Når den unge polske tænker Slawomir Sierakowski kaster et blik tilbage på året, der med Ukraine-krisen gav anledning til spekulationer om geopolitikken og den kolde krigs genkomst, er det først og fremmest skuffelsen, der melder sig.
Skuffelsen over et svagt EU, plaget af interne stridigheder, som har glemt de værdier, der lå til grund for unionens tilblivelse.
Skuffelsen over halvhjertede tyske politikere og intellektuelle, der i krydsfeltet mellem historiske komplekser og økonomiske interesser, vakler af eftergivenhed over for et Moskva, som ikke er kommet sig over tabet af fordums imperiale storhed.
Og skuffelsen over et Europa, der har ladt det ukrainske folk i stikken på et tidspunkt, hvor længslen efter det europæiske fællesskab var allerstærkest.
»I EU’s samlede historie er der ingen, der har ofret livet for det europæiske projekt. Kun i Kiev er hundredvis af mennesker døde for EU. Ingen har været så stærkt proeuropæiske som de ukrainere, der forsamlede sig på Maidan-pladsen i minus tyve graders kulde. Ser man på Italien, Frankrig og Tyskland, findes der ingen tilsvarende eksempler,« siger Sierakowski til Information.
Som grundlægger af det politiske tidsskrift Krytyka Polityczna (Politisk Kritik, red.), der er blevet omdrejningspunkt og talerør for Polens venstreintellektuelle miljø, forfattere, kunstnere og aktivister, har 35-årige Slawomir Sierakowski opnået et ry som en af de mest fremtrædende unge intellektuelle i Østeuropa.
Politisk kritik
Hvor vesteuropæiske intellektuelle og kritiske stemmer har haft vanskeligt ved at mobilisere begejstring for EU, hører Sierakowski til blandt en skare af østeuropæiske stemmer, der både stiller krav og har forventninger til det europæiske projekt. Men han nærer ingen illusioner om Europas aktuelle styrke.
»Hvis man ser på EU generelt, eksisterer unionen praktisk ikke i geopolitisk forstand. Den har ikke en fælles udenrigspolitik, ingen fælles hær, og man kan ikke blive enige. Sanktionerne mod Rusland virker delvist, men ikke i tilstrækkelig grad til at ændre Putins politik.«
For godt elleve år siden var Sierakowskis forhåbninger til Europa langt større end i dag. Som 23-årig vakte han i 2003 opsigt, da han tog initiativ til et åbent brev til støtte for den europæiske forfatning og det europæiske projekt og gik i rette med de nationalkonservative politikere i Polen, som efter hans vurdering misrøgtede den europæiske integration af småtskårne nationalistiske hensyn. Brevet, der blev underskrevet af 250 fremtrædende polske intellektuelle og offentliggjort i en række europæiske aviser som Le Monde, Frankfurter Allgemeine, afstedkom intens debat i de europæiske avisspalter.
»Vi ønsker ikke, at vores rolle i et forenet Europa skal være synonymt med modstand mod integration, et symbol på konservatisme og partikularisme. Vi er dybt bekymrede over, at det ikke tjener til vores bedste, hvis vores interesser præsenteres som værende i modsætning til Europas. Vi frygter, at Europa som en konsekvens kan blive opdelt i to: en forenet gruppe af dynamiske stater i udviklingen og en marginal gruppe, der er modstandere af integration, og vi frygter, at vi vil være at finde i den sidste kategori,« skrev Sierakowski og hans medunderskrivere i 2003.
Polens bedste tid
Som ung polak er Sierakowskis overbevisning om betydningen af Europas sammenhængskraft forståelig. Blandt de tidligere lande bag jerntæppet er Polen måske den mest indlysende succeshistorie. I årene efter 1989 foretog landet drastiske reformer, men modtog også både europæisk og amerikansk finansiel assistance, der hjalp den luvslidte polske økonomi på plads. I dag er Polen blandt Europas mest velfungerende økonomier, hvilket har givet næring til fornyet national stolthed, der dog ikke har ført til nationalistiske excesser.
