Baggrund
Læsetid: 4 min.

Kransekagefigurer skaber uro

Der skal snart vælges nye præsidenter i såvel Grækenland som Italien. På grund af eurokrisen risikerer de normalt relativt ubetydelige embeder at skabe politisk og økonomisk uro
Politi og demonstranter slås i Torino under fredagens generalstrejke i Italien. Fagforbundene er utilfredse med en arbejdsmarkedsreform, der afskaffer arbejdernes beskyttelse mod uretmæssige fyringer.

Marco Bertorello

Udland
15. december 2014

Præsidentvalg i to af eurozonens kriseramte lande, Grækenland og Italien, kan forrykke den politiske magtbalance i EU og måske få eurokrisen til at eskalere. Det viste finansmarkedernes reaktion, da den græske regeringsleder Antonis Samaras fra det konservative parti Nea Demokratia forleden meddelte, at parlamentet allerede fra på onsdag og ikke som planlagt i februar 2015 skal forsøge at vælge et nyt statsoverhoved.

Samaras’ udmelding betragtes som en vovet eller ligefrem desperat satsning for at forlænge regeringens liv, og den skabte de største tab på børsen i Athen siden 1987 samt et fald i aktiekurserne overalt. Det er ikke spørgsmålet om, hvem der skal afløse den 85-årige tidligere frihedskæmper, stangspringer, volleyspiller, eksilerede dissident og udenrigsminister Karolos Papoulias som græsk præsident – et ceremonielt embede uden stor politisk betydning – der vækker bekymring, men snarere valgprocessens mulige følger. For hvis det nødvendige flertal for en kandidat ikke er opstået efter tre forsøg, medfører det automatisk parlamentsvalg. Det kan – hvis Samaras har forregnet sig, og hvis meningsmålingerne holder stik – bringe venstrefløjsalliancen Syriza til magten midt i svære forhandlinger om Grækenlands gæld og genopretningsplan med bl.a. Den Europæiske Centralbank.

»Syriza giver indtryk af at be- væge sig ind i en storm, som de ikke er klar til at ride af,« vurderer Nick Malkoutzis, redaktør på det poli- tiske nyheds- og analysesite macropolis.gr, og tilføjer, at partiet får meget dårlige kort på hånden »takket være den nuværende regerings amatøragtige håndtering af situationen«.

EU blander sig

Nea Demokratias kandidat til præsidentposten er partiets tidligere europæiske miljøkommissær og udenrigsminister, den 73-årige Stavros Dimas. I de første to runder kræves der et kvalificeret flertal på 200 af parlamentets 300 medlemmer, mens det i den tredje runde vil være nok med 180 stemmer. Samaras’ regering råder kun over 155 mandater, og det regnes derfor som usandsynligt, at den kan opnå flertal for Dimas. Formålet er således tilsyneladende at fremprovokere et valg og bruge de uafsluttede forhandlinger med landets kreditorer i en skræmmekampagne mod Syriza, der ikke vil acceptere betingelserne for de lån, som har forhindret en statsbankerot.

Regeringen mener, det går den rigtige vej – staten har i år overskud på budgettet, og væksten for 2015 anslås til 2,9 procent. Men krisens sociale omkostninger er store – bruttonationalproduktet er blevet reduceret med 25 procent, arbejdsløsheden er på 26 procent, og reallønnen er faldet med 40 procent. Regeringspartierne, Nea Demokratia og socialdemokraterne i Pasok, sætter nu fremgangen og grækernes fremtid på spil, mener Costas Iordanidis, kommentator ved avisen Kathimerini:

»Bestræbelserne på at redde landet er blevet afløst af bestræbelser på at undgå et valgnederlag af fatale dimensioner,« hævder han.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, støtter åbent Dimas’ kandidatur og advarer grækerne mod at stemme på Syriza ved et eventuelt valg:

»Jeg tror, at grækerne, som har en meget svær tilværelse, udmærket ved, hvad et forkert valgresultat vil betyde for Grækenland og for eurozonen,« siger han.

Risiko for farce

I Italien er der endnu ikke sat dato på præsidentvalget, men de fleste politiske kommentatorer tager det efterhånden for givet, at republikkens præsident, Giorgio Napolitano, i sin nytårstale eller kort efter vil meddele, at han går af.

Napolitano blev i 2013 som den første italienske præsident nogensinde genvalgt til et nyt syvårigt mandat, men understregede, at han kun ville blive på posten på bestemte betingelser. Forudsætningen var, at det brede politiske samarbejde, som blev indledt i 2011 med den tidligere EU-kommissær Mario Montis teknokrat- regering, fortsatte.

Præsidentens kritikere mener dog, at eurokrisen og den politiske krise i Italien har fået ham til at overskride embedets beføjelser. Kravet om et bredt regeringssamarbejde mellem venstre- og højrefløjen har betydet, at protestpartiet MoVimento 5 Stelle, som ved parlamentsvalget fik 25 procent af stemmerne, er blevet marginaliseret, mens Silvio Berlusconi trods en definitiv dom for skattesvig og flere igangværende retssager stadig gør sig gældende. Men nu er den 89-årige Napolitano – som virker mere og mere alderssvækket og grådlabil (i sidste uge blev han to gange rørt til tårer over sine egne taler) – træt af at vente forgæves på forfatningsreformer og en ny valglov. Ved Italiens fornemste akademiske institution, Accademia Nazionale dei Lincei, rettede præsidenten en indirekte, men hård kritik af ministerpræsident Matteo Renzi, hvilket har affødt reaktioner den anden vej.

»Jeg savner noget selvkritik,« siger politologen Gianfranco Pasquino om Napolitano og tilføjer, at præsidenten næppe kan påvirke valget af sin efterfølger:

»Hvis det i 2013 var en tragedie, så har jeg på fornemmelsen, at vi er på vej mod en farce.«

Musikalsk kandidat

Italiens præsident bliver valgt af de i alt 945 medlemmer af parlamentets to kamre samt repræsentanter for landets 20 regioner – normalt først efter tredje runde, når kravet om et kvalificeret flertal på to tredjedele af stemmerne bortfalder. Der er ingen officielle kandidater, men Renzi har nævnt den verdensberømte dirigent Riccardo Muti som en spændende mulighed. Ifølge flere iagttagere ønsker regeringslederen en præsident, der fylder mindre end den nuværende:

»At foreslå Riccardo Muti er absurd. Jeg ved ikke, hvordan det kunne falde ham ind,« siger Pasquino til avisen Il Fatto Quotidiano: »Landet har brug for en politiker, der kender institutionerne og forfatningen.«

Foruden præsidenten og EU-Kommissionen har Renzi problemer med såvel fagbevægelsen, der fredag gik i generalstrejke samt et mindretal i sit eget parti, Partito Democratico. Derfor regnes det som stadig mere sandsynligt, at den nye præsidents første handling bliver at udskrive parlamentsvalg til foråret. Og efter Napolitano skal Juncker finde et nyt holdepunkt i Italien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her