Læsetid: 5 min.

Klimatopmøde for dummies

Fra 1.-12. december samles verdens ledere til COP20 i Peru for at komme nærmere en global klimaaftale. Men hvad er på spil, hvem er de vigtigste aktører, og hvad er topmødets bedste og værste udfald? Det guider vi dig igennem her
1. december mødtes demonstranter - blandt andet i San Francisco, som her på billedet - for at sætte fokus på det forestående klimatopmøde i Lima. 

1. december mødtes demonstranter - blandt andet i San Francisco, som her på billedet - for at sætte fokus på det forestående klimatopmøde i Lima. 

Steve Rhodes

5. december 2014

Hvad er på spil?

Formålet med COP20 er ikke at lande en global klimaaftale. COP20 skal mere ses som et forberedelsesmøde inden næste års helt store klimatopmøde, COP21, som bliver holdt i Paris. Her er håbet, at man vil nå en aftale, som forpligter alle verdens lande på at reducere deres CO2-udslip efter princippet om fælles, men forskelligartet ansvar. Det vil sige, at alle lande skal bidrage med nationale målsætninger for at reducere udledningen af drivhusgasser, men de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Hvis Paris-aftalen skal blive en realitet er det indledende arbejde ved COP20 i Peru nødt til at gå godt. Lykkes det, vil en klimaaftale kunne træde i kraft fra 2020.

COP20's bedste udfald

Der lander et udkast til en aftaletekst, som kan godkendes i Paris næste år. I den står der, hvordan landene skal melde deres klimamål ind, hvordan i-landene skal finansiere u-landenes klimaindsats, og hvordan man skal overvåge, at landene lever op til deres CO2-reduktioner. Bliver et udkast til en aftale en realitet, betyder det, at alle verdens lande som planlagt indberetter deres individuelle klimamål for 2020 i løbet af de første tre måneder af 2015. 

COP20's værste udfald

Der kommer ikke noget udkast til en aftaletekst, og der bliver ballade over, at Kina og USA selv vil bestemme, hvor meget de vil reducere deres CO2-udledning. Landene sætter deres nationale klimamål alt for lavt, og efter et større regnearbejde vil resultatet blive, at verden er meget langt fra håbet om at holde den globale opvarmning under togradersmålet.

Hvilke emner vil blive diskuteret?

Hvor meget hvert land skal forpligte sig til at reducere sin CO2-udledning
Hvordan u-landenes klimaindsats skal finansieres
Hvordan landene skal afrapportere deres klimaindsats
Hvordan landenes klimaindsats skal overvåges
Hvordan en erstatningsordning for klimaofrene skal fungere
Hvad verdens lande skal gøre for at reducere udslippet af CO2 frem mod 2020

Hvem er hovedaktørerne?

Omkring 190 lande deltager ved COP20, men fire aktører spiller en særlig rolle:

Kina står for 29 procent af det globale udslip, og er dermed verdens største CO2-udleder. I november i år satte Kina for første gang nogensinde mål for landets udledning af drivhusgasser. Omkring 2030 skal Kinas CO2-udledning toppe, hvorefter den skal falde. Samtidig skal 20 procents af landets energi i 2030 kommer fra grøn energi. Det bliver interessant at se, om Kina er villig til at sætte mål allerede fra 2020, og om de vil være ambitiøse nok.

USA udleder 16 procent af verdens samlede CO2-udslip. Trods republikansk modstand har præsident Barack Obama lovet, at USA i vil reducere mellem 26 og 28 procent af sin CO2-udledning i 2025 målt i forhold til 2005. Det bliver interessant at se, hvordan USA vil forpligte sig, da Obama ikke har opbakning i Senatet til at gennemføre ambitiøse CO2-reduktioner.

EU-landene enedes i oktober om en aftale, der betyder, at EU skal udlede mindst 40 procent mindre CO2 i 2030 målt i forhold til 1990.

G77 har historisk været én stor blok af ulande, der sammen har plejet fælles interesser overfor de udviklede, vestlige lande. Gruppen består midlertid i dag af en broget samling fra de absolut fattigste lande i verden, over de store vækstøkonomier som Kina, Indien og Brasilien, til en række af verdens oliestater, der over årene er blevet til nogle af verdens rigeste lande. G77-gruppen er dog ved at blive sprængt. Det skyldes dels, at lande som de små østater (AOSIS-alliancen) ser mere interessesammenfald med EU, og dels fordi gruppen af de fattigste lande (LDC-landene) ligeledes støtter op om EU´s ønske om at handle i forhold til klimaudfordringen.  