»Efter 25 år, efter murens fald i 1989, har vi polakker ofte sagt til hinanden, at vi har haft den bedste tid i tre århundreder. Vi føler os frie og uafhængige. Den følelse er ved at forandre sig,« siger Sierakowski, »men vi har ikke ændret det enkle geografiske faktum, at vi deler grænse med Rusland.«
Polen deler imidlertid også grænse med Tyskland. Og det er netop forholdet til den store nabo i vest, der i dag er blevet afgørende i både polsk økonomisk politik og sikkerhedspolitikken. I 2011 udtalte den polske udenrigsminister Radek Sikorski i forbindelse med eurokrisen de nu historiske ord:
»I dag frygter jeg i mindre grad tysk magtanvendelse end tysk inaktivitet.«
Sierakowski er fuldt ud på linje med den polske minister og retter især en anklagende finger mod ældre medlemmer af den tyske politiske elite.
»Når jeg lytter til ældre SPD-medlemmer, Gerhard Schröder, Helmut Schmidt, for ikke at tale om die Linke – alle disse ’Putin-Versteher’ (Putin-forståere, red.), bliver jeg bange for, at det tyske kompleks over for Rusland er større end den tyske evne til at handle,« siger Slawomir Sierakowski til Information.
»Reelt set handler det om Tyskland, der er splittet i to dele. 55 pct. af tyskerne er kritiske over for Rusland og ønsker at støtte Ukraine, men næsten 50 pct. er prorussiske eller mener i hvert fald, at Putin skal have lov at tage Ukraine. Det samme gør sig gældende for regeringen: Merkel er hård, men udenrigsminister Steinmeier er en kylling,« siger Sierakowski.
Åbenlys impotens
For Sierakowski er det indlysende, at EU har voldsomme problemer med at koordinere sine sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser. Han peger på salget af tyske energiaktier til Rusland kort før folkeafstemningen om Krims uafhængighed som en afsløring af EU’s åbenlyse impotens.
»Da det tyske energiselskab EON solgte deres underselskab EON DEA til to russiske oligarker, og da italienske olieselskaber blev enige med russerne om kontrakter om olieledningen Southstream, der er direkte kontraproduktiv for ukrainske interesser, var det et afgørende øjeblik. Hvordan forestiller man sig, at Rusland skal blive bange for EU-sanktioner, hvis strategisk afgørende selskaber i Vesteuropa på samme tid handler med Gazprom, med Rusland og oligarkerne,« spørger Sierakowski og peger på, at disse økonomiske studehandler samtidig underminerer tilliden til NATO i Østeuropa.
»Det er denne slags hykleri, jeg ikke kan tage seriøst. Hvis EU optræder sådan, er det samtidig svært for mig at tro på, at NATO’s artikel 5 (der forpligter alliancens medlemmer på at svare igen, hvis enkelte medlemmer bliver angrebet, red.) ville gælde for Østeuropa. Grænsen for artikel 5 går til Oder på den vestpolske grænse til Tyskland. Ingen vil slås for Polen eller Baltikum.«
Polen blev medlem af NATO i 1999 og EU i 2004 og anses i dag som en de mest pålidelige støtter i den transatlantiske og europæiske alliance. Alligevel er Sierakowski klar over, at Polen alene på grund af sin geografiske placering befinder sig i en prekær situation.
»På en måde er vi et b-medlem af NATO. Vi har ikke NATO-soldater stationeret i Polen, vi har ingen NATO-infrastruktur. Hvis Polen bliver angrebet af et tredje land, er det den tyske hær, der skal forsvare os. To tyske divisioner.«
Invitation til Rusland
Det er denne udvikling – en tiltagende aggressiv fjende i øst og en svækket europæisk enhed i vest, der har udbredt fornemmelsen af de gode tiders mulige afslutning blandt almindelige polakker. Frygten for Rusland er blevet stedse mere konkret med Ukraine-krisens udvikling og EU’s tilsvarende rådvildhed, siger Sierakowski. Ikke desto mindre fastholder han, at unionens stiftende lande og deres politikere bør se tilbage på deres egen historie.
