Baggrund
Læsetid: 7 min.

Klimapolitik handler dybest set om moral

Efter et nært forlis på topmødet Lima er det uløste spørgsmål om fordelingen af det moralske ansvar for belastningen af atmosfæren med drivhusgasser på ny blevet presserende. Den prominente amerikanske klimaforsker Michael Oppenheimer mener, at Kina, Indien og andre store u-lande nu føler en moralsk forpligtelse til at nedskære deres udledning
En dreng løber henover en udtørret flodseng i Allahabad i Indien. Indien er et af de lande, der står i valget mellem at skrue op for CO2-udslippet eller ofre deres vækst, konfronteret med en lurende klimakatastrofe, som de selv kun har begrænset ansvar for.

Sanjay Kanojia

Udland
16. december 2014

Siden klimatopmødet i København i 2009 har spørgsmålet om bodspenge til fattige lande, der er sårbare over for klimaforandringer, været den eneste store forhindring for indgåelsen af en ny international aftale.

Til FN-konferencen i Lima blev det ikke uventet igen det kontroversielle emne, der skilte vandene. Men denne gang opgav udviklingslandene i realiteten at få sat tal på den skadeserstatning, de forventer, de rige industrilande vil udbetale ad åre.

I stedet må de nøjes med at håbe, at tilsagn om bidrag til FN’s grønne fond, der nu er nået op på 10,2 mia. dollar, bliver udbetalt i den nære fremtid.

»Det er ikke alene en historisk moralsk forpligtelse, alle de store udledningslande har, inklusiv Kina og andre nye markedsøkomier. Det er også en retfærdig løsning,« siger den fremtrædende amerikanske klimaforsker og mangeårige medlem af FN’s klimapanel, Michael Oppenheimer, til Information.

Men Oppenheimer konstaterer samtidig, at hverken klimapanelet, IPCC, eller andre har været i stand til at sætte et nogenlunde præcist tal på værdien af de skader, som klimaforandringer vil påføre sårbare lande om 20-30 år.

»Derfor giver det ingen mening for u-landene at insistere på at få sat et beløb på. Det er bare en distraktion. I stedet burde de insistere på at få den lovede sum på 10 mia. dollar udbetalt så snart som muligt. Det kunne samtidig animere banker, investorer og private fonde til at yde lån til omstillingsprojekter,« siger Oppenheimer, der er professor i geovidenskab og international politik på Princeton University.

Den amerikanske klimaforsker er en selverklæret optimist. Alligevel er han efter at have været involveret i 20 års klimatopmøder blevet overbevist om, at de egentlige fremskridt vil ske uden for FN’s klimaaftaler.

»FN’s klimakonvention er kommet ind i en blindgyde. Det virker på mig som et levende lig, der vakler mod dødens port. Udenfor cirkusset i Lima var det eneste, der holdt os på det rette spor, den nylige klimaaftale mellem Kina og USA og de enkelte landes tilsagn om at opstille nogle reduktionsmål for CO2-udledning,« mener han.

I Lima var det en udbredt opfattelse, at den sino-amerikanske aftale om at forpligte sig til nogle specifikke udledningsmål virkede som en saltvandsindsprøjtning. Kina spillede en nøglerolle.

»Tyngdepunktet for det moralske ansvar er blevet forskubbet. Før lå det ene og alene på de rige industrialiserede landes skuldre. Nu erkender Kina, Brasilien og andre store markedsøkonomier, at de også har en moralsk forpligtelse til at standse den globale opvarmning,« siger Oppenheimer.

Indiens byrde

Næstefter Kina vil Indien komme til at spille den vigtigste rolle i takt med en hastig økonomisk vækst fortrinsvis baseret på fossile brændsler i de kommende årtier. Det befolkningsrige land er allerede verdens tredjestørste udleder, men rangerer til gengæld meget lavt i CO2-udslip pr. indbygger.

Det gør det lettere for den nye erhvervsvenlige premierminister Narendra Modi at argumentere for at lægge byrden over på lande med en højere udledning pro capita. Det er også grunden til, at inderne nu ikke har følt sig presset til at opstille mål for CO2-reduktion.

»Det er fuldt ud forståeligt, at den indiske regering bliver nødt til at prioritere økonomisk vækst baseret på fossile brændsler, selv om Indiens andel af CO2 i atmosfæren vil blive meget stor i den nære fremtid,« siger Oppenheimer.

»Her bliver det et spørgsmål om, hvad der er rimeligt at forlange. Jeg mener, at Indien bør anskue økonomisk udvikling og en lavere udledning af drivhusgasser som komplementære fremfor modstridende mål. Med et så stort CO2-aftryk er det ikke moralsk ansvarligt for Indien at stikke hovedet i busken.«

Klimafilosoffen Lawrence Torcello mener modsat, at det fra et etisk synspunkt er uholdbart at tale om Indiens moralske forpligtelse til at sænke sin CO2-udledning.