Hvem er villige til at yde hvor meget?

De villige: EU-landene, Alliancen af små østater (OASIS) og de fattigste ulande (LDC-landene: least developed countries), samt flere latinamerikanske lande som Mexico, Chile og Costa Rica er blandt de mest villige nationer til at yde for en global klimaaftale. Særligt østaterne og de fattigste ulande mærker direkte konsekvenserne af, at temperaturen stiger.

De accepterende: Verdens to største CO2-udledende nationer, USA, Kina, har til dels skiftet position over de seneste år, og udtaler sig nu mere positivt omkring en global klimaaftale. Dog er det stadig usikkert, om de i sidste ende vil yde nok til at gøre den forskel, der skal til. Andre lande, der delvist accepterer at handle i forhold til klimaet er eksempelvis Peru, Colombia, Sydkorea, Japan, Canada. 

De genstridige: Lande som Saudi Arabien, Rusland, Iran, Filippinerne og Venezuela vil givetvis forsat kæmpe imod en klimaaftale. FN’s klimapanel har fastslået, at 75 procent af al kul, olie og gas skal blive i undergrunden for at overholde to gradersmålet. Mange af de genstridige lever primært af olie og gassalg, og er derfor ikke interesserede i en global klimaaftale.

Hvad er blevet gennemført ved tidligere klimatopmøder?

COP15 - København (2009): Resulterede i en to graders grænse for, hvor meget temperaturen må stige i dette århundrede blev vedtaget.

COP16 - Cancun (2010): Resulterede i, at landene 'erkendte' behovet for dybe reduktioner i udledningen af drivhusgasser. Man 'erkendte' også, at de rige lande er nødt til at reducere deres udledning med 25-40 procent i 2020. Desuden blev det vedtaget at designe en grøn fond til klimapasning i ulandene, der fra 2020 skal fordele mindst 100 mia. Dollar om året til klimatilpasning og bekæmpelse i ulandene.

COP17 - Durban (2011): Resulterede i, at der i 2015 skal indgås en global aftale, der er juridisk bindende for alle, og som skal træde i kraft i 2020. De tre store CO2-udledere USA, Kina og Indien accepterede at forpligte sig til at være med i den kommende aftale. Desuden indgik daværende klimaminister Martin Lidegaard – på vegne af EU – en aftale mellem EU og verdens fattigste lande og de udsatte østater om fælles fodslag i bestræbelserne på at nå en klimaaftale.

COP18 - Doha (2012) Resulterede i, at Kyoto-aftalen – den eneste juridisk bindende klimaplan – blev forlænget til 2020. Aftalen omfatter kun et begrænset antal lande, som sammenlagt udleder mindre end 15 procent af verdens drivhusgasudledning. 

COP19 - Warszawa (2013) Resulterede ikke i et konkret mål for finansieringen de kommende år, hvilket ellers var målet. I forhold til at reducere CO2-udledningen gik det den forkerte vej, da ingen lande kom med nye og mere ambitiøse klimamål. 

Hvilke forventninger går Danmark til COP20 med?

Danmark vil sammen med EU kæmpe for, at der kommer et udkast til en aftaletekst, der sikrer, at alle verdens lande accepterer at skulle bidrage til en fælles, bindende klimaaftale med virkning fra 2020.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi (hverken beslutningstagerne eller os andre som individer) er slet ikke indstillet på at yde en indsats for miljøet så jeg tvivler stærkt på der kommer noget særligt ud af dette møde.


COP15 - København (2009): Resulterede i en to graders grænse for, hvor meget temperaturen må stige i dette århundrede blev vedtaget.

Jamen så er den jo lige i skabet ??

Anders du kunne lige så godt formulerer det således:
'Vi (hverken beslutningstagerne eller os andre som individer) er slet ikke indstillet på at yde en indsats for vore fælles overlevelse så jeg tvivler stærkt på der kommer noget særligt ud af dette møde.
Det er jo det det drejer sig om og det vise hvor absurd situationen dybest set er