»Den største forskel mellem EU og Rusland er, at Rusland ikke længere kan gøre krav på at være et imperium uden Ukraine. EU kan leve uden Ukraine – det tror vi i hvert fald,« siger han.
»Jeg kan forstå, at EU er bange for at støtte med militære midler, men ikke at EU ikke vil betale for at understøtte ukrainere, der er præcis de samme mennesker som polakkerne, tyskerne, danskerne. De fortjener det. Hvis man spørger EU-medlemmerne i Danmark eller Polen eller hvor som helst: Hvad var grunden til dannelsen af EU, var det på grund af demokrati? Nej. Var det på grund af velfærd? Nej? Den grundlæggende tanke var at forhindre krige. Hvor bør EU sætte ind nu i forhold til den oprindelige tanke? I Ukraine, hvor ellers?«
Når venstrefløjspartier og andre kritikere forklarer Putins anneksion af Krim som en reaktion på EU’s østudvidelse og NATO’s ekspansionsplaner, ryster Sierakowski på hovedet og bortforklarer den med en betinget form for anti-amerikanisme, der trives blandt både amerikanske og europæiske intellektuelle.
»Hvilken slags ekspansion? At lande som Polen og Tjekkiet ønsker at være med i NATO? Rent faktisk er man nødt til at arbejde hårdt for at overbevise NATO om nødvendigheden af ekspansion. Det samme gælder for EU. Det er suveræne landes egen fri vilje. Hvis Ukraine gerne vil være NATO-medlem, hvorfor skulle de ikke have lov? Fordi nogen i Rusland ikke kan lide det? Come on.«
Af samme grund giver Sierakowski heller ikke meget for den yderste tyske venstrefløjs appeller til pacifisme.
»Der er en slags dum pacifisme på venstrefløjen. Men jeg ved ikke, hvad det er for en type pacifisme, der er med til at udløse krig i stedet for at forhindre den. Det er en invitation til Rusland,« siger Sierakowski.
En ny kold krig?
Seneste artikler
’Rusland fører aggressiv isolationspolitik’
2. januar 2015Putins bedste våben er, at de russiske aggressioner kommer bag på Vesten. EU-landene undervurderer regimets ideologiske kamp mod globaliseringen og dets angst for at blive ramt af en global protestbølge, mener den bulgarske intellektuelle Ivan Krastev’Vesten har drevet Rusland væk fra sig’
30. december 2014Ruslands annektering af Krim og alt der fulgte efter af krig og sanktioner, er en katastrofe for både Ukraine, EU og Rusland, siger den britiske professor og Ruslands-kender Richard Sakwa. Men hvordan blev et oprindeligt pro-europæisk Rusland drevet så vidt? Sakwa er ikke i tvivl om, hvem der bærer hovedansvaret: Vesten’Putin er gidsel af en nationalisme, han selv har skabt’
31. marts 2014Følgen af den protestbølge, som ramte Rusland i 2012, blev, at Putin har givet russerne urealistiske forventninger, mener bulgareren Ivan Krastev
FIGHT AGAINST IMPERIALISM
Det er herligt at læse Slawomir Sierakowski sætte de rette ord på forholdene i EU, Polen og Ukraine. For en lavtflyvende dansker er det højtflyvende ord; men herligt at se sagsfremstillingen formuleret så godt.
John Christensen vil ikke dø for EU!!
Nej, nej, nej - det vil jeg da heller ikke.
Det er en skrækkelig tanke; men heldigvis er der ingen, der beder os om det - heller ikke Slawomir Sierakowski. Han beder blot om, at vi optager Ukraine i EU - og det er jeg helt med på, også selv om det koster noget, rent økonomiske.
@Torben Lindegaard, Måske skulle du læse den tekst du kommenterer på og hylder helt til ende...
Slawomir Sierakowski's angreb på pacifisme har intet med medlemsskab af EU at gøre. Jeg personligt er inderlig tilhænger af pacifisme, og jeg ser deri ingen hindring for, at jeg også er tilhænger af, at Ukraine skal optages i EU, fuldt og helt ....hvis altså det ukrainske folk vildet, når de nu får IMF-reformerne at smage, og hvis EU har økonomi til det?
