« istemmer José Antonio Vargas Lleras, regional næstformand i World Energy Council og bestyrelsesformand i et af det italienske elselskab ENEL’s datterselskaber i Colombia.

Adolfo Heeren, i dag CEO for Perus store gasselskab Calidda og før det CEO for Shell i Peru, er mere kontant.

»Nogle siger, vi skal bakke politikerne op. Jeg er ikke enig. Om fem år er mange af dagens regeringer væk. Derfor skal denne proces ledes af erhvervslivet og borgerne – det er jo også os, der har skabt problemet.«

Ja til vand, nej til guld

På det airconditionerede Hilton Hotel holder man kaffepause med små lækre konditorkager. At kaste sig ud i en taxa for at tage turen til El Campo de Marte giver en meget sansemættet påmindelse om dét, det egentlig handler om: Vækstøkonomiernes fremadskridende ødelæggelse af luften, klimaet, livsbetingelserne. En gennemsnitsfart på under 15 km i timen trods alle bilisters hidsige kamp for at vride sig gennem trafikpropperne vidner om noget grundlæggende uintelligent i modellen.

Det er også det, de taler om ude i parken, om end med helt andre ord. »Aqua si, oro no,« råber de i kor. Ja til vand, nej til guld og mammon. Og ’de’ er peruvianske indianere som fortrop i den folkets klimamarch gennem Lima, som i løbet af de næste timer vokser til anslået 20.000 deltagere. Den største klimademonstration nogensinde i Latinamerika, siger arrangørerne.

Ved marchens start gennemfører nogle af indianerne en lille ceremoni som hyldest til livet og Moder Jord. Omkring en cirkel lavet af de frugter, jorden så gavmildt giver, og med et lille bål til at symbolisere den nødvendige energi til marchen beder man i fællesskab.

»Brødre og søstre,« siger en af indianerlederne, »dette er en manifestation for vores vand, vore skove, vort liv. Vi er her på vegne af oprindelige folk i hele Latinamerika, i Afrika, Asien og resten af verden.«

Efter sit opråb får han strøet rosenblade over håret og smækker sin hat oveni.

Bag indianerne i marchen følger andre grupper, heriblandt peruanske minearbejdere med grønne og gule hjelme og slidt tøj, studentergrupper, fagforeninger, miljø- og menneskeretsorganisationer m.fl.

»Modstand«, står der på et af de store bannere. »Olien dræber« står der på et skilt med listen over de olieselskaber, der opererer i regnskoven.

Dette er en sanselig folkemarch fuld af farver, liv og håb, men også med et tydeligt signal om, at man ikke har meget til overs for politikerne i COP20-byen, endsige for visse store selskaber med megen magt og meget på samvittigheden. I hele sit udtryk kan dette næppe være mere forskelligt fra de velordnede jakkesæt og spadseredragter i de eksklusive omgivelser på Hilton Hotel. Men er de hinandens modsætninger?

Vent ikke på Paris

Endnu en belastende taxatur senere kan man på hotellet høre erhvervslederne diskutere COP-processen og den mulige Paris-aftale på COP 21 om et år.

»Man taler om, at vi er i et kapløb for at bremse klimaændringerne. Men når det gælder landene, oplever man det meget mærkelige, at det tilsyneladende er et kapløb om, hvem der kan komme sidst. I erhvervslivet handler det om at komme først, fordi vi ved, der er en stor gevinst forbundet med at være forrest,« siger Pedro Faria, teknisk direktør i Carbon Disclosure Project, et industristøttet projekt, der samler og offentliggør virksomheders klimadata.

»Fra København til Cancun, fra Cancun til Durban, fra Durban til Lima, fra Lima til Paris – hele vejen har vi kløvet ord. Man siger nu, ’vi klarer det i Paris’, men det er ikke hjælpsomt, det fjerner bare tidspresset,« siger Adolfo Heeren fra Calidda.

Han gentager sin pointe med, at det er os – borgere og erhvervsfolk – der må handle.

»I stedet for at tale om vejen til Paris, må vi tale om vejen til fremtiden. Man kan have vækst på kort sigt, men ifølge Darwin er det ikke den største, stærkeste eller hurtigste, der overlever, men den, der er bedst til at tilpasse sig.«

Fra salen bliver der spurgt, hvad der så er CEO’ernes strategi til at bygge bro mellem erhvervslivet og borgerne, men svaret synes lidt at fortabe sig.

Ordstyrer er Yvo de Boer, der tilbage i 2009 led den tort at være FN’s tovholder og procesformidler under det fatale COP15-møde i København. Det piner ham tydeligvis stadig, selv om ansvaret reelt lå et andet sted. I dag er de Boer i nyt job som chef for GGGI, men på et punkt siger han, bevidst provokerende, det samme som dengang:

»Alle I erhvervsledere er komplet irrelevante for det, der foregår i forhandlingslokalerne. For erhvervslivets ideer når ikke ind i forhandlingsprocessen.«

Og det får en repræsentant for FN’s miljøprogram UNEP til fra sin plads i salen at spørge:

»Når vi bringer det budskab videre til forhandlerne, at erhvervslivet vil have klare rammer, så siger de: ’Nej, nej, det vil erhvervslivet ikke gå med til’. Hvordan kan det være?«

Det spørgsmål bliver ikke rigtig besvaret. Måske fordi svaret er, at erhvervslivet er mange ting med flere modstridende interesser, dagsordner og budskaber i klimasagen. Derfor er det også flere overvejelser værd, om f.eks. deltagerne i Folkets klimamarch og deltagerne i World Climate Summit kan nå hinanden og i fællesskab få ting til at ske. Kan hænde, at de er allierede og interessefæller på ét niveau, men i konflikt på et andet.

Ude i COP20-byen er forhandlingsteksten, fyldt med alternative og modstridende formuleringer, svulmet til monstrøse 58 sider, da dagen i Lima går over i nat.

Serie

Klima i Lima

Seneste artikler

  • Klimakampen er mere end COP20

    13. december 2014
    Gamle fronter mellem i- og u-lande spærrede i går for ambitiøse resultater i Lima
  • Penge kan spærre for klimaenighed i Lima

    11. december 2014
    U-lande stoler ikke på i-landes erklæringer om at ville skaffe klimabistand fra både statslige og private kilder. Men i-landene vil ikke love mere
  • Hvad man ikke siger højt i Lima

    9. december 2014
    Her på COP20-klimamødet er man på det rene med, at en klima-aftale i Paris om et år ikke vil sikre FN’s to graders-mål. Dertil er landene for langt fra hinanden. Klimakampen må derfor føres bredere
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her