»Sådan som situationen er lige nu, vil det tage 80 år for Indien at indhente USA i udslip pr. indbygger,« siger Torcello, lektor i filosofi på Rochester University i New York.

»I etikken lægges der altid vægt på, at de velbjærgede har en forpligtelse til at tage hensyn til de mest sårbare. I dette tilfælde har udnyttelsen af fossilt brændstof til at berige en del af verden gjort dele af verden sårbar over for klimaforandringer.«

På den anden side mener klimafilosoffen, at Indien kan overtales til sænke væksten i sin CO2-udledning, hvis de rige lande til gengæld bistår inderne med at overgå til alternative energikilder.

»En sådan type bistand udgør en uundværlig komponent i bestræbelserne på at finde en rimelig og retfærdig løsning, og hvis Indien træder ind på banen, vil andre lande formentlig følge trop,« siger Torcello.

Træghed i Vesten

Stadig ligger det altovervejende moralske ansvar for at stoppe opvarmningen på skuldrene af de industrialiserede lande i Vesten, herunder Japan og Sydkorea. Men en ting er erkendelsen af deres forpligtelse, noget andet at mobilisere den politiske vilje til at handle.

Der er flere forskellige grunde til, at forløbet har været så trægt siden den første klimakonference i Rio de Janeiro i 1992, der udmøntedes i den FN-konvention, alle senere aftaler bygger på.

»Regeringers reaktion på naturkatastrofer og epidemiske sygdomme er altid prompte. Sådan er det ikke med klimaforandring. Det tilhører en anden kategori, fordi de negative følger for det meste ligger langt ude i fremtiden og derfor virker abstrakte på befolkningen,« anfører professor Oppenheimer.

Hertil skal føjes, at klimaforskere indtil for nylig ikke kunne bevise en direkte forbindelse mellem global opvarmning og ekstreme vejrfæmon som hedebølger, tørke og tropiske orkaner. I dag er videnskaben tættere på at have belæg.

»Udfordringen er imidlertid, at det moderne menneske i højt udviklede lande hver dag bliver bombarderet med så store mængder information, at det er svært for dem at skelne mellem det essentielle og det uvæsentlige. I de sidste måneder har vi f.eks. fået ørerne tudet fulde om truslen fra ebola og Islamisk Stat,« siger Lawrence Torcello.

For nylig pegede professor i meteorologi Michael E. Mann ved Pennsylvania State University i en aviskronik på, at næsten alle klimaforskere i verden anser global opvarmning for at være en »direkte og umiddelbar trussel« mod menneskets eksistens.

Men ifølge Manns kollega Torcello er problemet, at det er »de svage og magtesløse« i Den Tredje Verden, som stilles over for den direkte trussel.

»På den nordlige halvkugle mærkes konsekvenserne i mindre grad lige nu. Nogle lande vil oven i købet drage fordel af opvarmning. På den sydlige halvkugle er den stigende havstand derimod begyndt at æde sig ind på stillehavsøer og lavtliggende kystbyer,« fremfører han.

Apati og resignation

Michael Mann argumenterer, at den manglende moralske indignation og en udbredt apati og resignation over for klimaforandringer i vestlige lande bør få forskerne op af stolene og indtage en mere aktiv rolle i debatten.

»Det ville være uansvarligt over for samfundet, hvis vi tier om en så alvorlig trussel. Tomrummet bliver hurtigt udfyldt af folk, der hypper deres kortsigtede interesser. Vi kan ikke bare lægge vort ansvar som borgere på hylden, blot fordi vi frygter at blive beskyldt for at vælge side i samfundsdebatten i stedet for at være neutrale,« skrev Mann.

I et opfølgende interview med Information siger Mann:

»Den seneste forskning viser, at truslerne forbundet med klimaforandring overgår de hidtidige prognoser, og det derfor er mere presserende at gribe til handling. Trods problemerne i Lima er jeg stadig optimistisk om et gennembrud i Paris set i lyset af den nylige aftale mellem Kina og USA.«

Men hvor meget frem på banen skal klimaforskere i denne debat? Den tidligere chefklimatolog hos det amerikanske rumfartsselskab James Hansen har valgt politisk aktivisme som den mest effektive måde til at påvirke opinionen og politikerne. Hansens aktivistrolle er imidlertid kontroversiel.

»Når man optræder som aktivist mister man noget af sin troværdighed som upartisk forsker, om end jeg nu ikke tror, at Hansen skader klimasagen,« mener Torcello. »Problemet er snarere, at han tegner et meget dystopisk billede af fremtiden. Andre forskere er mere forsigtige med at forudsige fremtiden.«

Lektor Torcello henviser til forholdet mellem videnskab og den offentlige mening, der viser, at folks udlægning af forskning ofte hænger sammen med deres politiske ståsted.