»Der er en slags dum pacifisme på venstrefløjen« siger Sierakowski.
...der findes modsat, en indskrænket krigsgalskab på højrefløjen, der lugter mistænkeligt af imperialisme.
Ukraine skal optages i EU, hvis ukrainerne forstsat vil det, når de får oplistet alle EU's krav.
Punktum..............ikke noget med "hvis EU har økonomi til det".
Det ville være som at sælge elastikker i metermål - de færreste har moral til det.
Og da slet ikke vi selvfede EU-borgere.
Jeg kan sagten forstille mig et uhyrligt antal bildæk futtet af på de franske landeveje, hvis landbrugsordningerne blev udstrakt (og udtyndet) til også at omfatte Ukraine.
Og grækerne ville sikkert smadre resten af landet, hvis regionalfondene blev udtyndet på samme måde.
Torben Lindegaard, jeg tror ikke du aner hvad du snakker om...
@Bille Atkins
Jeg synes især godt om nedenstående citat fra artiklen:
"Når venstrefløjspartier og andre kritikere forklarer Putins anneksion af Krim som en reaktion på EU’s østudvidelse og NATO’s ekspansionsplaner, ryster Sierakowski på hovedet og bortforklarer den med en betinget form for anti-amerikanisme, der trives blandt både amerikanske og europæiske intellektuelle.
»Hvilken slags ekspansion? At lande som Polen og Tjekkiet ønsker at være med i NATO? Rent faktisk er man nødt til at arbejde hårdt for at overbevise NATO om nødvendigheden af ekspansion. Det samme gælder for EU. Det er suveræne landes egen fri vilje. Hvis Ukraine gerne vil være NATO-medlem, hvorfor skulle de ikke have lov? Fordi nogen i Rusland ikke kan lide det? Come on.«
Det er for mig sagen i en nøddeskal.
Og det er velgørende at læse det som modvægt til f. ex. Lasse Ellegaard dunkle referencer til et mundtligt løfte, der måske blev afgivet af Bush til Gorbatjov på vegne af hele Nato.
Et eller andet med, at Nato ikke ville ekspandere mod øst - betyder det, at Nato ikke vil optage nye medlemmer eller at Nato ikke vil anlægge baser eller stationere tropper i nye medlemlande?
Hvem i alverden skulle have bemyntiget Bush til at afgive den slags løfter på hele Europas vegne?
Og hvorfor er løftet i givet fald ikke blevet ratificeret af medlamslandenes parlamenter?
Nej - det er ren pølse-udenomssnak. Og her er Sierakowskis rene tale velgørende.
@Bill Atkins 10:51
Hvad tænker du specielt på?
Vestukraine er næsten udelukkende landbrugsland.
Hvad vil EU tilbyde? Flere overskudslagre? Spanske tomater på lastbil over Karpaterne?
I Rusland har man altid vidst, at Ukraine har risiko for underudvikling.
Derfor byggede bolchevikerne vandkraftværker ved Dnepr, udviklede kulminerne, og brugte strømmen og kullene til stålindustrien.
Donbass-områderne i øst blev lagt sammen med Ukraine af planøkonomiske grunde.
Størstedelen af industriens handelsforbindelser går til Rusland.
Derfor er det at ødelægge Ukraine, når amerikanerne kræver, at Ukraine skal skilles fra Rusland.
@Karsten Olesen
Jeg kan da sagtens se mange af de problemer, som du oplister.
Men vi er vel enige om, at hvis Ukraine ellers kan og vil opfylde EU's optagelseskrav - københavnerkriterierne - så skal Ukraine være hjerteligt velkommen i som medlem.
Eller hva'????
Lindegård, dels din manglende forståelse for Ukraines problemer og IMF/EU's økonomiske hensigter (se bl.a. KO 11:06), samt din hyldest til Sierakowskis foragt for pacifisme.
En ung mands spekulationer, intet andet...
@Bill Atkins
Karsten Olesen kl. 11:06 har jeg lige svaret på.
”IMF/EU’s hensigter” blæser i vinden.
Det giver ingen mening at slå de 2 organisationer sammen i en fælles målsætning.
EU’s hensigter er desværre mange ting – de 28 lande kan sjældent blive ved med at være enige om noget som helst udenrigspolitisk spørgsmål.
Jeg har anekdotisk beskrevet problemerne med at få Ukraine integreret i den fælles landbrugspolitik med tilhørende enorme landbrugsstøtte, samt problemerne med at lade Ukraine få del i de fælles udviklingsfonde.
Det største problem i forbindelse med Ukraines eventuelle optagelse i EU er i det hele taget at få optagelsen accepteret hele medlemskredsen rundt.
Jeg har ikke kommenteret på IMF’s eventuelle hensigter overfor Ukraine; det vil jeg overlade til Poul Thomsen, vicedirektør i den europæiske afdeling af IMF.
Og min ”hyldest til Sierakowskis foragt for pacifisme”………………………..
Den er for langt ude – vi stopper her.
Alle polakker, ja også dem på venstrefløjen, hader Rusland af et godt hjerte! Og vil gøre hvad som helst for at genere Rusland. Også lade sig udnævne til Vestens nye darling!
Når en gammel krikke - omend med en ung jockey - forsøger sig ved et forhindringsløb risikerer den at falde og brække benet... og så skyder man dyret... gør man ikke...??... og hvad gør man med dens unge jockey...??... beder ham gå hen i et mørkt hjørne og tænke sig godt om...!!
Torben Lindegaard: Jeg må gentage mig selv: "Du aner jo ikke hvad du snakker om":
TL: ”IMF/EU’s hensigter” blæser i vinden.
FATKTA: http://schillerinstitut.dk/si/2014/12/ukraine-med-imfs-krav-om-nedskaeri...
--
TL: Det giver ingen mening at slå de 2 organisationer sammen i en fælles målsætning.
EU’s hensigter er desværre mange ting – de 28 lande kan sjældent blive ved med at være enige om noget som helst udenrigspolitisk spørgsmål.
FAKTA: På vegne af EU og USA er Den Internationale Valutafond (IMF) i øjeblikket ved at indføre en økonomisk politik i Ukraine, der vil forarme og gøre befolkningen yderligere sårbar.
http://www.information.dk/504181
--
TL: Jeg har anekdotisk beskrevet problemerne med at få Ukraine integreret i den fælles landbrugspolitik med tilhørende enorme landbrugsstøtte, samt problemerne med at lade Ukraine få del i de fælles udviklingsfonde.
Det største problem i forbindelse med Ukraines eventuelle optagelse i EU er i det hele taget at få optagelsen accepteret hele medlemskredsen rundt.
Jeg har ikke kommenteret på IMF’s eventuelle hensigter overfor Ukraine; det vil jeg overlade til Poul Thomsen, vicedirektør i den europæiske afdeling af IMF.
FAKTA: Ovenstående er en gang indholdsløst rundhyl skabt af det ovenstående sludder du har skrevet.
--
TL: Og min ”hyldest til Sierakowskis foragt for pacifisme”………………………..
Den er for langt ude – vi stopper her.
'
FAKTA: TL du skriver: "Herligt at se sagsfremstillingen formuleret så godt."hvilket omfatter artiklens konklusion:
Af samme grund giver Sierakowski heller ikke meget for den yderste tyske venstrefløjs appeller til pacifisme. »Der er en slags dum pacifisme på venstrefløjen. Men jeg ved ikke, hvad det er for en type pacifisme, der er med til at udløse krig i stedet for at forhindre den. Det er en invitation til Rusland,« siger Sierakowski.
--
Men TK i en ting har du ret: Der er vist ingen grund til at forsætte :-)
Kiev-regeringen har jo ikke kontrol over landet, eftersom ca. 1/3 af befolkningen er russisk-orienteret.
Der kæmpes stadig i øst - med mange civile ofre - her fra i nat:
https://www.youtube.com/watch?v=ZHzmBcJCaxk&feature=youtu.be
USA og militaristerne har taget magten fra handelspolitiken - der er ingen økonomisk logik i det der foregår.