»Det viser sig, at den mest effektive måde at kommunikere med befolkningen på er ved at fremlægge et klart budskab uden at være for dyster og samtidig understrege, der er samtykke fra alle forskere,« fortæller den amerikanske filosof.

Oppenheimer har i snart tre årtier være én af de klimatologer, der udtrykker sin mening i utilslørede vendinger – i medierne og under kongreshøringer.

»Jeg har altid ment, at klimaforskere bør give udtryk for deres mening offentligt, men det er vigtigt at understrege, hvor ens ekspertise slutter, og ens personlige holdning starter,« siger han.

»Men ærligt talt er det ikke længere så afgørende, at vi løfter stemmen. Videnskaben om klimaforandringer er ubestridelig. Det, vi mangler, er politisk lederskab, og det har vi nu fået fra præsident Barack Obama og Xi Jinping. Det eneste, der bekymrer mig, er, at vi i USA om to år skal have en ny præsident …«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad er egentligt pointen med denne artikel?

Er det en halvhjertet indrømmelse fra en klimaskeptiker, en journalist med samvittighedskvaler eller bare en fornemmelse at han er ved at miste toget og kommer til at stå alene tilbage på perronen?

Hertil skal føjes, at klimaforskere indtil for nylig ikke kunne bevise en direkte forbindelse mellem global opvarmning og ekstreme vejrfæmon som hedebølger, tørke og tropiske orkaner. I dag er videnskaben tættere på at have belæg.
Dette her er i hvert fald en lodret løgn og virker som om Burcharth fisker efter et argument for et efterrationaliserings forsøg.

Og når en af eksperterne citeres med Michael Mann argumenterer, at den manglende moralske indignation og en udbredt apati og resignation over for klimaforandringer i vestlige lande bør få forskerne op af stolene og indtage en mere aktiv rolle i debatten.
kan man kun undre sig i hvilken verden han den gode prof. Mann lever, eller man kan undre sig hvorfor Burcharth fremhæver netop denne mand som "ekspert".

Forskerene har aldrig nogensinde været engageret så meget i et emne som de er nu i klimadebatten og aldrig før i vores historie har der været så megen enighed blandt videnskabsfolk som der er ang. årsagen for klimaforændringerne.
Det er i hvert fald ikke videnskabsfolkene der mangler engagement i debatten, men politikere og de konservative mediekoncerner, som kontrollerer den langt største del af verdens medier.

Og til den kære Mann: kun en dumkopf kan være optimist når det drejer sig om klimaet og vores evner for at få udviklingen under kontrol. Du modsiger dig selv når du på den ene side efterlyser mere engagement blandt videnskabsfolk og på den anden side udstråler optimisme og tiltro at "vi nok skal klare skærene alligevel"

Også Oppenheimer virker som en lalle-optimist, eller en der har samvittighedskvaler over manglende personlig engagement og nu skal efterrationalisere...

Men trods alt må man hilse det velkommen når endnu en journalist har valgt at se sandheden i øjet og melder sig ind i kampen -selv om man kunne savne lidt mere personlig engagement.

Hvad aktivisme angår i henhold til klimasagen er det bedste man kan gøre at legge om jordbruget til økologiske driftsmåder, da mikroorganismer i jordsmonnet (mycorrhizza) producerer glykoproteinet glomalin, der binder CO2 i jorden. Læs R. Lal, J. M. Kimble, R. F. Follett og B. A. Stewart (eds.): Soil Processes and the Carbon Cycle (New York: CRC Press, 1998).

randi christiansen, Lars Bo Jensen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Det er i sig selv ikke nogen nyhed, at al politik handler om moral - og derfor også klimapolitik. Og som al moral er også "klimamoral" fuld af konflikter og modsætninger. F.eks. er det selvfølgelig problematisk, når Indiens økonomiske vækst truer til at medføre en gigantisk CO2-udledning. Men samtidigt er Indiens udledning kun derfor så problematisk, fordi vi i vesten allerede har skabt klimaforandringer gennem VORES udledninger...

Og ikke mindst er det vist nok en moralsk ironi, at den danske regering i årevis har fortalt verden, at vi er et forebillede mht. klima, og netop nu stiller krav til store arktiske områder. For hvis disse områder en dag kan bruges økonomisk, så ville netop Danmark være den, der profiterer mest af klimaforandringerne...

Som det hedder i Brechts Laser og pjælter: Først kommer æden - så moral og dyd!

randi christiansen

Moral er godt, dobbeltmoral dobbelt så godt? It's the economy stupid.