Industrierne øst for Dnepr - Kharkov, Zaporozhe og langs kysten - er stålindustrier, der bruger kul fra Donbass.
De har store dele af deres handelsforbindelser med Rusland, og risikerer arbejdsløshed ved en afbrydelse.
Der er også stor modstand i de Kiev-kontrollerede områder.
Kiev-styret har indført strenge straffe for "separatisme" og "anti-ukrainsk virksomhed".
Der er demonstrationer i Kiev mod IMF-nedskæringerne.
Nyheder fra Donbass kan følges på:
https://www.facebook.com/TruthfromUkraine/timeline?ref=page_internal
https://www.facebook.com/SouthFrontEN
"FIGHT AGAINST IMPERIALISM"
Jamen, så tag du en tur til Ukraine og slås mod Rusland.
Hvornår går det mon op for Ukrainerne at det Europa som de tror på slet ikke findes i virkeligheden, og at de er blevet narret, at de blot er bønder i et geopolitisk skakparti?
Tragisk at nogle endda gav liv og lemmer for et løgn de har troet på.
Tragisk at det EU som oprindeligt var tænkt som et projekt for fred og velfærd er blevet kapret af hensynsløse finansimperialistiske kliker og forræderiske levebrødspolitikere.
Eller har det altid været planen at EU skulle være et liberalistisk projekt og har det fra starten været løgn? Svært at sige, når man ikke kan stole på nogen mere.
Grotesk at nogen vil give de venstreorienterede skylden for det. Men at skyde budbringeren, det har jo lange traditioner.
Nils Bøjden de fleste læsende mennesker ved at Krim-befolkningen siden Sovjetunionen opløsning har villet være fri af Ukraine
http://da.wikipedia.org/wiki/Krim#I_det_uafh.C3.A6ngige_Ukraine
Ovenstående er oven i købet en ret summarisk redegørelse, den dybere beretning endnu mere utvetydig.
Jeg tør vædde på på at en stor del af de folk som her forsvarer Ukraines ret til at være med i EU er de samme folk som ellers brokker sig over EUs dominans og ikke mindst undergravning af Dansk suverænitet.
Ukrainerne skal bare være glade for, at der overhovedet er nogen som hjælper, ved at Rusland bliver påført enorme økonomiske sanktioner fra EU og især USA.
Jeg tør nemlig godt vove den påstand, at hvis det var et andet land end netop Rusland der "annekterede" Krim, så tror jeg sgu ikke, at Ukrainerne havde modtaget hjælp overhovedet fra hverken USA eller EU, da ingen af de parter ville have noget at vinde ved at involvere sig. Husk på, at alt hvad der kan gøre ondt eller skade Rusland, er godt for vesten. Præcis sådan, tænker samtlige ledere fra den vestlige del af verdenen. Hånden på hjertet, hvad har Ukrainerne virkelig, som de kan tilbyde EU og USA? Hverken økonomisk eller militært kan de biddrage med noget.
Det her er et skakspil, som -for Vesten- handler om at reducere Russernes territorium mest muligt, ligesom det for Putin handler om at styrke russernes territorium mest muligt. Den her konflikt har aldrig handlet om Krim og det østlige Ukraine. Det er meget meget større end det.
Slawomir Sierakowski, look at the bigger picture.
https://scontent-b-fra.xx.fbcdn.net/hphotos-xfa1/v/t1.0-9/10628147_63888...
Så Information har fundet en polak, der synes EU er for slap overfor Rusland.
Flot! Er der andet i artiklen?
For nylig var der en kæmpe virak omkring rublens fald. Hele dækkefladen i mainstream medierne blev ryddet, der blev spekuleret i paladsrevolution i Rusland osv.
Her et par dage efter er der ikke et ord. Som dug for solen forsvandt emnet totalt. Hvordan kunne det gå så stærkt?
Rublen har rettet sig op, men hvorfor fjernes fokus af den grund? Er det ikke værd at fokusere på den videre udvikling? Er mediernes opgave at informere os, eller er det at italesætte en dagsorden?
Jeg forbløffes igen og igen af den anti-russiske linje fra mainstreammedierne i hele den vestlige verden.
Som det kan ses her, har rublen rettet sig op i forhold til dollaren. Der var et lille udfald på 4-5 dage, og det var dét.
http://finance.yahoo.com/echarts?s=usdrub=x#{%22range%22%3A%221mo%22%2C%22scale%22%3A%22linear%22}
1) Kudrin, tidligere russisk finansminster gennem en halv snes år under Putin, sagde på et pressekonference for to dage siden, at inflationen vil være 10-15 % næste år, der også vil være præget af en fuld-skala økonomisk krise. Han siger også, at rublen først kan være stabil efter en periode med 7-10 års økonomisk vækst i træk.
http://www.huffingtonpost.com/2014/12/22/russia-economic-crisis_n_636581...
http://en.wikipedia.org/wiki/Alexei_Kudrin
2) Udviklingen i den faldende rubel-kurs siden årsskiftet kan fx ses her:
http://www.tradingeconomics.com/russia/currency
3) Steve Rosenberg @BBCSteveR · 22. dec.
New poll (VTsIOM): 23% Russians think it "quite possible" they'll lose their jobs in 2-3 months, 2% are certain, 38% "possible but unlikely"
Medierne søger som sædvanligt sensationen som sædvanligt.
Retfærdigvis har Børsen også dækket rublens stabilisering efter den voldsomme forhøjelse af den ledende rente, som lige nu er 17%!!!.
Så høj en rente er altså en barsk omgang for debitorerne, både private og firmaer.
Firmaer med udenlandsk gæld er også blevet hårdt ramt.
Pr. 01.01.2013 gik der 45,12 rubler til en euro; pr. dags dato går der 66 rubler til en euro.
16.12.2014 var det helt forrykt - 85,59 rubler til en euro.
Men stadigvæk er der tale om et fald i rubelkursen overfor euro på lige over 46% på et år.
De fleste selskaber med valutagæld har vel også valutaindtjening, således at valutatabet afbødes; men for selskaber med indenlandsk indtjening er det ruinerende med en sådan gældsopskrivning.
"Skuffelsen over et svagt EU, plaget af interne stridigheder, som har glemt de værdier, der lå til grund for unionens tilblivelse."
Tænker han på indtjening, deregulering og markedsudvikling? EU, oprindeligt Kul- og Stålunion, har skal ikke glemt nogle af foretagendets basale værdier. Man glemmer heller ikke skueprocesserne - og den aggressive udenrigspolitik, som naturligvis ikke kan tage sig alt for åbenlyst voldelig ud. Denne polske 'tænker' er vist gået glip af et par historiske erfaringer eller tre, herunder at der altid er skueprocesser - ting tager tid, og imens kan herremændene lade sig underholde af bl.a. de store mængder af nyttig idioti. Som f.eks. denne artikel.
Torben:
Det er kun i nyere tid, at vi er vant til så lav en rente. 17% ville slet ikke være ekstremt for 20-30 år siden.
@Dennis Berg
Uha - Uha, jeg husker det alt for godt.
Under Anker Jørgensen fra sidst i '70'erne og frem til 1982 kom den lange rente op over 20%!!
Retfærdigvis skal det nævnes, at man fik rentefradraget i toppen, som dengang var med en marginalskat på over 70% - men alligevel.
Anker Jørgensen devaluerede lystigt, hvilket bl. a. var grunden til den høje rente.
"Som det kan ses her, har rublen rettet sig op i forhold til dollaren", skrev en anden debattør, der dermed beviser, at hans horisont ikke strækker sig ret langt tilbage. Det er korrekt, at der var en mindre peak, der blev udjævnet, men den betød ingenting i det store regnskab.
Her er en graf over de sidste 4 år. Tag et kig på den og vurdér, om rublen har rettet sig op her på det sidste:
https://www.google.com/search?q=100+usd+in+rub
"Skuffelsen over et svagt EU, plaget af interne stridigheder, som har glemt de værdier, der lå til grund for unionens tilblivelse.
Skuffelsen over halvhjertede tyske politikere og intellektuelle, der i krydsfeltet mellem historiske komplekser og økonomiske interesser, vakler af eftergivenhed over for et Moskva, som ikke er kommet sig over tabet af fordums imperiale storhed.
Og skuffelsen over et Europa, der har ladt det ukrainske folk i stikken på et tidspunkt, hvor længslen efter det europæiske fællesskab var allerstærkest." Naviteten er mildest talt imponerende.
'Kun i Ukraine har man ofret liv for det Europæiske projekt', skriver denne unge 'tænker'. Jeg har ellers altid opfattet EU som et fredens projekt, ikke som et projekt hvor staterne støtter hinanden i at gennemføre militære angreb på deres egne befolkninger, men tab af menneskeliv til følge.
I Ukraine er 3.000 mennesker døde af det europæiske projekt? Er det ikke nok?
Øh... Bill Atkins, du henviser til Schillerinstitutttet for at underbygge dine argumenter.
Ved du ikke at dette 'institut' køres af tilhængere af Lyndon LaRouches forrykte ideer?
Øh, Olaf mødet mellem yats og IMF er bekræftet flere steder uden der dog er mange detaljer
Shillerinstitutet er trods alt anerkendt for at have en god informationstjeneste og selv om andre dansksprogede kilder ikke gengiver IMF's krav den 13 dec. fuldt og helt, så er der dog her og der nævnt enkelte punkter og jeg har krydstjekket med det Ukrainske Kommunistpatis hjemmesideside autooversat fra ukrainsk og derfor ikke præsentabel.
Jeg er ked af at jeg har chokeret dig ved at bryde den Vestlige informationsblokade og dermed forstyrret din tilstand af bekvem uvidenhed. Men jeg mener at andre kan have interesse i at blive oplyst.
Lasse Schmidt:
Du kan også sætte mit link til at vise op til 5 års historik.
Der har ikke været en mainstreammedie-storm på emnet før nu, og det er også nu der har været et orkestreret angreb på rublen, derfor er den korte udvikling da yderst interessant.
Det er sandt at over et års tid at rublen er faldet i værdi i forhold til dollar, men hvad den nøjagtige grund til det er, ved jeg ikke. Måske sanktioner? Et land kan også være interesseret i at devaluere sin valuta, da det øger konkurrenceevnen, men jeg ved ikke, om Rusland har haft denne interesse.
Lasse Schmidt:
Fra dette link: http://www.information.dk/telegram/519737
"Valutaen yen har mistet 41 procent af sin værdi over for den amerikanske dollar inden for de seneste to år."
Hvorfor har den dét? Det kan ikke forklares med sanktioner m.m.? Hvorfor er rublens generelle fald (ikke den nylige korte sensationsudvikling, som gik i sig selv igen) værre end yen's?
Der er rigtig mange valutaer, som har tabt værdi i forhold til dollar. Hvorfor?
Petrodollaren er verdens reservevaluta, og den ser ud til at blive mere værd i forhold til andre, selvom USA har ekspanderet pengemængden så sindssygt, så dollar money supply charts viser paraboliske kurver. Og på trods heraf, bliver valutaen stærkere og stærkere? Hvorfor? Man skulle tro, at jo flere dollars der blev, jo mindre skulle de blive værd?
"Hvorfor er rublens generelle fald (ikke den nylige korte sensationsudvikling, som gik i sig selv igen) værre end yen's?"
Fordi det eneste Rusland har at sælge er olie og naturgas. Fordi Rusland er et gennemkorrupt samfund som ikke er i stand til at tiltrække investeringer fra hverken russere eller andre. Fordi Ruysland er et kleptokrati hvor Putin og hans venner skal skumme fløden og rage til sig i historiske dimensioner. Fordi Rusland er et diktatur som ikke levner rettigheder til frit at etablere informationer, handel, virksomheder og gode vilkår. Bla.
"Ceterum censeo Carthaginem esse delendam"